Vi skal alle dø – lad os nu bare tale om det!

Tekst Kathrine Skovsgaard

Nyt år, new me… eller hvad?

Januar er allerede snart omme – og havde det ikke været for de sidste dages sne og minusgrader, havde jeg nærmest følelsen af, det var oktober. Jesus en grå med grå på måned! – men hallelujaaaa kl. er 16.45 og er det stadig lyst, og det er ikke, fordi sneen lyser op herinde i midtbyen, hvor den nærmest var gone, før den lagde sig. Bortset fra langs fjorden og parkerne.

…og her sidder jeg så (4 timer efter egentlig deadline på denne blog) (som jeg egentlig jo ved flere måneder i forvejen, og jo havde skrevet i kalenderen) – og jeg havde jo besluttet dette år skulle være anderledes! Jeg skulle jo bare mere på forkant. Planlægge bedre. Styre tiden og ideerne. Hmm, og hvad sker der så? Vanerne tager over, og impuls på impuls igen. Ih altså…

– jeg må jo snart lære det, eller bliver jeg dog aldrig klogere?

Året er startet lidt anderledes, end det plejer (læs: de sidste 7 år som selvstændig). Jeg har nemlig holdt juleferiiiiiie! For første gang siden jeg startede, har jeg trukket stikket helt og holdt friii. – eller altså på min måde holdt fri. For nej, ikke været offline og siddet på en øde ø og mediteret, drukket juice dagen lang i lotus-stilling med rosenkrans omkring halsen med røgelsespinde og fuglekvidre, som jeg måske burde (læs: havde nok været meget sundt, givende, opløftende og behageligt). I stedet piskede jeg rundt for at se flest mulige venner, familie mellem lande. – og oplevede endda (modsat her i DK) en hvid jul i Norges smukke land, hvor min kæreste bor.

Om det var hektisk og lettere kaotisk, næh nej da, hvor får du det fra? Isn’t Christmas always? Dog formåede jeg for en gangs skyld faktisk at være nærværende i visse moments. Faktisk at smage maden og at dufte den. (noget af det, jeg sjældent formår, når tempoet er højt, så ret vildt her!)

Breaking news er, at jeg er sprunget ud som officiel Coach og foredragsholder nu, både med en-til-en samtaler, grupper med detox, mindfullness og yoga samt som konsulent. Kommer sig af, at jeg har fået så mange efterspørgsler de seneste år, og særligt på den feedback, jeg modtager. Det er for mig essentielt, jeg kan gøre en forskel og bidrage, ellers bliver jeg modløs. Motivationen opstår, når nogen tager positivt imod forandringsforslag, og af mine stillede spørgsmål, rykker sig! Så bliver jeg vildt høj! Kender du det?

Efter snart 2,5 års frivilligt arbejde i foreningen SKYGGEBØRN, er jeg nu tilkoblet på fast timebasis. Lucky me! Føler mig vildt taknemlig over denne mulighed, da det er totaaaaal the DREAM come true at arbejde med børn, unge, sorg og tabu!
 Kan vi så endelig tale om det! Det er da for mystisk, at det eneste -vi med sikkerhed ved- er, at vi skal i dette liv, er: at betale skat og dø. Gennem uddannelsesårene er det så ca. det eneste, vi ikke lærer! Hverken at udfylde selvangivelse eller tale om døden! ’Amen, der er da noget heeeeeelt galt! Det skal vi ændre! Det er min nye mission. Døden skal italesættes.

Årene med min egen sorg/-er, har givet mig en stor indsigt i det tabubelagt emne. Hvor dødsangste folk er. Vores kultur er, vores samfund er. Vi går ikke over på den anden side af gaden, når vi møder en, som har det svært. – men det er s… tæt på. Vi (og siger vi, for er ikke en helgen selv, og ved, vi er mange) er hunderædde for at få nogen til at græde. Hvis vi nu stiller det spørgsmål, der udløser tårerne. Mange tror jo straks, de forårsager tristheden, og tør ikke tage ansvaret. Faktum er jo blot, at du som spørger jo ikke har skylden, men den spurgte formentlig er oprigtig trist, og dit spørgsmål blot udløser følelsen. Måske netop fordi den tristhed endelig blev italesat. Så vend den rundt, og ros dig selv, fordi du viste omsorg, anerkendelse, interesse nok til, at den spurgte kunne lette sit hjerte.

Sådan helt ærlig, så er vi s.. så overfladiske. Vi hilser på hinanden og får spurgt ”hvad så, går det…?” – men inden vi hører svaret, så er vi jo allerede på vej videre. Det er jo direkte fejt! Så lad være at spørge, hvis du ikke har interesse. Det er misforstået høflighed. Jeg løfter lige pegefingeren, og med bestemt, og naturligvis kærligt, smilende og med blink i a øjwe: ”Tag lige dine medmennesker og dig selv alvorligt!” Det er ikke så svært fakkertalt. – og du kan ikke bare pege på de andre og sige, ”jamen alle andre gør det”. Nope! Det er her, jeg tænker (og er jo bare min egen lille hjemmebryggede teori, bryg du bare din egen – formentlig en bedre en) Hvad mon der sker med stress, depression, angst, ADD, ADHD og andre diagnoser, hvis vi taler med hinanden og rent faktisk lytter!? NLP’en har lært mig, at vi ikke hjælper hinanden ved at råde andre, men ved at stille spørgsmål. Så hvad tror du? Hvad ville du gerne andre gjorde for dig? – og kunne det være udgangspunktet, du viste for andre?

Inden dette bliver en laaaang tur omkring al konspiration a la carte, så stopper jeg her. Dette var blot et opråb! – og måske kan det give dig lidt at tygge på…

Gennem de næste 8 uger er jeg også at finde et par dage om ugen på UCN i Hjørring , hvor jeg skal undervise Natur- og Kulturformidling, i hhv. Modern Marketing og Entrepreneurship. – og holly, jeg glæder mig! Første gang, jeg får et længere forløb med en gruppe. Glæder mig max til at lære deres udgangspunkt at kende, og måske kunne bidrage lidt med noget knowhow from real life.

Jeg må indrømme, jeg har lidt svært ved at stoppe. Impulserne drøøner derud – men deadline var for længe siden, ups – (redaktion, promise to do better next time #krydserfingre #blinkiøjet #growup #jajaskalnok) – så vil wrap it up.

Tak, fordi du læste med, håber du fik et bette smil frem. Nu kommer mørket langsomt snigende igen, så godt at ryste lidt på hovedet. I’ll be back, og indtil – så ha det veldig bra!

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*