Fjordbyen? Den er alles!

tekst CECILIE WENNERLIN | foto MARIA ELLERMANN

Det er næsten ikke til at tro, at der kun er et par kilometer fra den altid summende trafik ved Limfjordsbroen og Vesterbro, ligger en oase, hvor lydbilledet mest af alt domineres af fjord, dæmpet musik fra forskellige retninger og stemmer. Rolige stemmer. Rare stemmer. Høje grin og lyden af legende børn.

Området, Fjordbyen, er i sig selv ikke særligt stort. Men trods størrelsen er det ikke svært for en førstegangsbesøgende at fare en lille smule vild mellem de tætliggende skure og træhuse med små gyder imellem. Alle har de hver sit særpræg. En blå dør. Et skilt fra et gammelt værtshus. En tørresnor med sko hængende i snørebåndene. Knib mig i armen og sig, jeg ikke er med i en moderne Astrid Lindgren-fortælling, tænkte jeg, da jeg bevægede mig hen mod Fjordbyens samlingspunkt, Kulturen (eller Kulturcentret, som det også kaldes) for at møde tre af byens beboere til en snak om, hvordan det er at bo i det, der virker som Aalborgs absolut mest mangfoldige oase.

Fiskerklyngerne under broen

Den lille by i byen fra 30‘erne er kun
 en lille samling af selvbyggede redskabsskure til fiskegrej med nogle 
få ”sildekassehuse”, hvor man kunne 
sidde i læ for den friske blæst over 
Limfjordens vande. Området var fritidsfiskernes. Det var folk fra små 
kår, der forsøgte at skrabe lidt mere
 sammen af kongens mønt ved at fiske. Indtjeningerne har været små,
men alligevel i visse tilfælde været det der gav brød på bordet, når arbejdsløsheden var størst, og allerede fra begyndelsen blev nogle af skurene brugt til beboelse.

Trods de hårde vilkår udviklede byen sig, og jo større og mere pladskrævende den blev, jo længere blev den flyttet væk fra udgangspunktet, der lå under den gamle jernbanebro.

I starten af 80‘erne skiftede administrationen hænder, og byen var nu under kommunen frem for havnevæsenets. Dette blev startskuddet til stiftelsen af foreningen Fjordbyen, som den ser ud i dag, hvor den har status af kolonihaveforening.

Tina
Alder: 46 år
Bopæl: Fjordbyen og har haft sit skur i 15 år
Bonus: Nyder at gå en natlig tur med Iffi og mærke roen og stilheden

Jens, Tina og Rye

”Hysteriske kvindfolk ingen adgang” står der på et skilt ved døren ind til Kulturen. Et par dage forinden havde fotografen og jeg besøgt byen en regnvejrsformiddag for at få en snak om stedet med Aalborgs borgmester. Da havde Kulturen været relativt stille, og udover musikken fra højtalerne hørtes kun let snak fra nogle få beboere ved baren. På denne her solskinseftermiddag er stemningen livlig, samtlige borde er fyldte, og jeg bliver mødt af et ”Nej, det er ikke her”, sagt med et lille grin fra en af de terningespillende herrer ved bordet tæt på døren.

Jeg går videre ned i afdelingen med havestue og spillemaskiner, og udenfor på terrassen møder jeg beboer og bestyrelsesmedlem Jens Munk, der sammen med et par andre har sagt ja til en snak med mig.

– Hvad er du til? Øl? Sodavand?

Jeg takker ja til en cola, og vi sætter os ved et af terrassebordene ud til en af de gennemgående veje. På den anden side af vejen leger nogle børn ivrigt på et klatretårn i en lille have. Her er plads til alle.

En af de andre beboere, vi venter på, Tina Tønning, støder til.

– Ikke Turner, men Tønning, siger hun og smiler.

Snakken falder hurtigt på skiltet ved døren. Jeg kunne se adskillige kvinder indenfor i Kulturen, og alene ved vores bord sidder vi nu tre styk i alt.

– De mener det slet ikke. Og ved du hvad, i gamle dage, der havde de et skilt, hvor der stod Kvinder ingen adgang mellem 06 og 12, men så kom jeg jo til at arbejde der, og så sagde jeg til borgmesteren (Fjordbyens borgmester, red.) Det der skilt det piller du bare ned, din idiot! For ellers gad jeg da ikke arbejde der. Så det skilt hænger der nu. Det er faktisk os piger, der har sat det op, fortæller Tina og griner.

– Vi er sgu også hysteriske kællinger, men på den gode måde.

Vi har rejst os fra bordet på terrassen og bevæger os ned mod fjordbredden. Rye, næstformand i bestyrelsen og sidste beboer, vi ventede på at møde, støder til på sin el-scooter.

– Jeg plejer at sige, jeg har været her i to år, men det er løgn. Jeg har i hvert fald været her i 15 år nu, fortæller han.

– Jeg blev påduttet et hus hernede, og først sagde jeg, hold nu kæft, det har jeg ikke penge til. Men det gik, og det er mange år siden nu. Dengang var husene jo billige hernede. Nu ligger de nærmest fra 1 kr. og op til 500 kr. alt efter stand. Jeg har nok omkring 50 m2 i mit hus. Det passer fint, for der er, hvad der skal være. Stue, køkken, soveværelse og badeværelse.

Vi går lidt videre. Tinas hvide, langpelsede hund, Iffi, kommer løbende, og Tina har en godbid fra lommen parat med det samme. Rye fortsætter.

– I gamle dage der hed det sig, at det var mindre bemidlede mennesker, der fik tilbudt et skur hernede. Der er vi nok tilbage i 1933. Og så var der fiskerne. De byggede deres skure af fiskekasser og stod og vred garn op derinde.

Skal man have en guidet tur i Fjord-
byen, er det netop Rye, man skal have 
fat i. Han kender den ud og ind, og historien omkring den har han på rygraden. Han fortæller lidt mere om de tre gange, byen blev flyttet, og om hvordan de nu, efter sidste flytning i ’82, føler, de ligger i fred.

– Vi har Danmarks mindste badestrand, siger Tina og peger hen mod et hyggeligt, lille miljø med badebro, børnevenligt sandområde og blomster… masser af blomster plantet sammen omkring en udendørsovn af mosaik og nogle siddepladser.

– Det er faktisk noget, vi selv har lavet, siger Jens, der oprindeligt er uddannet håndværker og for tiden arbejder med værkstedsundervisning på universitetet.

– Der var simpelthen så meget gammelt affald, der kom ud fra brinken her, og for at det ikke skulle stikke ud og give problemer, når der kom børn osv. og badede her, så renoverede vi det og lavede det i stand. På et døgn fik vi samlet 7000 kr. ind til strandsand til at ligge her.

Rye
Alder: 62 år
Bopæl Fjordbyen
Civilstatus: Gift med Lene på 2. år
Bonus: Bliver glad af synet af liv og glade dage og solskin på vejene i Fjordbyen

Tryghed frem for alt

Nede under badebroen bor en odder-familie.

– Det er jo lidt interessant, at den gerne vil bo her sammen med os, for det er jo et fredet dyr. Og vi ser os egentlig også lidt som fredede herude.

Rye stemmer i. Og for Fjordbyen betyder det at føle sig fredede ikke, at målet er at være lukkede om sig selv. Tværtimod.

– Der er ikke nogen, der er udelukkede herfra. Alle må komme her, og vi har masser af folk, der ikke har skur herude, men som nyder at være her. Det her er vores allesammens sted.

Mine tanker flyver øjeblikkeligt hen på, hvordan ro og orden opretholdes herude. Og hvad med nytilkomne? Får de stukket et reglement i hånden?

Både Jens og Rye svarer nærmest samme tid på spørgsmålet.

– Vi vil ikke have stoffer hernede. Sådan er det. Det er noget, bestyrelsen bestemmer. Vi er egentlig så grove, at det er os fem mennesker i bestyrelsen, med vores borgmester som formand, der bestemmer over stedet og beboerne hernede. Og man skal ikke træde ret meget ved siden af, før vi står der med en advarsel.

På spørgsmålet om hvorvidt man kan blive smidt ud fra byen eller ej, svarer Jens, at jo det kan man i teorien godt. Og Rye fortæller om dengang, en beboer blev taget i forsøg på at sælge stoffer, og advarslen ikke virkede.

– Det var i vores gamle borgmesters tid. Så fik vi fat i en gummiged, og så røg huset simpelthen. Vi vil have, det skal være sådan, at alle folk kan komme herned og være trygge.

Jens
Alder: 53 år
Bopæl: Fjordbyen Børn: Har en søn på 30 og en datter på 14
Bonus: Elsker at rejse eller at drikke en snaps til sin madlavning

Her hjælper vi hinanden

Solskinnet er aflyst af småregn, og vi bevæger os op mod lyden af musik og mennesker igen. På vejen er det tydeligt, at alle taler med alle. En kommer forbi og leverer et drillende kram til Tina og en joke til Rye. En pose æbler bliver udvekslet. Små, kække bemærkninger hvirvler rundt i luften, og modtagerne griber dem for, hvad de er.

Selvom det umiddelbart kan virke som ét stort kollektiv, så er der ifølge Tina masser af plads til personlige grænser.

– Jeg hader, når folk bare kommer forbi. Sådan har jeg haft det i 15 år. Ring først, så kan vi finde ud af noget. Men det der med bare at dukke op, det er det værste. Og det sker heller ikke her. Men selvfølgelig er vi der for hinanden. Og vi hjælper hinanden. En gang imellem kan det være, man ringer rundt og hører, hvordan det står til. Er der f.eks. nogen, der er syge. Eller måske har man noget mad i overskud, andre kan have glæde af.

Rye nikker.

– Man gør jo det der… for man snakker med alle. Og hvis det er, at man ikke støder på nogen, man ellers plejer at se, så går man sgu hen og banker på og hører efter, om alt er, som det skal være.

Jens supplerer med en fortælling om sin forhenværende genbo. En tidligere bokser der blev syg og til sidst døde.

– Han fik stegt flæsk eller en hakkebøf minimum en gang om ugen, for han var lam i den ene side og kunne højst stege et spejlæg selv. Tina tog sig af hans hunde, og jeg tog mig lidt af maden og hans sengetøj.

Han griner lidt, da han nævner sengetøjet.

– Ja, den var altså lidt hård engang imellem.

Fordommen om fristad

Googler man Fjordbyen, støder man hurtigt på overskrifter, der antyder, at stedet er Aalborgs udgave af Christiania. Men ifølge Tina kan Fjordbyen og fristaden ikke sammenlignes.

– Lad være at sammenligne det med Christiania. Jeg bliver ked af, at folk siger det, for vi er slet ikke sådan. Jeg vil mere sammenligne os med en landsby.

Den holdning deler Jens.

– Det er der mange, der siger, det der med Christiania, men man skal lige huske, at vi betaler penge for at være her. Og her er bestemt hverken stoffer eller rockere. Det her er Fjordbyen.

Som jeg sidder der på terrassen og kigger rundt, kan jeg godt se, hvad Tina mener, når hun sammenligner stedet med en landsby. Børnene fra før har stadig gang i en leg – nu med gyngestativet som centrum, og da jeg ankom og skulle finde Kulturen, var det tydeligt, at Fjordbyen rummer et væld af forskellige typer mennesker og familier.

– Der er faktisk ikke kommet flere børnefamilier til herude, men dem, der var her i forvejen, er begyndt at føde børn, siger Tina og rækker Iffi et par godbidder mere. Den har siddet trofast og ventet, siden vi satte os.

-Vi er 118 skure i alt herude nu, og ud af dem er der nok en 75-80 af dem, der reelt bliver brugt, svarer Jens, da jeg spørger ind til stedets faktiske størrelse.

Rye fortæller om byens alderspræsident, der bliver 90 år næste gang, og snakken drejer hen på Aalborgs sidste erhvervsfisker, der også har sit skur i Fjordbyen, og som endnu er aktiv, trods han er langt over 80 år gammel. Den sidste indbygger på stedet, der reelt gør, hvad der oprindeligt var indbyggernes lod, og ernærer sig ved fiskeri.

En glad gæst kommer forbi vores bord.

– Alt hvad der bliver sagt her, det er løgn, siger han med et grin og peger på Rye, der med det samme er der med et kækt modsvar.

Stemningen er om noget endnu højere, end da jeg kom.

– Du er altid hjertelig velkommen igen, siger Rye, da interviewet skal til at slutte.

Et borgmesterligt perspektiv

Omsorgen for hinanden, de besøgende og stedet har været en gennemgående faktor denne eftermiddag. Og et par dage forinden, da Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, havde været så flink at møde os til en snak over en kop kaffe på Kulturen, var netop omsorgen lige så tydelig.

– Jeg har kendt til og kommet i Fjordbyen i adskillige år og har i høj grad et personligt forhold til den. Jeg har holdt Sankt Hans-taler hernede, og vi kommer tit på besøg, når jeg engang imellem har gæster. F.eks. havde jeg min gamle universitetsgruppe på besøg i starten af august. Der var vi nede i Vestre Fjordpark og gik så også forbi Fjordbyen og fik en øl og en sludder herinde. Det var super hyggeligt, og det er fantastisk med sådan et sted, hvor der er plads til alle. Som borger i Vestbyen elsker jeg også at komme herned på en løbetur gennem området.

Netop det med mangfoldigheden er noget, Thomas nævner flere gange.

– Fjordbyen er noget, der gør Aalborg til et bedre og større sted. Den repræsenterer noget særligt, for der er jo en meget stor spredning i dem, der bor hernede. Der er nogen, der har jobs og store ressourcer osv., og så er der andre, der måske ikke altid har det så nemt. På mange måder synes jeg også, at Fjordbyen symboliserer Aalborg som by, for den er jo et rummeligt sted.

Thomas Kastrup-Larsen
Alder: 45 år
Bopæl: Bor i Vestbyen med sin kone og tre børn
Bonus: Begejstres over at dyrke sport og at gå til koncerter. Er også ret vild med chilidyrkning

Intet er lyserødt

At Fjordbyen ligger godt, hvor den er placeret, er tydeligt at mærke på både Thomas Kastrup-Larsen og indbyggerne. Dog er det ikke alle, der deler den holdning, og der har i tidens løb været adskillige kritiske røster, der helst så tingene gjort på en anden måde.

– Der har jo været rejst nogle spørgsmål fra forskellig side, og nogen har ment, at der har været for mange regler, der ikke blev overholdt, og at der derfor skulle strammes op. Der har vi så gennem en rigtig god dialog med Fjordbyen fundet en måde at gøre det på, hvor de her ting stille og roligt kan blive bragt i orden. Vel og mærke sådan, at Fjordbyen, som vi kender den, kan fortsætte. Et meget stort flertal af byrådsmedlemmerne synes, at den er et stort aktiv for byen.

For mindre end et år siden blev der vedtaget en ny og udvidet lejekontrakt for Fjordbyen, der strækker sig knap 20 år ud i fremtiden.

– I forbindelse med den blev der også taget stilling til bl.a. kloakering og brandregler for at sikre, at det hele foregår, som det skal.

På den modsatte væg af hvor vi sidder, hænger et billede af Fjordbyens forhenværende borgmester.

– Han var en rigtig fin fyr, siger Thomas og tager en slurk af sin kaffe.

At denne Aalborg-borgmester er en kendt og afholdt person på stedet er tydeligt. En spørger interesseret til, hvordan det går med børnene. Med en anden udveksler han den sidste nye udvikling hos favoritklubben Liverpool.

Den unikke placering

– Jeg synes egentlig ikke, der er så meget, kommunen skal gøre, siger han, da jeg spørger til, hvad en hjælp til byens bevarelse kan være.

– Den har en meget, meget stærk livskraft selv, så vi skal egentlig mest give nogle rammer. Noget af det vi har sagt, vi gerne vil følge med i, da vi lavede lejekontrakten, er salgspriserne hernede. Det er jo en meget billig aftale i forhold til at bo på det her fantastiske sted, og det skal heller ikke udmønte sig i, at husene går hen og bliver så dyre, at ingen almindelige mennesker har råd til at bo her.

Enhver, der har stået ved kanten af fjordbredden og kigget ud på Limfjordens vuggende bevægelser i panoramaet af by og industri til den ene side, Nørresundbys træer og bebyggelser lige frem og den mere grønne, naturrige udsigt til den anden side, kan sikkert kun give Thomas ret i, at området er særdeles attraktivt.

Og til de, der måtte se Fjordbyen som den perfekte byggegrund for et lejlighedskompleks – eller måske en kontorbygning – er svaret fra borgmesteren.

– Der er massevis af byggegrunde rundt omkring i Aalborg, og der synes jeg, de her developere skal bruge deres tid på i stedet. Fjordbyen, synes jeg, man skal lade være. Det er klart, at hvis kommunen solgte til en pensionskasse eller lignende, så ville vi jo givetvis komme til at tjene en masse penge på den korte bane, men vi ville miste noget, som folk holder utroligt meget af, og som, jeg oplever, er en del af Aalborgs folkesjæl. For mig at se ville vi tabe meget mere på lang sigt.

Thomas skal videre i dagsprogrammet, og jeg takker for snakken.

– Nej, du skal sgu ikke give noget for kaffen, Thomas. Du holder med de rigtige, lyder det henne fra baren, hvor der bliver nikket i retning af en Liverpool-fane på væggen.

Annonce