– er stolt af byens iværksættere –
…og så skal jeg da lige love for, sommeren kom! Eller gjorde den? Nærmest fra 8 til 20° på nul, dut og så passer det, som man har pakket vintertøjet væk… – væk med vanter og hue, ja så kom den bidende kolde vind igen… Ååh, kære DK. I love You. Men heldigvis ligner det, at der er flere solskinstimer end regn…og så handler det bare om at finde en krog, hvor der er mindst mulig vind, og så kan man faktisk få en helt fin tan allerede nu. (Har mødt de første, hvor jeg tænker, hvor har I været på ferie?) Krydser tæer, fingre og hår for, at vi får mange solskinstimer, som vi fik sidste år. …Selvom det er foruroligende, hvad det er, der mon gør, at varmen kommer så voldsomt. Er skræmmende, hvad de klimaforandringer medfører!
Jeg har, siden jeg flyttede hjemmefra, været bevidst omkring, at jeg kun ville have økologisk mad -så vidt som muligt. Startede egentlig mest med, at jeg bare begyndte at spise efter min blodtype, fordi min veninde læste til ernæring. Det udviklede sig så langsomt til kun hvidt kød, (måske fordi jeg aldrig har brudt mig om rødt kød), som så blev erstattet af mere grønt, og til jeg nu nærmest slet ikke spiser kød. Om jeg er Vegetar? Nej! Om jeg er Veganer? Nej! Om jeg er flexitar? Nej! Jeg er Mig, som spiser det, jeg har lyst til, når jeg har lyst til det. Jeg gider ikke etiketter! – og sætter du en på mig, skal jeg nok søge for at bevise, at jeg ikke hører til den…
Gennem mit arbejde med bæredygtighed siden helt tilbage fra begyndelsen af Aalborg Bæredygtighedsfestival i 2013 og 2014, til BoxTowns åbning i 2017 har mit syn ændret sig på, hvad økologi egentlig angår. For det går slet ikke hånd i hånd med det fokus på bæredygtighed, som jeg egentlig vægter så højt. For mig er det ikke logisk, at “død-og-pine” -ville have økologisk, hvis det kommer fra Spanien. Eller endnu værre fra Sydamerika eller Australien.
Jeg har meget lidt lyst til at spise ikke-økologiske grøntsager, fordi jeg er så bange for de sprøjtemidler, der måtte være tilføjet dem, men jeg har heller ikke lyst til at støtte en industri, som er så langt fra at være bæredygtig, som import fra den modsatte side af jorden er.
Det, at jeg har mistet så mange vigtige personer i mit liv, har gjort mig umådelig kritisk overfor, hvad jeg indtager. Jeg har bare ikke lyst til at fylde min krop med gift eller noget, som gør den eller på sigt kan gøre den syg. Men når jeg sammen med venner og familie vil jeg ikke være besværlig og spiser det, der er. Det er i bund og grund min måde at vise respekt overfor det, de nu har fremtryllet. Overordnet tror jeg på ; “alt med måde”. Uanset om det er sport, arbejde, specifik kost med mere. Jeg tror generelt på, vi lever sundere, når vi lever mere afbalanceret. Ligesom som små børn har ”godt af” at spise jord og få bakterier for at netop at styrke deres immunforsvar, tror jeg ligeledes, at den voksne også kan have godt af at få forskellige næring, således kroppen styrkes. (Er blot min subjektive holdning). Jeg tænker, at vi voksne dog skal tage ansvar for, hvad vi netop ernærer os selv med. Især hvis din krop giver tegn på, at den ikke er i balance. Enten ved under-spisningen eller at overspise mad, og særligt med hensyn til, hvad vi føler, vi kan tage ansvar for i forhold til eksempelvis klimaforandringerne. For mig er det skræmmende, at forskningen viser at især produktionen af oksekød her så graverende konsekvenser, at jeg konsekvent ikke vil støtte denne industri. Derfor køber jeg ikke oksekød, ej heller svinekød, eller nu heller ikke hverken kylling eller fisk længere. Jeg er egentlig ret glad for både kylling og fisk, men de forhold jeg ser dyrene leve under, har jeg ikke lyst til at støtte. Inderst inde er jeg faktisk også bange for de tungmetaller, der måtte være i eksempelvis fisk i dag, på grund af alt det affald, som er i verdenshavene.
Jeg får mere eller mindre lyst til at dyrke alt min mad selv. Kender du følelsen af at stå i et supermarked, og nærmest gå i panik, fordi man ikke kan skelne hvor produkterne oprindeligt er fra og hvordan de er vækstet? Jeg kan nogle dage mærke, at jeg bliver helt skør i bolden, når jeg begynder at forholde mig for kritisk til, hvad det er for nogle produkter, jeg putter i min kurv. Når jeg betragter min adfærd omkring at handle, kan jeg faktisk mærke, at jeg sætter farten op i det jeg træder ind i et supermarked. Jeg går fluks hen til de varer jeg kender (læs helst helt rene, uforarbejdede), skynder mig rundt og går ud igen. Jeg er ikke typen, der står nysgerrig og vender og drejer produkter og kigger og synes, det er spændende. Tværtimod oplever jeg, at det faktisk er forvirrende uoverskueligt og til tider kan den her ualmindelige ”panik” opstå, fordi jeg bliver alt for bevidst om indholdet i produkter og automatisk sætter frygt i forbindelse med det ukendte. (Så er det næsten bedre at være uvidende…) !!!? …Jeg sidder faktisk lidt og smågriner af mig selv. For snyder mig selv ved netop hurtigt at få det overstået, fordi det andet skaber mindre kaos hos mig. (’amen så afbalanceret jeg dog er. Nameste).
Nåh men, nok om min købsadfærd og vaner. Hvad er der sket siden sidst…
Vi fik afviklet foreningen Skyggebørns to-års fødselsdag med kæmpe succes. Herfra en stor tak til alle, som kom forbi, støttede op om dagen, endda gav et beløb til foreningens arbejde. Sikke en fest det var! Og sikke en fest det fortsatte med, da tv-programmerne de efterfølgende tre uger rullede over DR-skærmen. Sikke en national omtale og fokus foreningen har fået. Det har medvirket til, at en fond har støttet op, og vi nu kan udvide yderligere i København. Helt fantastisk! Ydermere åbnede både Tivoli og Fårup Sommerland dørene op vores grupper ganske gratis. Så henholdsvis 25 børn i København, og 200 børn og familier i Fårup Sommerland. Sikke en gave! Det lokale fodboldhold AaB stillede endda tre spillere til rådighed med vores grupper i Fårup Sommerland. Det gav særligt de fodboldinteresserede en vild oplevelse! AaB har jo valgt at sæsonens håndsrækningsindsamling (1 kr pr tilskuer til hjemmekampene) skal gå til foreningen også. Virkelig fantastisk med den lokale opbakning!
Og så har jeg haft UCN klasserne med på ekskursion her i Aalborg, hvor vi besøgte de lokale iværksættermiljøer. Blandt andet StartUpWorks ovenpå Sinnerup, startet og administreret af en iværksætter Marc Munzer -med hjertet på rette plads, som med egne kræfter og endda egen økonomi har startet et iværksætterhus for at hjælpe særligt tech-iværksættere. Imponerende tiltag, som han nu har drevet flere år. Ligeledes besøgte vi Syndikatet, som ligger på Mølle Å plads, som Cristoffer Mørch med sin virksomhed Ideaal og business partner Thomas, i sin tid startede med to andre virksomheder. Drengene driver ligeledes Iværksættermiljøet uden kommunale midler og med egen indsats, kræfter og økonomi. Helt igennem sejt, at sådanne personligheder findes her i Aalborg. Foruden de to steder findes der jo adskillige kontorfællesskaber, men to andre iværksætterhuse drevet uden tilskud af offentlige midler, er Mama I Made It, startet af Jeppe Rahbek, og så Iværksætterboxen som er en del af BoxTown.
Jeg kunne høre, at det gav de studerende noget særligt -rent faktisk at se – de her levende iværksættere, som jeg nu har berettet om i min undervisning gennem et par måneder i faget Entrepreneurship. Virkeligheden er jo noget andet end bøgerne. Og jeg er helt oppe over, at en af grupperne har valgt, at deres lille gruppe i det her forløb har udviklet sig til et projekt, som de nu er ved at igangsætte, så det er rent faktisk bliver en mindre virksomhed. Det er virkelig Upperen! …Og så har de endda spurgt mig om, jeg vil være deres mentor! Er da for fedt! Elsker at kunne inspirere nogen, og så endda hjælpe dem til rent faktisk at nå i mål med deres ønske!
..og det private?
Det er nu nået til det vilde skridt, at jeg rykker pælene op fra Aalborg midtby. Efter at have boet i midtbyen i snart ti år, rykker jeg nu ud til Hasseris Enge med ham Nordmanden. Det bliver helt vildt, og jeg er både spændt og lidt nervøs. Kan man undvære det pulserende midtbys liv? At have to-tre minutter til alt. At jeg nemt har kunne komme ned og opleve det, der måtte ske. Det er spontane initiativ. Har jo ligesom haft lidt let adgang til alting, så det bliver da underligt at skulle have længere afstand til alt, især nu her i sommeren, hvor byen er så pulserende og levende.
Men jeg har savnet roen længe. Jeg savner at kunne gå udenfor en dør uden at møde 50 personer inden for 30 sekunder. Vingårdsgade, hvor jeg bor nu, er efterhånden blevet Vesterbro efter de har lukket Algade, så det er ualmindelig meget trafik larm og konstant mennesker foran min hoveddør. Er altså lidt for anstrengende, når man kommer ud med både morgenhår og nærmest klædt i nattøj, når jeg lufter hunden, inden jeg skal i seng… (havde selvfølgelig været en fordel, hvis der rent faktisk var en bagtrappe og en baggård, man kunne gå ud ad. Men det er der desværre ikke her). – “ak ja, æ er bleven for gammel tel det pjat”. Alderen har ramt mig som så mange andre. Og hvem skulle dog have troet det? Hende med ballonerne flyvende omkring sig, iført pink paryk og tyld og hoppende rundt i gaderne, at hun rent faktisk kunne få nok af alt den larm… Well it happened! Så om ganske få uger kan jeg nu kalde mig ved nyt postnummer, for første gang siden jeg er flyttet hjemmefra! (naturligvis bortset fra de år jeg boede midt i Hamburg)
Det bliver spændende, og jeg glæder mig vildt, som en lille barn til jule-awten!
Jeg håber, du fik lidt ud af at læse med. Måske kan du om ikke andet glædes over, du ikke lider i ”panik” i supermarkedet, og har styr på dit shit 😉 Jeg ønsker dig en herlig maj måned – som de kloge si’r ”husk solcremen, den sol er skarp særligt nu”. (læs : sagde hende, der ikke brugte solcreme i sine unge dage, og nu har adskillige pigment-skader i ansigtet, og sikkert flere rynker også grundet solen…)
