Blog: En særlig tur til London

Tekst og Foto Anette Vedfald

Da min far fyldte 60 vidste jeg ikke, hvad jeg skulle give ham i gave. Men jeg vidste, at det ikke bare skulle være endnu et spil eller skjorte. Det skulle være noget mere mindeværdigt og jeg måtte derfor gå i tænkeboks.

Min far har altid holdt særlig meget af bandet KISS og i mine senere leveår har deres musik også groet sig ind under huden på mig. Så da de annoncerede deres allersidste verdensturné, vidste jeg pludselig, hvad jeg skulle give min far i gave.

Men ud af deres i alt 102 koncerter verden over, hvoraf de 26 på listen var i Europa, så var Danmark altså desværre ikke en del af tour-planen dengang. Jeg var derfor nødt til at finde en koncert udenlands og syntes, at det virkede lettest at tage til London, hvor de skulle spille i O2 Arena ude i Greenwich.

Billetterne blev således købt allerede tilbage i november 2018 igennem Ticketmaster UK, som jeg desværre må sige, at jeg ikke blev fan af. For billetterne skulle partout foregå per post, hvortil det bare var ærgerligt, hvis de blev forsinkede eller ”gik tabt” i posten. Så jeg fandt det særdeles nervepirrende, da jeg endnu ikke havde modtaget nogen billetter i slut juni 2019, hvor koncerten skulle foregå den 11. juli 2019. Deres kundeservice var heller ikke til megen hjælp og var desuden også lang tid om at svare. Så jeg tør slet ikke tænke på, hvor vi havde stået, hvis alt var gået galt…

Men jeg modtog heldigvis billetterne en uges tid inden afgang, og så var det ellers blot at glæde sig. Jeg havde så lige en Nibe Festival og dertilhørende sygdom at få overstået først, inden jeg var rejseklar. Så jeg var virkelig glad for, at jeg havde brugt vinteren på at planlægge alle rejsedetaljerne.

Bandet KISS

KISS er et amerikansk rock’n’roll band, som blev dannet i New York tilbage i 1972 af Gene Simmons og Paul Stanley. De to er også de eneste tilbageværende medlemmer af det originale band, som altid har bestået af fire gruppemedlemmer. Men gennem tiden har de haft en del udskiftninger og de to nyeste skud på stammen er nu Eric Singer og Tommy Thayer.

Navnet KISS står for ’Keep It Simple Stupid’, men var samtidig også et ord som alle kendte, kunne udtale og forholde sig til. De har udgivet et hav af albummer og gennem tiden solgt mere end 100 millioner plader på verdensplan. Deres fanskare kaldes for ’KISS Army’, som faktisk også er skyld i bandets store gennembrud, da to teenage-drenge (Bill Starkey og Jay Evans) fra Indiana i 1975 vedblev med at beordre radiostationen WVTS til at spille KISS’ musik – for ellers ville man få med ’KISS Army’ at bestille. Det endte WVTS til sidst med at gøre efter massivt pres og resten er historie, som man siger. For radiolytterne tog virkelig musikken til sig.

Selve bandet er særligt kendte for deres specifikke ansigtsmaling, som også er med til at forme deres alteregoer, som henholdsvis er The Spaceman (Tommy Thayer), The Starchild (Paul Stanley), The Catman (Eric Singer) og The Demon (Gene Simmons). Selve plottet med at de fast bruger ansigtsmaling til deres alter egoer er selvfølgelig i sig selv lidt bizart. Men rent promoveringsmæssigt er det både et smart og tidligt take på et velsmurt og gennemgående image. Noget der er svært at gøre kunsten efter uden at være copycats. Men tilbage i 1983 smed KISS faktisk makeuppen og viste deres ”sande ansigter”. Det faldt dog bestemt ikke i god jord hos de hardcore fans, for ’så var det jo ikke længere KISS’ – og dertil må jeg være enig. For det er ret akavet at stå med ansigtsmaling i hele fjæset, som en del af The KISS Army, hvis så bandet ikke selv har makeuppen på. Så i 1996 gik KISS back to basics og camouflerede atter deres ansigter i deres on-stage-personas, hvilket gav dem et slags comeback for en nyere generation.

De har været skælsættende i rockmusikkens historie og har sidenhen inspireret mange rockbands, som f.eks. Rammstein, Mötley Crüe og System Of The Down. KISS har selv udtalt, at de blev inspireret af bands som The Beatles og Slade, hvilket giver god mening, når man tænker nærmere over deres opfindsomhed og musik. Deres mest kendte hits er ’Rock’n’Roll All Nite’, ’I Was Made For Lovin You’, ’Heavens On Fire’ og ’Crazy Crazy Nights’, som også er nogle af mine personlige favoritter. Men ellers elsker jeg også særligt deres lidt blødere numre fra deres 80’er æra, som f.eks. ’Shandi’, ’Forever’, ’Tears Are Falling’ og ’Reasons To Live’.

Selvom nogle af deres videoer er vanvittig søgte og de heller aldrig var nogle førsteelskende skønheder, så fanger deres karisma og musik mig altså virkelig bare uden omsvøb. Jeg elsker simpelthen hele setuppet samt deres tag på deres egen selvhøjtidelighed, og jeg synes derfor også, at de stadig har de deres berettigelse den dag i dag.

London, here we come…

Dagen oprandt for afgang fra Aalborg og vejrudsigten lovede at vise sig fra sin bedste side, hvilket også kom til at holde ord. Vi oplevede nemlig en totalt regnfri ferie i London, hvor temperaturene faktisk var bedre end hjemme i Danmark. Alt gik som smurt og hotellet (Park Plaza London Riverbank) var virkelig lækkert og anbefalingsværdigt. For lets face it; jeg er simpelthen blevet for gammel til at lade mig indkvartere på billige uhumske steder med myrer, støv og urent linned. Så et godt hotel havde derfor en høj prioritet for os alle.

På vores lille ferie så vi lidt af hvert, som f.eks. Buckingham Palace, Tower of London, Westminister Abbey og London Eye. Selve dagen inden aftenens koncert brugte vi på den nordlige side af Themsen, hvor vi blandt andet besøgte British Museum. Det var et gigantisk stort museum (ligesom The MET i New York, hvis nogen har været der), men jeg elskede det. Jeg elskede dog ikke alle de kinesiske turister, som hverken kendte til køkultur eller almindelig høflighed, hvilket tærede lidt på tålmodigheden. Så for at undgå yderligere irritation og stress tog vi tidligt tilbage til hotellet og spiste en god omgang Fish & Chips på en nærliggende pub, som hed The Rose. Derpå tog vi tilbage til hotellet for at gøre os klar ved blandt andet at male Paul Stanley aka The Starchild’s velkendte stjerne på det ene øje.

Allerede i metroen stødte vi på de første fans aka ’The KISS Army’. De var lette at genkende, for mange af dem var også malede i ansigterne og vi følte straks en samhørighed. For nu var vi med andre ord også en del af ’The KISS Army’. Da vi kom ud af metroen lød tonerne til ’I Was Made For Lovin You’, som en guitarist stod og spillede for at skabe stemning. Med det i baggrunden gik vi op til O2 Arena for at stå i en laaang kø til merchandise. Da vi endelig fik vores t-shirts, følte vi os virkelig klar! Vi fandt derpå vores pladser oppe forrest på balkonen, hvor vi blev lidt væltet bagover ved af synet af den store arena og de mange mennesker. Der var vel en 20.000-30.000 tilskuere, tror jeg.

Koncerten

Kun et par minutter over otte blev alt sort. På storskærme så man KISS forlade deres backstage og cirka et halvt minut senere stormede tonerne til ’Detroit Rock City’ ud af højtalerne. Det store forhæng med KISS logo faldt ned til jorden, og de tre KISS-medlemmer kom ned fra oven på platforme alt i mens fyrværkeriet fløj om ørene på dem. Det var nærmest en nytårsaften med alt det fyrværkeri og jeg tror aldrig, at jeg har set en koncert blive sparket så vildt i gang som denne her.

På et tidspunkt annoncerede Paul Stanley, at han ville komme ud på den lille runde stjernescene midt i salen, hvis publikum bad ham ordenligt om det – underforstået skreg højt nok. Obligatorisk nok skulle dét selvfølgelig lige foregå et par gange, inden han med sin store plateau-sko smed et ben op i en trapez-line og fløj ud igennem salen til den lille runde scene. Det er lidt svært at forklare, men jeg syntes, at det var et gennemsyret cool øjeblik, som jeg havde ventet på i månedsvis selv at opleve live. Derude stod han så og dansede som alt andet end en aldrende mand på 67 år, mens han sang ’Love Gun’ og ’I Was Made For Lovin You’. Derpå fløj han tilbage til den store scene.

I en dokumentar om KISS fra 2021, KISSTORY, bliver bandet spurgt om, hvad det vigtigste er for dem, hvortil de svarer, at det er publikum. Dernæst bliver de spurgt efter, hvilken følelse de gerne ser at publikum har efter deres koncerter og her lød svaret prompte; ”Udmattet!”. Dén følelse kan jeg kun bekræfte, at jeg i sandhed følte. For dette show var en fuldstændig vanvittig oplevelse med fuld knald på over det hele i over to timer og med 20 numre. Der var ingen tid til kedsomhed og mine øjne og ører var på stilke non-stop, selvom jeg efterfølgende stadig følte at jeg ikke kunne tage det hele ind og fordøje. Det var et sandt rock-teater med fyrværkeri, flyvende musikere, ildspyning og en masse andet. Kort sagt; jeg så gerne 15 koncerter mere med KISS!

Turen til London var én af de bedste længe. Alt fungerede efter planen ovenpå en ellers hård festival, og selve koncerten var uforglemmelig og den bedste jeg nogensinde til dato har oplevet – og måske nogensinde vil? For alle parametre spillede på de højeste nagler. Det eneste, der manglede, var front row seats og så måske at møde selve bandet efterfølgende. Men så heldig var jeg ikke og man kan jo heller ikke få alt her i verden. Men uden at blinke giver jeg KISS 7 ud af 6 stjerner for en uovertruffen oplevelse, som jeg nok aldrig glemmer og som jeg delte med den helt rette person, nemlig min far, som er den største KISS-fan jeg kender!

About Anette Vedfald 100 Articles
Anette er musikskribent for appetize.dk og laver både spændende interviews og anmeldelser. Derudover er vi så heldige, at hun også har sin egen appetize-blog. Den kan du læse her.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*