”It’s the most wonderful time of the year…”, synger Andy Williams. Og det pirker til den (min) store jule-vrangforestilling om, at december må og skal være hyggelig hvert milisekund af døgnet, selvom vi komprimerer 63849 juletraditioner ned på lidt over 3 uger.
Sådan kan jeg godt få det af og til.
Jeg kalder det julesvinet. Altså den følelse af, at det ikke er ”rigtig” december, hvis ikke der klippes x-antal julehjerter, bages 5 slags småkager, sættes lys i pyntegran inden d. 6. eller man ikke følger med i samtlige julekalendere på alle kanaler.
Jeg er sikker på, I kender det… Jo. Lad endelig være at fornægte det. Hvis man juleaften konstaterer, at anden ikke er stegt med appelsiner, som den plejer, eller der ikke er klejner til kaffen, men i stedet honningkager, og man får den der lille snert af ”Nå..”-følelse, så er det Julesvinet, der titter frem over den ene skulder og sender utaknemmelighedsvibrationer ind i julestemningen. Puha, den er grum.
Jeg oplevede den allerede, da Christian åbenbarede sin kalender for mig. Min søde mand, Christian, som er musiker af hjertet, og som derfor bruger stort set hele december på at lave julekoncerter og skabe julestemning alle andre steder end hjemme i vores rugbrødskrummehule.
Jeg oplevede den også, da 1. december oprandt, og jeg stod i vasketøj op til øreflipperne, og ingen julepynt endnu havde set dagens lys. Julesvinets uskrevne regel om, at der må og skal pyntes første dag i julemåneden, for ellers er det ikke rigtigt, fik lov at fise ind på min lystavle og gøre mig i ret skidt humør for en stund.
Men nu er det 7. december, og svinet er efterhånden forduftet til fordel for gedigen taknemmelighed og realisme. Vi når ikke at bage et honningkagehus i 3 etager med indbygget elevator – vi når faktisk heller ikke at bage vaniljekranse eller brunkager.
Til gengæld har vi bagt pebernødder, skåret og formet af en 3-årigs flittige, lærende og omhyggelige hænder og med lige dele krydderier og gode intentioner i. Vi synger lavmælte julesange, inden vi skal sove, og vi snakker rigtig, rigtig meget om Julemanden, som lægger et brev i julesokken hver morgen.
Vi når ingen julemarkeder eller julearrangementer, og nærmest alle julekalendere sendes midt i aftensmad eller putning. Til gengæld glæder vi os over et afsnit af ”Pyrus” (fra da mor var barn!) hver eftermiddag, mens vi (læs: storebror og lillebror) forsøger ikke at komme i åben kamp om, hvem der må sidde med den orange pude, og om, hvorvidt man må skubbe sofabordet helt ind til sofaen eller ej.
Flosklerne, som vi bare hører så tit, at de muligvis har mistet betydningen – ”Julen er hjerternes fest”, ”Julen er, hvad man gør den til.” – de fortjener at blive lyttet til. Især af os, der tilgår december med skyhøje forventninger og et ”Nu skal vi skynde os at hygge os!” på læben.
Glædelig, god, og nærværende jul!
