Respekt, solidaritet og balance er essentielle ingredienser i et godt lederskab for hoteldirektør Peter Lyngby Hansen (45 år), som står i spidsen for Hotel Amerika i Hobro. Med et varmt hjerte for skæve eksistenser og en stærk retfærdighedssans brænder han for at gøre op med den respektløse og hårde tone i hotel- og restaurationsbranchen.
Drejer du fra hovedvejen ad Amerikavej midt i Hobros hjerte, befinder du dig i den idylliske Østerskov tæt ved Mariager fjord. Midt i bøgeskoven ligger Hotel Amerika, der blev bygget i 2003. Området er dog fyldt med historie, som rækker væsentligt længere tilbage. Det fortælles, at Amerikavej er opkaldt efter en dansk mand, der havde rejst en årrække i Amerika. Da han kom hjem til Danmark, byggede han husene i Østerskoven. Når folk skulle besøge amerikaneren i Østerskoven, sagde man, at man besøgte Amerika – deraf navnet på vejen og hotellet.
I 2017 tiltrådte Peter Lyngby Hansen som ny hoteldirektør efter godt seks år som køkkenchef, så han havde stor indsigt i den daglige drift, og var bevidst om, at hotellet og restauranten behøvede en ny retning.
Alle søger mere ro og nærvær
Peter forudser, at hotelbranchen ser ind i en tid med mange udfordringer og kriser, som afløser hinanden. Derfor er det særligt vigtigt at stå for noget og stå fast – ligesom egetræerne udenfor vinduet, der med deres solide rodnet ikke lader sig påvirke af vind og vejr. Han oplever, at gæsterne ikke længere går op i antallet af tv-kanaler, men derimod søger den autentiske oplevelse.
Peter tror på, at han i fremtiden vil se flere gæster, som søger at få den tilværelsen på afstand, lade sig betage af smuk natur, områdets historie, nyde lækker gastronomi og en nærværende dialog med personalet. Det samme gælder business-gæsten, som med mange rejsedage gerne vil have en følelse af genkendelse og at kunne stole på et højt niveau af kvalitet. Alle søger mod mere ro og nærvær – og netop det skal hotellet i bøgeskoven emme af.
Uafhængig og de bedste
En generel problematik for restauranter på hoteller er, at gæster ikke tænker, at de kan tage derhen og spise, medmindre de bor på hotellet, fortæller Peter. Han ønskede derfor at brande restauranten selvstændigt. Den skulle kunne stå alene og være uafhængig af hotellet.
– Vores mål var at være en af de fem bedste restauranter i Nordjylland. Vi skal ikke være bundet eller lade os begrænse af normer, men derimod placere os solidt på landkortet, siger Peter.
Derfor skulle restauranten også have nyt og stærkt navn. Noget der gav genklang. Den hedder nu ’Uafhængig’, som også er en reference til den amerikanske nationaldag d. 4. juli, hvor USA fejrer sin uafhængighed fra Det Britiske Imperium.
Peter er ikke bange for at sigte højt. Ambitionen er, at de skal være de bedste! Med de bedste mener han, at han vil gøre sit ypperste for at skabe de bedste arbejdsvilkår og ikke gå på kompromis med kvalitet og service.
– Vi SKAL kunne mærke og se, at ALT vi laver, er lavet med passion, fortsætter Peter.
Ihærdigheden bar hurtigt frugt, for allerede før COVID19 indtraf nåede restaurantens gourmet morgenmad og kokke at blive internationalt præmieret i Paris og fik hele 6 gafler i Nordjyske.
Forkærlighed for mad, motorcykler & metal
– Hvordan JEG finder ro!? Hmm, det er et godt spørgsmål!
Peter læner sig tilbage i Chesterfield stolen, tager hånden til hagen og kigger tankefuldt ud ad vinduet. Vi sidder i hans lille interimistiske indrettede kontor på 1. sal på Hotel Amerika med udsigt til dybgrøn bøgeskov.
– Jamen jeg finder ro ved at være for mig selv i private rammer, hvor jeg har mit helle. Jeg elsker at læse, lave mad, være i naturen, køre motorcykel og lytte til musik. Jeg ser ikke rigtig tv, men som andre nørder jeg serier, kan jeg lægge mig ned og nørde et helt musikalbum. Jeg har især en forkærlighed for metal – særligt guitar og tekster. Og jeg er næsten på Copenhell hvert år, siger han med et skævt smil.
AC/DC ́s musik har en helt særlig plads hos Peter. Han har endda en tatovering med dem.
Fakta
Navn Peter Lyngby Hansen
Født 1977 i Frederikshavn
Opvokset i Lyngså
Uddannelse Udlært kok
Job Hoteldirektør
Civilstatus i forhold med Rikke Kvist
Børn Malou på 13 år
Tid til at nyde maden, spise langsomt og tale sammen
Foruden direktør-titlen er han også far med stort F og prioriterer kvalitetstid med datteren Malou på 13 år, som bor ved ham hver anden uge i Nørholm, samt kæresten Rikke og hendes to børn. Det er særligt i køkkenet, at Peter har kvalitetstid både med Malou og Rikke, for han elsker at glæde andre med mad. Han fortæller glædeligt, at hans datter med tiden er blevet mere madmodig med et smil.
– Jeg er glad for, at det ikke længere bare er pasta og nuggets som er et hit, griner Peter.
Han beskriver, at noget af det bedste han kan lave til hende nu, er rørt tatar.
Rikke og Peter har begge en forkærlighed for det asiatiske køkken. Det er oftest ham, der er bag gryderne, hvilket han nyder, og Rikke der sidder på en stol, mens de får en sludder. De tager sig tid til at nyde maden, spise langsomt og tale sammen. Peter går op i at servere maden smukt, så kartoflerne bliver aldrig serveret i en gryde, de skal op i en pæn skål.
– Vi har den dårlige vane i restaurationsbranchen, at vi spiser maden alt for hurtigt. Så det har jeg skullet aflære mig. I dag er jeg meget bevidst om at lægge bestikket, samtale med folk og jeg er ofte den sidste, der er færdig med at spise.
Selvom Peter elsker at tage sig tid, er tid ikke altid det, som han har mest af, og tilføjer med et grin;
– Fik jeg nævnt, at Rikke bor i Vejle og ligeledes er hoteldirektør – prøv lige at løse den ligning!
Rikke driver Hotel Hedegaarden i Vejle, som hun ejer med sin familie, og hun har ligesom Peter et hektisk program, hvor hun også skal balancere livet som hoteldirektør med forældreskabet.
– Men vi får det til at fungere og sover sammen 4-5 dage om ugen. Det kræver, at man ikke er bange for at køre lidt bil – og det er nogle gange om natten, fortæller Peter.
På de mange køreture gennem det jyske landskab lytter Peter gerne til lydbøger og podcasts. Han er især glad for Børsens daglige nyhedsoverblik, Søren Franks podcast om mad og vin, og Simon Siniks bøger og podcasts om personlig udvikling. Derudover er han også fan af true crime. Selvom det mest bliver til lydbøger, nyder han dog også at læse sin avis dagligt – og det er selvfølgelig Jyllands-Posten.
Talked it like he walked it
Det siges, at forsangeren fra AC/DC Bon Scott ‘talked it like he walked it’, hvilket også kan siges om Peter. Som tidligere nævnt har Peter heller ikke problemer med at være foregangsmand for forandringer, og han siger tingene, som han ser dem.
– Har man noget at bidrage til, så er man forpligtet til at gøre det, og jeg synes, at vi har et ansvar for at ændre hotel- og restaurationsbranchen, siger han bestemt. Peter ønsker helt konkret at få udryddet den hårde tone.
– Der kan godt under pres være en kort kommandovej, hvilket er okay, men vi har som branche ikke behandlet ansatte ordentligt. Han forklarer, hvordan han som kok på egen krop har oplevet, hvorledes autoriteter i branchen har brugt deres magt på forkert vis.
– Jeg har oplevet at få rap over fingrene med en ske. Blevet sparket hårdt over skinnebenet og meget andet, som jeg ikke vil nævne her. Jeg kommer aldrig til at hænge nogen ud, men jeg er meget opmærksom på, at der skal være respekt for alles arbejde, uanset hvad de bidrager med.
Bagagen fuld af hårdt arbejde, dedikation og respekt for sine medmennesker
Peter har taget med hjemmefra, at vejen frem er hårdt arbejde, dedikation og respekt for sine medmennesker. Han beskriver sig selv som en `vild, men introvert` person. En kontrastfuld og sammensat personlighed præget af en livsglad, udadvendt og ledende far og en introvert og eftertænksom mor, som først skulle se folk an.
Peter er vokset op i en kernefamilie i Lyngså lige udenfor Sæby, hvor begge forældre arbejdede på Værftet, og han beskriver barndommen som et sted med plads og hjerterum. En familie med meget tætte bånd, som ofte samledes om maden. Han var en pæn, indadvendt og ordentlig dreng, indtil han i sine teenageår blev skoletræt og ikke længere kunne sidde på hænderne – og som han siger, så blev skolen nok også træt af ham.
Efter en lidt vild og uregerlig ungdomsperiode startede Peter i kokkelære. Gradvist arbejdede han sig op gennem kokkefaget fra kokkeelev til respekteret og prisvindende køkken- og food & beverage chef for blandt andet Pele og Operahuset i København. Her nåede han at servere for både kongehuset og Kofi Annan.
Kokkejakken gav superkræfter
Som en af de vilde drenge havde Peter godt af at komme i lære i kokkebranchen, hvor han blev draget af det hektiske miljø, og at man var afhængig af hinandens arbejdsindsats. Ordene ’ja tak’ blev indvævet i hans DNA. Når han iførte sig kokkejakken, iførte han sig samtidig en rustning, som gav ham en tro på sig selv, han ikke tidligere havde oplevet, og optimismen voksede dag for dag.
Peter oplevede et stærkt fællesskab i køkkenet og havde nogle dygtige læremestre. I skoleårene havde han ikke set sig selv som hverken kreativ eller udadvendt, men når han blev bedt om at sammensætte smage, menuer eller præsentere maden æstetisk, kom kreativiteten frem i ham. En aften, hvor hans forældre var inviteret i restauranten for at se deres søn i aktion, kunne hans mor knap kende sin indadvendte søn, som pludselig slet ikke havde problemer med at være det talende centrum.
I dag har Peter ikke længere brug for at bære sin rustning og kan sagtens nyde at tale foran 1.500 mennesker.
– Jeg tror på mig selv, har fundet balance og lever med de forventninger, andre har til mig.
Han er derfor meget bevidst om, hvor meget branchen kan løfte mennesker, som måske skiller sig lidt ud, og ikke er gået den lige vej i livet. Det er derfor også svært for Peter ikke at involvere sig, når han møder mennesker, der fortjener en chance for en ny begyndelse.
– Alle kan noget særligt, og at se folk vokse og lykkes er en kæmpe glæde.
Direktørjobbet kan til tider være ensomt
På trods af, at Peter går meget op i balance mellem arbejds- og privatliv for både ham og hans ansatte, er han med sine rødder i restaurationsbranchens hektiske køkkener vant til at bestille noget, hvilket hans livsstil også bærer præg af. Ud over hans virke som hoteldirektør for Hotel Amerika, sidder han i en række bestyrelser, så kalenderen er fyldt. Han forklarer, at det ikke altid er et let puslespil, men at nøglen ligger i at opbygge en stærk organisation, som er i stand til at klare sig selv, samt at erkende, at nogle gange skal der nye indsigter til, for at nå videre med udfordringer.
Peter beskriver ærligt, hvordan det til tider godt kan være ensomt at være direktør. Derfor er han meget taknemmelig over
at have dygtige ansatte samt en ejerkreds og bestyrelse, som deler de samme værdier.
– Men nogle dage er jeg bare ensom, det er et grundvilkår. Og i sidste ende, er det mig der står med beslutningerne.
Derfor finder Peter det inspirerende at søge indsigt hos andre hoteller.
– I bestyrelsesarbejdet er man helt inde i maskinrummet og oplever, hvordan andre griber udfordringer an. Det giver inspiration til udviklingen af vores eget hotel og energi til arbejde videre her.
Men han er bevidst om, at det hele tiden er en balance, for han skal fortsat være synlig og tilgængelig på hotellet.
Jeg kender hver en krog
Peter går op i, at Hotel Amerika har et fladt hierarki, og han anser hotellets ansatte som en lille familie, hvor man hjælper til, når der er brug for det.
– Jeg kender hver en krog. Om jeg skal tage en vagt i køkkenet eller receptionen gør mig ingenting. Det er tværtimod en god måde at have en føling og være tæt på de ansatte og gæsterne. Det er min force og min ulempe.
Peter er tæt med sine ansatte, hvilket han elsker, men med meget personale kommer også mange bekymringer. Han beskriver, at der ingen stødpude er, og at har skullet arbejde med ikke at blive overinvolveret. Med tætte bånd til de ansatte kan det også være svært at sige farvel, når de spreder vingerne og søger nye udfordringer. Derfor bliver han særlig glad, når tidligere ansatte kommer på besøg og beskriver, hvor godt de havde det på hotellet.
– Det giver en tro på tingene. Der er jo masser af ting herude, der ikke lykkes, så det kan lysne på de grå dage, fortæller Peter.
Selvom han nyder at være tæt på gæster og ansatte, kan han heller ikke være begravet i drift hele tiden. Der er også en, der må sidde i helikopteren.
Forkærlighed for tatoveringer og det amerikanske
På trods af at kokkejakken for længst er skiftet ud med jakkesættet, og det ikke længere er hans panser, gemmer Peter på mange personlige historier under skjorten. Peters overkrop er nemlig fyldt med tatoveringer. Han anser det som værende en hobby og siger;
– Ligesom andre går til golf, går jeg til tatovering.
Alle Peters tatoveringer har en speciel betydning. Vikingen på ryggen og gladiatoren på armen symboliserer dedikation, styrke og udholdenhed og lommeuret på hans bryst med en svævende skytsengel over, er dedikeret til hans datter. Derudover har han gennem hele livet haft en forkærlighed for det amerikanske, og han har blandt andet en tatovering af Frihedsgudinden og det amerikanske flag. Derfor er det lidt pudsigt og skæbnesvangert, at han nu er direktør for Hotel Amerika.
Men mon ikke også det kræver en selfmade-man med en drøm og et vikingehjerte at holde kursen i oprørske tider.
