Har bare brug for sol og kolde kartofler med kød

Tekst og foto Cecilie Vestergaard Wennerlin

Jeg er egentlig tom for ord i dag. For det er sådan, at vi er syge på 2. uge – på den dér måde, hvor man bare ikke sådan helt kan blive ordentlig frisk. Faktisk er jeg i skrivende stund i gang med en ny forkølelse, før den anden helt var færdig – og jeg har haft studielæsning, arbejde, forberedelse til arbejde, snot på kinden (også meget noget, der ikke var mit eget) og varme børnepander i armhulen.

Der går stand-by-og-så-alligevel-ikke i den, når børn og voksne er syge. Og jeg gad faktisk ikke engang skrive om det i dette her indlæg, for det er efterhånden så fortærsket i mine skriverfingre. Ja, det er hårdt med syge børn, nej, man får ikke tid til at blive rask selv, og ja, det må gerne være hurtigt overstået.

Så… jeg er tom for ord.

Men alligevel er jeg ikke tom for ting, jeg glæder mig til.

Skal vi se fremad?

I foråret, ikke? Der begynder tingene hvert år at spille i samme toneart igen. Der sker noget med den kollektive energi rundt omkring. For de sidste vintermåneder efter julens nostalgi og brunede kartofler er altså ikke de nemmeste at komme igennem, når influenza-sæson og pis-vejr raser. Men så er det, at det lige pludselig bliver marts og solen kommer og spirerne skyder. Alle bliver lidt gladere og lidt mindre emsige.

Har I også lagt mærke til det?

Kø-kulturen i supermarkedet bliver dét mere respektfuld og der bliver båret mere over med dem, der ikke blinker i god nok tid i rundkørslerne. Og så skal alle lige have et bundt påskeliljer til en 5’er med hjem, der måske-måske ikke springer ordentligt ud, og kommer vi ind i en periode med over 13-grader og stille solskin, så begynder der så småt at dufte af grill i haverne rundt omkring i villakvartererne.

Og på landet begynder Morten Korch-stemningen – for den har vi stadig mange steder her i Danmark. Man skal bare få øje på den. Ikke alle vil indrømme, at den er hyggelig – og ikke alle synes det.

Men jeg gør.

Dér, hvor man kigger ud over en april-grøn mark og et sted i bevidstheden kan høre en 1950’er tonefilm-stemme synge ”Se, det summer af sol over engen” – dét er essensen af Korch-stemning, og for mig er det en af de bedste kure mod vinterhi-syndromet, hvor man har tunnelsyn, sjap under skosålerne og krydser i øjnene af træthed og af andres brok til kassedamen. Nøj, hvor det gør godt.

Og så er der maden. Det ”lette sommermad”, som samtlige forårsudgaver af hjemmet de sidste 40-50 år har bugnet af opskrifter på, og som hvert år bliver slået op som nyt, spændende og som værende dét mere sommerlig, end tidligere, men som i bund og grund er lige så meget kartoffelsalat med radisser, som det plejer at være.

Men det gør ikke noget. Vi elsker det. Jeg elsker det.

Og jeg er så klar til at skifte den simremad, jeg alligevel ikke har haft en skid overskud til at lave de sidste uger, ud med florlette hvidløgsflütes og grillet kød og tærter og dressinger, som lige forfrisker.

Jeg er i det hele taget klar til dig nu, forår <3 (Og det er mine bihuler og mine børns nathoste også!)

Annonce