Vinderen af Kagekampen 2019

Kagekampen 2019

Da APPETIZE tilbage i april måned fyldte 4 år, inviterede vi i samarbejde med KaffeFair, til byens nye kagekonkurrence, hvor 11 glade amatørbagere stillede op med deres aller skarpeste skyts, til en konkurrence om at blive byens bedste amatørbager. Til at bedømme kagerne, havde vi inviteret et garvet dommerpanel, samt et kagesulten publikum.

Årets vinder af KAGEKAMPEN 2019 blev Vicki Bønding med kagen ‘Fødselsdagens midpunkt’.

Opskriften på den lækre kage får du her

Frangipane bund

70 g blødt smør
70 g sukker
50 g mandelmel
60 g groftrevet marcipan
1 æg
1 nip salt

Alle ingredienserne piskes sammen og fordeles i en foret springform (20 cm).
Bages ved 200 grader i ca. 15 min til den er gylden. Lad kagen køle af.

Nougatcrunch

50 g sukker
100 g mandler
150 g nougat

Sukker hældes på en pande og varmes op ved middel varme til en gylden karamel.
Tilføj mandler og rør godt rundt. Hæld det herefter til afkøling på et stykke bagepapir.
Når de er kolde hakkes de fint med en savtakket kniv.
Smelt nougat i en skål over vandbad eller i mikroovn og tilsæt nøddeblandingen.
Hæld det over bunden og sæt formen i fryseren til det har sat sig.

Havtornmousse

2,5 blad husblas

400 g havtorn

250 g lyst rørsukker

1,5 øko citron, skal og saft

3 æggeblommer

2,5 dl piskefløde

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 10 min. Giv havtorn, sukker og citronskal og -saft et let opkog og lad det simre i ca. 3-5 min., sigt massen igennem en si, og pres saften ud af havtornene. Kom havtornssaften tilbage i gryden og lad det simre lidt ind. Hæl 1 deciliter fra som bruges til geléen. Tag gryden af varmen og rør æggeblommerne i, og sæt herefter gryden tilbage på middelvarme og piske saften med æggeblommer i ca. 3 min. Tag gryden af varmen og tilsæt husblas, rør rundt og lad det køle lidt af. Pisk fløden til en let flødeskum. Vend forsigtigt havtornscremen sammen med flødeskummet. Sæt frangipane/nøddebunden i en kagering foret med kageplast og hæld moussen ovenpå frangipane og nougatcrunch. Stil kagen i fryseren i mindst 3-4 timer eller gerne natten over.

Havtorn gelé

1 blad husblas

½-1 dl havtornpuré

1 spsk sukker

Læg husblas i blød i koldt vand
Varm havtornsfrugtpuré og sukker op og smelt husblassen deri. Lad det køle lidt af.
Hæld det over havtornsmoussen og sæt kagen i fryseren til den har sat sig helt.
Herefter lægges kagen i en større kagering foret med kageplast med en afstand på ca. 2 cm. fra kageplasten og vitawrap i bunden og op ad ydersiden for at undgå moussen løber for meget ud.

Karamelmousse
3,5 blade husblas
3 dl piskefløde
300 g mælkechokolade
3 dl piskefløde (pisket til flødeskum)

Læg husblas i blød i koldt vand.
Kog 3 dl piskefløde op, smelt husblassen i og hæld det over chokoladen så det dækkes helt.
Lad det stå i 1 minuts tid, og rør så fra midten af skålen til det samler sig til en homogen creme. Lad det køle.
Vend flødeskum i til en mousse og hæld det over kagen så den dækkes. Sæt kagen i fryseren til den er frossen.

Glaze

6 blade husblas
150 g glukosesirup
150 g hvidt sukker
90 g vand
100 g kondenseret mælk
150 g god hvid chokolade
lidt hvid pastafarve

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 20 min. Giv glukosesirup, sukker og vand et lille opkog, indtil sukkeret er opløst. Hak chokoladen og hæld det i en høj kande. Tilsæt kondenseret mælk til gryden, og tag det af varmen. Tilsæt husblas og rør det forsigtigt i massen. Hæld den varme væske op til chokolade samt den farve du ønsker glazen skal være. Før en stavblender skråt ned i kanden og blend nu glazen blank uden og køre stavblenderen op og ned da det giver luftbobler. Du kan fjerne eventuelle luftbobler forsigtigt med en tandstik. Lad den køle ned til ca. 35-37 grader og hæld den over kagen som står frossen på et glas så det overskydende kan løbe af kagen.

Marcipanbånd
300 g revet marcipan
150 g flormelis
30 g glukosesirup

Ælt alle ingredienserne til marcipanbåndet sammen i hånden eller på røremaskine.
Rul det ud i den højde du ønsker og præg båndet hvis du ønsker det. Læg marcipanbåndet hele vejen rundt om kagen. Dekorér efterfølgende med hvad du har lyst til.

Navn Vicki Bønding
Alder 29 år
Beskæftigelse Studerer idræt og psykologi på AAU (dimitterer jan. ́20)
Civilstand Gift med Mads. Vi har en dreng og en pige sammen.
Bopæl Svenstrup
Passion Min passion for kagebagning startede med min storesøster, som var god til at tage mig med i køkkenet. Så fandt hun sin gamle 80 ́er mappe frem fra madkunstskab og så hyggede vi os.
Inspiration til vinderkagen En sammensætning af smage jeg rigtig godt kan lide, tips fra diverse kageprogrammer om hvilke konsistenser/ elementer en kage skal indeholde, og at jeg ville vise nogle forskellige teknikker, som forhåbentligt kunne trække op
Hvad er sværest ved bagning Jeg vil gerne lære at bage franskbrød og flutes. Gerne med surdej. Mine bliver altid klæg
Din yndlingskage Min yndlingskage er en svampet gulerodskage eller banankage.
Hvor finder du inspiration Jeg finder mest inspiration på instagram hvor jeg derigennem finder frem til kageblogge.