Kreative idéer og projekter vælter nærmest ud af Hans og Jobbe Pilgaard, som deler kærligheden til kunst, poesi, kreativitet, rejser og humor. De danner par både i privaten og arbejdslivet, og er drevet af at sprede humør, håb og autenticitet gennem alt, hvad de laver. En ny børnebog, et gult show og et nybygget sommerhus på Færøerne er nogle af de ting, som Hans og Jobbe finder glæde i at skabe sammen. For hans startede det hele da han landede et job, som journalist på TV2 Nord for 30 år siden.
Det er tydeligt for enhver, som følger med i Hans og Jobbe Pilgaards aktiviteter, at de ikke ligefrem ligger på den lade side. De har gang i et væld af projekter, som sprudler af kreativitet, skabertrang, livsglæde og overskud.
– Hvis det hele skulle blive til noget, så har døgnet desværre ikke timer nok, og livet nærmest ikke år nok. Jeg tror, det er vigtigt for os begge to, at det vi gør, er autentisk, og der er lidt godt humør i det, fordi vi lever i en tid, der trænger til det. Vi lever også i en tid og verden, der har brug for håb, og det har vi for øvrigt også selv. Vi kigger tit på hinanden og vælger nyhederne fra, fordi vi synes, at det er deprimerende. Derfor vil vi gerne sprede noget håb og humør, og så må der gerne være noget mening med det, som vi sender ud, og det hele behøver ikke at være så tungt, fortæller Hans Pilgaard.
Sidste år drog Hans rundt i hele landet med sit onemanshow ’Kampen for et sjovere liv’, hvor han havde sat sig for at hæve livsglæden i en tid, hvor der ellers er nok at bekymre sig om. Den mission fortsætter sammen med Jobbe og venneparret Stephanie og Kasper Fisker, som i foråret var på tour med ’Det gule show’. De har netop taget hul på en efterårs-tour, hvor de rejser rundt til ni byer. Showet garanterer masser at grin og ting at tænke over.
– Jeg har altid gerne ville lave noget med mening og samtidig få folk til at grine, være i godt humør og have det sjovt sammen. Vi vil gerne sende folk hjem med en eftertanke eller to, som kan være om deres eget liv eller livet generelt, uddyber Hans.
En gul og god idé
Jobbe fik idéen til ’Det gule show’ på en køretur på Færøerne sammen med familien Fisker, hvor de talte om DISC-personlighedstesten, fire persontyper der er kategoriseret i farverne blå, rød, grøn og gul. Det viste sig, at den lille bil var proppet med mere eller mindre gule personligheder, som elsker at være festens midtpunkt, fortælle historier og tiltrække sig opmærksomhed. Jobbe har en mere grøn profil, der er kendetegnet ved at være omsorgsfuld, empatisk og nærmest introvert. Det havde de meget sjov med, og det gav inspiration til showet, der handler om stærke venskaber, larmende personligheder, frygten for ikke at slå til og muligheden for at skabe sin egen familie. Med showet inviterer de publikum ind i deres selvvalgte familie for at sætte tanker i gang om alt fra unikke relationer, pinligheder til personlighedstyper.
– Det er fedt at kunne give dem noget andet, end alt det vi kan gå rundt at være bange for, eller alt det som foregår ude i verden. Det lille skud vil jeg gerne give ud i verden, og hvis jeg har gjort det 365 gange i 70, 80 eller 90 år, eller hvor gammel jeg nu bliver, så er det nok til mig. Så føler jeg, at jeg har sat mit fodaftryk, siger Jobbe.
Hans og Jobbe er rørende enige om, at det ikke bliver større, end når de får reaktioner fra deres følgere på sociale medier, publikum til shows eller læsere af deres børnebog ’Frøen Frede der havde så frygtelig meget luft i maven’, der udkom i januar 2023.
– Det største øjeblik har været, at folk efter vores show, eller når de har læst vores børnebog, har sendt en grinende smiley og et hjerte, og de har skrevet, at de både blev berørte, men også har haft ondt i maven af at grine. Så bliver det ikke større. Hvis man kan få folk til at tage en enkelt tanke med hjem til at kunne leve på en anden måde, gøre det på en anden måde, tænke på en anden måde, så kan man ikke forlange mere, uddyber Hans.
Det var dog forbundet med en vis portion spænding, om der overhovedet ville være interesse for showet, men bekymringerne er heldigvis blevet gjort til skamme med udsolgte shows i foråret og den nye efterårs-tour, som også allerede er blevet taget rigtig godt imod af publikum.
Det er perfekt at være uperfekt
Et af de emner, som bliver taget op i showet, er opgøret med det perfekte, hvor de gerne vil vise, at det er fuldt ud accepteret og respekteret, at man ikke er perfekt og andre heller ikke skal være det.
– Hvis du går igennem livet og gerne vil være Instagram-perfekt, eller du gerne vil have, at dine venner er Tinder-perfekte, så tror jeg, at du ender med at sidde alene, fordi du er ikke perfekt, og jeg er ikke perfekt. Hvis det er dét, vi går efter, så kommer vi til at gå at lede rigtig længe. Jeg tænker også, at hvis man har accepteret, at andre ikke er perfekte, så er det også nemmere selv at række hånden op og sige… ja, det var sgu mig, jeg dummede mig. Når jeg tænker over, hvad jeg har begået af dumheder i mit liv, og nu har jeg levet lidt længere end Jobbe, så er den liste lang. Den er lidt trist og irriterende at kigge på, men den er også lidt komisk. Alt sammen er en del af livet og en del af at være mig, siger Hans.
Da Hans og Jobbe mødte hinanden tilbage i 2012, var der 14 dage, hvor de syntes, at de hver især var perfekte.
– Efter 14 dage tænkte jeg, at hvis jeg skal bevare illusionen om at være perfekt i Jobbes øjne, så skal jeg nok skride nu. Så begynder man at opdage de ting ved hinanden, som er uperfekte. Det er dét, man skal stå sammen om, for når man bliver ramt af livet, sygdom, død, skilsmisse, modgang og alt det, der kan ramme en, så har man brug for venner og mennesker omkring sig, der elsker en, for den man er, og ikke for det man præsenterer på sociale medier, uddyber Hans.
Det gælder både i livet som i showet, at familien Pilgaard og familien Fisker ikke stræber efter, at tingene skal være perfekte, men det skal frem for alt være autentisk og underholdende.
– Det er derfor, det er rigtig sjovt at lave, fordi vi går faktisk ind på scenen, og så ved vi nogle af de steder, vi skal hen, men vi ved ikke rigtig, hvordan vi kommer derhen, og vi ved ikke nødvendigvis, hvad der kommer til at ske. Der er fix-punkter, da vi ikke kan improvisere i to timer hver aften. Selvom det er det samme show, så er det meget forskellige udgaver af det samme show, siger Hans.
Virkelig forskellige og virkelig ens
Som partnere i arbejdslivet har Hans og Jobbe fundet en god balance, og har erfaret, hvordan de har gavn af hinandens forskelligheder.
– Noget af magien opstår de steder, hvor vi ikke er enige. At få det til at glide og have et arbejdsliv, der også fletter sammen, kræver stunder, hvor vi er enige, og så kører det bare. Men jeg tror ikke, at det vi laver kan opstå uden gnidninger, fordi vi begge to er sindssygt passionerede om det, vi laver. Vi er virkelig forskellige, og vi er virkelig ens. Deri kan der opstå noget godt. Vi har fundet en sti igennem det at gøre nogle ting sammen, men så har vi også bare et kæmpe liv hver for sig, fortæller Jobbe.
Parret har lært at navigere i hinandens måder at tænke, udvikle og være kreative på, hvor de bedste resultater bliver skabt et sted imellem struktur og kaos.
– Vi har fundet en arbejdsmetode de steder, hvor vi er fælles om det, så der er plads os til os selv og hinanden. Man kan være sig selv. Den største forskel på os er nok, at Jobbe er ekstremt struktureret, og jeg er meget kaotisk. Den struktur har jeg meget godt af at få ind i mit kaos, og jeg tror faktisk, at mit kaos smitter positivt af på strukturen. Vi ville aldrig komme i mål, hvis det bare var mit kaos uden struktur, og det ville nok ikke blive lige så farverigt undervejs, hvis det var så meget struktur og aldrig kaos, siger Hans.
I børnebogen var der som eksempel en af Jobbes historier, hvor Hans skulle kaste sin magi over det, og der kunne simpelthen ikke komme magi ind i det, som Jobbe selv kalder en universitetsafhandling.
– Alt var bare sådan metode, indledning, og det kørte efter en skabelon. Den endte også med at blive strøget, fordi historien var for kompakt og struktureret. Andre af Hans’ historier er stukket i 17 forskellige retninger, og en karakter glemmer vi henne imod slutningen. De bedste historier er der, hvor Hans har kaos, og jeg har struktur, uddyber Jobbe.
Det er dog ikke gået gnidningsfrit hele vejen. De har først skulle finde hinanden i deres arbejdsfællesskab, og det også blev en måde at finde hinanden i ægteskabet og samlivet.
– Alt strittede på mig med struktur, indtil jeg fandt ud af, at jeg faktisk kunne bruge det til noget. Det gjorde det nemmere for mig at blive færdig. Men jeg reagerede nok lidt voldsomt, og vi var tæt på at gå fra hinanden rent arbejdsmæssigt. Jobbe tog en lang gåtur på Færøerne, og jeg satte mig ned for at skrive, fortæller Hans.
Efter lidt betænkningstid fik de talt om de irriterende momenter i processen, og det blev et vigtigt vendepunkt i deres samspil.
– Da vi turde være uperfekte, kigge på os selv og sige det højt, så begyndte det at spire. Det blev faktisk sjovt derfra, og derfor tør vi godt gøre det igen, siger Hans.
– Det blev faktisk noget af det bedste, som Hans har skrevet. Og nogle af de bedste relationer man har, er også der, hvor man tør sige: ’Hvor det er irriterende, at du gør det der’. Samtidig er man ikke bange for at blive forladt, eller det går i stykker. Der er jo noget galt i en relation, hvis man ikke kan sige til hinanden, at når du gør det her, så gør det dét her ved mig, siger Jobbe.
Kærligheden til Færøerne
I forbindelse med et velafsluttet behandlingsforløb for cancer over to omgange, valgte Hans at invitere Jobbe på et spontant ti-dages ophold på Færøerne for at fejre livet. Det blev en hæsblæsende og actionfyldt ferie i den smukke natur.
– Intet var planlagt hjemmefra, og vi var rundt at besøge intet mindre end 11 øer. Det var helt vildt, men vi havde ikke et presset program. Vi fandt bare ud af, hvad vi havde lyst til og blev forelskede i det, siger Hans.
Hans og Jobbe tog hjem, og de blev enige om, at der måtte de nok tilbage til, og det gjorde de så et par år efter.
– Der fik vi lyst til at hive stikket og tage en pause deroppe. I foråret 2020 tog vi derop for at være i fem uger. Vi landende den dag Mette Frederiksen lukkede landet ned, og fik at vide at vi skulle komme hjem. Vi kiggede på hinanden og sagde: ’Vi skal sgu ikke hjem’. Hvis landet var lukket ned, og man ikke må se nogle, så var Færøerne da det bedste sted at være, fortæller Hans.
De endte med at bo i et lejet hus i otte uger, og da de kom hjem fra den rejse, tog de en beslutning om at tage tilbage året efter, hvorved idéen opstod til at købe en grund og bygge et hus på Færøerne. I efteråret 2021 stod et nybygget hus færdigt med udsigt til fjorden og fjeldet.
– Vi skal derop igen i foråret i fem uger, hvor vi gemmer os væk, trækker stikket, fjeldvandrer eller glor ud i luften. Vi er meget forelskede i den færøske natur, de færøske mennesker, den færøske gæstfrihed og den færøske kultur. Apropos uperfekthed er det ikke sådan, at der ikke også er sprækker i den perfekthed. Det har ikke været lige let at være homoseksuel på øerne, forklarer Hans.
I 2019 blev Hans bedt om at tale til en Pride-festival i Torshavn.
– Det var jeg meget stolt over at blive spurgt om. Jeg kunne godt mærke, at der er lidt mere fest, farver og olierede kroppe over det i Danmark. Deroppe er der mere alvor over det. Det er også fest, men der er flere tårer i øjnene og flere mennesker, som indtil for få år siden har haft svært ved at være homoseksuelle på Færøerne eller måske stadig har det svært. Men jeg har også mødt nogle lokale, som har sagt, at det, at vi er deroppe, som åbent er kærester, gift med hinanden og homoseksuelle, gør det nemmere og mere acceptabelt, fortæller Hans.
Kampen for ligestilling og mod fordomme
Selvom de, ifølge Hans og Jobbe, ikke er så langt med ligestilling på Færøerne som i Danmark, så er kurven til gengæld meget stejlere end i Danmark.
– På Færøerne har det været vigtigt for mig at stå ved mig selv og sige min mening højt, når det kommer til LGTBQ+ rettigheder, kvinderettigheder samt helt almindelige og basale ting, jeg anser det som. Men jeg er også helt okay med, at du mener noget andet, og vi kan være gode venner alligevel. Vi har også mødt nogle med en negativ indstilling til os, som har ændret deres mening over tid og har fundet ud af, at det ikke er alle homoer, der vil kysse én. De har haft sådan nogle mærkelige tanker om, hvem vi er, fordi de aldrig har mødt en, beretter Jobbe.
De oplever fordomme leve i bedste velgående både i Danmark, på Færøerne og mange andre steder, og det kan handle om mange ting i livet, der føles fremmede og anderledes:
– Jeg kunne egentlig godt tænke mig, at folk reflekterede lidt mere over, hvor fordomsfulde de i virkeligheden er. Vi tror noget om folk, fordi de kommer fra et bestemt sted, de har en bestemt hudfarve, udseende, seksualitet eller trosretning. Hvis man var lidt mere åben over for hinanden og lidt mere nysgerrige, og hvis nogle af dem, der har travlt med at dosere, holdt op med at dosere, at du skal mene og tro det samme som mig, og hvis folk lyttede lidt mere til hinanden, så var det hele måske lidt nemmere, siger Hans.
Ingen at spejle sig i
Både Jobbe og Hans har følt sig anderledes og skilt sig ud som unge homoseksuelle mænd på trods af deres aldersforskel på 26 år, fordi de ikke bare kunne være sig selv og spejle sig i andre mænd med samme seksualitet.
– Jeg er vokset op i 60’erne og 70’erne, og da jeg var dreng i Blovstrød i Nordsjælland, kendte jeg ikke én, der var homoseksuel. Hverken i folkeskoletiden eller i gymnasietiden. Jeg opdagede så senere hen i livet at møde en på homo-bar, som jeg gik i skole med. Det er lige knap 40 år siden, og det er ikke længere siden, at homoseksualitet blev fjernet fra lægeleksikonet som en sindssygdom, siger Hans.
Det var ikke meget anderledes for Jobbe, der er vokset op og var ung i 90’erne på Lervangen i Randers. Han undrer sig i dag over, hvor mange fordomme der i det hele taget huserer om, hvordan folk fra hjembyen er.
– Man kan tage drengen ud af Randers, men man kan ikke tage Randers ud af drengen. Jeg er virkelig glad for at være vokset op i Randers. Jeg har fået mange gode dyder med fra den by, og jeg vil til enhver tid sige, at det er et dejligt sted at være, også selvom det ikke var det sted, jeg skulle bo. Det eneste jeg savnede, var nogen at spejle mig i, som også var til mænd, da jeg var ung. Der var kun mig og bøsse-Jørgen, og det var den pride, der var. Jeg kendte ikke nogen, der var sprunget ud, da jeg sprang ud som homoseksuel. I hele min omgangskreds var jeg den første, der var sprunget ud, fortæller Jobbe.
Det er ret vildt at tænke på for dem begge to, at de ikke havde nogle at spejle sig i som unge i to forskellige tidsperioder, men heldigvis er der sket meget sidenhen.
– De unge, vi kender i dag, er pisseligeglade. Men så længe det er noget, du skal holde for dig selv eller i stilhed, og ikke bare kan stå ved og gå med sin kæreste i hånden uden at være bange for skældsord eller slag, så er det stadig noget at kæmpe for. Jeg tænker, man skal have lov til at være, den man er, siger Hans.
Stå ved den, man er
I alle livets facetter og i forholdet til hinanden ser Pilgaard-parret også en stor styrke i at være tro mod sig selv og ikke forsøge at lave andre om eller begrænse dem.
– Jeg elsker mine relationer, men jeg skal huske at elske mig selv højere. Fordi jeg skal leve med mig hele mit liv. Der kommer en selvrespekt, der afspejler sig i mine relationer, i Hans og min øvrige familie. Når jeg passer på mig selv, er god ved mig selv, respekterer mine egne grænser og tør sige dem højt, så er jeg også en meget bedre ægtefælle og ven. Så jeg tror, der er noget i at lære sig selv at kende, stå ved det, acceptere det og så sige, at det er sådan her, jeg er. Og jeg accepterer også dig, sådan som du er. Vores største styrke er, at vi aldrig prøver at forandre hinanden for vores egen skyld, siger Jobbe.
– Af en eller anden årsag er der mange parforhold, hvor man stækker hinandens vinger. Det er vigtigt en gang imellem at sige, at det er sådan her, jeg er, og det var det her, du engang forelskede dig i, og du må ikke fjerne det der element eller gå op i de der småting, som irriterer dig, som du engang egentlig syntes var sødt og charmerende, siger Hans.
– Det er det der med; ’ Skal du have så mange Bruce Springsteen-plakater, og skal de op at hænge?’. Eller; ’Skal du have så mange plader, når du aldrig hører dem?’. Det skal man passe på med, supplerer Jobbe
– ’Skal du stille opvasken i vasken?’ eller ’Skal du stille skoene i gangen på den måde?’. Hvis man tør være i det og i stedet for sige, hvad det er, man gerne vil, og hvad man har lyst til, eller hvad man ikke har lyst til, så bliver det nemmere at få et autentisk liv, hvor man har det sjovere, tilføjer Hans.
Kreative idéer bobler stadig
Hans og Jobbe er langt fra udtømte for nye idéer og projekter. De er i fuld sving med at forfatte bøger, producere et tv-program og finde på et nyt foredrag – både sammen og hver for sig.
– Selvom vi laver mange forskellige ting, og det af og til virker som om, at vi er to cirkusheste, der er blevet sluppet ind i en manege, efter at have været lukket inde i et bur, så vil jeg sige, at alle de ting, vi laver, hænger egentlig ret godt sammen. Det er alt sammen inden for det samme med at give noget videre til folk om at være sig selv, stå ved sig selv og være uperfekt. At turde være den, man er. Det er alt sammen inden for den samme skive, fortæller Hans.
Jobbe føler også en stor forløsning i at realisere projekter, som måske længe har været en drøm, men nu blandt andet er blevet materialiseret til en roman.
– Jeg føler det lidt som sådan et anfald. Jeg har skrevet en lille roman og satte sidste punktum i går. Jeg var bange for, at det var de sidste dråber, der ville dryppe ud på de sidste sider i det her vandfald, men det fosser bare stadig væk ud. Så længe det fosser, og jeg har noget at give af, så bliver jeg ved. Hvis den kilde en dag er udtømt, så finder jeg på noget andet at lave, siger Jobbe.
Ligesom Jobbe er Hans også på en ny og noget uforudsigelig rejse, da han er i gang med at lave et nyt tv-program til TV2, der får premiere 3. januar 2024, og kommer til at hedde ’Det store spørgsmål’.
– Jeg har stillet en række kendte mennesker, som har fyldt i mit og danskernes hjerte, det samme spørgsmål. Ingen manuskript, ingen øresnegl og ingen forberedelse. To timer bliver klippet ned til en halv times program. Det er folk, som normalt siger nej til at være med. Listen består af 26 mennesker. 13 kvinder og 13 mænd. Danske såvel som internationale. Den starter med Lars Von Trier og slutter med Bruce Springsteen. Den starter med Meryl Streep og slutter med Anne Linnet. Der er nogen, der har sagt ja, og der er nogen, der har sagt nej. Her vil jeg gerne finde ud af et stort livsmæssigt spørgsmål, som du kan bruge i dit liv til at reflektere over, hvad du har gjort, og hvorfor du har gjort det. Det handler også om uperfekthed, fordi det her er mennesker, som normalt aldrig taler om sig selv. De giver noget, som virkelig har været en kæmpe oplevelse. Det eneste navn, jeg kan sige, er Lars Mikkelsen, der er med og som normalt ikke gider at være med. Den samtale med Lars er det bedste samtale-tv, jeg nogensinde har lavet. Han kommer, møder op og leverer. Jeg er på et åndeligt plan forelsket i manden. Han giver noget, han aldrig har givet før. Han er et vildt autentisk menneske. Det, han giver, kan andre bruge til noget, afslører en tydeligt spændt og stolt Hans, der glæder sig til at vise det.
Holder sig opgraderede
Både Jobbe og Hans er optaget af at genopfinde sig selv ved hele tiden at være nysgerrige og finde på nye veje at gå i tilværelsen. Hans blev 60 år i august, og det har også givet anledning til at tænke over tilværelsen, og hvordan resten af livet skal leves i en opgraderet version 6.0.
– Det er med til, at man ikke bliver gammel, at man ikke kun taler om, hvad man lavede af store ting for 10, 20 og 30 år siden. Jeg tror ikke, du begynder at være halvgammel, før du oppe i dit hoved tænker, at du ikke er nysgerrig mere. Jeg er jo meget nysgerrig på verden, og der er mange steder, jeg gerne vil opleve og se. Man kan ikke bare give op og gå i stå, siger Hans, hvortil Jobbe tilføjer:
– Jeg har en idé om, at Hans vil overleve os alle, fordi han vil ikke gå glip af noget. Vi er blevet gode til at gøre ting og lave dem færdig. For nogle år siden var vi i Iran, hvor vi endte i en lille ørkenby, der hedder Yazd. Her sad vi på hvor en tagterrasse, og jeg røg shisha, og vi drak te. Det var en af de sidste byer, vi besøgte. Vi talte vi om, hvad vi skulle hjem at lave. Jeg skulle både lave en børnebog, skrive en bog og begynde til aerobics. Der snakkede vi meget om alle de ting, der ligger, som vi bare aldrig får gjort færdig. Så vi kom hjem derfra med en tanke om, at de projekter vi starter, dem sætter vi i gang og gør færdig. Det har totalt ændret vores liv at dedikere os til et projekt ad gangen og gøre det ordentligt, slutter Jobbe.
Det er meget at se frem til for ’Familien Pilgaard’, og der er også udsigt til, at de vil sprede meget mere autentisk håb og humør på den uperfekte måde, uanset hvad de kaster sig over af nye idéer og projekter. Både sammen og hver for sig, men altid med solidt afsæt i to passionerede, autentiske personligheder med noget meningsfuldt på hjerte.
Blå bog
Hans Pilgaard
Hans Pilgaard er født 2. august 1963 og opvokset i Blovstrød i Nordsjælland. Han er en af Danmarks mest populære journalister og studieværter og har i mere end 30 år lavet tv for og med TV2. Han var ansat på TV2 Nord i 1990-1994, og blev for alvor landskendt som vært på blandt andet ’Go ́aften Danmark’, ’Hvem vil være millionær?’ og i talkshowet ’Hos Hans’. Han står også bag det stærkt personlige program ’Tilbage til 9A’ og programmerne ’Mit Frankrig’ og ’Mit Spanien’ samt ’Leth og Pilgaard indtager Danmark’. For nogle år siden skrev han selvbiografien ”Støj og fortielser”, og han har tager afsæt i egne livshistorier og erfaringer i både onemanshowet ’Kampen for et sjovere liv’ og ’Det gule show’.
Jobbe Pilgaard
Jobbe Pilgaard er født 20. november 1988 og har haft sin opvækst i Randers. Han er uddannet pædagogisk filosof ved Aarhus Universitet og arbejder som kunstner, fotograf, foredragsholder og forfatter. I 2020 udgav han bogen ’Demens – Skab øjeblikke i solen’ på baggrund af sine erfaringer som pårørende, da hans mor som 55-årig fik konstateret demens, og han insisterede på at skabe gode øjeblikke for dem begge på trods af hukommelsestab.
