Klumme: I dette øjeblik

I skrivende stund hvæser forårsstormen udenfor vinduerne. Den raser rundt om hjørnerne af den lille hytte. Når jeg åbner vinduet for at få luft, bruser den uvelkomment ind i min lille stue, og giver lussinger på vejen til planterne i vindueskarmen. Med sig har den sin evige følgesvend, regnen.

Normalt elsker jeg regn, den føles befriende og rensende, men i disse dage synes jeg, den føles tung og udmattende. Den evige regn.

I skrivende stund er der ingen anden støj end stormen herude på marken, men langt fra min hoveddør, og alligevel så ganske tæt på, flyver droner og bomber, ulykke og rædsel rundt imellem hinanden i umenneskelighed. Jeg mærker, hvordan jeg overvældes af utryghed. Jeg lytter til mit hjerte, lytter til ensomheden, og jeg tænker på i morgen. Dagen ingen endnu kender.

Jeg voksede op i en tid med kladdehæfter, tavlekridt, fyldepen og Lademanns Leksikon. I skolen lærte jeg, at der altid var en ret og en vrang, og når jeg ikke kunne finde ud af regnestykkerne, var der heldigvis en facitliste bagerst i bogen, jeg kunne smugkigge i.

Derhjemme var det ikke altid helt så ligetil. Et hjem hvor følelserne fyldte mere end fornuften, og ret og vrang havde en tendens til nogle gange at blive lidt indviklet, men så var min redningsplanke aldrig langt væk. Min morfar. En flot, skarp, kærlig mand i tweedjakke, mørkebrune ruskindssko og pibe, for hvem der aldrig var gråzoner mellem ret og vrang, og som altid havde styr på facitlisten.

Men på et tidspunkt i livet opdager vi, at livet har ingen facitliste. Intet er helt så lige til. Intet er sort eller hvidt, og hvad der fylder vores liv i dag, kan være væk i morgen.

For et par uger siden fulgte jeg et onlineforedrag hos personlig coach, Lone Marie Nedergaard, der driver virksomheden GRIB, som handlede om traumer, og hvad ubearbejdede traumer kan skabe af umuligheder i vores liv og vores interaktion med an- dre. Hvis ikke traumer bliver bearbejdede og set i øjnene, men i stedet bliver gemt bort indeni, som skeletterne i klædeskabene – hvis ikke de bliver set, hørt, omfavnet og forstået, vil de skabe store kløfter i vores indre, der ofte vil ende i både misbrug og et forkvaklet følelsesliv, hvor vi mister evnen til at passe på os selv både fysisk og psykisk, og vi ender i en tågedis.

Jeg tror, mange af os kommer ud for traumatiske oplevelser på et tidspunkt i vores liv. Og mange af os får dem ikke bearbejdede. Dette foredrag gav så utroligt meget mening for mig, og tårerne sad ganske løst i øjenkrogene. Jeg genkendte handlingsmønstre helt tilbage fra barnsben til nu, som har spændt ben for mig rigtig mange gange gennem livet. Blandt andet, hvordan jeg har søgt isolation, når utryghed og ulykkelighed har væltet mit liv. Men isolation dræner samtidig det chi, den livskraft, der skaber både harmoni og overlevelse i et liv.

Atter fløj alle refleksionerne over et langt levet liv igennem mig. Hvor jeg har kæmpet, fejlet, forsøgt, overvundet og heldigvis også klaret skærene og bestået livsprøverne af og til. Og med Ellen, mit 3 måneder gamle barnebarn og familiens lille nye skud livseliksir, bliver alle refleksioner endnu vigtigere lige nu. Næste morgen, efter foredraget, greb jeg straks telefonen og ringede til Ellens mor, min ældste datter Mathilde, og talte med hende om glæden og vigtigheden af alt den kærlighed og al den omsorg og nærvær, hende og Thomas fylder Ellen med. Vigtigheden af, at vi står sammen som klan.

Bedsteforældre, forældre, mostre, faster og onkler samler al vores viden, kærlighed og erfaringer i en særlig fin trylledrik til Ellen til næste generation. Så de bliver i stand til at modstå og overvinde den modgang, de vil møde i deres liv, at vi samlet kan give dem styrke og overskud til at vokse og stråle i deres egen livskraft, og blive de fineste, dejligste verdensborgere, der vil sprudle i en verden uden facitlister, uden sikkerhedsnet. Hvor Ellen og hendes generation aldrig vil kende dagen i morgen, men give dem troen på den bliver smuk og dejlig. Det er det fineste, vi kan gøre i en verden af uvished.

I skrivende stund er solen nu stået op, fuglene kvidrer, og stormen og dens regnfulde følgesvend er fordrevet af en ny dag. Og i dette øjeblik, i København, ligger Ellen i sit skumbad, fyldt med kærlighed og tryghed, og hun overbeviser mig om, at verden, midt i dens umulighed, stadig er smuk.

Stort kys og glædeligt forår

Kærlig hilsen Josefine