Kontrasten kunne næsten ikke være større på det jobskifte, som Kristian Thulesen Dahl har gjort. I sommers skiftede han arena fra dansk politiks kampplads på Christiansborg til at skulle stå i spidsen for Aalborg Havn
Det er ikke ofte, at menigmand har en undskyldning for at komme forbi Aalborgs store industrihavn efter den er flyttet fra centrum til det østlige Aalborg. Når man kører ind på området, er det svært ikke at miste pusten over de store vidder, der blandt andet er fyldt op med lange rækker af kæmpestore elementer til vindmøller.
Drøn på
I dag skal vi møde Kristian Thulesen Dahl, der overtog direktørposten hos Port of Aalborg i starten af august. Vi møder Kristian på Langerak, hvor Aalborg Havns hovedkontor ligger. Kristian er stadig ved at finde sig til rette efter halvanden måned på posten, og har ikke ændret på sit kontor siden forgængeren havde pladsen. I det ene hjørne står der to lænestole, der er beklædt med sælskind, som vidner om havnens langvarige forbindelse til Grønland.
– Somme tider har jeg lidt på fornemmelsen, at jeg har været i jobbet i fem måneder, for jeg synes, der har været drøn på. Det har ikke været et job, hvor jeg tænkte, at nu kommer jeg lige ind og så går der fire måneder, før jeg skal noget som helst. Jeg er blevet kastet ind i det, men jeg kan godt lide det på den måde. Så jeg har lært mange mennesker at kende, og har mange stadigvæk, som jeg skal lære at kende, starter Kristian.
Det har været vigtigt for ham, at han selv kommer rundt og besøger de forskellige, der har deres daglige gang på havnen.
– Der er jo masser af virksomheder her på Port of Aalborgs arealer. Der er mange, jeg har besøgt, men der også mange, jeg mangler, så jeg er jo i en proces, hvor det hele stadigvæk er nyt, men meget spændende.
Det er ikke kun de forskellige virksomheder, der har fået et besøg, men også havnearbejderne på de forskellige arealer.
– Det er noget af det mest fascinerende. Det er jo mange i kontorfaciliteter, der professionelt er dygtige til at fortælle, hvad der sker, fordi det er det, vi arbejder med hele tiden. Det er jo at kommunikere fra det ene kontor til det andet. Men dem, der i virkeligheden laver det udførende arbejde, der finder du jo først ud af, hvad det indeholder, hvis du er sammen med dem, der, hvor de er. Det er jo ikke et møde, hvor du sætter dem ned, med en kop kaffe og et slideshow. Der skal du ud og føle, hvad det er for noget. Det er jo noget af det sjoveste, synes jeg. Hvis jeg skal et eller andet, så, i stedet for at tage bilen og køre fra A til B, hvis jeg på nogen måde kan komme ud og gå en tur i stedet for, så støder man bare ind i folk og så får man lige en snak. Det er jo en helt anden snak end hvis du havde arrangeret et møde. Det synes jeg virkelig er hyggeligt.
Stor spændvidde
De ture, som Kristian har taget rundt i virksomheden, har givet ham en uvurderlig viden om sin nye arbejdsplads.
– Jeg har lært, at det her er en virksomhed, der har en kæmpe spændvidde. Frank, der har været her i 40 år, han kan fortælle alt om kraner. Så har du Jesper, som er professor fra universitetet, der sidder og dyrker det her med bæredygtighed. Om vi for eksempel kan lave CO2-lagring i undergrunden. Du har hele den her spændvidde, og det er jo fantastisk. Vi er ikke engang 100 mand, men du har alligevel sådan en spændvidde. Det, der er meget karakteristisk her, er, at det er siloopbygget, hvor folk sidder i deres fagområde og nørder i det. Det er de super dygtige til, men de ved jo ikke i sig selv nødvendigvis, hvad der foregår i den anden silo. Så det med, at man i virkeligheden også forstår, at uanset hvor du er i sådan en organisation, så er du der jo kun, fordi de andre også er der. Du kan ikke pille dem ud og sige, at det dropper vi lige at lave det der, for så mangler de jo simpelthen i kæden. At have den der forståelse for hinandens arbejde, det er jo noget af det, jeg synes er sjovest at arbejde med.
Kristian skal være med til at skabe forbindelsen mellem de forskellige fagområder.
– Jeg skal i hvert fald være med til at sætte nogle rammer op for det, men vi har jo nogle dygtige fagledere i ledergruppen, som i virkeligheden har deres hver deres område. Men jeg skal være med til at sikre, at tingene sker, for de sker ikke af sig selv. Så vil folk arbejde på hver deres. Sådan er det i alle virksomheder. Så arbejder man med hver sit fagområde og enormt dygtige til det. Men hvis ikke er nogen, der arrangerer det, så ser man jo ikke, hvad de laver i den anden del af virksomheden. Så er der dem, der sidder på kontor og så er der dem, der føler, at de egentlig laver arbejdet. De har manglende forståelse for hinandens arbejde. Du får jo kun ejerskab over de målsætninger, du arbejder med, hvis du selv føler, at du har været en del af processen med at udvikle de målsætninger. Hvis du bare får af vide, at vi har besluttet os for, at nu går vi den her vej, og folk siger, hvorfor det? Det er jo også derfor, at de fleste danskere er berømmet i udlandet i forhold til det med, at vi tør stille spørgsmål på arbejdspladsen. Vi vil føle, at vi er en del af det her, vi vil ikke bare have det trukket ned over hovedet. Vi vil gerne være involveret i, hvorfor vi nu skal vælge at gå til højre eller venstre. Hvorfor skal folk bare se lyset, hvis ikke de har været en del af den der proces?
Uddannet i Aalborg
– Jeg er fra et lærerhjem, for både min far og mor var overlærere. Vi er tre brødre og voksede op i en by tæt ved Tørring, der hedder Nørre Snede. Jeg har haft opvæksten der og bor stadigvæk i området, men ligesom tidligere, da jeg var politiker, hvor jeg i realiteten var i København hele ugen, så er jeg det nu i Aalborg. Nu kigger jeg bare mod nord i stedet for østpå, og det er faktisk ret godt.
Det er i ikke første gang, at Kristian har haft tilknytning til Aalborg, for han blev uddannet på Aalborg Universitet. Han blev erhvervsjurist, men det kunne nemt være endt et andet sted.
– I forhold til mange unge i dag, som jeg tror, er meget, at de skal endelig vælge rigtigt, så havde jeg det ikke sådan, at der var én bestemt ting, som det bare skulle være. Jeg kunne også være blevet politimand. Så ville jeg være jurist, men der var noget med snittet, griner Kristian.
Valget faldt i stedet på erhvervsjura, hvor han kunne forene det bedste fra to verdener.
– Det krævede heller ikke helt så højt snit. Vi har meget familie i Nordjylland, oppe i Brønderslev og Tylstrup, så jeg har været vant til at komme meget i regionen. Min storebror læste også til ingeniør i byen, så derfor var det naturligt for mig at vælge Aalborg Universitet, fordi jeg kendte området, fortæller Kristian.
– Erhvervsjura var en ret ny uddannelse, da jeg tog den. Så det var et spændende studie i den forstand, at det prøvede at samle jura og økonomi i én uddannelse. Det værste var, at jeg fandt ud af, at juristerne ikke synes, jeg er jurist, og økonomerne synes ikke, jeg er økonom. Så de synes ikke, at vi kan bruges til noget som helst, griner Kristian.
Politik har altid fyldt
Kristian er opvokset i halvfjerdserne, hvor både hans far og bedsteforældre var engageret i de Radikale.
– Dengang var de Radikale et husmandsparti. Du havde landbruget, hvor storbønderne var i Venstre og husmændene, de små landmænd, var i Radikale Venstre. Det er fra den tid, hvor min far og mine bedsteforældre identificerede Radikale Venstre, som partiet for de små husmand. Så det var en helt anden tid, og man så på de Radikale på en anden måde end det man kom til op gennem nullerne. Min bedstefar var faktisk sognerådsformand for de Radikale. Så de var politisk aktive. Min far var kredsformand for et af de Radikale folketingsmedlemmer.
Da Mogens Glistrup meldte sit indtog på den politiske scene, fangede det Kristians fars opmærksomhed.
– Det var det med de smås kår og små erhvervsdrivende, som han blev fanget ind af, og så blev han fremskridtsmand. Så påstod jeg jo for mig selv, at jeg selv bestemte og bestilte alle partiprogrammerne hjem og sad på børneværelset og læste dem igennem. Så kom jeg ud og proklamerede, at jeg meldte mig ind i Fremskridtspartiet Ungdom uden nogen påvirkning hjemmefra overhovedet, selvfølgelig, smiler Kristian.
– Så gik det bare slag i slag. Jeg blev folketingsmedlem i ’94 for Fremskridtspartiet og ’95 stiftede vi Dansk Folkeparti.
Den politiske interesse har også smittet af på Kristians egne børn.
– Jeg tror ikke, man kan være i vores familie uden at være politisk interesseret, men de er ikke partipolitisk interesserede. Det har vi heller ikke forsøgt på nogen måde at tilskynde dem til at være.
Navn Kristian Thulesen Dahl
Født Nr. Snede i 1969
Civilstatus Gift med Berit Holmgaard Olsen
Bopæl Thyregod
Børn Søn på 21 år og tvillingerne på 18 år karriere
Medlem af Folketinget 1994-2022
Job Direktør for Aalborg Havn
Det rigtige valg
I sommers sluttede Kristians liv i politik, da han udtrådte af Folketinget den 31. juli.
– Det var ikke en nem beslutning, men da den først den var truffet, kunne jeg mærke, at jeg var meget afklaret med det. Jeg har fået lov til rigtig mange ting i politik igennem 28 år, så jeg har mange gode tanker om det at være i politik. Men det er klart, at i de sidste par år var det jo også en udfordret tid, hvor der var mange gnidninger internt, og det slider. Derfor vidste jeg jo også godt, at enten kom tingene til at gå lidt gelinde igen, eller også skulle jeg i hvert fald ikke have formandskabet og lede partiet.
Den beslutning tog Kristian allerede i november sidste år, hvor han opgav formandskabet i Dansk Folkeparti.
– Så gik der nogle måneder, hvor jeg prøvede at føle efter. Skulle jeg blive i politik på den ene eller på den anden måde? Kunne jeg affinde mig med det eller skulle jeg prøve noget helt andet.
Da direktørposten på Aalborg Havn blev ledig, tændte det en nysgerrighed, som Kristian blev nødt til at handle på. Derfor søgte han stillingen, men var overbevist om, at han ikke ville få den.
– Jeg var sikker på, det ville gå til en anden, der måske kom fra en anden havn og kunne drive det med det samme. Det var faktisk først, da jeg gik fra første til anden samtale og vi kun var et par stykker tilbage, at vi måtte tage en alvorlig snak derhjemme. Så tænkte jeg, at så kan det jo godt ske, at det faktisk kan ende med mig. Men helt indtil det sidste tænkte jeg egentlig, at det gjorde det ikke. Det ville ikke ende hos mig. Men jeg vidste også, at hvis de tilbød mig det, så ville jeg sige ja og skifte politik ud med et job i erhvervslivet.
Det er en beslutning, han har været glad for.
– Det har været super godt. For hver dag er jeg blevet bekræftet i, at det var det rigtige valg. Jo mere, jeg lærer de mennesker at kende, der arbejder her og har berøring med dem – det er jo ildsjæle. De er nørder, men det er positive nørder i den forstand, at de virkelig er fagligt kompetente på deres områder og dyrker det. Det, der så er mit job, er jo i virkeligheden at få det bedste frem i dem, i samarbejde med folk, der laver og kan nogle andre ting, så det kan gå op i en højere enhed. Hver dag bliver jeg bekræftet i, at der er masser af muligheder her.
Her kan Kristian trække på sin erfaring fra sit politiske liv, hvor det ofte handlede om at få folk til at spille bedst muligt sammen.
– Men det er jo det, jeg godt kan lide. Jeg kan rigtig lide det med at finde ud af, hvad folk indeholder. Jeg er blevet god til at finde ud af, hvorfor folk reagerer, som de gør i forskellige situationer, og så også finde ud af, hvordan man kommer godt videre. I stedet for at lade sig begrænse af, at folk måske løber ind i nogle forhindringer, så prøver jeg at finde ud af, hvordan vi kan få dem bearbejdet og komme over dem, så vi kan komme videre. Når jeg kan se, at folk er yderst kompetente, så handler det jo om, hvordan man får det til at virke i den virkelige verden i samspil med alle andre mennesker.
Lukning giver nye muligheder
Grønlandshavnen har været en del af Aalborg Havn i mange år, men til årsskiftet er det helt slut. Størstedelen af sejladsen med gods til og fra Grønland går allerede nu via Aarhus og snart overtager Port of Aalborg selv den container-terminal, som har været drevet af Royal Arctic Line.
– Jeg oplevede jo det paradoksale, at samtidig med det blev annonceret, at jeg fik jobbet, der blev det også annonceret, at Grønlandshavnen lukkede. Selvfølgelig er det jo ærgerligt for området, at man har mistet den trafik. Det tror jeg de fleste er enige om. Men man skal huske på, at der er over 100 virksomheder på havnens område. Lige fra Siemens, som er en kæmpestor vindmøllefabrikant, og Bladt, der laver fundamenter til vindmølleindustrien, til testcentre, logistik – altså lastbiler, der kører ind og ud. Der er jo et virvar af virksomheder og en masse af deres medarbejdere, som hele tiden tonser rundt i området. Men man skal ikke glemme, at en havn også er, hvad der kommer ind over kaj. Så det er jo en containerterminal. Det er også gods, der kommer ind og ud på skibe, og derfor skal vi dyrke det område. Når jeg har været nede at gå i det, vi kalder Grønlandshavnen, så har andre set afvikling og noget, der forsvandt. Jeg står og kigger på det område, hvor jeg tænker, hold op, hvor må der være mange muligheder her. Sikke et fantastisk område, hvor du har skibe, lastbiler og jernbane knyttet sammen på det samme spot. Det må der være en masse, der kan se en interesse i at bruge. Det er jo en miljømæssig ting, altså i forhold til hele klimadebatten, at en større del af den mængde gods, der skal transporteres, faktisk bliver transporteret på vandet, i stedet for, at det alt sammen skal på lastbiler ude på vejene.
Kristian peger på en fordel ved at transportere gods på skibe, som de fleste bilister nok vil være glade for.
– Det er jo kæmpestore mængder, vi kan transportere på et skib af gangen, og der skal godt nok nogle lastbiler til. Man skal hu- ske på alle de danskere, der jo sidder rundt på landevejene og tænker, ’Nå, vi måtte egentlig køre 90 km/t her, men vi kører 72, fordi der er en masse lastbiler foran os.’ Sådan er det jo i dag. Men det behøver jo ikke at være så voldsomt. Hvis vi fik mere ud på søvejen, så kunne vi faktisk lette hverdagen for mange danskere. På sigt kan vi gøre det meget mere klimavenligt, hvis vi får mere over på søen end på landevejene.
Ingen abstinenser
Overraskende nok, så savner Kristian ikke at blande sig i den politiske debat.
– Nej, jeg har ikke abstinenser. For nylig var der statsministerduel mellem de tre kandidater. Jeg ville sætte mig ned og se den, så jeg tændte klokken 21 med en god kop kaffe og klokken 22 slukkede jeg. Det, der var befriende, var, at jeg ikke behøvede at have en holdning til alting. I mit gamle job, ville jeg vide der ville gå 2 minutter, hvorefter ville jeg kunne blive ringet op af journalister, så jeg skulle være klar med en holdning til alt. Også det, du egentlig ikke nødvendigvis har en holdning til, men du godt ville tænke lidt videre over. Det er jo det pres, der ligger. Derudover ville jeg jo have været i København og jagte at komme på TV2 News og på Ritzau. Nu kunne jeg slukke klokken 22, og så kiggede jeg på min dagsorden for dagen efter igennem. Så brugte jeg de efterfølgende dage på at forme mig idéen, om det der blev sagt, ligesom alle andre gør. Det var dejligt, og jeg havde ikke en følelse af, at ’Øv, jeg ikke skal mene noget om det’, og skulle ringe til nogle medier for at prøve at komme med. Det var okay, at der var andre, der tog sig af det.
Faktisk har det har givet en tiltrængt ro, fortæller Kristian.
– Det har været mentalt afslappende. Selvfølgelig følger jeg med, og er nok mere politisk interesseret end gennemsnittet, det bliver jeg ved med at være. Men det var jeg også før jeg kom i Folketinget som helt ung, og det vil jeg jo blive ved med at være til jeg dør. Det er jeg ikke i tvivl om. Jeg vil blive ved med at følge med og være interesseret, men det er en positiv nysgerrighed, jeg har på det politiske. Jeg har været et par gange på Christiansborg siden jeg stoppede, og det har kun været hyggeligt at møde folk derinde. Jeg forlader det ikke med bitterhed eller vrede, men er afklaret med, at det er godt for mig at komme over og arbejde med noget andet.
