Det må være en del af dét at være menneske, ikke sandt? At det er rart, når nogen er de onde, så vi sammen kan være vrede på dem eller forargede over dem. Og at det er med til at give det hele mening, når andre er de gode. Så hepper vi på dem og føler, at vi også selv er vigtige, som de små støvfnug i verden, vi nu er. Men hvad hvis vi blander det hele sammen i én stor, rodet pose, hvor der er både grusomhed, gode intentioner, udsmurt afføring, Frodo (Jep, hobitten), Bill Cosbys 80’er-blomstrede, bedrageriske sofa og så tre uperfekte mennesker, der alle søger at finde den bedste måde at kunne rumme sig selv og verden på?
Hvis vi samler alt det – plus et utal af andre latterfremkaldende, grænseoverskridende og tankevækkende elementer – så har vi et forrygende, nutidigt eventyr, der er så sammensat og absurd, at det faktisk virker ganske realistisk. Hovedpersonen Hans spilles skiftevist af stykkets tre hovedrolle-indehavere: Ena Spottag, Marie Knudsen Fogh og Jacob Moth-Poulsen, og Hans gennemgår en sand eventyrrejse ud i …tja. Livet. Life as we know it.
Hele stykket kaster publikum rundt i et følelsesmæssigt virvar, mens de tre skuespillere taler meta-agtigt om det eventyr, de fremfører. Det er nemlig klart fra starten, at vi er vidne til en forestilling om en forestilling. Og jo mere rodet scenen bliver, jo mere kompleksitet gennemsyrer alt, hvad forestillingen er. Skiftevis har de stafetten med alle stoppestederne på Hans’ livslinje, og skiftevis får de salen til at vælte af latter og holde vejret af ren forargelse – eller direkte afsky. For mennesker gør ting, der er væmmelige. Det ved vi. Og det bliver først rigtig frygteligt, når de samme mennesker gør gode ting. For hvad er de så? I små bidder får vi hos publikum at vide, at historien ikke er så køn og pæn, som vi gerne vil gøre den til. Og det fungerer godt, for det vedrører os allesammen. Ind og ud af Hans’ liv får vi også leveret forklaringsbidder om menneskets eksistentielle dilemmaer – og det fungerer også. Blot er det en anelse fortravlet af og til, og den ro, som spillerne lægger ind i de satiriske øjeblikke, kunne med fordel også være brugt mere i de alvorligere og fortællende bidder.
De sceniske virkemidler starter som få, men ender som mange. En blanding af grå bagvæg og videokameraer, der kan smække alt fra kakerlakker i et glasbur og til skuespillernes egne, svedige og virkelighedsfyldte ansigter op på den. Krydret med både humoristiske og gravalvorlige statist-figurer, og alt godt fra materialismens skatkammer, bliver det faktisk lige i øjet. Og musikken… Den er brudstykker af alt muligt, vi langt henad vejen har hørt før. Og det fungerer fordi, vi allerede kender det og har proppet det ned i de følelses-kasser, hvor vi synes, det hører til.
Tue Biering har både forfattet og iscenesat et virkeligt eventyr, og det er noget helt særligt. Ena Spottag, Marie Knudsen Fogh og Jacob Moth-Poulsen vender vrangen ud på det pæne, ordentlige, politisk korrekte og blankpolerede. I stedet giver de os en ægthed, der er bundsolid og til at forstå.
Tro ikke, at noget kun er, som du tror!
Det Gode vs. Det Onde spiller på Aalborg Teaters Lille Scene fra 27. jan. 2020 til 14. feb. 2020
