AALBORG OPERAFESTIVALS ÅBNINGSKONCERT ”SP(I)RIT” – 6 ud af 6 stjerner
Et festfyrværkeri mellem den gamle spritfabriks rå vægge. Det var, hvad åbningen af Aalborg Operafestival blev til, da koncerten SP(I)RIT blev afholdt i fabrikkens gamle brænderitårn. Titlen antyder en leg med stedet. Og hvilken leg, det blev! Eller måske rettere – en vild fest. Leder for Aalborg Operafestival, Peter Rønn, cirklede i sin åbningstale om dét at forene operaen og den klassiske musik med stedets ånd. Hvad gør sprit ved mennesker? Det kan skabe vilde stemninger, det kan skabe gøgl og udskejelser – og det kan få os langt, langt ud på de følelsesmæssige overdrev, hvor der ingen vej synes at være tilbage. Ånden i titlen må endelig også huskes. Og hvis man som publikummer skulle have overset åndsperspektivet, så blev vi på bedste vis mindet om det i løbet af koncerten. Mere om det senere.
Men allerførst, inden koncerten gik i gang, kunne opleves et ekstra og meget fint element. Et lydligt og billedligt landskab på vejen hen til brænderitårnet, der som en kunstinstallation gav en spændende og sansevækkende start på koncerten. Temaet var mineralsk. Der var fokus på ”livets vand” og talte ind i stedets historie. Installationen var skabt af kunst- og teknologistuderende ved Aalborg Universitet, Anton Thorbøll, Alberte Spark og Jesper Thiemer, og trods den beskedne tid, vi opholdt hos i den sal, det var installeret i, gav det et værdifuldt puf til os gæster. Husk nu, sådan for alvor, at lægge mærke til, hvor I befinder jer. Mærk ånden. Sådan oplevede jeg, installationens budskab blandt andet var.
Sprittens rammer belønnede i stor stil
Og nu til koncerten. Allerede ved orkestrets opvarmning kunne det ikke være gået manges næse forbi, at vi her sad i et rum, der består af så mange hårde flader og rå materialer, at lyd kastes rundt og rundt og rundt. Der var utroligt meget lyd, og der var utrolig meget bredde i klangbilledet netop fordi, alt kom igen og igen. Og det spændende var jo, her inden koncerten gik i gang, hvordan det ville være at høre legende Mozart og lige så legende Rossini i de rammer. Og hvad med storladne Verdi? Eller programmets ”afstikker” – danske, og endnu nulevende – Per Nørgaard?
For at bruge et nutidigt udtryk: Det var totalt fedt!
At mærke slagtøjet i fødderne var ærligt talt som at blive inviteret ind i en totaloplevelse, og altid oplagte og energiske Giordano Bellincampi førte under sin direktion Aalborg Symfoniorkester ind i en boble af sprudlende energi. Den fik lov at bruse over, når det krævedes, som i Ouverturen fra Mozarts Bortførelsen fra Seraillet. Og den tæmmedes og trak sig ind i til at være i de knugende, mørke klange i Verdis Rigoletto/Sparafucile duet, der handlede mere om det dunkle end om glæde.
Hvad jeg tidligere beskrev som aftenens afstikker, Per Nørgaards ”Pastorale for strygeorkester”, er egentlig ikke som sådan en afstikker. Når blot man husker det med ånden. Det stykke musik optræder nemlig i filmatiseringen af Karen Blixens fortælling ”Babettes Gæstebud”, og som Giordano Bellincampi så smukt forklarede, så er ånd her det samme som føde. Både sjæleligt og fysisk. I fortællingen er ”spritten” – vinen, så at sige, for her har det en ganske anden rolle – en del af det nærmest nadver-fyldte måltid. Bellincampi forklarede med et glimt i øjet, hvordan man laver en af filmens karakteristiske, uforglemmelige retter, Cailles En Sarcophage, inden orkestret satte i med det melankolske, spartanske og inderlige klangbillede, som pastoralen har. Utroligt smukt og veludført på de støvede overtoner, det visse steder kræver.
To velklingende prismodtagere
Denne åbning af operafestivalen havde ligeledes to andre vigtige elementer med sig. Forrige års vinder af Aalborg Operapris, basbaryton Simon Duus, fuldendte én af prisens elementer; nemlig at optræde som solist med Aalborg Symfoniorkester. Grundet corona-situationen var der ikke mulighed sidste år, og derfor blev det på denne fejring af festivalens 20-års jubilæum. Med sin fine mimik og indlevelse, og med sine meget smukke og sikre klange, sang han på fornem vis bl.a. Leporellos arie fra Mozarts Don Giovanni, hvor hans velklingende stemme nærmest gik i ét med spritfabrikkens intense akustik.
Der skulle ligeledes afsløres dette års modtager af Aalborg Operapris, og denne gang gik prisen til Nicolai Elsberg, der bl.a. blev fremhævet for sin sjældne basklang. Og netop den sjældne og meget gribende klangfarve kom til sin helt vidunderlige ret i bl.a. ”In diesen heil’gen Hallen” fra Mozarts ”Tryllefløjten”, hvor man som publikum let kunne henføres til måben, når Elsbergs stemme bevægede sig nede i de toner, man både kan høre og så godt som mærke i kroppen. Sikke en dybde.
Alt i alt kunne Aalborg Operafestival ikke have fået en bedre start på rækken af koncerter og arrangementer, der i antal kommer op i nærheden af de halvtreds.
Tillykke til dem, tillykke til Aalborg – og tillykke til os, der har haft fornøjelsen af at opleve det.
