På en bakketop

tekst tHomaS møllEr | foto toVE koCH

Ejendomsudvikler Jesper Skovsgaard bor på toppen af bakken i Hasseris. Herfra styrer han sin virksomhed, 2E Group, der har byggerier i gang for mere end to milliarder kroner. Vejen op ad bakken har været fyldt med hårdt slid, masser af støv og uendelige arbejdsdage. Støvet har efterhånden lagt sig, men arbejdsdagene er ikke blevet kortere

Den aalborgensiske ejendomsudvikler Jesper Skovsgaard har aldrig tidligere stillet op til et privat interview. Interessen fra medierne har ellers været stor. I sin virksomhed 2E Group har han igangværende byggeprojekter til en værdi af mere end to milliarder kroner, og han har netop afleveret virksomhedens regnskab for regnskabsåret 2015 til 2016, hvor der er sket en tredobling af overskuddet sammenlignet med forrige regnskabsår. Overskuddet er på 42,4 millioner kroner før skat.

Så det er gået godt for den kolonialuddannede iværksætter, siden han for 25 år siden gik og dampede tapet af i ældre nedslidte lejligheder i Aalborg. Han har uden afbrydelser renoveret og bygget lige siden. Da finanskrisen hærgede, og stort set alle andre ejendomsudviklere samt en god håndfuld banker gik fallit, byggede Jesper Skovsgaard bare videre og tjente fortsat penge på sine byggerier.

Så det er ikke så underligt, at han har tiltrukket sig mediernes opmærksomhed. Senest har han også selv bidraget til det som hovedsponsor på TV2-programmet Nybyggerne. Han tager imod i sin kæmpevilla på toppen af Vossvej i Hasseris, der er opført af den nu afdøde ejendomsmatador Thorkild Kristensen. Her bor Jesper Skovsgaard, og her har hans virksomhed 2E Group hovedkontor. Jesper Skovsgaard er i går kørt hjem fra Schweiz, hvor han har været på skiferie. Der var masser af vejarbejde i Tyskland, så han nåede først hjem efter midnat. Han pakkede bilen ud og gik dødtræt ned i kælderen, hvor han spillede på trommer i en time. ”Helt vildt”, som han selv udtrykker det. Klokken var over tre, inden han kom i seng.

Men han virker nu frisk og i fuld vigør, da han stiller op til interview. Enhver bekymring om, hvorvidt han nu også har lyst til at fortælle om sit liv, bliver hurtigt gjort til skamme. Jesper Skovsgaard svarer beredvilligt på alle spørgsmål. Han er meget talende, og han taler hurtigt.

Frirum i kælderen

Men hvorfor sidder en travl ejendomsudvikler nede i kælderen og slår på trommer midt om natten. For Jesper Skovsgaard er svaret ligetil. Det er hans frirum. Han har ganske vist lige været på vinterferie i 12 dage, men her sendte han 528 e-mails og modtog det dobbelte. Så det er bag trommerne i kælderen, at han finder fred.

– Thorkild har jo bygget huset alt for godt. Hverken Wifi eller mobilsignalet kan nå ned i kælderen. Så der kan jeg koble helt af og koncentrere mig om at spille trommer, keyboard og producere min egen musik, forklarer han.

Musikken har altid været Jesper Skovsgaards store passion, og i dag kalder han det et rent tilfælde, at han blev ejendomsudvikler og ikke musiker.

– Som teenager dannede jeg et band sammen med Paw. Han var en meget musikalsk dreng, der var nabo til min bedstemor og bedstefar. Vi lavede elektronisk musik, og vi udgav i 1985 en plade, som Kim Schumacher hørte. Derfor blev vi inviteret ind i hans program, som kørte på P3 hver onsdag mellem klokken 15 og 16. Vi tog også ud og spillede live for publikum.Jesper6

Når han genhører musikken fra dengang, er det med tilfredshed. Det er ”faktisk okay godt”, konstaterer han. Jesper Skovsgaard holder sig stadig til den elektroniske musik, og det er fortsat Depeche Mode, som han lytter allermest til. Paw fra bandet har han bevaret kontakten med.

– Vi mødes en gang om ugen og laver musik sammen. Han kommer i morgen, hvor vi skal arbejde på at gøre noget af vores gamle materiale klar i en ny 2017-udgave. Vi laver også musik hver for sig, som vi sender til hinanden pr. e-mail.

Men Jesper Skovsgaard har det også fint med at være et enmandsorkester. Han går måske ned i kælderen og spiller hver anden aften. Det kan være et kvarter. Det kan være en time. Det er forskelligt.

Rygterne om hans musikalske kunnen har da også spredt sig, og Mortens Kro har et par gange forsøgt at hyre ham til en optræden. Det er hver gang blevet til et pænt nej tak. Alligevel ligger idéen om at blive musiker stadig i baghovedet.

– Jeg hører tit mig selv sige, at nu sælger jeg hele forretningen og begynder at lave musik, siger Jesper Skovsgaard.

Bor med sit arbejde

Men det bliver nok ved snakken, for det står hurtig klart, at Jesper Skovsgaard også er en meget passioneret ejendomsudvikler. Så passioneret, at han helt bogstaveligt bor sammen med sit arbejde.

– Jeg har to sindssygt dygtige piger her på kontoret. De bogfører og holder styr på hele administrationen. I modsætning til andre firmaer har jeg ikke ansat en økonomichef eller en økonomidirektør. Det lader jeg revisoren tage sig af, og det er selvfølgelig en meget dyrere løsning, men pengene er rigtig godt givet ud. Vi har haft den samme revisor i 16-17 år, Jens Rytter Andersen fra Beierholm, og havde det ikke været for ham, så havde jeg nok ikke siddet her i dag, siger Jesper Skovsgaard med et smil.

Selvom 2E Group og salgsselskabet 2E Bolig Projektsalg har gang i byggerier for mere end to milliarder kroner, er der kun 11 ansatte i virksomheden. Udover de to piger, en arkitekt, en marketingsmedarbejder og ham selv på Vossvej, er det to sælgere, der sammen med arkitekten og marketingsmedarbejderen snart rykker ind i det nye salgskontor på Nibevej 2, samt yderligere fire sælgere på Kongevejen i Virum. Resten af opgaverne er lagt ud til faste byggepartnere.

– Så vi er faktisk en meget lille organisation, men den er effektiv. Hvis det bliver for stort, ruller jeg mig sammen som et pindsvin og bakker tilbage. Jeg skal have en så lille organisation som overhove- det mulig. Jeg tror aldrig, at jeg ville kunne lede en virksomhed med 25 eller 30 ansatte.

Men Jesper Skovsgaard lægger ikke skjul på, at hans ansatte skal kunne tåle lidt af hvert. det er ikke et 8 til 16-job at arbejde for ham. Hverken som ansat eller som byggepartner.

– Hvis jeg skriver til min bogholder Anette eller til Henriette i administrationen klokken 10 om aftenen, så svarer de senest klokken 10 minutter over 10. Det skal man være indstillet på, når man arbejder sammen med mig. Det gælder også, hvis jeg kontakter min advokat eller revisor. De er altid klar med et svar uanset dag og tidspunkt.

Alligevel er der plads til et privatliv. Jesper Skovsgaard bor sammen med sin kæreste Malene, og hver anden uge bor sønnen Christian på 11 år hos dem. Men hvis man spørger den 46-årige ejendomsudvikler, om det ikke snart er på tide at trække sig tilbage og bare nyde den opsparede formue, er svaret et klart nej.

– Jeg kunne ikke drømme om at lægge mig på en sandstrand og lave ingenting resten af livet. Med mindre det er en 14 dages ferie, der er tale om, kan jeg ikke komme i tanke om noget, der er mere kedeligt, siger han.Jesper7

Opvækst og læreår

Jesper Skovsgaard har da også altid været i gang. Lige siden de tidlige ungdomsår. Han er født og opvokset i landsbyen Nøvling lidt syd for Aalborg. Hans mor var rengøringskone på den lokale skole, og hans far var smed. Han hadede at gå i skole. Han var ikke ret god til det, fortæller han, og i niende klasse på Gistrup skole gjorde lidt for meget uro ham til en hyppig gæst på inspektørens kontor.

– Allerede som 11-årig begyndte jeg at arbejde hos en gartner i Nøvling. Han solgte tomater og kål, og det syntes jeg var meget spændende. Jeg mener, at det dengang kostede ham tre kroner at lave et kålhoved, og så solgte han det ude på GASA for syv kroner. Det kunne jeg godt se idéen i, især hvis man havde kålhoveder nok, siger Jesper Skovsgaard.

Efter folkeskolen tog han EFG Handel & Kontor på handelsskolen på Langagervej, og efter skoletid arbejdede han hos Super H på Kornblomstvej.

– Der gik lærlingene og jagede med mig. Jeg skulle feje gulv, og jeg skulle køre ud med varer. De var hårde ved mig, men det gjorde ikke noget. Jeg tænkte bare, at næste gang er det mig, der står i en kittel og bestemmer. Så jeg tog en læreplads hos købmand Willy Jellesen, der havde Trika på Byplanvej i Gug. Han var en meget dygtig forretningsmand. Flittig og arbejdsom. Der var styr på tingene, og jeg kom endelig fri af skolen.

Jesper Skovsgaard var nu 17 år, og på sin allerførste arbejdsdag fik han ansvaret for sodavandsafdelingen, chips og dybfrost. ”Det er dit ansvar, at der ikke mangler noget”, sagde købmanden. ”Og der skal heller ikke være noget tilovers.”

– Hold da op, tænkte jeg. det var voldsomt. Men det gik faktisk fint nok med at styre det. Efter to år var jeg udlært, og det var en vældig succes. Jeg fik 10 til eksamen. Det var noget bedre end i folkeskolen.

Hos købmand Jellesen lærte Jesper Skovsgaard nogle helt fundamentale spilleregler, som han gør brug af den dag i dag i sit arbejde som ejendomsudvikler.

– Hvis vi knuste en sodavandsflaske, skulle vi gemme hovedet, som kapslen sad på. Så fik vi den refunderet af bryggeriet. En dag tabte jeg en flaske og var i færd med at feje glasskårene op og smide dem i skraldespanden, da købmanden i det samme trådte ind. Hans blik blev hel stift. Så rakte han mig telefonrøret fra vægtelefonen. ”Vil du ringe ned til sparekassen og sige, at nu går det så godt, at vi er begyndt at smide flaskehovederne væk?” Det havde jeg ikke lyst til. ”Det har jeg heller ikke”, svarede han. ”Så nu samler du flaskehovedet op, så vi kan få det refunderet.”

– Læren fra den episode har jeg taget med mig i livet. Jeg hader, når jeg i dag går rundt på byggepladser og ser, at de bare smider søm, skruer og andre materialer væk. Jeg ved jo, hvad det har kostet i indkøb.

Biler og lejligheder

Efter at han var udlært, fik Jesper Skovsgaard ansættelse i Bauhaus, der var ved at gøre klar til butiksåbningen i Aalborg. Han skulle egentlig bare have været der i tre måneder, men det endte med en fastansættelse i flise- og murerafdelingen. Det var her, han mødte typografen Dion fra Aalborg, der opkøbte og renoverede lejligheder i sin fritid.

– Han fortalte, at han brugte 50.000 kroner på at renovere en lejlighed, og så kunne han tjene op til 100.000, når han solgte den. Det ville jeg gerne være med i, men min økonomi var ikke god. Siden jeg fik kørekort, havde jeg konstant skiftet bil, og jeg har aldrig været god til at handle biler. Jeg var kun 19 år, men havde allerede oparbejdet en betydelig gæld nede i sparekassen. Det var ikke blevet bedre af, at jeg netop havde lånt til en næsten ny blanksort BMW 320i. Den var ikke billig, og min far havde endnu engang lukket øjnene og kautioneret for mig. Min far har altid stolet på mig.

Men Jesper Skovsgaard var tændt på idéen om at købe og renovere lejligheder. Samtidig kunne han kombinere det med sit arbejde i Bauhaus. Sammen med Dion ønskede han at købe en lejlighed på teglvænget 19, øverst oppe og med panoramaudsigt over Østre Anlæg. Det var et førstegangssalg, og lejligheden stod fuldstændig, som den var blevet bygget umiddelbart efter krigen.

– Vi kunne sætte den i stand for 100.000 kroner, og så ville der være cirka 100.000 kroner tilbage til os hver, når den var solgt. Så jeg gik ned i sparekassen i Gistrup og sagde, at jeg skulle til at købe ejendomme op. ”Glem det! Det kommer ikke til at ske”, sagde Poul, der var bestyrer af afdelingen. Han var benhård, men jeg kunne godt lide ham. Jeg viste ham budgettet for lejligheden og fortalte, at min far godt ville kautionere for mig. ”Ja, men det er for din fars skyld, at jeg siger nej”, svarede han.

Det endte med, at Jesper Skovsgaard måtte sælge sin elskede blanksorte BMW. Han fik i stedet en Volvo Amazon, der var lige så gammel som ham selv, og så kunne købet af lejligheden falde på plads. Hans far kautionerede, og Poul sagde, at så var det også slut med långivningen.

– Vi fik lejligheden renoveret, og vi fik den også solgt. Vi havde lavet en rigtig flot annonce, og der var i hvert fald 15 hold besøgende, da vi holdt åbent hus en søndag i sommeren 1992. Jeg havde taget mit pæneste tøj på, men det hjalp mig nu ikke, da et ægtepar kom hen og sagde, at de gerne ville købe lejligheden, men kun ville give kurs 80 for sælgerpantebrevet. Jeg anede ikke, hvad det betød. For mig var det sort snak. Men jeg fik deres telefonnummer og sagde, at jeg ville tale med min partner. ”Hold kæft”, sagde Dion. ”Det er jo fuld pris. Skynd dig at ringe til dem!”

Jesper Skovsgaard løb ned til telefonboksen foran Mac Bager og ringede til ægteparret.

– Vi aftalte, at vi tog fat i vores advokat og fik lavet en købsaftale til dagen efter. Men næste morgen ringede de. De havde tænkt over det, og måske var der for få skabe i lejligheden. Jeg kunne med det samme høre, at handlen var død. Vi fik så solgt lejligheden til anden side, men jeg fik lært, at man aldrig tager ud for at sælge, uden at man har en købsaftale i hånden. Den lære har jeg fulgt lige siden.Jesper5

Støv og hvide skjorter

Nu var Jesper Skovsgaard i gang. Den næste lejlighed lå på Østerbro. Den købte han alene, og den trængte også til en totalrenovering. Fra 1992 og frem til 2002 købte, renoverede og solgte han næsten hundrede lejligheder. Alle sammen ruiner. Han stod selv for nedbrydning og bortkørsel af affald, meget af tømrer- og murerarbejdet samt al malerarbejdet på nær tapetsering. Det absolut værste var at dampe gammel tapet af, der ikke ville løsne sig. Det var et
hårdt slid, men Dion havde lært ham en vigtig ting.

– Han sagde, når du har lavet en lejlighed, skal du lige ringe og bestille en rejse, inden du går i gang med den næste. Du er også nødt til at købe et lidt bedre ur. det er den bonus, som holder dig motiveret. Det havde han ret i. Det har livet lært mig. Resten af tiden var jeg jo møgbeskidt døgnet rundt, husker Jesper Skovsgaard.

Det er nu en sandhed med modifikationer, for han arbejdede stadig 37 timer om ugen i Bauhaus. Det varede lige indtil sommeren 1993, hvor han skiftede til en stilling som sælger hos Sonne Huse i Hjørring, der bygger og sælger sommerhuse.

– Jeg mødte først klokken 10 i Hjørring, så jeg kunne fint fortsætte med at renovere lejligheder. Jeg knoklede tre timer hver morgen, inden jeg børstede støvet af mig og tog den pæne hvide skjorte på. Det var et rigtig spændende job, og jeg solgte faktisk ok. Arne Sonnesen, der stadig driver virksomheden, er en eminent dygtig forretningsmand, som jeg lærte meget af. Men efter tre år besluttede jeg og en arkitekt, der også var ansat i firmaet, at starte for os selv. Vi mente, at vi kunne gøre det endnu bedre, men det kunne vi ikke, siger Jesper Skovsgaard.

Grund nummer 2E

Han besluttede derfor at gå tilbage til sine lejligheder. Han havde det trods alt bedst i de røde arbejdsbukser. Han begyndte at købe større enheder. det kunne være en opgang med fire lejligheder, som han lejede ud. Det kunne være tagetager med pulterrum, som han byggede om til lejligheder. Den ejerforening, som han købte en tagetage af, fik til gengæld gratis et nyt tag på ejendommen, og med de nye lejligheder blev de også flere ejere om at dele fællesudgifterne. Når de faldt, steg lejlighederne samtidig i værdi, fordi man altid handlede en lejlighed på nettoydelsen. Så den idé var ikke svær at sælge.

I 1997 byggede Jesper Skovsgaard et hus på Aspedalen i Gistrup til sig selv og sin daværende kæreste, der var ejendomsmægler, og som dengang havde Nybolig i Aalborg.

– En dag sad jeg og kiggede ud af vinduet. Jeg havde besluttet, at jeg ville starte et nyt firma, men hvad skulle det hedde? Jeg spurgte min kæreste. Hun vidste det ikke. Jeg sad ved køkkenbordet og kiggede ud på vores husnummer. Der stod 2e på carporten, og det kom firmaet til at hedde.

Omkring år 2000 får Jesper Skovsgaard via sin kæreste kontakt til en dansker, der har bygget mange huse i Tyskland, og som har gjort det godt. Mødet med ham skal blive afgørende for den kurs, som han i de kommende år udstikker for sin virksomhed.

– Han foreslår, at jeg skal forsøge mig med nybyggeri af ungdomsboliger, men det skal være i Aarhus, for dernede er huslejen høj. Jeg overvejer det, og i 2002 bliver det mere konkret. Jeg køber en grund i Viby, hvor vi opfører 24 toværelses lejligheder. De var lejet ud med det samme, hvorefter vi solgte ejendommen til en, der ville drive den som investering. Det var mit første egentlige ejendomsudviklingsprojekt. Jeg kunne straks se, at det var en meget bedre forretning end at renovere gamle lejligheder. Så jeg begyndte at opkøbe grunde også her i Aalborg. I de år vil jeg tro, at jeg byggede to til trehundrede lejligheder, siger Jesper Skovsgaard.

Luft under vingerne

Jesper1Når han bliver spurgt om, hvilket projekt der for alvor gav ham luft under vingerne, er han ikke i tvivl. Det var Amaliegade i København i 2003.

– Kort tid efter at jeg havde bygget og solgt de første lejligheder nede i Aarhus, blev jeg ringet op af en mand, der ville sælge nogle gamle bygninger, som sundhedsstyrelsen havde boet i inde i Amaliegade. Han havde set den lille annonce, som jeg altid kørte med i avisen: ”Ejendomme købes til renovering”.

Men Jesper Skovsgaard skulle lige synke prisen en ekstra gang. 19 millioner kroner.

– Uha, det lød dyrt. Det dyreste, som jeg havde købt på det tidspunkt, var nok en grund til tre millioner kroner. Jeg tænkte, at det fik jeg aldrig råd til, men jeg tog alligevel over og kiggede på ejendommen. Det viste sig, at den var nabo til Amalienborg. Hold da op, hvor den lå godt. Hvis jeg bankede hul i væggen, så var jeg inde på slottet.

Jesper Skovsgaard diskuterede projektet med en ældre ejendomsmægler i Aalborg, der havde været i branchen i mange år. Han sagde, at han kendte en i Aarhus, der kunne skaffe pengene. Han var over 70 år gammel, men drev stadig udlånsvirksomhed til ejendomsprojekter.

– Vi tog sammen over og kiggede på det, og han var ikke i tvivl. ”Det skal du bare købe. Det kan du få rigtig meget ud af. Jeg skaffer pengene – også til ombygningen”, sagde han. Renten var selvfølgelig lidt højere end i banken, men det var faktisk ikke meget. Så jeg køber ejendommen i starten af 2003 og lægger udbetalingen. Bygningen var i en meget dårlig stand. Statens ejendomme er altid de værste. Men timingen var simpelthen perfekt. Priserne i København var endnu ikke gået amok.

Jesper Skovsgaard inviterede sin ven Kim, der er murermester i Hjørring, med i projektet. Den færdige ombygning blev med hans
egne ord ”helt fantastisk”.

– Planen var, at vi skulle sælge lejlighederne til 35.000 kroner pr. kvadratmeter. Så kunne vi dele 20 millioner kroner. Det var et helt vildt og urealistisk regnestykke for os. Det blev selvfølgelig lidt dyrere at bygge om, end vi havde regnet med. Men i 2005, hvor lejlighederne skal sælges, ryger ejendomspriserne i København helt op i himlen.

– Min ekskæreste var i mellemtiden flyttet til København og var blevet ejendomsmægler derovre. Jeg havde en diskussion med hende om prisen på en penthouselejlighed i ejendommen. Den var på 80 kvadratmeter, og fra lejligheden kunne man kigge ud over slotshaven. Den kostede knap fem millioner, og det var dyrt. Alligevel ringede jeg til hende og sagde, at hun skulle hæve prisen med en million. ”Det kan jeg ikke”, sagde hun, ”vi har lagt den på vores net.” Jeg var ligeglad. Hun skulle hæve prisen med en million.

Dagen efter ringede jeg til hende igen. Jeg ville have sat prisen op med to millioner kroner. Hun protesterede, men jeg stod fast. Det endte med, at vi fik den solgt til 87.500 kroner pr. kvadratmeter. Det gjorde den til Københavns dyreste lejlighed.

De første seks lejligheder i Amaliegade blev solgt for det dobbelte af det, som Jesper Skovsgaard og hans partner havde budgetteret med. En dag i maj ringede ejendomsmægleren. Nu havde han solgt de resterende ni lejligheder i ejendommen.

– ”Til hvilken pris”, spurgte jeg. ”Til prisforlangende”, svarede han. ”Hvad med parkeringspladserne?” ”De er også solgt til prisen.” ”Har kunden set ejendommen?” ”Ja, men kun udefra.” ”Skal vi så ikke lige vente og se?” ”Nej, for han har skrevet under, og han har også lagt udbetalingen.” ”Ja, men hvem er køber?” ”Det er en islænding.”

– Det viste sig, at det var ham, der lige havde købt Hotel D’Angleterre. Han havde også købt en bank, og direktionen skulle bo i lejlighederne i Amaliegade. Jeg mener, at vi tjente 40 millioner kroner på projektet. Det var helt vildt. Kim fik den ene halvdel, og jeg fik den anden.Jesper3

Da sprinkleranlægget gik

Årene fra 2002 til 2007 kalder Jesper Skovsgaard forrygende. Men rundt om hjørnet ventede en finanskrise.

– Jeg var i 2001 begyndt at købe pantebreve op, og det gav en god løbende indtægt. Jeg havde en portefølje på cirka 10 millioner kroner i pantebreve. Da jeg i 2007 møder en pantebrevshandler, fore- slår han mig, at vi sammen skal lave et pantebrevsmæglerfirma. Det kan jeg godt se idéen i. Jeg kan få pantebrevene et trin tidligere i fødekæden, og vi kan tjene penge på at formidle dem. Jeg tror, at jeg skaffede 60 millioner kroner i finansiering i banker, og så var vi klar til at tanke op. Men det var i 2007, og det var ikke den bedste timing.

Jesper Skovsgaard havde været med til at købe håndboldklubben Aalborg DH nogle år forinden, og den var der meget arbejde med i denne periode. Der var blandt andet mange forhandlinger og aftenmøder om et eventuelt salg af klubben til AAB. Samtidig var han i gang med at købe Thorkild Kristensens hus på Vossvej.

– Men vi får startet pantebrevene op, og det kører også. De pantebreve, som vi skulle købe ind, definerede jeg som pantebreve, der kunne sælges på fem minutter. Hellere en lille fortjeneste end ingen fortjeneste. Men efter kort tid finder jeg ud af, at de pantebreve, som min partner har købt, er forbundet med en alt for høj risiko, hvis det går galt. Og det gør det! I 2009-2010 laver vi et underskud på i alt cirka 60 millioner kroner. Finanskrisen var indtrådt, og folk kunne simpelthen ikke betale ydelserne. Ejendomme røg på tvangsauktion på stribe, ejendomspriserne raslede ned, og bankerne gik i panik. Hvis du på det tidspunkt gik ind i en bank og sagde pantebreve, så gik sprinkleranlægget.

Men i modsætning til mange andre aktører i branchen var Jesper Skovsgaard hverken ramt af panik eller konkurs.

– Jeg har altid været meget forsigtig. Det lærte jeg af sommerhusmanden i Hjørring. ”Sørg altid for at have penge på kontoen”, sagde han. ”Så kan du hente dem, hvis der bliver brug for det.” Dengang havde jeg 111 millioner kroner stående cash, og det er den eneste grund til, at jeg ikke gik fallit. Næsten hele vores egenkapital var på det tidspunkt likvid. Jeg havde fået bygget pengetanken op, så den kunne modstå et ordentlig tryk. Alle andre gik fallit. Selv Thorkild Kristensens selskab gik ned, og det samme gjorde en række banker. Det var total udrensning.

Når Jesper Skovsgaard i den periode mødte folk på gaden, var spørgsmålet altid det samme: Er du ikke gået fallit?

– Men vores egenkapital kom aldrig under 70 millioner kroner, så jeg kunne faktisk bygge under finanskrisen. Vi holdt hjulene i gang og byggede både i Aarhus, Skagen og Aalborg. Vi har aldrig tabt penge på at bygge, men da jeg i 2012 ringede på nede i banken og sagde, at nu skulle jeg til at opføre lejligheder og huse på KMDs gamle parkeringsplads i Vejgaard, kollapsede bankmanden nærmest for øjnene af mig. ”Det går aldrig”, sagde han. ”Jo, det gør”, sagde jeg. ”Det er jo din branche, der er gået fallit. Det er ikke fru Hansen. Hendes privatøkonomi fejler ikke noget.”

Det lykkedes Jesper Skovsgaard at finde banker, der troede på idéen, og byggeriet kom i gang. For ham var strategien ligetil. Nu skulle der bygges boliger til ganske almindelige mennesker.

– Jeg plejer at kalde det Ford Mondeo-huse. Rigtig fine huse i en god kvalitet til priser fra omkring to millioner kroner. Det viste sig at være den rigtige strategi. Dem kunne vi sælge. Mens finanskrisen hærgede fra 2011 til 2013, solgte vi 43 rækkehuse, 55 lejligheder og 80 ungdomsboliger i skovparken, hvor KMDs parkeringsplads tidligere havde ligget.

Jesper Skovsgaard ser det som et godt eksempel på, hvorfor han har klaret sig gennem alle årene.

– Jeg zigzagger hele tiden. Jeg er god til at fange tendenser og forudse et skifte i markedet. Det opfanger jeg lynhurtigt og indretter mig efter det. Hvis der er brug for at trække i håndbremsen, har jeg råd til det, og jeg har også tålmodigheden. Jeg er ekstrem fleksibel og hele tiden i bevægelse, og derfor har jeg nok været god til at styre uden om de værste bump.

Hans ansatte kan da også opleve, at de møder ind om morgenen, og et projekt er blevet rykket rundt i løbet af natten. Tanken om en lige streg fra idé til færdigt byggeri er for ham en illusion.

– Man må aldrig være fastlåst. I 2005 byggede vi Bel air på toppen af Sohngårdsholm-bakken her i Aalborg. Et flot byggeri på en flot beliggenhed. Vi havde projekteret med boliger på 300 kvadratmeter med pejs og jacuzzi, men prisen blev simpelthen for høj til den tid. Så vi sadlede om i to omgange og endte med at bygge mindre lejligheder, som der var købere til, og projektet blev en succes.

Jesper2Grunden på Hasserisvej

Når man bygger nyt, er det ikke nødvendigvis alle, der bliver glade. det kan udløse protester, og det har Jesper Skovsgaard også oplevet. Mest markant i forbindelse med sit byggeri på den gamle HK-grund på Hasserisvej.

– Ja, det har været helt vildt. Det skyldes primært nogle medlemmer af Hasseris grundejerforening og nogle naboer. Det er min oplevelse, at de pågældende har optrådt lidt manipulerende gennem hele processen. De forholdt sig simpelthen ikke til fakta. De fortalte alle, at World Trade Center ville rejse sig nede på grunden. Desværre findes der små mennesker, som nyder at se, hvis andre mennesker mislykkes. De vil gerne ødelægge, og det ramte så mig i det her tilfælde.

Jesper Skovsgaard afviser på det bestemteste, at kommunens forvaltning har givet ham for let spil på den gamle HK-grund.

– Intet kan være mere forkert. For det første havde man med den gamle ejendom en bebyggelsesprocent på 60. Med det nye byggeri er den 50. Det er altså 10 procent mindre. Samtidig har kommunen stillet rigtig mange krav. Vi skulle blandt andet bruge en af de dyreste typer tegl, og der skulle også kobber på bygningen, som er et dyrt materiale. Men kommunen kunne under ingen omstændigheder acceptere, at vi byggede noget, der skæmmede. Det fik vi klart at vide, og det er helt fair.

Til gengæld er Jesper Skovsgaard vred over computervisualiseringer af byggeriet, som han er stødt på undervejs i processen. Det er naboer, der er venlig stemt, som har gjort ham opmærksom på dem.

– Jeg ved ikke, hvem der har lavet de visualiseringer, men de viste byggeriet cirka dobbelt så højt, som det nogensinde har været planen. Derfor begyndte vi at lave mockups nede på Hasserisvej, der illustrerede, hvor højt det i realiteten ville blive. Nu hvor byggeriet er ved at blive færdiggjort, er kritikken da også forstummet.

Ellers er Jesper Skovsgaards holdning, at han bare må lære at se igennem fingrene med den slags. Det hører med til jobbet. Selvom han selv bor i kvarteret, har han aldrig personligt mødt kritik af byggeriet fra andre end de pågældende medlemmer af grundejerforeningen. Hverken ved bageren, i Føtex eller i vaskehallen på tankstationen. Omvendt er han ikke i tvivl om, at Hasseris kan være en voldsom udfordring.

– Der bor jo rigtig mange mennesker her i kvarteret, der har et arbejde, hvor de bestemmer et eller andet. Hvis de bliver sat sammen, så er det måske en anden end dem selv, der skal bestemme. Det er ikke en nem cocktail, og for kommunens medarbejdere må det nogle gange være en udfordring.

Thorkilds hus

Det var i sommeren 2007, at Jesper Skovsgaard købte den store ikoniske villa på toppen af Vossvej i Hasseris, som ejendomsmatadoren Thorkild Kristensen havde opført.

– Jeg vidste godt, at huset uofficielt havde været til salg i nogle år, men jeg tænkte, at det var alt for dyrt for mig. Det var helt vanvittigt, hvad det havde kostet at opføre det. Jeg mener, at byggeriet gik i gang i 1991. Jeg kan huske, at mens arbejdet stod på, kørte jeg tit op og kiggede på det om aftenen sammen med Dion, siger Jesper Skovsgaard.

Men så en dag ringede telefonen. det var Thorkild Kristensen. Han ville have et møde.

– Jeg havde aldrig før haft et møde med ham. Jeg havde hilst på ham, og det var det hele. Da jeg kom ned på hans kontor på Råensvej, sad han for enden af bordet. ”Du skal købe mit hus”, sagde Thor- kild. ”Det kommer vist an på, hvad det koster”, svarede jeg. ”Det finder vi ud af”, sagde han.

– Jeg kunne mærke på ham, at han ikke gad huset længere. Han ville have det realiseret, og han havde penge nok. Det var ikke den sidste krone, som det handlede om. Thorkild var jo ekstrem rastløs. Han satte sig hele tiden nye mål. Han var altid på vej op på en ny bakketop for at se, hvad der var ovre på den anden side.

I år er det 10 år siden, at Jesper Skovsgaard købte villaen. Han har erfaret, at det er et hus, som mange mennesker har en holdning til.

– Jeg talte med en mand i kvarteret, der selv havde overvejet at købe det. Han var stået af, fordi han ikke ville tage den kappe på sig, som han udtrykte det. Men sådan så jeg slet ikke på det. Jeg så det først og fremmest som en god handel. Med al respekt så mener jeg nok, at jeg kan vurdere, hvad noget er værd, og jeg fik rigtig meget for pengene. Et enestående byggeri, der ligger højt og flot. Thorkild har virkelig fået skovlet noget jord ind under huset.

Egentlig var det ikke Jesper Skovsgaards intention, at han selv skulle bo i villaen. Han så den som en god og langsigtet investering, hvor han blandt andet kunne udstykke en eller flere grunde. Men da han og hans kæreste i samme periode valgte at gå fra hinanden, endte han alligevel med at flytte ind på toppen af Vossvej.

– Jeg har så registreret, at det har givet nogle mennesker et forkert billede af, hvem jeg egentlig er. Jeg er ikke en, der tager ud og spiser dyre middage, og et vinkort interesserer mig overhovedet ikke. Jeg elsker burgere, pommes frites, pasta og pizza, og dertil skal jeg bare have en iskold Coca-Cola Zero. dem drikker jeg vel 100 af om ugen. Det er i hvert fald tæt på.

Når det kommer til Cola Zero, har Jesper Skovsgaard til gengæld en kræsen og udsøgt smag. Han hævder hårdnakket, at han kan smage forskel på indholdet af en 25 cl. og en 33 cl. glasflaske. Det har han i øvrigt lovet sine sælgere, at han vil bevise på næste dags salgsmøde. En halvliters med skruelåg gider han slet ikke at tale om. ”Det er no go”, fastslår han.

– Cola Zero skal drikkes af en 25 cl. iskold glasflaske, men jeg har efterhånden svært ved at opdrive dem. Detailhandlen gider ikke længere at håndtere glasflasker. Det er alt for bøvlet. MENY ude på Hobrovej havde dem engang, men der stod kun 10 på hylden, og de var væk, når jeg havde været forbi. Heldigvis er jeg kolonialuddannet, og jeg har stadig mit kort til Dagrofa, så der kan jeg køre ud og hente dem, siger Jesper Skovsgaard.Jesper4

Bolde og biler

Efterhånden bor Jesper Skovsgaard kun i villaen på Vossvej hver anden uge. Resten af tiden opholder han sig i København.

– Jeg har beholdt en af lejlighederne i Amaliegade, og der bor jeg i de uger, hvor jeg ikke har min dreng. I dag har jeg størst aktivitet øst for Storebælt og et salgskontor, hvor der er flere sælgere ansat. Så det giver god mening, at jeg opholder mig derovre halvdelen af tiden, siger han.

Til gengæld bygger han kun indenfor Danmarks grænser. Der opstår altid problemer på et byggeri, og derfor må en byggeplads ikke ligge længere væk, end at han kan køre til den på den samme dag.

– For mig handler det om aldrig at gøre tingene mere indviklede end nødvendigt. Vi har faste byggepartnere, som vi bruger på byggerierne. Dem tager jeg med i projekterne, for så er deres engagement større. Det giver mig luft til også at have fokus på projektudvikling og salg. Uden salg er der ingen forretning. Det er ikke omvendt, siger Jesper Skovsgaard.

Han skal nok sørge for at holde sine sælgere motiverede. Han benyttede for eksempel et system med bolde i glas, der viste, hvor meget den enkelte solgte. Men systemet viste også, at Jesper Skovsgaard nogle gange solgte mere end alle de andre tilsammen.

– Til gengæld er der ingen, der holder mig i gang. Det skal jeg selv gøre. Jeg skal hele tiden selv sætte nye projekter i søen. Men jeg har en svaghed. Jeg har altid købt biler, og nogle gange bliver de nok lidt for dyre. Min tidligere bogholder havde gennem mange år en aftale med min revisor om, at når jeg spurgte, om der var råd til en bil, skulle hun bare sige ja. For så snart jeg havde købt den, fik jeg så sindssyg dårlig samvittighed. Det var frås! Så måtte jeg i gang igen. Jeg ved godt, at det lyder lidt vanvittigt, men det er ved at få dårlig samvittighed, at jeg kan holde mig selv i gang.

Sådan bliver man rig

I næsten tre timer har Jesper Skovsgaard fortalt om sit erhvervseventyr gennem de seneste 25 år. Handelspriser, årstal, ugedage, navne og klokkeslæt er føget gennem luften. Med en usædvanlig klæbehjerne har han foldet hele historien ud. Men hvad med fremtiden?

– Vi skal fortsat være de bedste på markedet. I Danmark ligger vi højest på Trustpilot med en score på 9,3 på kundeanmeldelser. Vi vil ingen utilfredse kunder have overhovedet, og det er grundreglen i de kontrakter, som jeg har med mine byggepartnere på projekterne. Vi bygger jo boliger, der ligger i forlængelse af hinanden. Hvis der er noget galt nede ved fru Hansen, så ved hele rækken det inden for en time. Så jeg må bare stille ekstra store krav til håndværkerne.

Jeg er benhård. Når vi bygger til private, er vi også nødt til at tænke som private, siger han.

Det er blandt andet derfor, at Jesper Skovsgaard leverer alle enkelthuse med en ”tryghedsattest”. Det er et dokument, som er udarbejdet af et eksternt ingeniørfirma, der har fulgt byggeriet fra start til slut og som bekræfter, at byggeriets konstruktioner er korrekt udført.

– Jeg fik idéen under finanskrisen. Folk havde hørt masser af skrækhistorier og var blevet bange, men med den fremgangsmåde kunne jeg eliminere kundens risiko. Det koster 5.000 kroner ekstra pr. hus, og det virker begge veje. den eksterne ingeniør holder øje med håndværkerne, og jeg kan bruge det over for kunden, der får en god oplevelse.

Jesper Skovsgaards seneste idé er en ny hustype, som han kalder ”Nybyggerhuse” opkaldt efter det populære TV2-program, som hans virksomhed har sponsoreret to år i træk.

– Du er faktisk den første, som jeg fortæller det til. Vi lancerer et produkt, hvor folk køber et råt hus. På nettet eller på en dvd kan de få råd og vejledning af håndværkere i, hvordan de skaber deres eget personlige hus. Det bliver over hele landet, og jeg tror, at det rammer en tendens i tiden. Det er der mange, der gerne vil.

Det er den stadige nytænkning og tilpasning til markedet, der sammen med arbejdsomhed og økonomisk omtanke har gjort hans virksomhed til en succes.

– Jeg kan tydeligt huske en tv-udsendelse med Klaus Riskær, hvor han kørte rundt i Paris i en grøn golf cabriolet. det var nok midt i 1980’erne. Journalisten spurgte ham, hvordan man bliver rig. Hvad skal man gøre? ”Ingenting”, svarede han. ”Du skal bare have interesse for det, som du beskæftiger dig med, og så blive god til det.”

– Det er jeg enig med ham i. Det er ikke afgørende, hvad du laver. Men det er afgørende, at du interesserer dig for det, som du beskæftiger dig med. Så er det underordnet, om du er læge, landmand eller journalist. Se bare på Jo Nesbø og Stieg Larsson. Gamle journalister. det er jo helt vanvittigt, hvad de har tjent på deres bøger.

Jesper Skovsgaard kigger på den udsendte for at se, om han har forstået budskabet.

Annonce