Andreas Bo – Plastikfjæs og gummibryster eller..!

tekst Dadi Halldorsson, Tekstsmeden | foto Maria Ellermann

Manden med den elastiske muskulatur og lattervækkende mimik var forbi Aalborg, hvor APPETIZE mødte ham til en snak om alting, ingenting, en minearbejder fra Ukraine og plastikbryster. Mødet foregik under seks øjne med skribenten, gummifjæset Andreas og komikerens nordjyske fan Mette

– Andreas, siger den store mand og trykker magasinets skribent beslutsomt i hånden, mens det ene øjenbryn hæver sig op og former en slags Vesterhavsbølge, der netop skal til at slå ind mod strandkanten.

– Daði, svarer skribenten lavmælt og ser sig selv stående halvnøgen på den selvsamme strandkant med et lille barn i den ene hånd og en farverig badering i den anden. Han føler sig klejne. Klædt af. Mindreværdig. Lidt ligesom da han som lille dreng mødte sit fodboldidol.

– Øøøøh… det skal jeg lige have igen, udtrykker den store mand – stadig med den beslutsomme hånd i et fast greb om skribentens. Tsunami, tænker skribenten og svarer.

– Daði. Du kan bare kalde mig Daddy. Det er jeg vandt til, svarer han og føler sig endnu mere nøgen end før.

Nudiststrand?

– Fedt, konstaterer den store mand, giver slip på hånden og sænker igen sit venstre øjenbryn.

Tsunamien tilsyneladende afblæst. Nøgenheden og baderingen forduftede. Men var det ikke i det mindste en hedebølge, tænker den udsendte, mens han tørrer svedperlerne, der formentlig glitrede dobbelt så meget som normalt, af panden.

Scenen har netop udspillet sig i foyeren på Aalborg Kongres & Kultur Center. Den store mand er den kendte, sjove, populære og vellidte komiker Andreas Bo. Mennesker, der har haft stor succes kan fremprovokere glitrende svedperler hos de fleste menige, der møder dem i det virkelige liv.

Det viser sig dog hurtigt ikke at være nogen grund til. For Andreas Bo er ligeså venlig og imødekommende, som han er sjov og underholdende.

Hvad er din yndlingsfarve?

En halv time før mødet står skribenten hjemme i sit eget hus. Han er lidt hvileløs, for hvordan kommer interviewet med den sjove mand til at forløbe? Bliver det et stående standup med tilhørende mavekrampe? Bliver det et møde, hvor kendissen i ren kendisrus ikke ænser sin interviewer? Eller noget helt tredje og værre endnu?

Skribenten finder sin skriveblok og kuglepen frem og gør sig klar til afgang, da hans 11-årige datter kommer over for at give ham et farvelknus.

– Er der noget, du gerne vil vide om Andreas Bo, spørger han sin datter, som i flere uger har set og genset tv-programmet Rundt på Gulvet, hvor netop Andreas Bo er en af de bærende kræfter.

– Ja, hvad er hans yndlingsfarve?

Som sagt, så gjort. Eller rettere – som sagt, så set. For alt imens skribenten forsøger at samle sig selv efter det beslutsomme håndtryk og præsentationen af sit islandske fornavn, og de begge har sat sig til rette med en kop kaffe, får skribenten øje på Andreas’ tøj. Blåt i blåt.

Skribenten tager sig alligevel sammen og stiller det lidt akavede spørgsmål, som Andreas grinende svarer på ved at pege ned på sit tøj.

– Det må vist være blå.

Tænkte jeg nok, tænker skribenten med krummende tæer og føler sig igen afklædt med den forbandede badering. Han tænker sig tilbage til sine egne teenageår med Bravo-magasinerne og alle dets hvad-er-din-yndlings spørgsmål. Det var før Youtube og SoMe-kulturen. Og det var før APPETIZE, husker han sig selv på, lige før hans tanker bliver afbrudt af Andreas, der letter på stemningen og spørgsmålets banalitet.

– Ja, jeg kan faktisk rigtig godt lide petroleumsblå farve. Jeg synes for eksempel det er superflot med et petroleumsblåt jakkesæt, svarer han eftertænksomt og sipper til sin kaffekop.

Hans isse skinner i eftermiddagssolen, der lige har sendt sine stråler ind gennem vinduet. Og apropos stråler, så gør hans karriere det bestemt også. Hans nuværende turné har således været
så succesfuld, at han nu rejser land og rige rundt med udsolgte ekstrashows.

– Det er blevet taget rigtig godt imod. Jeg tror folk er glade for den spontanitet, der udspiller sig på scenen. Det giver showet et autentisk præg, så ingen rigtig ved, hvor det fører hen, fortæller han.

I showet, som Andreas har valgt at kalde fifti-fifti, kaster han i ny og næ en mønt op i luften, som dikterer, hvilken vej showet skal dreje.

– Det passer mig rigtig godt. Jeg er ikke så god til de der fastlagte rammer, hvor jeg bare har en færdigskrevet tekst, som jeg skal remse op på de rigtige tidspunkter og med et smil på læben. Det har jeg aldrig været særlig god til. Jeg kører selvfølgelig efter et manuskript og med en tekst, som jeg i forvejen har øvet mig på. Men hvis jeg skulle gå hen og glemme min tekst i showet, så går jeg ikke i panik, fordi det giver bare publikum en meget mere autentisk oplevelse, pointerer han og kigger over på Mette, der som fan af Andreas skal opleve hans show senere på aftenen.
 Mette Nielsen vandt magasinets Facebook-konkurrence om at mødes med komikeren og få to billetter til hans show.

– Folk kommer jo også for at se dig og opleve dig på scenen, indskyder hun smilende.
 Mette, der er mor til tre og er i gang med at videreuddanne sig fra SSH til SSA i Jammerbugt Kommune, har været fan af Andreas i mange år. Men det er første gang, hun skal opleve ham live på scenen.

– Jeg glæder mig rigtig meget, for jeg elsker alle hans karakterer og ikke mindst hans gummiagtige ansigt. Jeg har set ham meget på tv, for eksempel i Rundt på Gulvet og Live fra Bremen, men har aldrig taget mig sammen til at opleve ham live. Det har jeg nu mulighed for med de to billetter fra magasinet, og jeg håber, at han parodierer Kim Larsen, siger hun og skæver til Andreas.

– Det gør jeg, konstaterer han hurtigt.

– Jeg ved godt, at alle der køber en billet til mit show gerne vil se mine mest kendte parodier, såsom Kim Larsen. Jeg kunne aldrig finde på, at lave et helt show uden at have det med. Det er simpelthen så skuffende, når man kommer til et show eller en koncert, hvor kunstneren ikke har sine klassikere med. Jeg var til Michael Bublés koncert engang, hvor han ikke tog nummeret Lost. Det var meget skuffende. Så jo, du kommer til at opleve Kim Larsen, og også Lars Løkke og Ole Thestrup. Men så afslører jeg ikke mere, siger han med en løftet pegefinger.

FIFTI FIFTI

Showet hedder Fifti-Fifti af to årsager. Den ene, at livet er fyldt med tilfældigheder, mens den anden er, at komikeren for nylig er fyldt 50 år. Han valgte endda at lægge premieren for showet på selve fødselsdagen.

– Det var en stor aften. Salen sang fødselsdagssangen for mig, husker han storsmilende og fortsætter.

– Det jeg hylder i showet er tilfældighedernes spil her i livet. Hvis jeg tænker tilbage på mit eget liv, og hvorfor jeg er endt her, så skyldes det en tilfældighed oven på en tilfældighed.

– Og sådan tror jeg bare, det er for alle mennesker. Det er tilfældigheder, der fører os til jobs og parforhold og alt det andet, vi går og sysler med i vores liv.

Magasinets udsendte og Andreas’ store fan, Mette, nikker nærmest om kap med hinanden for at give komikeren ret. Og magasinets udsendte tænker, om det så måske også skyldtes en tilfældighed, at Andreas for omtrent et årti tilbage begyndte at slå sit navn fast med sit velkendte gummifjæs og rammende parodier. Næppe.

– Da jeg gik på HF, så kom præstens søn og spurgte, om ikke vi skulle lave en revy sammen, fortæller han, når skribenten har luftet sine tanker.

– Men det var jo ikke mig, der kom på idéen. Og heldigvis, og lidt tilfældigt, spurgte han mig. Det blev en meget vellykket revy, som vi rejste rundt med på folkeskoler i hele landet. Det endte derfor med at blive startskuddet på min karriere på de skrå brædder, erindrer han.

Andreas Bo, der ikke har gået på en skuespillerskole, og derfor er autodiktat, blev i 2007 en del af Cirkusrevyen. Og det var især her, at karrieren begyndte at tage fart.

– Det var selvfølgelig et kæmpe skulderklap, da jeg blev en del af Ulf Pilgaard og Cirkusrevyen. Men det var ikke mit show. Når vi var færdige med et show, hvor der sad tyve journalister, så styrtede de atten af dem hen til Ulf, mens de to andre talte med Lisbeth Dahl. Så er det meget sjovere at lave det, jeg gør i dag, hvor alle de tyve journalister kommer hen til mig, siger han med et bredt, Andreas Bo’sk smil på læben.

En stresset komiker

Det går godt for Andreas Bo. Men han er bestemt ikke kommet sovende, eller helt tilfældigt, til fadet.

– Jeg er søn af konservative forældre, der altid krævede at jeg bestilte noget. Da jeg var ganske ung fik jeg derfor arbejde i en tøjbutik. Det var et meget lærerigt arbejde, og det lærte mig mange ting, såsom at tackle svære situationer. Det var for eksempel meget angstfremkaldende i starten, når kunderne kom ind i butikken. Så det var noget, jeg måtte overvinde.

Andreas fortæller videre om sin hårde periode, da han i efteråret 2012 måtte aflyse sin allerførste turné på onemanshowet Plagiat.

– Jeg blev ramt af stress. En meget klassisk udgave af stress, som alle mulige andre mennesker oplever at få i deres helt almindelige arbejde. Jeg bukkede således under for forventningspresset. Jeg begyndte at tænke, hvad nu hvis folk ikke kan lide det, jeg laver. Så jeg måtte aflyse min turné.

Ifølge Andreas var selve reaktionen på hans sygemelding med til at få ham på ret køl igen.

– Det var så overvældende, hvordan kulturcentrene tog det, og ikke mindst hvordan publikum tog det. Jeg fik at vide, at folk bare ville komme, når jeg var klar igen, så der gik det op for mig, at folk ikke gider at gå ligeså meget op i det, som jeg gør.

– Det gik op for mig, at folk frivilligt havde købt en billet til mit show, så hvad kunne der egentlig gå galt. Folk er meget mere optaget af deres egne børn og egen hverdag. Det endte derfor med, at jeg kun var sygemeldt i nogle få uger, og så var jeg i gang igen.

Nu er Andreas således på turné med sit tredje onemanshow. Det første hed PLAGIAT, mens det andet hed original og havde premiere tilbage i oktober 2014.

Minearbejder fra Ukraine

Der er ikke mange stille dage hos Andreas Bo. Når han ikke rejser rundt med sit onemanshow, stiller han op i diverse tv-shows, interviews og radioudsendelser eller optræder med et sketch i e awardshow.

– Jeg har altid gang i et hav af projekter. Min ekskæreste gad aldrig at gå i sommerhus med mig, fordi jeg altid kom på fire-fem nye idéer, når vi var af sted. Det gik vist lidt ud over nærværet, siger han og griner.

Andreas, der tidligere har været kærester med Mascha Vang, er nu i et forhold med en kvinde sidst i trediverne.

– Ja, hun er lidt yngre end mig. Men det mest fantastiske ved hende er, at hun ikke anede hvem jeg var, da vi mødtes første gang. Stilhed. nærmest pinlig tavshed. Mette og skribenten tygger tilsyneladende begge på konstateringen, for kan det virkelig lade sig gøre, at en voksen dansker ikke kender eksistensen af en af landets sjoveste komikere?

– Andreas, hvor har hun da opholdt sig, bryder Mette tavsheden med forsigtighed.

– Jo, ser du, svarer han og kører sig rundt på stolen på den velkendte Andreas Bo’ske måde, hvor overkroppen kører ud og ind og til siden og op og ned. Hans ansigt spiller også med, hvor læber, kinder og øjne viser deres elastiske formåen.

– Ser du, hun er en tidligere minearbejder fra Ukraine, såe.., svarer han og skraldgriner af sin egen vittighed.

Fine middage og plastikbryster

Til trods for, at Andreas har meget at se til i både sit professionelle og private liv, er han også ambassadør for FCK, følger Liverpool tæt i Premiere League og har på et mere personligt plan involveret sig i Køge Nord FC, den tidligere Rishøj Boldklub.

– Jeg savner den der eufori, som vi alle sammen oplevede i ’92. Og det kan jeg ikke få ved at vifte med et Liverpool halstørklæde og håbe på et mesterskab. Derfor syntes jeg, det var en god idé at have mit helt eget hold. Det giver ’eddermame’ et kick, når vi vinder og det går godt. Det giver helt flashback til ’92.

En nuværende placering i den sjove halvdel af Pulje 2 i Sjællandsserien skal da også gerne byttes ud med en plads i Danmarksserien inden længe.

– Ja, vi har store ambitioner med klubben, og det går den rette vej. Inden længe er vi i Danmarksserien, og så må vi se. Fodbold fylder meget i mit liv. Det er også meget sjovt at være ambassadør for FCK. Det betyder jo, at jeg sammen med en række andre kendisser bliver fløjet til deres europæiske kampe og spiser fine middage og bliver serveret af piger med plastikbryster. Det kan man da ikke andet end holde af, påpeger han med glimt i øjet.

Europæisk fodbold. Fine middage. Plastikbryster. Måske skulle man gå standup-vejen, tænker magasinets udsendte skribent mens han sætter cykelhjelmen, tænder cykellygterne og vender snuden igen hjemad – godt bevæbnet med svar på datterens kvalificerede spørgsmål.

Spørgsmål fra læserne

Er du bange for at vågne op en dag, hvor du ikke længere har lyst til at være ham den sjove? (Charlotte Thorup Nielsen)

– Nej, det er jeg egentlig ikke. Men jeg kan godt forstå spørgsmålet. Det ville da være frygteligt, at vågne op en dag og opdage, at man ikke har noget at byde på mere.
 Men jeg er overbevist om, at så længe publikum kan lide det, jeg laver, så bliver jeg ved.

Hvornår fandt du ud af, at du ville gå til scenen, som man sagde i fortiden? Er du uddannet i et erhverv udenom scenen? (Yrsa Andersen)

– Det kom lidt snigende. Det startede med en revy, da jeg læste HF. Det blev en vellykket forestilling, som vi rejste rundt med. Så tog det ene det andet. Jeg forsøgte også at læse medicin, men fandt hurtigt ud af, at det ikke var noget for mig.

Fakta

Andreas Bo Pedersen
Født 1967
Civilstatus I et parforhold med Katrine Wadil
Børn Emma (22 år) og Anton (19 år)
Livret Sushi
Hader Negativitet på de sociale medier
Elsker Folk der tager ansvar

Fakta

Mette Nielsen

Født 1977
Civilstatus Gift med Dan i 2004
Børn Nicklas (16 år), tvillingerne Emmelie og Mikkel (15 år)
Livret Tapas
Hader Uærlighed og begrænsninger
Elsker Ro og humor

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*