Verden er i farver

Tekst Mie Hedeman Mortensen | Foto Presse

Hvis ikke du allerede har grebet trenden i din bolig, så får du i 2019 rig mulighed for at kaste dig over at eksperimentere med strukturer til dine vægge i form af spartling, utraditionelle materialer og et væld af super lækre matte farver og nuancer.

Du finder flere udbydere på markedet indenfor „specialmaling“ hvoraf jeg synes, at KABE Copenhagen er nogle af de mere gennemførte her i Danmark, og kun fantasien og din kreativitet sætter grænsen for brugen af deres specialspartel. Udtrykket du opnår er et råt og lækkert look og specielt med deres Stone-produkter, får du en meget slidstærk overflade.

Dette spartelprodukt er særligt velegnet til gulve, møbler, bordplader samt vægge udsat for meget slid. Produktet består af en cement-baseret indfarvet spartel med en special overflade-behandling.

Den trend vi vil se i 2019 er modet til udpræget at turde male mere radikalt i boligen.

Dvs. at lofter, karme, døre og lignende vil være lige så rigtige at give smukke dekadente eller bløde nuancer, som dine vægge. Den effekt det kan give et rum, er et helt utroligt intenst look, et anderledes supplement til dine møbler, tæpper, øvrige tekstiler og kunst.

Der er ingen tvivl om, at man vil opleve sin bolig på en helt anden måde, så snart man begynder at bringe farver ind og lege med effekter, rumfølelsen og toner.

Spar ikke på farverne

Når valget er truffet om at bringe flere farver ind i boligen, så kan det være en fordel at arbejde meget tone i tone og derved drage fordel af de effekter, det vil give dine rum og skabe smukke detaljer.

Egentlig gælder det optisk, at jo mere du maler, jo mindre møbler, accessories, kunst mm. har du brug for i rummet, for at give hygge og skabe miljø.

Falder du for en speciel farve, men tænker at det måske er for vovet et valg, så tag chancen og mal med farven alligevel. Der er en stor chance for, at du bliver tilsvarende MERE glad for valget, ved at turde være modig og dermed give din bolig mere karakter. Bliver du træt af farven, så er det heldigvis nemt og relativt billigt at foretage et nyt valg.

Farvepaletten du vælger at benytte kan du finde hjælp til forskellige steder. Det kan være en god idé at rådføre sig med en professionel, der kan give dig en rigtig retning på dine valg af farver til lejligheden eller dit hus. Derved opnår du det mest professionelle færdige resultat, som du kan være mere tilfreds med. Hvis du er helt garvet mht. farveudvælgelse og sammensætninger, så er det bare at kaste dig ud i det selv.

Kontrast til din kunst

Christiansborgs vægge er et rigtig godt eksempel på, hvor smukt og effektfuldt det kan virke, når væggene bag et oliemaleri bliver malet i en smuk farve. Effekten vil komplimentere de farver der er i maleriet, og give det endnu mere karakter. Jeg kan virkelig godt lide, når man maler vægge med en mat glans, eksempelvis glans 5.

Det er ikke videre praktisk, idet mange gerne vil kunne tørre væggene af, og derved normalvis vælger glans 10. Men en mere mat overflade giver væggen et mere stofligt udtryk og fremhæver pigmentet i farven på væggen.

Lad fantasien råde

Valg af farver og spartel er kun et par eksempler på løsninger til at skabe miljø i din bolig. Jeg kan anbefale ligeledes at eksperimentere med træbeklædte vægge, metalplader, marmor, stofløsninger, gardiner fra gulv til loft også selvom det ikke skal dække et vindue, brug af kobberplader mm.

Lad fantasien råde og slip din personlighed løs i din bolig i 2019.

Fakta om Mie Hedeman Mortensen

Indretningsarkitekt for GRAVITY STUDIO, med speciale indenfor privat bolig, erhvervskontorer samt hotel og restauration. Mere end 20 års erfaring i design og livsstilsbranchen.

Tidligere CEO og indehaver af Kalejdoskop Bolighus i Aalborg.
- Aalborg Award winner 2018, Årets butik. – International Gia Award repræsentant 2018.

Blogger og influencer for GRAVITY STUDIO

KONTAKT gravity_studio@mail.com

MOBIL 22 93 34 37

www.gravity-studio.blog

Følg Mie på vores blogger-univers på www.appetize.dk og i vores APPETIZE udgivelser. Her vil hun give os inspiration og fortælle om trends indenfor boligverdenen.