Blog: Fordi din håndsprit også har følelser

Tekst og Foto CECILIE WENNERLIN

Nå. Så er vi her. Vi står stadig midt i virkeligheden, præcis som vi gjorde det i december, da vi fik den mærkeligste jul længe, og som vi gjorde det i foråret, da meget fortsat var lukket ned og beklædt med mundbind. Og sommeren her, den er også anderledes end den mærkelige 2020-sommer. Men alligevel er der noget, vi har levet med i over et år nu, og som er begyndt at have et vist rutinepræg over hele linjen.

Det skal handle om håndsprit.

Hvad sker der for eksempel for, at vi går rundt i det ganske, danske sommerland og lugter af solcreme kombineret med duften af den type håndsprit, der lugter af karry. Hvad er der med den? Hvordan kan en sprit-kombination lugte af skolekøkken uden udluftning? Hvordan kan sådan en farveløs væske emme sådan af boller i karry fra i forgårs? Den er mange steder, og det værste er, at den også laver sådan noget noget mærkeligt fnuller i hænderne, så det føles som om, man har gnedet vådt vat udover hele håndfladen bare for sjov. Hvad er det da for noget, og hvorfor er kvaliteten af håndsprit ikke for længst hævet så meget, at vi ikke skal lugte til et uvasket krydderiglas fra 80’erne hver gang?

Og så er der også det med håndspritflaskernes temperamenter. Jeg har gået og tænkt længe over det. De opfører sig dybt forskellige.

Og her skal vi faktisk ind og have lidt fat i det gamle Grækenlands lære om, at ethvert menneske består af fire legemsvæsker. Blod, sort galde, gul galde og slim, og de legemsvæsker svarer hver til et temperament. Sort galde er melankolsk, gul galde er kolerisk, blod er sangvinsk, og slim er flegmatisk. Ifølge de gamle grækere, så er mennesket født med en overvægt af én af væskerne, og den væske, der er for meget af, afgør hvilket temperament, man får.

Og nu til håndspritten – hæng i.

Jeg har nemlig erfaret, at håndsprit kan være så forskelligt som mennesker – og slet så forudsigeligt, som vi tror.

Tag nu den melankolske håndsprit. Melankolikeren har svært ved at komme i gang med nye opgaver og kan være noget selvbegrænsende i sin adfærd. Der er en vis frygt for, hvad fremtiden bringer, og der er tendens til trøstesløshed. Sådan en håndsprit kender vi alt for godt. Det er den med automatisk censor, men hvor censoren er meget, meget langsom om at registrere, at du har sat hånden derhen.

Det er lige, så man når at tænke, at der ikke sker noget.

Nå, hvad gør jeg så. Er der andet et sted? Skal jeg sige det til nogen?

…Men lige pludselig, så er den der alligevel. Lige så stille. No rush.

Og det sprøjter ikke ligefrem ud, når den så endelig kommer i gang. Det er et lille, langsomt psst. For man skal jo passe meget på sine ressourcer, for alt kan ske, tænker håndspritten.

For en sikkerheds skyld lader den lige noget restsprit sidde ved åbningen, som kan sidde og hygge sig og blive til noget gelé-agtigt stads, man helst ikke vil have på fingrene. Det er forråd til dårligere tider, tænker den.

Så er der den flegmatiske. Her er der stor glæde ved de daglige vaner og rutiner. Der er en stor udholdenhed og beslutsomhed. Sådan set stædighed. Der kan også være en oplevelse af flegmatikeren som ubeslutsom og langsommelig, og flegmatikeren er desuden ret upåvirkelig af, hvad andre tænker og gør.

Kan I mærke, hvordan vi er ude i den selektivt givende håndsprit? Ja, ikke?

Den er står tit i en hvid dunk, man selv skal trykke på – ligesom en anden vilkårlig håndsæbe – og du skal vide, at du ingen indflydelse har på, hvor meget sprit, der kommer ud – eller hvor det skyder sig hen.

INGEN.

Måske er det tirsdag, og om tirsdagen går strålen skråt opad. Lige direkte mod dit venstre øje. Også selvom du trykker ligeså stille, for du kan godt huske sidste gang.

Eller også er det fredag, og så overrasker den ved at være så mild og stille i stikstrålen, at man tror, det er den nye standard. Men så bliver det mandag, og så det den skarpt rettet mod dine bukser. Lige i skridtet, så det ligner, du har haft et lille uheld.

Der er jo også det Sangvinske temperament.

Her er vi ude i en meget ekstrovert energi, der har kontant afregning. Sangvinikeren lever i nuet, deler meget ud af sig selv til andre – men svinger rigtig meget mellem det ene og det andet. Sådan lidt BUM, så er det sådan-agtigt.

Derfor er den sangvinske håndsprit også den, der LIGE PLUDSELIG løber HELT TØR. Der er ikke noget at gøre. Den er tom. Lad være at tro andet.

Problemet er dit nu. Vil du gå ind uden at spritte af og have sådan lidt dårlig samvittighed, eller vil du finde en medarbejder, og hvad med dem, der står bagved dig og venter?

Men det er så også den håndsprit, der giver i store, gode mængder, når den så endelig er i sit es. Hold op, som den leverer. Tvivl ikke på det.

Den sidste type den Koleriske.

Og det er faktisk nok den håndsprit, der er mest pålidelig. Mest fordi den tager så meget ledelsesansvar og generelt også er den fødte leder. Hvis ikke den skulle kunne give gode, store plamager af sprit i hver en håndflade – hvem skulle så kunne? Der er muligvis også en tendens til at udpræget storhedsfølelse og tromlen henover andre – men igen, vi vil gerne have pålidelig håndsprit, vil vi ikke?

Der er stor glæde ved rutiner og faste vaner. Og det er ikke på den håndsprit, du lige pludselig finder et fedtet menneskehår af udefinerbar herkomst.

Det finder den sig ikke i. Der skal sgu være orden i sagerne.

Og så er det store spørgsmål, her til sidst, nok: Men, Cecilie, hvilken af dem lugter så af skolekøkken-karry?

Ja, det er et godt spørgsmål. Men du er ikke i tvivl, når du støder på den. Jeg får i hvert fald en enorm trang til at gå til frikvarter.