Jonah Blacksmith – Historiefortællerne fra Thy

tekst CHRISTINA SVENDSEN | foto IDA JENSEN

Jonah Blacksmith har længe begejstret både anmeldere og publikum med deres varme og nærvær. Bandet har rødder i Thy, hvor brødrene Simon og Thomas voksede op med en stor familie, der havde musikken som samlingspunkt. APPETIZE har været en tur forbi Jonah Blacksmiths studie, hvor vi fik en snak med Simon og Thomas Alstrup

Denne historie starter egentlig med den lokale smed i den lille by Koldby, der ligger i Thy. Smeden hed Johannes Alstrup og var byens stærke mand, der altid var festens midtpunkt, og ikke for fin til at tage en slåskamp i ny og næ. Han elskede musik, og nød at spille folkemusik med hele familien, deriblandt sin kone, der spillede harmonika.

Inspireret af byens stærke mand

Glæden ved musik gav Johannes Alstrup videre til de næste generationer. Derfor var det da også naturligt for børnebørnene, Simon og Thomas, da de skulle navngive deres nye band, at det blev opkaldt efter deres bedstefar.

– Vi gik på jagt sammen med ham, og så spillede vi musik. Det var fri leg, lidt ligesom at lege med LEGO. Vi fik lov til at starte på grydelåg og spille med, når de sad inde i stuen og spillede folkemusik, mindes Thomas.

Bedstefaren døde i 2009 og det satte noget i gang hos de to brødre. De begyndte at skrive flere sange sammen og på en jagt besluttede de sig for at starte et band, der fik navnet Jonah Blacksmith.

– Et af de første numre, vi skrev, var om bedstefar. Det var en fælles reference, Thomas og jeg havde, når vi skulle skrive sammen. Derfor tænkte vi, at det gav ret god mening at lave det som en hyldest til ham og det, han har givet os i vores opvækst, forklarer Simon.

Bedstefaren havde et ry for at være Koldbys stærkeste mand.

– Det kan jeg love dig for, bekræfter Thomas med et grin.

– Bedstefar var mange forskellige ting. For han var også vild og han var stærk. Han var udsmideren, der stod og smed folk ud fra forsamlingshuset, når det var, og han elskede at være dørmand. Han elskede måske også nogle gange at slås lidt for meget, og at få lidt for mange øl, men så var der også den anden side, hvor han bare var verdens sødeste bedstefar. Det er jo det, vi husker. Han har helt sikkert uddelt nogle øretæver, og han har også selv fået nogen.

– Noget, jeg synes, der er vildt, er, at vi bliver ved med at få nye historier om vores bedstefar. Jeg ved godt, at vi har opkaldt bandet efter ham, og det er nærliggende at fortælle os det, hvis man har en historie om ham. Men det, som jeg synes, er ret vildt, det er, at vores bedstefar har gjort så stort et indtryk på så ufattelig mange mennesker, fortæller Simon.

Det er bedstefaren, der har lagt navn til bandet, men bedstemoren bærer også en stor del af æren for de gode barndoms- minder.

– Hun var jo damen med det kridhvide hår, som prøvede at holde styr på det hele derhjemme. Det var hende, der kunne finde ud af at lave Nutella og sidde og spille kort med os, når vi var derhjemme, starter Thomas.

– Hun var bare en vigtig brik i deres forhold. Som Thomas siger, hvis det ikke var for hende, så var han ingenting, tilføjer Simon.

Naturen nulstiller

Simon og Thomas er vokset op i Hurup, der ligger midt i Thy. Det var en helt almindelig opvækst, hvor der blev spillet en masse musik, og brugt tid sammen med vennerne. Den smukke og vilde natur i landsdelen blev bagtæppet, som har sat dybe spor hos dem begge.

– Oplevelserne med naturen og havet var også med til det. Jeg ved ikke, hvor mange gange vi har prøvet det der, hvor vi sidder ved aftensmadstid og siger; ’Nå, hvad så? Skal vi lige køre ud og se solnedgangen?’ Og så køre til Agger, se en solnedgang, og køre hjem igen, bare lige for at få den der nulstilling, fortæller Thomas.

Længslen mod storbyen kom senere.

– Der er ingen tvivl om, at på et tidspunkt var der en eller anden ting i både mig og Simon, hvor det måske kunne være lidt svært at være omkring Thy. Jeg gik meget op i studieteknik, og så mange lydstudier var der altså ikke i Thy, så jeg blevet nødt til at søge lidt længere væk for at blive god til det, fortæller Thomas.

Det samme gjaldt for Simon, der flyttede til Århus for at gå på konservatoriet. Simon understreger den store betydning, som Thy har haft i deres opvækst;

– Der er en grund til, at vi har det så nært ved os. Det betyder noget for os.

Den første koncert

I 2012 afholdte Jonah Blacksmith deres allerførste koncert. I stedet for en rolig start på den lokale kro, så blev det en unik oplevelse midt i den smukke natur i Nationalpark Thy. Idéen til koncerten opstod i øvelokalet, fordi længslen mod Thy var et tema i flere af sangene.

– Men ligefrem at slæbe udstyr ud i klitterne, det var vildt, griner Thomas.

– Det var vildt, istemmer Simon.

– Der var i hvert fald nogle af de musikere, vi havde med, der sagde, at det er noget af det hårdeste, de nogensinde har prøvet. Det havde vi ikke tænkt over, Simon og jeg. Vi havde jo gjort det 1.000 gange. Når vi får en plan, så prøver vi da at følge den, men alt gear skulle slæbes op over en klit. Det er ikke det nemmeste at gå i sand, mens man slæber højtalere, men vi og musikerne havde ikke andet valg end at gøre det selv, for da lydfirmaet så klitterne, stillede de sig ind i lastbilen og sagde; ’Her er gearet. Vi kommer altså ikke til at slæbe det derop.’ Så måtte vi jo gøre det selv, og det gjorde vi også efter koncerten. Så vi gik derude til klokken et om natten og slæbte gear hjem, mindes Thomas.

På trods af strabadserne, så vækker koncerten kun gode minder, og er et godt billede på en stædighed og en lyst til at gøre det på deres helt egen måde, som har været kendetegnet for Jonah Blacksmith

– Det var vores allerførste koncert med bandet, med syvmandsband. En af vores trommeslagere havde bare lige øvet med en enkelt gang, inden vi kastede os ud i at spille det. Det var en ambitiøs start, som på en måde fastsatte, at det er det her gear, vi skal køre i. Det var ret fedt, synes jeg, siger Simon.

Frontmænd

Jonah Blacksmith er et syvmandsorkester, men det er Simon og Thomas, der står i front. Sådan har det været helt fra starten – lige fra bandet blev dannet på andejagten i Thy. De fem andre i bandet er dog alle gamle venner og familie.

– Det er totalt indspist, griner Thomas.

– De er gode venner, og det betyder meget for os at have alle oplevelserne sammen med dem. Det er meget dejligt. Det skaber også en ting på scenen, at man har noget sammen, understreger han.

Når Simon og Thomas skriver sange, er det ofte i samarbejde med Jon Bisgaard Kjeldsen, der er en del af bandet.

– Han kender os rigtig godt, og han er bare ekstremt kreativ, og vi elsker at skrive sange med ham, fortæller Simon.

– Vi har godt nok været mange timer sammen med ham. Han er jo ved at kende os lige så godt som vores partnere. Kort sagt, så fungerer det bare rigtig godt med Jon ved siden af os, fordi han kender os så godt. Jeg tror egentlig ikke, at det altid er nemt at stå imellem mig og Simon. Det er ikke fordi, vi er oppe og skændes, men vi er jo brødre, tilføjer Thomas.

Hyldest til faster

Der ligger ofte meget personlige historier bag flere af Jonah Blacksmiths sange, som er inspireret af de mennesker, der betyder noget for de to brødre. En af dem er ’Daughter of Jonah’ fra 2017.

– ’Daughter of Jonah’ handler om vores faster, og at hun er barnløs og ikke kunne få børn. Det er en sang, vi skrev, fordi vi gerne ville fortælle hende, hvor meget hun har betydet for os, og at det som hun ikke kunne give videre til sit eget barn, har hun givet videre til os, fortæller Simon.

– Det er i hvert fald sådan, vi føler og kan huske det. Hun synger utrolig dejligt og spiller guitar, og vi har bare siddet så mange timer med hende. På en eller anden måde var det lidt noget andet end at spille folkemusik med hende. Det var sådan et rum, hvor man kunne sidde sammen med hende. De prøvede at få børn i mange år, og det er et kæmpe tab for hende. Så det er ret vildt, at hun har kunnet give så meget positiv energi til os, selvom hun egentlig savner noget helt vildt, tilføjer Thomas

– Det har helt sikkert betydet meget for hende at få den sang her. Som hun har sagt, så er det der jo en sang, der ikke var blevet skabt, hvis det ikke var for hende. Da den blev spillet meget på radioen, har hun siddet i et kryds i sin bil, og så kommer den i radioen. Hun sidder og kigger rundt og ved, at alle sidder og hører radio, hvor hun har den der; ’Det her, det er jo om mig.’ Så der blev skruet ekstra op og vinduerne blev rullet ned, griner Simon.

– Det er faktisk en af de sange, jeg virkelig er glad for, at vi har skrevet, tilføjer han.

Titelmelodien på albummet Brothers fra 2020 handler om det sårbare og svære forhold, der kan være mellem søskende. Dog handler den ikke om Simon og Thomas, men i stedet om nogen de havde tæt på, der havde det svært som brødre.

– Set udefra var det jo nogle små ting, der var misforstået, men for dem fyldte det alt i verden. Det havde så store konsekvenser for dem, at de ikke kunne finde ud af at snakke sammen. Man skulle egentlig tro, at det var en kærlighedssang, men den er faktisk skrevet til især at minde mig og Simon om, hvor vigtigt det er, at vi får sagt de ting til hinanden, der fylder og tilgiver. Det er jo ikke alle, der har lært deres børn at sige undskyld. Det er jo ikke så svært, men jeg tror på, at det er en ret vigtig ting, at vi overfor vores små børn kan sige; ’Det må du godt nok undskylde’ eller man kan lure, at man har gjort nogen ked af det, fortæller Thomas.

Et hit med stor betydning

Det er over et år siden, at bandet udgav sangen ’House on fire’, men den bliver stadig spillet flittigt i radioen. Det er heller ikke længe siden, at bandet modtog en guldplade for det populære nummer.

– Det siger lidt om, hvor hårdt sådan en sang hænger ved, og det er vi stolte af. Den har været god ved os, siger Simon.

Det er en personlig sang for Thomas, for den handler om en hård tid.

– Den handler om min kone Mettes svære tid, hvor hun havde en depression. Så skulle man tro, at den handler om hende, men det gør den faktisk ikke. Den handler om, hvor hårdt det er at stå på sidelinjen med nogen, der har det svært. Jeg syn- tes, det var sindssygt svært at stå der og ikke rigtig kunne gøre noget. Det er en vild sang, og den var også svær at fortælle om til koncerterne de første par gange. Jeg tror nærmest, at jeg gav mig til at græde de første fem gange, jeg skulle fortælle om den, siger Thomas.

Selvom den omhandler et hårdt kapitel for hende, så valgte Mette, at hun gerne ville lægge navn til ’House on fire’, fordi den måske kunne hjælpe andre, der står i samme situation.

– Hun er sindssygt stolt, men det var også et svært valg. Da hun hørte den første gang, så tænkte hun over det i lang tid. Det er jo ikke alle, der ville have lagt navn til. Men det nåede hun frem til, at hun ville. Det er nøjagtig den samme situation, som med faster. At man skriver en sang, og de bliver glade for den og kan vende det til; ’Hey, det, der er sket for mig, må kunne hjælpe andre,’ husker Thomas.

Han fortæller, at han ikke nødvendigvis tror, at de unge, der kommer til koncerterne, lægger mærke til det tunge emne, som sangen handler om.

– Det er jo det, sange kan. Det er jo den vildskab, der ligger i omkvædet. For mig er der en kæmpe desperation i omkvædet, mens jeg tror, at for de unge, er der noget ungdomsvildhed i det. Det er fantastisk. Man kender det selv fra sange, som man hører mange gange, indtil man lige pludselig begynder at lægge mærke til, hvad den egentlig handler om.

En stor del af hinandens liv

Da Simon blev far til Bille, der er halvandet år, skrev han sangen ’Secrets in the water’.

– Når man bliver forælder, har man den her helt lille baby, som man ikke ved, hvad bliver for en. Mennesket er jo 70% vand, og det vand, vi har i os, må jo på en eller anden måde være forskelligt. Når man dykker ned, hvad er det så, man ser på vejen ned på dybet. Hvilke hemmeligheder gemmer der sig i min søn, som jeg ikke har set endnu. Den sang er jeg virkelig glad for, fortæller Simon.

Thomas har selv tre børn, og har nydt at se sin bror blive far.

– Det har bare været alletiders. Når vi er så tæt, som vi er, så betyder den sang lige så meget for mig, som den gør for Simon. Madeline (Thomas‘ datter, red), spurgte faktisk om det på vej hjem i går i bilen, hvor hun sagde; ’Far, hvor gammel var Simon egentlig, da han boede her?’ For han havde en periode på et år, hvor han boede på loftet heroppe. Der var Madeline nok halvandet eller to år, og han skiftede hende og legede med hende. Vi er jo en stor del af hinandens liv. Man ved, at det med at prøve at beskrive, hvordan det er at blive forælder, det kan man ikke, før man har prøvet det selv. Men vi er involveret i hin- andens svære tider og lykkelige stunder.

De magiske steder, der former os

Den nyeste single fra Jonah Blacksmith hedder ’Ocean’, og udkom få dage før dette interview.

– Det er jo første gang, vi forklarer, hvad den her sang handler om, smiler Simon.

– Det kunne godt være en hyldest til Thy på en eller anden måde. Det er et legende univers, som handler om at bygge rum- raketter og flyve ind igennem en skov. På et tidspunkt opdager du det kæmpestore hav, mens der er ild i det. Altså, mens solen går ned. Det kunne være en forklaring, fortsætter han.

Thomas bekræfter Simons forklaring, og uddyber, at det handler om de steder, hvor man som barn kunne lege frit.

– Min kone har også hendes sted, hvor hun red rundt på en hest inde i en skov. Det var hendes Ocean. De steder, der har været med til at forme os, og hvor fantasien har været fuldstændig fri, har vi jo alle sammen.

– Du har fuldstændig ret i det med, at man har det sted, som man gerne vil tage andre med hen for at sætte nogle billeder på den historie, der er en selv, afslutter Simon tankefuldt.