Den stilsikre appearance, den ærlige replik og lyden af det, hun skaber. Lina Rafn er genkendelig for de fleste på alle tre parametre. For over 20 år siden skabte hun, sammen med Infernal-makkeren Paw Lagermann og DJ Søren Haahr, det storsælgende album ”Infernal Affairs”, der både bragte en grammy og en landsdækkende popularitet med sig. Siden kom det internationale gennembrud – og der kom også datteren, Karmen. Lina vil gerne tale om det hele. Og hun vil også gerne tale om tabuer, forældreskab og parforhold
– Du skal sikkert regne med længere tid til at tale med mig, for jeg taler virkelig meget!, siger Lina med et grin. Jeg har lige spurgt, hvor lang tid hun har, for vi har fanget hende, mens hun er på vej hjem fra prøve. Der er tryk på. Lige nu øver Infernal til deres landsdækkende turné, og samtidig er processen med at få bygget et helt nyt studie i gang.
– Vi har været det samme sted, som vi elskede højt, i 11 år. Vi havde 350 m2 inklusiv lager og øvesal, og altså… vi kunne lave alt der. Men det skulle rives ned, så vi måtte finde noget andet, og lige nu er vi i et lillebitte midlertidigt studie uden noget reelt dagslys, så når vi arbejder glemmer vi helt om det er dag eller nat. Men vi er to måneder forsinkede med byggeriet af det nye studie. Det giver jo lidt stress op mod tour-start, og det fylder lidt meget. Men heldigvis holder budgettet, og det er stort i sig selv. Touren TECHNOTOMBOLA starter i Odense d. 19. december, fortæller hun. Dagen efter hedder det SKRÅEN i Aalborg, og siden Aabenraa, Holstebro, København og Rønne.
– Min datter er også startet på en ny skole, så der er i det hele taget ret mange forandringer for tiden, og det kan jeg faktisk godt mærke. Jeg er lidt belastet. Dengang jeg lavede X-Factor, talte jeg med en psykolog, der var tilknyttet, fordi jeg havde en deltager, der ikke kunne huske fra sin næse til sin mund. Hvor hun så sagde til mig, at det skulle jeg regne med, for hans familie var lige flyttet, og det er noget af det mest belastende for hjernen. Dødsfald, så er du helt fucked i cirka et års tid, men flytning er det næstværste. Så der er jo rigtig mange ting i mit liv, der er flyttet rundt lige nu, og som i det hele taget er sådan lidt rodløse, og det kan jeg sgu bare godt mærke. Jeg har brug for at sove lidt mere om natten, og hvis jeg ikke får de der 8 timer, så bliver jeg presset.
Glansbilledet, som ikke var der
Natlige forstyrrelser er der heldigvis ikke, for datteren Karmen er med sine 9 år langt ude over småbørnsalderen. Men netop det med den manglende søvn er noget af det, Lina husker som det absolut hårdeste fra tiden, da Karmen var lille. Faktisk er det en af hendes kæpheste at være åben omkring det, at man ikke nødvendigvis synes, tiden med en baby er lyserød.
– Nogle mennesker synes jo, at det med at blive forældre er det, der får deres liv til at give mening. Det synes jeg ikke. Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke ville tage en kugle for hende, men jeg synes, mit liv gav fint mening før, så jeg har ikke den der følelse af, at jeg bare skal have flere børn. Jeg kan godt lide min nattesøvn, og jeg elsker, at hun er blevet så stor nu og kan så meget selv. Det der med, at hun forstår en instruks, og man kan regne med, at en aftale er en aftale… det er så fucking fedt, altså!
Selv oplevede Lina, da hun stod med et spædbarn, at det var alt andet end den euforiske virkelighed, det til tider bliver fremstillet som. Og hun oplevede også, at det var ret kontroversielt at sige det højt.
– Folk pumper det op til at være det vildeste, du nogensinde kommer til at opleve, hvor jeg bare havde det sådan, at det var det i hvert fald ikke. Og det er ikke ensbetydende med, det ikke er et mirakel, og at jeg ikke synes, min datter er det vildeste, men jeg synes sgu ikke, jeg fik de der følelser forærende. Jeg følte mig fuldstændigt fortabt i det og tænkte, at jeg måtte være virkelig forkert, siden jeg havde det sådan. Men jeg har jo siden kunne høre, at det er jeg overhovedet ikke! Der er masser, der lige skal lære det her lille menneske at kende, før de forelsker sig i det.
Hun beskriver situationerne, hvor valget har stået mellem at være ærlig – eller sige, hvad der blev forventet.
– Jeg kan godt huske, når jeg er løbet ind i veninder, jeg ikke har set længe, og de så har sagt ”Ej, er det ikke bare fantastisk!”, hvor jeg så har tænkt, om jeg bare skulle gå med på den, og så kunne vi snakke om noget andet, eller om jeg skulle stå på mål for det, jeg syntes.
6 uger efter fødslen af Karmen, spillede Lina den første koncert. Som tingene var dengang, var der ikke andre muligheder, og mange menneskers indkomst afhang af, at hun var hurtigt tilbage på scenen. Men set med nutidens briller, skulle tingene have været anderledes, fortæller hun ærligt.
– Karmen tog ikke flaske, så jeg fuldammede i 7-8 måneder, og det kræver altså mange ressourcer. Man burde kunne lægge sig ned og sove, når barnet sover, men det kunne jeg ikke, for så havde jeg lige et interview eller skulle spille en koncert. Det var fuldstændigt sindssygt, hvad jeg fik lavet i det halve år. Jeg var slet ikke til stede i min egen krop – jeg knoklede bare. Det var helt urimeligt. I dag ville jeg have taget barsel. Jeg ville have sagt, fuck det – jeg skal være mor.
Der var spillejobs både fredag og lørdag, og 12 uger efter fødslen kørte Infernal dobbeltshows. Lina husker tilbage på tiden som umenneskeligt hård, både mentalt og fysisk. Hun mærkede, hvordan kroppen efter det akutte kejsersnit var alt andet end klar til at lave show på scenen, og også stemmen var påvirket af de svage mavemuskler.
– Det var fucked up. Jeg græd som pisket efter hvert show og sang ad helvedes til, for jeg havde jo ikke fået nogen genoptræning. Jeg fik bare at vide, at jeg skulle gå ind og gøre det. Så det duede bare ikke, men der var ikke andre muligheder dengang.
Kærester gennem et halvt liv
Privat har Lina dannet par med kæresten Kasper Pertho i 21 år.
– Jeg blev forelsket i ham, fordi han var det første menneske, der gav mig ret i, at folk var nogle fucking idioter, siger hun, inden hun tænker lidt videre over mit spørgsmål til, hvor parrets ligheder og forskelligheder ligger.
– Jeg havde været vant til, at folk hele tiden prøvede at få mig til at se tingene fra alle modpartens perspektiver, når nogen havde været nogle klaphatte overfor mig, mens Kasper derimod nærmest fuldendte mine sætninger i det. Han og jeg har i det hele taget det samme, meget følsomme, sanseapparat. Vi er meget loyale og fornemmer andres behov, før de selv gør, og når man har det sådan, så kan det godt give nogle knubs i livet, for man kan ikke forvente, at andre kan fornemme det samme omkring én selv.
Hun pointerer, at det faktisk ikke giver mening at tale om hende selv og Kasper som to separate enheder – og at hun, selvom de ikke er gift, helst bare vil kalde ham for sin mand,
– For ordet kæreste er sgu for mærkeligt, når man har været sammen i 21 år, griner hun.
– Jeg kender faktisk ikke mig selv uden ham. Jeg er 43 år, så vi har jo været sammen i halvdelen af mit liv, og jeg aner ikke, hvordan jeg ville være uden ham. Der er ting, jeg hundrede procent ikke ville have gjort, hvis ikke jeg havde været sammen med ham. Bare sådan noget som at køre bil… Fuck, hvor har han skolet mig hårdt! Jeg kan parkere på et frimærke. Han er ekstremt detaljeorienteret, hvor jeg koncentrerer mig mere om de store linjer.
At tage sin plads i verden
Lina bringer noget andet på banen, som Kasper også har haft en indflydelse på at hjælpe hende af med: Behagesygen. Den, hun havde med sig fra barndommen, og som hun generelt oplevede, var en ret skidt følgesvend.
– Jeg kan rigtig godt lide tydelighed. Altså, jeg er vokset op med nogle forældre, der selv var meget sensitive og opmærksomme på andres behov, og det var hele tiden sådan noget med at skulle tage hensyn til andre. Mine forældre ville for eksempel aldrig kunne finde på at spørge om noget, der var uden for rammen. Der er Kasper stik modsat og siger ”Hey, det mindste, du kan gøre, er sgu da at spørge!”. Her kan jeg godt mærke, at min behagesyge og min træden tilbage også har været for dominerende, ligesom hos min mor. Men han har helt klart lært mig, at selvfølgelig skal man være klar på et nej, men man skal give det et skud. Jeg er blevet meget bedre til at tage min plads.
Linas hverdag er koncerter, indspilninger, TV-kameraer og stylister. Men den er også kagebagning til klassen, ishockeykampe, opdragelse og forældre-værdier.
– Min oplevelse er, at regler skaber tryghed og ro. Kasper har det anderledes med regler… Han har helt klart et issue med faste rammer og dét at gøre noget konsekvent. For eksempelnår jeg siger ”Kan vi blive enige om, at Karmen højst må se 2 timers skærm hver dag?”, der kan jeg mærke en modvilje. Han kan simpelthen ikke lide, det er sat i system på den måde, og det provokerer noget i ham. Han er bare ikke sådan indrettet, og jeg tror, det har noget at gøre med dette her meget veludviklede retfærdigheds-gen, han har, som Karmen også har arvet. Jeg bliver ikke provokeret af det på samme måde og tænker mere, at det en måde at sætte nogle rammer på, så vi ved, hvor vi har hinanden.
Et område, hvor de begge har principfaste holdninger til forældreskabet, handler om søvn og kost.
– Det, du hører fra mig nu, er nok egentlig mest frustration over, at de andre forældre er så slatne, siger hun. Vi har lige talt om værdien af ordentlig mad i madpakken, så skoledagene ikke bliver endnu hårdere, og vigtigheden af, at de anbefalede timers søvn om natten overholdes.
– Min datter synes jo, det er dybt uretfærdigt, at hun ikke også må få gårsdagens chicken nuggets og müslibarer med i skole – også selvom hun er så stor nu, at hun godt ved, hvad der er usundt for hende. Og jeg kan blive så vred over de forældre, der ikke vil tage kampen med deres børn, og som har unger, hvor blodsukkeret karter op og ned og gør dem så urolige, at det kommer til at gøre min datters dage hårdere. Der bliver jeg en løvemor. Det er overhovedet ikke fordi, vi er fanatiske og synes, hun aldrig må få sukker og aldrig må komme sent i seng, men hvis du de fleste af ugens syv dage kommer i seng til tiden, så kan du også bedre bære, at der engang imellem bliver slækket på tingene.
Københavner-diskrimination
I starten af interviewet fortalte jeg Lina, at artiklen her skulle være en portrætartikel om hele den Lina, hun er.
– Uh!, svarede hun spøgefuldt, men åbnede bundærligt og autentisk op om både tabubelagte følelser, selvudvikling og for ældreskab. Men så er der også hende, der har stået på technoscenen i over 20 år, og som har indprintet sig på danskernes nethinde efter sin medvirken i TV-programmer som X-Factor og En Sang fra Hjertet.
– Jeg flyttede til Jylland, da jeg var 17 1⁄2, og jeg boede jo i Aalborg, da Infernal startede. Og det, der lidt er med at være københavner i Jylland… det er, at det kan være meget ensomt. Det var faktisk værre i Aarhus, hvor jeg boede først. Men jeg blev meget chokeret over, at det fyldte så meget, at jeg var københavner. Jeg blev ved med at tænke, at ”Okay, om to måneder, er det ikke spændende mere.”, men i alle de fire år, jeg boede i Jylland, var det ligesom hele tiden en ting. Og det gjorde, at jeg havde svært ved at få arbejde, for jeg måtte både være ustabil og stofmisbruger, fordi jeg var københavner, syntes man. Men det var egentlig lidt en befrielse at komme til Aalborg, for der havde jeg nok også opbygget en selvironi omkring de her ting… at hvis jeg viste folk, jeg lige kunne tage det i stiv arm med drillerierne, så kunne jeg godt gå an.
Lina var taget til Jylland for at gå efter en dansekarriere inden for sportsdans, men problemerne med at falde til og finde job gjorde, at det eneste, der bandt hende til at blive boende, var træningen. Når muligheden var der, var hun tilbage på Sjælland og sammen med sin daværende kæreste og nuværende Infernal-makker, Paw.
– Han sad tit sammen med sine venner og lavede musik dengang, og så gav det mening, at jeg ligesom var med, når jeg var der. Jeg havde allerede spillet en del klaver og blokfløjte, så jeg havde en masse musikalitet i mig og havde derfor også en mening om de ting, de lavede. Så begyndte jeg også at være med, når de var ude at spille de første gange, for jeg var virkelig en showpige og havde danset i Cirkusrevyen, da jeg var 16. Så for mig var dét at optræde, og stykke et eller andet sammen for dem, noget jeg sagtens kunne.
Stemmer, lyd og at være, som man er
Da Infernal startede, troede ingen at det rigtigt skulle blive til noget. Lina dansede fortsat standard/latin-dans til konkurrencer rundt omkring i verden, men pludselig begyndte tingene at tage fart. De to første singler blev modtaget godt, og Lina tog valget om at forfølge musikken.
– Grunddrivkraften i alt, hvad jeg gør, er glæden ved at performe. Jeg elsker alt, der er live, hvor man kan få lov at stå og interagere med publikum. Jeg er aldrig bange for dem. Jeg kan sagtens være nervøs, men det er på en motiverende måde, hvor jeg vokser med det. Det får mig aldrig til at klappe sammen. Lina beskriver selv perioden, da Infernal startede som House-90’erne, hvor alle producerne havde travlt med at finde en eller anden gospel-skrigeskinke, der gerne ville vræle sig igennem det hele. Med andre ord var der et lyd-ideal for, hvordan tingene skulle være, ligesom der i 1980’erne var rigeligt synthesizer på alting, og ligesom der i 1960’erne blev sunget med så flade klange på stemmerne som muligt.
– Altså, jeg ville jo gerne lyde sådan, for jeg elsker sådan nogle stemmer. Sådan helt Aretha-agtigt. Og det kan man også høre på nogle af vores numre fra dengang, hvor jeg trykker alt for meget power ud gennem min lille caucasian-stemme. Ikke for at behage andre potentielle producere, men fordi jeg dyrkede det og søgte at tilfredsstille mig selv – som producer. I virkeligheden synes jeg, at mange af vores ”new nordic indie-piger”, der alle sammen synger på en måde, hvor det skal lyde som om, de er 4 år gamle godt kunne bruge noget af det. Men omvendt er det jo en reaktion på noget, for vi havde jo det dér tidspunkt omkring 00’erne, hvor sådan en som Anastacia bare skulle lyde så sort som overhovedet muligt, og hvor man blev overrasket over, at hun faktisk var en hvid dame. Det er jo også latterligt. Man skal jo være, hvem man er, og jeg kan meget godt lide, at der er det hele nu.
Hun mærker selv vigtigheden af både at læse tidens strømninger og holde fast i sig selv undervejs.
– Det er klart, at jeg også udvikler mig. Jeg vil også gerne lyde moderne, så jeg arbejder hele tiden med mit udtryk. Hvis tiden er til det, får jeg undervisning af en sanglærer en gang om ugen, hvor vi virkelig nørder detaljer. For tiden taler vi meget om, hvordan jeg kan løfte mit strubehoved frem for at dyppe det, som jeg har gjort før i tiden. Men hvis jeg så vil op i register, så er jeg nødt til at kunne løfte det – helt modsat af, hvad jeg gjorde, når jeg gerne ville lyde større og dybere. Det har taget mig år at lære det, men jeg kan godt lide at nørde på den måde.
– Generelt er jeg meget nysgerrig musikalsk. Jeg bliver ved med at synes, at den musik, der er er i dag, er bedre end den, der var i går, slutter Lina inden hun skal videre i dagens program.
