Skønne film-melodier med skuespiller fra Badehotellet

PRESSEMEDDELELSE: Aalborg Operafestival

Amalie Dollerup kan andet og mere end at spille teater – og Amanda i tv-serien Badehotellet. Under Aalborg Operafestival indtager hun Øvre Foyer i Musikkens Hus sammen med operasanger Thomas Storm og kapelmester Henrik Krogsgaard ved klaveret. De både mødes på Cassiopeia og forelsker sig i København ved koncerten, der byder på en perlerække af elskede, danske filmmelodier.

 

Koncerten bliver en tur ned ad mindernes allé, og Aalborg Operafestival udsteder nyn-med-garanti til koncerten. Blandt de mange sange fra danske film finder man Alle går rundt og forelsker sig og Glemmer du. Der venter en sand kavalkade af ørehængere fra en række af de bedste danske komponister som Emil Reesen, Sven Gyldmark, Bent Fabricius Bjerre og selvfølgelig Kai Normann Andersen.

 

Nogle undrer sig måske og tænker, hvad sange fra danske film har med opera at gøre. Men vejen er ikke så lang som man skulle tro, forklarer festivalens executive producer Thomas Storm, der også selv står på scenen denne aften:

 

”Operette og syngespil ligger lige op ad det, vi i dag kender som musicals, så de er i familie rent musikhistorisk. Ser man tilbage på de danske film, var det heller ikke unormalt, at skuespillere og operasangere optrådte sammen. I dag er genrerne meget opdelt, og det er synd,” mener Thomas Storm og tilføjer:
”Det sjove er, at Alle går rundt og forelsker sig rent faktisk blev promoveret som Danmarks nye store operettefilm med musik af Kai Normann Andersen, så man kan sige, at vi synger dansk operette.”

 

Store kapaciteter medvirker

 

Amalie Dollerup er uddannet fra skuespillerskolen ved Aarhus Teater 2010 og er kendt fra en række danske film og serier og ikke mindst Badehotellet, der foregår på et fiktivt hotel tæt på Aalborg. Fra 2011-2015 var hun en fast del af ensemblet på Aalborg Teater, og hun vender tilbage til byen, der var med til at danne hende som skuespiller.

 

Henrik Krogsgaard er en garvet kapelmester, der har optrådt i alle tænkelige sammenhænge. Han er både kendt for sin mangeårige medvirken som kapelmester ved Dansk Melodi Grandprix, som kapelmester for revyer samt som akkompagnatør for en række danske koryfæer som Grethe Sønck og Dario Campeotto.

 

Thomas Storm er uddannet på Operaakademiet ved Det Kongelige Teater i 2011 og har siden sunget på alle landets scener og med en række af landets symfoniorkestre. Han har portrætteret en række af operalitteraturens store karakterer som Don Giovanni på Aarhus Sommeropera og Marcello i La Bohème på turne i hele landet.

 

 

 

 

Tid og sted: Fredag 16. august 2024 kl. 19.30 på Øvre Foyer i Musikkens Hus.

Unummererede siddepladser.

Billetpris: 270 kr.

Varighed: 2 x 35 min.

 

Tak

Aalborg Operafestival er støttet af Aalborg Kommune, Det Obelske Familiefond, Toyota-Fonden, William Demant Fonden og Knud Højgaards Fond.

 

 

Se hele programmet på www.aalborgopera.dk

 

 

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*