Sidst jeg lavede et flashback indlæg om musik gennem tiderne, handlede det jo om 1950’erne. Så derfor følger jeg nu op med et indlæg om 1960’erne, hvor jeg vil udplukke de musikere og numre, som jeg personligt finder nævneværdige fra netop denne tidsæra.
1960’erne beskrives ofte som ’de glade 60’ere’, hvor verden oplevede enorm vækst, rumkapløb og revolution. Sidstnævnte opstod i takt med at flere oplevede en større frihed og luft i økonomien, fordi beskæftigelsen voksede og bedre arbejdsvilkår blev vedtaget. Det gav generelt en bedre levestandard, og kvinderne begyndte for alvor også at komme ud på arbejdsmarkedet. Derfor blev de gængse samfundsnormer og autoriteter også udfordret af f.eks. den seksuelle revolution med fri sex og kærlighed, som fandt vej samtidig med p-pillens indtog. Men også ungdomsoprøret i 1965 satte mangt og meget på spidsen i et opgør med krig, småborgerlighed og korrekt påklædning – et oprør som særligt hippierne huskes for. Denne tidsånd satte også et kæmpe anslag i den musikalske historie med blandt andet Woodstockfestivalen i USA, hvor næsten en halv million mennesker deltog. De festede og hyldede kærligheden, mens de lyttede til musikstjerner som blandt andet Jimi Hendrix, Janis Joplin, Santana og The Who. Men selvom der herskede fremgang og kærlighed, lå den Kolde Krig på lur, og med Cubakrisen i 1962 kom verden tættere på en atomkrig end nogensinde. Derfor blev der oprettet beskyttelsesrum og uddelt ’Hvis krigen kommer’-foldere, hvilket skabte en decideret frygt i manges liv. Verden måtte også se til med vantro, da USA’s præsident John F. Kennedy blev myrdet i 1963, og senere frihedskæmperen Martin Luther King i 1968. Det ophøjede dem begge til martyrstatus – en status som stadig eksisterer i dag.
I starten af 1960’erne lød musikken præcis som man havde forladt den i 1950’erne. Det gjorde sig gældende med hits som f.eks. ’Everybody’s Somebody’s Fool’ med Connie Francis fra 1960, ’Take Good Care Of My Baby’ med Bobby Vee fra 1961 og ’It’s Now Or Never’ med Elvis fra 1960. Men jo længere man kom hen imod 1970’erne, jo mere ændrede lyden sig også over i beatmusik. I Danmark kaldte nogen denne moderne rockmusik for pigtrådsmusik, og i den kategori lå blandt andet ’(I Can’t Get No) Satisfaction’ med The Rolling Stones og ’Catch Us If You Can’ med The Dave Clark Five, begge numre fra 1965.
Men når man snakker om populær musik i 1960’erne, så kommer man på ingen måde uden om bandet, der afløste Elvis Prestleys uindskrænkede førsteplads – nemlig The Beatles! Med dem fulgte også hysteriet ’Beatlemania’, der tog idolisering til et helt nyt niveau med masser af hvinende pigehjerter, som blev sat i brand. The Beatles skrev sig ind i historien som verdens største rockband med hit på hit som f.eks. ’She Loves You’ fra 1964, ’Help’ fra 1965, ’Yesterday’ fra 1965, ’All You Need Is Love’ fra 1967 og ’Get Back’ fra 1969. Personligt fik jeg selv først øjnene op for The Beatles, da deres opsamlingsalbum ’1’ udkom i 2000. Jeg hørte det nærmest nonstop, og gik derefter på skattejagt i hovedbibliotekets cd-samling med The Beatles.
1960’erne flød selvfølgelig også med en masse andre musikalske lækkerier som eksempelvis det sensuelle nummer ’Crazy’ med Patsy Cline fra 1961, hyldestnummeret ’Oh, Pretty Woman’ med Roy Orbison fra 1964 og ’Feeling Good’ med Nina Simone fra 1965. Men også mere sjæleagtige numre, som ’A Whiter Shade Of Pale’ med Procol Harum fra 1967, ’House Of The Rising Sun’ med The Animals fra 1964 og ’San Francisco’ med Scott McKenzie fra 1967, kom til verden. Fælles for dem alle var, at de fortolkede en forandret verden og perspektiv i deres egen samtid. En vibe, som jeg faktisk synes, at man stadig kan mærke, hvis man altså lytter godt efter.
Sidst men ikke mindst gjorde en særlig helt sit indtog på det store lærred i 1962, og her taler jeg selvfølgelig om den famøse agent 007 James Bond. En filmfigur, som jeg selv har set alle filmene med og elsker. Men med Bond-filmene fulgte også ikoniske titelnumre, som eksempelvis ’Goldfinger’ med Shirley Bassey i 1964, ’Thunderball’ med Tom Jones i 1965 og ’You Only Live Twice’ med Nancy Sinatra i 1967. Hvis man som kunstner landede æren af at udgive et James Bond titelnummer, så var ens musikkarriere så godt som sikret. Det er derfor stadig en yderst eftertragtet opgave at få den dag i dag.
Det blev til en masse lækre hits, som jeg lige fik rystet ud af ærmet, og jeg håber selvfølgelig at I nød turen tilbage til 60’er-årtiet. For at bevare den gode stime, vil jeg afslutningsvis lige ryste endnu et godt nummer ud af ærmet, som jeg selv indimellem jammer med mit eget band. Det er det nemlig det fede, langtidsholdbare og energifyldte nummer ’Hit The Road Jack’ med Ray Charles fra 1960 – enjoy!
