Ignite Esport vil levere Counter-Strike-hold i topklasse

TEKST ALEXANDER KOKKEDAL

I elektronisk sport eller ”esport”, som det kaldes, konkurreres der i videospil på professionelt niveau. Et typisk eksempel ville være, at to eller flere hold spillere konkurrerer i et skydespil over nettet, men esporten er nået til et punkt, hvor der også konkurreres ved fysisk fremmøde i storstilede turneringer, som de bedste spillere rejser verden rundt for at deltage i. For de allerbedste spillere er esport en meget lukrativ branche, for med penge fra sponsorater og kontrakter kan de faktisk leve af at spille professionelt.

Meget tyder på, at esport vil fylde gradvist mere i vores gamerfyldte samfund, og at gradvist flere danskere vil kunne leve af at spille videospil som deres fuldtidsjob. Det er i tiltro til esportens fortsatte udbredelse, at tre unge fyre gik sammen om at stifte organisationen Ignite Esport, der ønsker at indtræde på esportsscenen med deres eget headhuntede hold spillere i alderen 15-25 år. Spillerne får i kontraktforhold til organisationen løn betalt med penge fra sponsorater for at deltage i turneringer i skydespillet Counter-Strike: Global Offensive, ofte forkortet ”CS:GO”.

Anerkendelse af esporten

Emil Købstrup Zakarias er blandt stifterne af Ignite Esport og står for kontakten til organisationens partnere samt holdet af spillere. Han ser et stort potentiale i esport, der bl.a. bevidnes af den anerkendelse, sporten nyder fra de tunge drenge inden for mere etablerede sportsgrene.

Generelt er esport en boble lige nu i Danmark; alle vil have det, men ved ikke helt, hvordan de skal implementere det, og det er både i forhold til foreninger, men også i forhold til forskellige superligaklubber, der starter deres eget hold op. Bl.a. har FCK og AGF har deres egne hold, fortæller han og fortsætter:

I 2022 stiler man mod, at esport skal være en del af OL, og så begynder man jo at komme hen mod noget, hvor man kan kalde det en traditionel sportsgren, som fodbold og håndbold er det nu.

Emil Købstrup Zakarias

Træner for at nå toppen

Ignite Esport har sat deres hold bestående af fem spillere sammen, der træner ihærdigt på ugentlig basis ud fra et program med faste læringsmål og hyppige turneringer, så holdet kan kravle op ad rankinglisten over Danmarks bedste CS:GO-hold.

Vores spillere træner fire gange om ugen fast fra kl. 19-23, og derudover har vi en gang om måneden træningslejr fredag til søndag. Udover det er der selvfølgelig både onlineturneringer, vi deltager i for at samle point til at komme op i top 10 i Danmark, og vi har også deltaget i forskellige events rundt om i landet, siger Emil Købstrup Zakarias.

Det setup, spillerne træner, er struktureret sådan, at de typisk bruger den første time fra kl. 19-20 på analyse, altså hvad vi skal opnå i dagens træning, og hvilke maps (arenaer i spillet, red.) og strategier vi spiller. Og så fra kl. 20-23 spiller vi tre træningskampe mod nogle hold, uddyber han.

Jo længere op man kommer på rangstigen, jo flere kampe spiller man, og jo flere turneringer har man såvel online, indlands som udenlands.

Ved det niveau, vi er på nu, deltager man i to-tre officielle kampe om ugen, og så deltager man månedligt i et event, altså et fysisk event man er ude at deltage i. Hvis man kigger på Astralis, som er Danmarks bedste hold, så er det i en helt anden kaliber, fortæller Emil Købstrup Zakarias.

Brander partnere over for AdBlock-generationen

Ved at støtte op om og indgå partnerskaber med et foretagende som Ignite Esport får virksomhederne eksponering for en målgruppe af fortrinsvist unge mennesker, hvis interesse ifølge Emil Købstrup Zakarias er svær at fange med konventionelle reklamer.

Mange undersøgelser viser, at 13-29-årige virkelig ikke er modtagelige over for traditionelle reklamer. Vi er typerne, der bruger AdBlock på nettet, så vi ikke ser reklamer. Og det kan man komme udenom ved at indgå et partnerskab med en ambassadør; en stærk spiller på området, fortæller Emil Købstrup Zakarias.

Man behøver ikke længere gå på nettet for at se esport heller. Eksempelvis har DR3 været aktivt på banen i forhold til at få esport ind i det danske hjem ved at streame turneringer i og bringe programmer om den nye sportsgren.

I og med populariteten stiger på esport, og det bliver vist på traditionelle tv-kanaler og bliver anerkendt, begynder man udover at ramme de 13-29-årige også at ramme hr. og fru Danmark, der sidder hjemme i stuerne og ser det, og som bliver trukket ind i det pga. deres børn eller børnebørn, så vi går egentlig ud og kan tilbyde virksomheder branding og awareness for et meget bredere publikum, konstaterer Emil Købstrup Zakarias.

Stiler efter at være i top 10 om tre måneder

Ambitionerne er høje i Ignite Esport, der arbejder henimod målet om at være blandt Danmarks bedste inden for en overskuelig fremtid.

Skal man se Ignite Esport om tre måneder, er vi i top 10 i Danmark, og om et år er vi ved at etablere os som fuldtidsorganisation, siger Emil Købstrup Zakarias.

Hvis det lykkes for holdet at realisere det mål, og der ender med at blive brugt mere og mere tid på træning og turneringer, kan det komme på tale at finde et fysisk sted, hvorfra holdet spiller.

Spillerne er geografisk spredt i hele landet, og når vi når et punkt, hvor de er nødt til at gå fuldtid ind i det, er det også meningen, at vi skal finde en lokation – jeg ved ikke, om det bliver et gaming-hus, men et sted med en fast arbejdsplads for folk, fortæller Emil Købstrup Zakarias.

Han ser også forskellige veje, Ignite Esport kan vælge at gå i fremtiden, bl.a. ved at begynde at spille andre spil end Counter-Strike på professionelt plan. Desuden ser han en mulighed for at få et godt samarbejde kørende med det regionale esports-foreningsliv.

Vi vil bl.a. gerne samarbejde med de nordjyske foreninger, der starter noget op inden for esport, og fremadrettet vil vi gerne være en talentorganisation for i hvert fald den nordjyske del; vi vil bygge en organisation op, hvor vi har rammerne til at kunne udvikle unge talenter, slutter Emil Købstrup Zakarias.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*