Jeg er på mange områder – særligt på det udseendemæssige – som snydt ud af næsen på min far, og jeg har derfor heller aldrig været i tvivl om mit ophav. Men siden det nu er Fars dag i dag, har jeg valgt at fokusere på min egen fars tilgang til musik, der om end ubevidst fra hans side også har smittet gevaldigt af på mig. Så sæt jer godt tilbage i sædet, for nu skal vi en tur ned ad Memory Lane.
Min far, Palle, der blev født i slut 50’erne, voksede op i en musikalsk brydningstid. Men der blev egentlig ikke spillet særlig meget musik i barndomshjemmet, selvom der dog var en gammel grammofon og en B&O radio. Den musik der kom ind i stuerne var dén, som min far hjembragte gennem sine lp’er i 1970’erne. I starten blev numrene dog optaget på en lille kassettebåndoptager, som min farfar havde indkøbt til familien, men da min far kom i lære på Aalborg Skibsværft investerede han i sin egen lp-afspiller og to plader med Kiss. ”Men plader var nu dyre at købe dengang, og særligt cd’erne”, husker han. ”Det blev dog lettere da cd’en kom, for der skulle man ikke længere hen og løfte pickup’en.”
Selve musikscenens oprør startede i 1950’erne, og fortsatte op igennem 1960’erne og 1970’erne igennem rock og punk musikken. Men punk fangede ikke rigtigt min far. ”Den blev lidt for avanceret og urytmisk med en masse hektisk råben”, forklarer han. ”Country sagde mig heller ikke en dytbåt, men rockmusikken fangede mig derimod. Den var nemlig sådan lidt bandlyst, og derfor nok også mere spændende.” Når jeg spørger ind til, hvad det er der fanger min far ved rockmusikken, svarer han ”Det er ikke nødvendigvis de store dybsindige tekster, men det må gerne være sådan noget glad tjubangmusik, der bare knalder ud over stepperne, og som har et omkvæd som man nemt kan synge med på.”
Han husker bedst Meat Loaf, fordi hans musik var helt usædvanlig dengang. ”Det var nogle meget lange numre med meget tekst, og så kunne han jo virkelig synge.” Ellers hørte min far også gerne Mott The Hoople, Whitesnake, Kiss, Slade, Suzi Quatro, Sweet, Alice Cooper og Queen – ja kort sagt hvad der blev spillet af datidens traditionelle rock i radioen. ”Ofte hørte man for eksempel et af sommerens hits i 8 uger, og så gad man ligesom heller ikke lige at høre det mere. Men tingene har ændret sig siden dengang, som for eksempel i forhold til de lange trommesoloer. Dem er der næsten ingen af mere. Men melodi grand prix hits blev også hængene meget længere i tiden end i dag, hvor man jo nærmest har glemt hvem der var med.” Mulighederne var heller ikke så mange dengang, og der var hverken streamingstjenester eller musikkanaler. Så den musikalske viden man fik foregik igennem radio og musikblade. Min far købte f.eks. ’Vi Unge’ og det tyske blad ’Bravo’, hvor man kunne finde plakater, hitlister og nyheder om kommende pladeudgivelser. Så det var en helt ny verden der blev åbnet op for, da kanaler som MTV, Sky og VH1 pludselig kom frem og viste musikvideoer. ”Den slags havde vi jo aldrig set før, så pludselig opdagede man jo nye bands og numre, som man ellers aldrig ville have haft en chance for at kende til.” Det var nok også her, at min far begyndte at høre musik som Guns’n’Roses, Aerosmith, Tina Turner, Cher, Bruce Springsteen og Roxette. Sidstnævnte har han endda alle plader med, da han synes at deres albums indeholder flere gode numre, selvom de ikke gik hen og blev til hits.
Når det kommer til den danske musikscene, så er min far til Dodo and the Dodos, Kim Larsen, Ray Dee Ohh, Sanne Salomonson og Shu-Bi-Dua – men det er mest den musik, som de alle sammen lavede i starten. Han synes f.eks. at Shu-Bi-Dua lavede nogle gode tekster, der ikke var for komplicerede og som man kunne synge med på. Han har også lyttet til nogle enkle numre med D.A.D., men synes ikke at de laver en hel masse, som klinger lige i hans øre. Han gad dog godt at opleve en live koncert med dem en dag. Han synes også at Rasmus Seebach lader til at være en rigtig god livekunstner med et godt håndværk inden for det repertoire, som han nu har. ”Men han skal blive ved med at holde sig til den danske musik og ikke drømme ud og brænde nallerne på det amerikanske marked, som så mange andre har forsøgt sig med. Han er bedst til det han laver herhjemme.”
Min far har altid været glad for at se koncert dvd’er, men faktisk er vi også sammen begyndt at gå til live koncerter. Som musikanmelder var jeg derfor interesseret i at høre, hvilke positive og skuffende oplevelser min far havde haft på den konto. ”Jamen Kiss var faktisk bedre end jeg havde forventet. For jeg regnede egentlig ikke med at de stadig gav den fuld gas. Men det gjorde de, og musikken var god og tilmed ikke så høj, at man ikke kunne holde det ud at være der.” Han syntes også, at Queen Machine gjorde det ganske udmærket til at de bare er er et coverband. ”Det lød sku’ godt, og det er jo en kunst, da alle jo gerne vil kopiere Queen, men ikke alle kan gøre det særlig godt. Queen har jo deres helt egen tidsløse lyd, og vil derfor aldrig gå af mode”, mener han. Hans oplevelse af Elton Johns koncert i AKKC var lidt blandet, da Sir John brugte den første times tid på at spille en masse ukendte numre. ”Men efter at han tog fat på sine store hits, så løftede det da koncerten gevaldigt. For selvom der ikke er nogen tvivl om, at Elton John både kan spille og synge, så var den første halvdel altså lige kedelig nok.” Men den mest skuffende koncertoplevelse blev desværre leveret af min fars topidol Meat Loaf. ”Det var da en stor oplevelse at se ham i virkeligheden, men jeg tror han havde en dårlig dag eller sådan noget. For musikken lød ringe, selvom han jo stadig godt kunne synge.” For min fars vedkommende behøver en god koncert ikke at være et kæmpe sceneshow. Han synes at det er langt vigtigere at musikkerne virkelig kan spille, og at man kan mærke at de kan lide det. ”Men hvis det f.eks. gælder Cher eller Tina Turner, så er det jo nok lidt noget andet. Så forventer man noget mere, men de er også lidt ovre i en anden genre for sig”, siger han.
Da vi snakker om musik af nyere dato, må jeg give min far ret i, at det er blevet meget computerbaseret, og derfor lyder meget ens. Det gør det sværere at skille de enkle numre fra hinanden, og man når sjælendt at lære den enkelte kunstner at kende før de er skiftet ud. Dog fangede bands som The Killers og Nightwish ham med nogle af deres numre, hvor han opdagede sidstnævnte igennem computerspil. Men han lægger også mærke til de kunstnere der eksempelvis bliver brugt i reklamejingler, og her udtaler han at Oh Land nok aldrig havde haft den samme succes, hvis ikke hun var blevet spillet igennem TDC-reklamen.
Selvom min far ikke hører alle de nyeste radiohits, så er han dog kommet ind i den moderne tidsalder med iPads og andet godt gejl, og han streamer både via YouTube og YouSees musiktjeneste. ”Men man hører jo omvendt ikke så meget musik sammen mere som før i tiden”, siger han. ”Dengang kørte anlægget jo bare, og så hørte I børn automatisk dét, som vi voksne hørte, og det prægede jer jo nok lidt.” Det kan jeg kun give min far ret i, og som jeg også tidligere har skrevet et indlæg om, så har jeg meget af min musikalske skattekiste fra mine forældre, og alle de numre som der er linket til i dette indlæg er også særlig udvalgte fra min fars egen playliste.
Som barn drømte min far nok om at blive trommeslager eller guitarist i et rockband. Han laver i al fald stadig nogle badass luftguitarsoloer, og selvom han ikke blev nogen rockstjerne, så er jeg nu alligevel lidt stolt af at han har så god en musiksmag. Derfor vil jeg til slut opfordre jer derude til at udnytte Fars Dag og snakke med jeres forældre/børn om musikken, og hvordan den har gjort et indtryk på jer. God sommer!
