Det kan godt have sine udfordringer at bosætte sig i en lille nepalesisk bjerghytte afsondret fra alt man kender, og normalt trækker vejret igennem. Også selvom denne lille nepalesiske bjerghytte faktisk blot befinder sig i en mellemstor provinsby i Nordjylland med både lokalt hotel, flot julebelysning og egen asiatisk buffet.
Man kan godt blive ramt af tristesse, som et træ rammes af lynet. Alenehed og ensomhed. Mange bliver ramt af ensomhed, og den har en evne til at gnave lidt dybere om vinteren. Nogle mennesker rammes af den dagligt, og ligefrem mange gange dagligt. Den kan sætte sig som stærke store hænder om halsen, så man næsten ikke kan trække vejret. Andre rammes måske kun om søndagen eller fredagaften. Ved juletid, eller få gange på et helt liv. Men jeg tror ikke nogen af os kan snige os igennem livet uden at blive ramt. Jeg er blevet ramt mange gange igennem mit liv, og specielt det sidste år. Jeg bliver ikke længere ramt dagligt, dog kommer den stadig snigende ind på mig hver eneste uge. Men jeg har mine iltmasker. Mine fuldkommen uundværlige iltmasker, mine egne engle, der holder mig kørende hver dag, som en uudtømmelig kilde af inspiration, omsorg og støtte – stærk, som det stolteste egetræ og nænsomt, som den smukkeste lotusblomst.
Men her den anden dag blev jeg hårdt ramt, og jeg bestemte mig for en Disney-dag sammen med tortellini i spinat og tiramisu med granatæblekerner. Jeg har stor respekt for Walter Disney og hans legende hjerne og hjerte. En gudsbenådet historiefortæller gennem flere årtier, og jeg overvejede både Askepot og Løvernes Konge, men valgte en ny asiatisk inspireret superheltefilm fyldt med magi, heltemod og drager og bagefter en serie om opbygningen af alle de forlystelsesparker, imperiet har skabt verden over med mere eller mindre held. Og hele serien sluttede med en enkelt sætning, hvad essensen er, set med den kreative del af Disneys øjne. ”You are going to be okay”. Ligegyldigt hvordan verden opfører sig. Og det var lige præcis de ord, jeg havde brug for den dag. Og når vi tager udgangspunkt i at vi alle, i en eller anden forstand, er én stor bunke af sammensmeltet energi, så legede jeg at der også er et lille skud Disneyenergi indeni mig. Jeg skal blot finde den og lade den flyve frit. Vi kan i bund og grund selv vælge vores grundenergi og hvilken farve den skal have, men det kræver træning, og jeg ved at vi snubler og falder rigtig mange gange undervejs, så farvepaletten synes ganske udsmattet og umulig at fange lyset i, og malerbøtterne spænder ben, vælter og det hele sejler. Så er det med at tænde for dynamolygten i mørket og trampe i pedalerne igen. Dét kan også godt være en udfordring, hvis det er mange år siden, man var en haj til at køre på cykel.
Der var også en tid, hvor en runde på facebook kunne gøre underværker, og skabe smil, hyggelige fnis og et hurtigt fix af overskud. I stedet for at samle er det, lige nu, blevet et sted der spreder. Udskamning, opdeling, mobning. Et sted hvor de dårlige energier flyver en i møde, og hvor det før var sjovt at slentre en tur ned ad gågaden, får jeg blot lyst til at sprinte afsted i zigzag, mens jeg søger dækning for vildfarent mudderkast af alverdens art, indtil jeg når et sikkert velkendt sted, hvor der stadig flyder masser af skønne, intelligente og inspirerende tanker ned i skødet og ind i hjertet på mig. Men facebook afspejler jo blot vores liv udenfor. Stemningen. Hvad vej vinden vender. Vi bestemmer det selv. Vi bestemmer, hvad vi vil stå model til. Jeg elsker mad, hvis nogen skulle være i tvivl. Og en dag lagde Lissi et billede om af sin aftensmad i en madgruppe, jeg følger med glæde. 4 forårsruller fyldt med remoulade. Der gik ikke lang tid før forargelsen fløj igennem tråden. Som andeflokken i Den grimme Ælling. Ja næsten forfærdelsen over Lissi havde proppet sine forårsruller med remoulade. Hvad bildte hun sig ind? Det var da kun tilladt at fylde dem med soya og måske et lille drys karry og chili. Men Lissi stod fast! Sammen med få andre stod hun fast på retten til selv at bestemme over hvad, hun puttede i sine forårsruller. Og Lissi blev ved med at lægge et billede op af sine forårsruller, hver gang de stod på middagsbordet der hjemme. Og hver gang skulle hun en tur igennem remouladekværnen, men hun var kold i røven. Nu er kværnen næsten forstummet, og Lissis remouladeruller er lige så velkomne i dag, som andres soyaruller. Hun gav aldrig op.
Når julen nærmer sig, begynder jeg altid at tænke på Engle. Der fandtes stort set ingen nisser i mit barndomshjem, andet end dem der var tegnet på de gammeldags kræmmerhuse, der hang på juletræet fyldt med konfekt, til gengæld var der masser af engle. Faktisk året rundt. Og i toppen af vores juletræ vejrede også den smukkeste gamle antikke porøse Engel. Og engle er jo ren energi, der kan helbrede knuste hjerter, de følger os, passer på os, drager omsorg og lytter… hvis blot vi åbner for vores englekanaler. Som verden opfører sig lige nu, tænker jeg at rigtigt mange engle må være på ekstremt overarbejde, ligesom de hvide engle på vores sygehuse. Og i stedet for at stå i hver vores skyttegrav håber jeg vi går ind i en tid nu, hvor vi vælger at være hinandens engle. Passe på hinanden. Trodse frygt og vise omsorg og forståelse – på tværs af holdninger og overbevisninger. Vi har så ufatteligt stor brug for det. Ingen kan kæmpe kampe på flere fronter ad gangen særligt længe, så vi har brug for samhørighed. Alle kysserne, råberne, fuckerne, de frygtløse, de frygtsomme, de frygtindgydende, frihedskæmperne og de kærlighedshungrende. Vi skal alle igennem denne jul og den- ne vinter sammen.
Glædelig Jul og et Smukt Nyt år
Josefine (P.s. Vanillekranse med smøreost eller blåskimmelost smager virkelig godt.)
