Musikanmeldelse: Tavse Poet

Tekst Anette Vedfald | Foto Presse

Kunstner: Tavse Poet
Album: Længe Leve Livet
Release dato: 16/3-2019
Antal tracks: 10
KARAKTER:

Det syv personers store band, Tavse Poet, er netop nu aktuel med deres debutalbum ’Længe Leve Livet’. De har de seneste par år gjort sig gældende på den danske undergrundsscene og vover nu pelsen med et pladeudspil. Det dansksprogede musikprojekt med fokus på lyrik og poesi tager lytteren med ud på en festlig rejse, som er fyldt med kor, dans og blæs.

Det første nummer, som jeg umiddelbart lige hæfter mig ved, er nummeret ’Længe Leve Livet’, der også er titlen på selve albummet. Det starter stille ud med en sjælefuld klingende korharmoni, for så efterfølgende at give den gas i en mere skarp og dikterende tone. Der prøves mange interessante ting af i nummeret, mens beatet stadig kører underliggende som et fast spor. Det klæder nummeret, og det når heller aldrig at blive kedeligt – tværtimod. Men nummeret bærer også en tydelig klang af musical og efterskole stemning, hvilket sætter det i en niche. Nummeret handler om at hanke op i sig selv, når alt virker håbløst og meget bedre i de gode gamle dage. For som Tavse Poet synger, så går livet nu engang sin gang, og de mener derfor også at man kan hvad man vil i stedet for bare at falde ned i et dybt hul.

Mit favoritnummer på pladen er ’Dans’, der giver en fin præsentation af bandet og deres præmis. Omkvædet har en fornøjelig swing rytme, der nemt sætter sig på hjernen og handler om at danse lystigt afsted. Versene derimod bærer et tydeligt præg af en Dan Turèll-agtig oplæsning, der ruller sig ud på en virkelig skøn og liflig facon. Det højner for mig niveauet, da det ikke er alle der kan slippe afsted med en sådan form for intonation. Men det kan Tavse Poet på ganske smuk vis. Sangen rummer egentlig bare en masse glæde og kærlighed, hvilket nemt smitter af og løfter humøret – og som sagt sætter sig på hjernen.

I starten var jeg slet ikke vild med nummeret ’Lys’. Men jo mere jeg fik lyttet til den smukke klaverballade, jo mere vækkede det en følelse indeni. En glemt gnist, som pludselig fik liv både gennem melodi og lyrik. Jeg vil ikke fortolke på nummerets fortælling, da jeg synes det skal være op til den enkelte at danne sig en mening derom. For mig lægger nummeret nemlig op til enkelvis fortolkning og baggrundsfilosofi. Der er enkelte steder, hvor jeg savner lidt mere akkuratesse, men det er småting og slet ikke noget der ødelægger lytte-oplevelsen af nummeret.

I nummeret ’Malalalorca’ er man inviteret med til sol og samba rytmer. Det er fuld af energi og tempo, der gør det svært ikke at lade sig rive med. Men det indeholder også nogle 80’er vibes, som bestemt fungerer fint i forbindelse med den rejse, som Tavse Poet forsøger at lokke dig med på. Nummeret handler om at vi alle sammen har noget, som vi går og syntes burde laves om. Men i stedet for at gøre noget, så stikker vi oftest halen mellem benene og smutter afsted på ferie. Så kan vi nemlig for en stund glemme al stressen og irritationen – men hvad hjælper det egentlig? Det er jo spørgsmålet, og dermed giver Tavse Poet også en sarkastisk og formanende morale, da det jo selvfølgelig ikke hjælper noget bare at flygte.

Månemand’ gror langsomt på én jo mere man lytter til nummeret. Den utrolig smukke og melankolske ballade giver dig lyst til bare at lukke øjnene, hengive dig selv og flyde med. Det er meget poetisk både i sjæl og tanke, men det føles måske lidt svært at falde ned til efter de mere glade og tempofyldte numre. Men jeg synes faktisk, at det er en ret smuk slutning og krølle på albummet, og derfor skal man bestemt ikke springe nummeret over.

Selvom det ikke lige er en plade, som jeg selv ville sætte på derhjemme, så har den bestemt noget at byde på. For uden den store ekspertise i netop denne niche, er det dog let at høre, hvorledes alle numrene er gennemarbejdede og velproducerede med et stærkt indhold af lyrik, tanker og sjæl. Det er rigtig fedt, at de bringer 80’er vibes med indover, og ingen af numrene ønsker heller at gentage sig selv i flere minutter, men vedligeholder i stedet opmærksomheden. De super skønne korharmonier er også ganske veldrejede og velafstemte med en lækker klang. Jeg fænges særligt ved Jakob Svensmarks kapable stemme, som passer ovenud godt til denne musikgenre. Han minder mig både om Folkeklubben og Dan Turèll med hans muntre syngende intonation. Så er man i forvejen vild med ovennævnte sammenligning, så vil man nok elske Tavse Poet og deres debutalbum. Pladen er for mig en smagssag og som sagt lidt musicalagtig, på hvilken baggrund jeg vurderer den til fire stjerner. Men jeg må indrømme, at jeg er imponeret over, hvor megen energi, originalitet og nærvær pladen har, og det hiver den faktisk op på 5 ud af 6 stjerner.

Trackliste:

  1. Heldigt
  2. Easy Come
  3. Længe Leve Livet
  4. Dans
  5. Sejler
  6. Lys
  7. Malalorca
  8. Syng
  9. Det Evige Liv
  10. Månemand

 

TAVSE POET består i alt af syv medlemmer med base i København. De er inspirerede af danske lyrikkere som Benny Andersen, Dan Turèll og C. V. Jørgensen. Teksterne er præget af både lette og tunge lommefilosofier, oftest tilsat flerstemmigt kor og blæsearrangementer. Bandet håber, at lytteren vil kunne opleve en autentisk og nærværende oplevelse med historiefortællingen som det afgørende omdrejningspunkt.

About Anette Vedfald 107 Articles
Anette er musikskribent for appetize.dk og laver både spændende interviews og anmeldelser. Derudover er vi så heldige, at hun også har sin egen appetize-blog. Den kan du læse her.