Forsmag på Odense Sommerrevy

PÅ TUR MED APPETIZE | ODENSE SOMMERREVY

Da der var premiere på Odense Sommerrevy i maj, var APPETIZEs udsendte musikskribent, Anette Vedfald med for at få en forsmag på, hvad nordjyderne kan forvente. Revyen kommer nemlig forbi AKKC i Aalborg fra den 27. til den 29. august, hvor de skal løfte opgaven efter Cirkusrevyen, som spillede i Aalborg for sidste gang tilbage i 2019

Solen skinnede dejligt, da vi satte os ind i minibussen sammen med AKKC for at køre mod Odense. Turen forløb planmæssigt og vi ankom ved en 18-tiden til ’Engen’ i Fruens Bøge. Her holdte Odense Sommerrevy nemlig til huse i et stort cirkusagtigt telt beliggende i naturskønne omgivelser.

Selve teltet og de indendørs omgivelser gav os en rigtig rar og autentisk følelse af at træde ind i en anden og hyggelig verden. Man havde i teltets spisesal og barområde forsøgt at skabe stemning med diverse dekorationsinstallationer, blomster og rødternede duge. Her stod maden desuden også i nogle fine tapasbokse, der gav en følelse af skovtursudflugt, hvilket både var hyggeligt og ikke mindst corona-venligt. Faktisk havde vi under hele besøget indtrykket af at føle os trygge i forhold til smittefare. Det var derfor ikke svært at nyde atmosfæren og forestillingen senere.

Mødet med revyholdet

Efter det lille fine traktement i spiseteltet var det tid til at møde revyens seks hovednavne bestående af Vicki Berlin, Henrik Kofoed, Lars Arvad, Mette Marckmann, Thomas Mørk og Stig Rossen.

Det foregik udenfor på ’Engen’ blandt de grønne bøgetræer og med teltet knejsende i baggrunden. De seks skuespillere virkede enormt optimistiske og glædestrålende omkring aftenens forestilling og hele sæsonens virke og stillede derfor glade op til interview og billeder. For som Mette Marckmann udtalte vedrørende dét at få lov til at komme i gang igen efter landets nedlukning;

– Så har det været så fedt at komme i gang! Vi har været grædefærdige af lykke, da vi spillede for publikum første gang.

Da vi efterfølgende spurgte om, hvad det er som en revy kan, svarerede Henrik Kofoed prompte;

– Det kan beskrive vores nutid.

Hvortil Mette Marckmann tilføjede;

– Det er det mest politiske teater, vi overhovedet har i Danmark. For du kan tage det, der sker lige nu og her og så omsætte det på scenen.

Stig Rossen var da heller ikke i tvivl om sit svar, da vi spurgte ham efter, hvad nordjyderne har at glæde sig til;

– Jeg er fuldstændig blown away. Det er et fantastisk hold og en fantastisk revy! Der er plads til både at grine og en tåre i øjenkrogen, og der er eddermame meget god musik!, fortalte han.

Se resten af det fulde interview med de seks revyskuespillere samt hvorfor Stig giver Vicki en 20’er ovre på vores YouTube-kanal.

Lidt om showet

Selve forestillingen var lattervækkende og professionel udført af nogle passionerede og dygtige skuespillere. Humoren fejlede intet og vi morede os særligt over sketches som ’Partidisciplin’, ’Dansen med Corona’ og ’Vinterhaderne’ – ikke mindst fordi kulisserne og rekvisitterne var både innovative, farverige og spøjse. Men der var skam også plads til de mere rolige sketches, som eksempelvis ’Det er ganske vist’ med Henrik Kofoed i rollen som Odenses egen H. C. Andersen, ’Forstå mig ret’ med Thomas Mørck som tolk samt sanghyldesten ’Stjernefart’ til Shu-bi-dua. Hele holdet komplementerede generelt hinanden godt i både samspil og sangmæssige harmonier, og revydebutanten Stig Rossen gjorde det også aldeles glimrende og hvilede godt på scenen i sine karakterer.

Stilheden sænkede sig i minibussen, da vi vendte næserne hjemad mod Aalborg. Men det havde været en god oplevelse og indtryk, som Odense Sommerrevy havde givet os med hjem. Vi, her på APPETIZE, mener derfor godt, at man kan være Odense Sommerrevy bekendt som arvtager efter Cirkusrevyen. Faktisk vil vi sige, at det er et friskt pust og en løftet atmosfære, som Aalborg ikke skal snyde sig selv for. Så hvis man savner lidt motion til lattermusklerne, kan man allerede nu købe billet hos AKKC.

Odense sommerrevy 2021 kommer til Aalborg følgende datoer

Fredag 27. august
Lørdag 28. august
Søndag 29. august

Køb billet her

www.akkc.dk

About Anette Vedfald 107 Articles
Anette er musikskribent for appetize.dk og laver både spændende interviews og anmeldelser. Derudover er vi så heldige, at hun også har sin egen appetize-blog. Den kan du læse her.