Selv en larmende papegøje kan lære kodning!

TEKST KATHRINE SKOVSGAARD | Foto LOUISE DYBBRO

 –den havde du nok ikke regnet med, hva?

…det havde jeg i hvert fald ikke selv set komme.

 Og så får jeg en sød mail fra morgenstunden, om jeg har indlægget klar?…Noooooo! Ikke i dag…af alle dage!? Deadline i dag? Det kan simpelthen ikke passe, at jeg har skubbet det så langt igen igen…formået at fylde mine dage så meget op, at jeg nærmest ikke husker, hvilken dato det er. Kender du det?

Nå, men så er der kun et at gøre, og det er at indtale direkte til telefonen (love Tech!). Version: “Mine tanker gennem dagens huller, jeg kan dele med dig, mens jeg er på farten”. Så mellem møder, aftaler, indkøb af diverse til morgendagens afvikling af diverse i events, op og ned ad trapper, på vej på cykel, på vej ind og ud af bilen, i bilen etc, får du hermed lidt tanker…

Hvad jeg så har lavet siden sidst…

Tjoh, jeg har udviklet IT skills! Noget jeg troede, jeg aldrig sådan lige kunne lære. Jeg har gennem mine snart otte år som selvstændig altid betalt i dyre domme for at få folk til at programmere, sætte SEO mm op, og så viser det sig faktisk, at det er til at gå til, når man ellers bevarer roen. Altså det er lige til at gå til, hvis man vel og mærke har én, som kan forklare, hvad der skal til. Smutvejene.

(Jeg har, som du måske allerede ved siden januar, arbejdet som fast tilkoblet konsulent til foreningen Skyggebørn, med ansvar for al kommunikation. Siden opstarten, slut 2016 hvor initiativtageren Jes samlede erhvervslivet og bad om hjælp, har jeg siddet med i bestyrelsen. Det har ligget mig særligt på sinde at være med om bord, også fordi -som du jo måske allerede ved- jeg har mistet flere selv. I efteråret blev der skudt optagelser til et TV program, som blev released i går på DR2. Et program med titlen: Børnene fra Sorggruppen).

Og pludselig blev det bevidst for os alle, at der skulle ændres meget omkring, særligt IT-mæssigt. Da foreningen ikke har nogen IT tilkoblet i hverdagen, måtte jeg derfor selv fremtrylle disse evner, right? Altså nogen skal jo gøre det…

Så på et par måneder har jeg nu lært WordPress, kodning – både til mindre og større indgreb på en etableret hjemmeside. Som så sætter sine begrænsninger for den kreativ udfoldelse.

Perfekt for en person som mig, der jo gerne arbejder i rammer og firkantede kasser. (Ironi kan forekomme) Ja, så er det jo ikke noget problem at være låst fuldstændig fast i templates og koder. Herligt! Med andre ord, at jeg har været lidt på udebane. Som en baskende papegøje hvis vinger ikke kunne ramme tasterne, men skulle. I morgen afvikler vi Skyggebørns to års fødselsdag. En dag med tre-fire events, som jeg har brugt et par måneder på arrangere. Det hele har skulle foregå lidt tys-tys, da stifteren selv bliver 70 og skal overraskes. Det bliver spændende, hvordan det hele kommer til at afløbet. Jeg er i hvert fald spændt og ved, en masse af de frivillige også er.

Hvad sker der så med BoxTown? Måske har du allerede været forbi og set, at der er flyttet nogle containere. BoxTown er delt lidt op og flyttet ind i gården, som du snart kan læse og høre meget mere om. Promise!

I privaten? Hvad taler du dog om…?

Har ikke umiddelbart i mange år haft følelsen af at kunne skelne mellem privatliv og erhverv-… Det er ikke unaturligt, at det sidste, jeg gør, inden jeg går i seng, er at sende en sidste mail, og heller ikke, at det nærmest er, det første jeg gør om morgenen… virkelig sund livsstil. (øh?)

Men sådan er livet som selvstændig. Opgaverne laver jo ikke sig selv. Hvis man vil have noget kørende i højt tempo, bliver man nødt til at holde tingene i gang. Ja, det går ud over ens allernærmeste. Ja det går udover ens familie, venner etc. Ja, det er superhårdt! –og ja det går ud over ens fysik, kondi mm. Ikke lige frem sundt! Jeg føler mig dog lige nu omringet af de aller bedste mennesker. Min familie og venner støtter på en eller anden måde altid op om alt, hvad jeg laver! De udviser forståelse, lang tid før jeg selv gør. De rummer og acceptere. Lang tid før, jeg selv gør! Lige nu er jeg bevidst om, at jeg ofte aldrig selv rigtig helt forstår, hvad det er jeg har sat i gang eller i søen. Heller ikke altid helt bevidst om, hvor mange faktorer, der faktisk presser på, fordi der opstår for mange flaskehalse. Jeg vil det hele! Det har jeg altid ville! Jeg vil også gerne selv. Som en lille pige, der står og stamper i jorden og siger: jeg vil selv – kan selv! Jeg bliver jo også kun 35…

Gennem de sidste par måneder har jeg arbejdet som gæsteunderviser på UCN i Hjørring. På deres Natur- og Kulturformidlingsuddannelse. Jeg havde først fornøjelsen af et valgfag, hvor til jeg skulle udarbejde eksamensopgaver og tilmed endda rette. Det satte pludselig lys omkring noget viden, som er indforstået for mig og for andre er latin. Lige nu er jeg midt I faget: Entreprenuership til henholdsvis en dansk og en international klasse. Har taget dem med på en rejse omkring det at skabe deres egen virksomhed, eller eget projekt og så søsætte det. På trods af odds, på trods af manglende erfaring, på trods af manglende indsigt, på trods af manglende tid etc. I bund og grund ind i virkeligheden. Det har fået flere til at stejle og bakke ud. Nogle har endda mistet håbet omkring deres første ide. Mens andre virkelig har formået og vende rundt og se mulighederne. Jeg bliver mere og mere bevidst om, at et essentielt succeskriterier er en god egen motivation. Motivation indefra. Den er åbenbart ikke en selvfølge. (har min hjerne fortalt mig, den var) Vi bliver naturligvis stimuleret forskelligt, og den eneste måde, man selv kan gøre noget aktivt, er jo ved at blive bevidst omkring, hvad der stimulerer én selv positivt og negativt. Når først, der er bevidsthed, kan man jo rent faktisk gøre noget ved det. Eller i hvert fald forsøge sig. Og bevidstheden er jo første skridt, as they say. Jeg er blevet helt bidt af det der med at undervise. Det sætter virkelig tingene i perspektiv for mig. Har i årevis beklagede mig over den manglende forståelse, de studerende har haft, når de kommet fra deres uddannelse, men nu forstår jeg pludselig også, hvad det er, de kommer fra. Jeg bliver vildt interesseret i og nysgerrig på, hvordan der kan lægges bedre bro mellem de to sprog. Det sprog de studerende lærer og det sprog, der bruges i erhvervslivet. Jeg ved fra kolleger, sparringspartner, leverandører mm, at de har svært ved at forstå de studerende. At det akademiske niveau er for højt, og det er svært at omsætte den teori, de mener er essentiel, ind i virksomhedens problemstillinger. Måske genkender du til dette?

Jeg har i hvert fald selv været uforstående overfor, hvorfor nogen har haft den tilgang, at de hele tiden skulle søge empiri, lave undersøgelser, bruge oceaner af tid på at tænke og tænke frem for bare at handle. Min erkendelse er nok også, at havde jeg kendt til alt den viden, jeg har nu, så jeg ikke sikker på, jeg var startet. Så jeg tror på, at uvidenhed kan sætte rekorder og få ting til at ske, netop fordi man ikke er bevist om, hvad udfordringer, der vil ligge. Vi kan sagtens blive enige i, at med erfaring, viden, teoretisk tilgang kan man ramme mere præcist.

Men hvis fokus er, at skulle iværksætte noget umuligt eller skabe forandringer, som eksempelvis midlertidighed for at kunne søsætte et fast projekt på sigt, er det jo ikke irrelevant at det testet af på en god måde. Og det skal en god gang naivitet til! – naturligvis blandet med bl.a. vilje, stædighed, tålmodighed og evnen til at nytænke etc. (tilføj selv mere)

…nå, inden der kommer et helt kapitel til en bog, nogen ikke gider læse, ud af dette, så vil jeg runde af.

Der er nu få minutter til deadline, og har stadig en række opgaver, inden vi om 12 timer går i luften med morgendagens events.

Jeg håber, du får lidt med, af mit skriveri. Kunne være sjovt at være i dialog. Så har du en mening, en tanke eller andet til mit skriv, er du aldeles velkommen til at sende mig en mail. Kathrine@eventsbyskovsgaard.dk – (og sådan opstod et skriv, alt indtalt på telefonen på turen gennem dagen, med en effektiv tegnsætning og lidt rettelser her og der i de sidste få minutter). Just looove tech!

Take care you!