Livet bliver ikke genudsendt

tekst JOSEFINE PASSER | foto MARIA ELLERMANN

Ægteparret kunne sagtens flyve ud i natten og ligge på de caribiske strande med en flaske champagne i den ene hånd og en dåse caviar i den anden, eller sende fodselfies ved poolen hjem fra alverdens luksushoteller rundt omkring i verden, men det er aldrig dér den ender. Hver gang, hver dag handler det om, hvor hjertet banker og om at gøre en forskel

Solen smiler tværs over Nordjylland på denne forårsdag, hvor vores fotograf Maria og jeg bevæger os op på den allerøverste top af Aalborg, hvis man lige ser bort fra Aalborg Tårnet. Op ad den stejle lille vej i Hasseris, som mange motionister kender alt for godt, helt op til man ikke kan komme længere, og hvor bøgen står i fuldt ornat, fuglene kvidrer i sine egne elegante toner, og der hviler en særegen ro og en afdæmpethed, som ikke findes mange andre steder. Vi svinger ind gennem den smukke åbne sorte smedejernsport med de fine og enkle krummelurer, og parkerer den lille sorte dyt ved siden af villaens egen Rolls Royce Cabriolet. SÅ er tonen ligesom sat…

Vi skal møde husets Frue, men det lyder alt for opstyltet til, at det kan have noget med vores hovedperson at gøre, så jeg vil hellere sige hjemmets Sonja! Sonja Christensen. Kendt vidt og bredt over sø og over land for sit arbejde og velgørenhed for udsatte mennesker, voksne og børn, både i Danmark og Nicaragua.

Hoveddøren står pivåben, og vi bevæger os langsomt hen til den og kigger forsigtigt ind. Inde i hall‘en står Sonja og taler i mobiltelefon, mens hun ivrigt gestikulerende vinker os indenfor. Oppe på toppen af Hasseris kunne man meget nemt have forestillet sig, at Fruen ville møde APPETIZE med bobbet hår i en casual spadseredragt, store perler, silketørklæde, og fine Gucci bidselsko – men hvis det var det, man forventede, så ville man tage så grueligt fejl af Sonja Christensen. Her står hun med blussende smukke kinder og smilende øjne, slidte jeans, sneakers og en løsthængende skjorte midt
i villaens fabelagtige hall, der er taget
lige ud af blomsterkunstneren Tage Andersens magiske verden. Den støvede
mørkegrå farve fra gulv til loft kombineret med møbler og flere meterhøje
skulpturer i zink og oxyderet messing,
Kviummaleriet, der fylder hovedvæggen, brager igennem og flænser pænheden og Trampedachs altopslugende malerier finder mit blik, hvor end jeg vender mig hen, som jeg bevæger mig længere ind i villaen. Kunsten er overalt. Modig og skarp, hæsblæsende og rummelig. Malerier, designmøbler og skulpturer blandet med folkloren fra det land, der ligger Sonjas hjerte meget nært, Nicaragua.

Raise for kids

Vi bliver budt hjertevarmt velkommen og placeret inde i spisestuens karnap med udsigt over Aalborg og den store stejle dybe smukke have. Kaffe og te, danskvand og ostemadder. Klokken er 10, og jeg ved Sonja har været oppe siden klokken 4.00, der er lige nu ikke meget tid til søvn. Sonjas store Aalborg Event på Flyvestation Aalborg ”Raise for Kids” løber af stablen d. 26. maj. Få uger efter vi besøger hjemmet. Og alt skal klappe og køre på skinner. Et mastodont velgørenhedsarrangement med mere end 115 frivillige, der iblandt også byens Borgmester Thomas Kastrup Larsen, til fordel for de to nordjyske hjælpeorganisationer, Gestus Nord som Sonja er ambassadør for og fonden CoolUnite. Begge organisationer med formålet at hjælpe udsatte børn, og lige nu ligger hele Sonjas krop og sjæl ude på Flyvestationen. Planerne er at overskuddet bl.a. skal gå til det første Børnehospice i Nordjylland. Og de helt store kræfter er kørt i stilling. Både bogstaveligt og i overført betydning.

Sonjas mand Eigild Christensen er passioneret og hed elsker af de vildeste hestekræfter og smukkeste biler, så den står på både Ferrarier og formel 1, Rolls Royce og flere andre af parrets luksusbiler, man kan få en tur i. Mads Langer kommer, The Antonelli Orchestra, Søren Sko og Onkel Reje, Joey Moe og også Poul Krebs har meldt sin ankomst, da han hørte om Sonjas event. Og det er tydeligt, at Sonja får helt bløde knæ under det smukke runde bord, kinderne blusser op igen og øjnene slår smut i en blanding af kåd nærmest teenagegenerthed og uforbeholden glæde, når talen lander på Poul Krebs.

Det skal være en dag for hele familien i alle aldre. Folkeligt og luksus til kvinderne, musik og humor, livsstil, wellness og masser af hestekræfter, og Sonja holder alle trådene samlet sammen med sin uundværlige sparringspartner Kathrine, direktør for fonden CoolUnite. Sonja ser på mig, det er Kathrine I burde skrive om og tale med, slet ikke mig! Men kære Sonja … jo, det er jo dig, vi både gerne vil snakke med og skrive om. Dit store hjerte, din passion, dit engagement, din råstyrke og målrettethed.

Kærlighed ved første blik

Sonja og Eigild Christensen hører absolut til blandt de rigeste nordjyder. Efter salget af trykkeriet Color Print i 2006 røg der rigtig mange hundrede millioner ind på kontoen, og Eigild er en dygtig forretningsmand, men Sonja ved godt, hvor hun og Eigild kommer fra, og der er blevet puklet hårdt igennem alle år. Hun blev født i 1954 i Hvorupgaard, hvor hendes forældre havde eget gartneri. 10 år efter sine søskende kom hun til verden som et absolut uheld, med hendes egne ord. Hun skulle egentlig have heddet Solveig, men det kunne faderen åbenbart ikke huske i dåbsøjeblikket, så det blev til Sonja i stedet. Det skabte nok en smule mindreværd at føle sig overset som barn og med det, måske lidt for mange kartoffelkager i en årrække og ca. 40 kg. for meget på vægtskålen. Men for mange kilo på kroppen tog både Sonja og Eigild for nogle år tilbage konsekvensen af og fik foretaget en gastrisk sleeve operation, hvor man fuldkommen fjerner en stor del af mavesækken, så der ingen mulighed er for senere hen af spise sig tyk igen, man føler simpelthen ikke sult på samme måde som før operationen. Dén operation ser Sonja som en af de aller vigtigste og bedste ting, hun har gjort for sig selv, og igen er den et udtryk for den vilje og beslutsomhed der omkranser Sonja.

Sonja og Eigild har holdt sammen igennem tykt og tyndt lige siden Sonja en dag, som 15-årig, spankulerede ind gennem dørene til Salling og Eigild var på vej ud. Jeg tror godt, man kan kalde det for kærlighed ved første blik, for Eigild vendte om og fulgte efter Sonja op på øverste etage, hvor de satte sig på de grønne stole og talte og grinede. Efter ti minutter gik Sonja hen til en mønttelefon og brugte 50 øre på at ringe til sin kæreste og slå op med ham, og siden har Sonja og Eigild været sammen. De flyttede sammen, da de fyldte 18 år, og ikke længe efter startede Eigild som bogtrykker i Pandrup, og arbejdede utrolig meget. Imens arbejdede Sonja en lang årrække hos Kommune Data, og som 22-årige kunne de købe deres første hus i Vadum…

Alle de hårde år

Senere foreslog Eigild Sonja et rotationstrykkeri, og hendes eneste betingelse var, at det blev lige udenfor døren. Og sådan blev Color Print til. Inden de solgte det mange år senere, var det samtidig blevet Nordens største trykkeri med afdelinger i både Norge og Sverige. Men der var mange ufatteligt hårde år med treholdsskift, et stort bogbinderi som Sonja styrede og mere end 550 medarbejdere. Sonja smiler … ”Ja, i dag var jeg nok endt ’På forsiden af Ekstra Bladet’, men for 34 år siden var det noget andet. Vi havde jo mange yngre ansatte, og der var bestemt nogle stykker, der kunne have problemer med at komme på arbejde om fredagen eller mandagen. Så kørte jeg ud til dem og bankede på døren. Når de åbnede, viste jeg dem min hånd med to Panodiler, og sagde at enten tog de pillerne og kom på arbejde, eller også var de fyret. Flere af dem har senere takket mig for mine lidt håndfaste og meget konsekvente måde at tackle dem på. Det fik dem ud af både hashmisbrug og en dårlig omgangskreds, og gav dem noget rygrad.”

Men der var heller ikke meget ro på hjemmefronten, hvor ægteparret havde fået to børn, Jesper og Allan.

– Vi er bestemt ikke kommet sovende til vores penge og jeg vil aldrig turde spørge mine drenge om de har haft en god barndom. Jeg synes, jeg kæmpede på begge fronter, det var meget hårde år. På et tidspunkt blev jeg gravid, mens drengene var små. Eigild havde ikke tid til at tage med, så en nabo kørte mig op, hvor jeg skulle have foretaget en abort. Jeg vågnede lige efter aborten og rev slangerne ud af næsen. Alle kom løbende, uha jeg skulle ligge der, men jeg skulle hjem NU. Så skulle jeg skrive under på, at det var på eget ansvar o.s.v. Det gjorde jeg så, ud i naboens bil igen, hurtigt hjem og ned og arbejde. Flytte paller og gøre klar til aftenholdet. Det resulterede så i, at jeg fik en blodstyrtning kl. 20.00. Ja ja, men aftenholdet var i gang!

En landsby bliver født

Det er ca. 18 år siden det sydamerikanske land Nicaragua sneg sig ind i deres liv. Sonja havde hørt om en, der havde en bananplantage i Nicaragua, og hun havde brug for at kidnappe sin mand fra omverden. Så en kombi af ferie og en eventuel investeringsmulighed lå jo lige til højrebenet, og hun vidste at derude var der ikke lige internet, og mobilen virkede heller ikke. Hun kunne endelig få Eigild for sig selv. Bananplantage projektet viste sig at være ren fup, men Sonja faldt pladask for landet og byen Granada. Spansk kolonistil, hyggeligt, autentisk og meget flot med alle dens majestætiske søjler og mange pastelfarver. Men hun mødte også bagsiden af skønheden.

– Her så jeg børn tigge på en måde, jeg ikke havde set før. De rakte ikke hånden frem eller gned fingrene mellem hinanden. De klappede sig på maven. De var sultne. Dér sad så en 40 kg for tung Sonja og tænkte: kunne du mon undvære lidt til de tynde børn? Den oplevelse sad meget i mig, da jeg kom hjem, og jeg besluttede mig for, at ville derud igen og gøre en forskel. Jeg havde jo også set, hvor forfærdeligt de boede. Små træhuse med bliktage, ingen senge, alle sov på den bare jord, store familier der lå i samme dynge og sov. Jeg besluttede derfor at bygge en landsby sammen med en dansker, der boede i byen Granada.

Og sådan har det altid været og er det stadig. Ægteparret kunne sagtens flyve ud i natten og ligge på de Caribiske strande med en flaske Champagne i den ene hånd og en dåse caviar i den anden, eller sende fodselfies ved poolen hjem fra alverdens luk- sushoteller rundt om i verden, men det er aldrig dér den ender. Hver gang, hver dag handler det om, hvor hjertet banker og om at gøre en forskel.

– Jeg kunne jo sagtens læne mig tilbage og sige det var det. Nu vil jeg slappe af og drikke dekanteret årgangsrødvin af sølvkarafler og lægge alle mine kræfter i min store passion for blomster og indretning. Men for det første kan jeg meget bedre li’ en rom & cola, og selv om jeg elsker mit job som firmaets ”Vicevært”, hvor jeg står for alt vedligehold og indretning af både vores kontorer og ejendomme her i Aalborg og i København, så ville jeg aldrig undvære at være der, hvor jeg kan være med til at gøre en væsentlig forskel for andre mennesker med helt basale vigtige behov. Det siger både min samvittighed og mit hjerte.

– Dengang for 18 år siden kunne jeg jo ikke bare hæve pengene og gøre det jeg ville, så jeg besluttede at jeg ville samle en masse penge ind, så jeg spurgte William Blume, Aalborg Lufthavns daværende direktør, om jeg måske kunne låne lufthavnen en søndag i maj. Jeg fortalte med al min energi om ’Projekt Nicaragua’. Eigild havde godt nok sagt til mig, at det ville jeg ALDRIG få lov til, bare tænk på sikkerheden! Men jeg fik et kæmpe JA til det. Jeg var lidt rystet, og spurgte spagt med Eigilds ord i mente: Men hvad med sikkerheden? Hvortil Blume svarede: Sikkerheden?? Er det ikke bare almindelige færdselsregler, hold tilbage hvis der kommer en flyver!!! Jeg er så gammel, så de kan da højst fyre mig, hvis noget går galt.

Sonja fik samlet mange af datidens fascinerende luksusbiler sammen, så folk kunne købe en tur i en drømmebil, der var stor biludstilling og lidt optræden på scenen, og resultatet var en succes. Der blev samlet rigtig mange penge ind. Hun fik hjemmelavet en brochure på trykkeriet, hvor hele sponsorprojektet var beskrevet med huse, veje og grønne arealer, så i dag har byen bl.a. en boulevard der hedder Thorkild Christensen, Enggaard har en park i byen, og Lars Larsen har en Jysk. Alle støttede op. Der kom ikke helt nok penge i tanken, så ægteparret betalte selvfølgelig selv resten og landsbyen ’Villas Sonja’ med 101 huse, forsamlingshus og butikker blev bygget.

Los Ninos de Sonja

Men det blev ikke ved det. Sonja blev ved. Hun lavede renovationsprojekter af skoler i Grenada, som både deres sønner og børnebørn har været involveret i, som virkelig har betydet en meget stor forskel for lokalbefolkningen, bl.a. byens fattigste skole Colegio Elsa Head, der i dag har internet som Sonja og Eigild betaler for, og mange computere til brug i undervisningen.

Men Sonja havde også et kæmpe ønske om at få sit helt eget projekt i landet. Hvilket blev til ’Los Ninos de Sonja’. Et fritidscenter for børn med lærere, en psykolog, en danselærer og en dame til at lave mad. De fandt jo hurtigt ud af at sultne børn kan man ikke undervise, derfor starter dagen med fadervor og et måltid mad. Børnene bliver undervist i engelsk, computer, dans og sang. De har formning og lektiehjælp, da mange af forældrene er analfabeter og ikke kan hjælpe.

– Jeg tror dette er det eneste sted i Nicaragua, hvor man ikke må mobbe hinanden! Mobning er absolut forbudt. Det er et barskt land, det er hårdt at være et lille barn der, hvor alle rager til sig, alle er sultne, lyver, stjæler og går i seng med sine egne børn. I vores center holder vi møder med forældrene. Prøver at lære dem om opdragelse, og at det rent faktisk er forbudt at gå i seng med sine børn og at slå sine børn også er forbudt. Og jeg kan garantere at dagens ret derude er tørre tæsk. De slår de små med en ledning, de har jo som regel ikke meget tøj på og så virker en ledning med det samme. Børnene retter ind. Vi giver gerne mødrene et glas vin eller to … så er det nemmere at få dem til at tale om hvilke problemer de reelt står med, og så kan vi handle ud fra det.

Et land i oprør

Fritidscentret er Sonjas, så hvad skulle Eigild lave? Jo, han startede derfor med at investere i bl.a. en skofabrik, en syfabrik og en oliefabrik. I dag har ægteparret ca. 1000 arbejdspladser i Nicaragua, og deres eget hus, hvor Sonja kan smække benene op efter en god arbejdsdag og nyde en kold skøn rom & cola, men det er desværre alt for farligt at rejse derud nu. Præsident Daniel Ortega har med nye tiltag skåret i folks pensioner, der har været store oprør, mange er blevet dræbt og mange er savnet. Om Sonja og Eigild nogensinde kommer til at kunne vende tilbage til deres elskede land, står stadig i det uvisse.

De hårde skæbner

Sonja har også hjulpet rigtig mange i det stille, herhjemme. Hvert andet år holder de jul med ungerne, svigerdøtre og børnebørn, men de andre år laver ægteparret altid noget ’hjælpehalløj’. Bl.a. var de et år på Mændenes Hjem i København nogle dage op til jul og selve juleaften, hvor de lavede mad til mere end 240 personer. Sonja havde spurgt lederen, da de kom derover og tilbød deres juleassistance, hvad de allermest ønskede sig i julegave. Han kiggede på hende damen deroppe fra Nordjylland og sagde så, at det var altså et ønske, som almindelige mennesker ikke lige havde penge til. Det viste sig at være nogle store industriovne til køkkenet, da de gamle var ved at være kaput.

Det mente Sonja nu nok, der var plads til i husholdningsbudgettet, da checken for salget af Neas på et større millionbeløb var gået ind få dage før, så køkkenet fik selvfølgelig sine ovne og julen var reddet. Men det var hårdt at være vidne til. Skæbnerne. Næppe nogen over 50 år, og alle drak, var på stoffer eller begge dele.

– Sidste jul havde jeg spurgt om jeg kunne låne en danseskole i Brønshøj til julearrangement. (Britt Bendixen fra Vild med Dans’ tidligere danseskole.) Det viste sig at de to ejere, Ronnie og Nicolai Handskemager også selv ville være med til arrangementet, og vi arbejdede på projektet mere end et halvt år, og skaffede mange sponsorer. Handskemagerne har faktisk nu lavet en forening, hvor de hjælper mange mindrebemidlede til at kunne gå til dans. Det blev en meget stor juleaften for de 100 mindrebemidlede og sårbare mennesker, men bestemt også for de 35 frivillige. Brønshøj er et hårdt ramt område med mange udsatte familier.

Luksusfælden live

Sonja skaber ikke blot sponsorater og samler penge ind. Som ambassadør for Gestus Nord har hun selvfølgelig også selv lagt 400.000 kr. til nye sommerhytter til Gestus’ fine sommerlejr i Nibe, så børn kan komme på ferie. Og aller helst hjælper hun mennesker, så de kan blive selvhjulpne. Hvad er det, der står i vejen for at kunne skabe et velfungerende, selvhjulpen liv? Det kan f.eks. være nye tænder, så en person kan gå ud og søge et arbejde, eller det kan være hjælp, både økonomisk og menneskeligt, til at komme ud af et voldeligt parforhold. Begge dele har Sonja bl.a. hjulpet med.

Næste store projekt bliver ’Luksusfælden Live’ hvor Sonja og nogle andre skarpe damer vil fokusere på at hjælpe mennesker ud af en håbløs gæld/situation, så de kan komme ordentligt på fode igen. Hjælp til selvhjælp. Og hjælp til at komme ud af systemet.

– Jeg synes, det forpligter … og jeg vil gerne vise, igennem alt hvad jeg laver, at alle mennesker der har mere end de har brug for, godt kan hjælpe andre. Det er der bestemt også mange der gør! Meeeen … ’det nu gavner min karriere eller mit image. Det er jeg ikke til, det der. Det er ikke engang sådan et bevidst valg, for nogle gange har det været af nød. Men jeg føler mig rig. Og det er også fedt at vise mine børn, at hey, det er sådan her det er.

Hvis jeg pludselig får beskeden: du skal dø…

Interviewet er ved at være slut. Min hjerne og blok har alt den skal bruge, men vi bliver gerne til frokost. Sonja har et møde ude på flyvestationen om et par timer, og hun bryder sig faktisk ikke rigtig om at være alene. Hun elsker at være i gang! Sammen. Lækkert tapascharcuteri og den koldeste og bedste Sauterne hvidvin, jeg har smagt i flere år. Energierne i hjemmet emmer af ro og positivitet og Sonjas smil, blik og kærlige, glade væsen kan smelte enhver.

– Vi skal alle huske, at livet ikke bliver genudsendt. Lev hver dag med hele hjertet og gør en forskel. Jeg er virkelig så glad for livet … tilfreds med livet. Jeg har skønne børn, skønne svigerdøtre og fire skønne børnebørn. Vi har en fantastisk vennekreds og jeg elsker min Balutklub, hvor vi er 16 kvinder der spiller terningespillet Balut sammen.’

– Hvis jeg pludselig skulle få beskeden: du skal dø. Så er jeg glad ved at kunne sige, vi har levet livet, ikke udsat noget, hvis der var noget vi ville.
VI – Min Eigild og jeg. Vi gør jo meget sammen, og vi har det virkelig så godt, at jeg slet ikke forstå, hvor alle de år er blevet af, vi har haft sammen, faktisk har vi kendt hinanden i 50 år – i år. Han er min bedste ven, mand af første ægteskab og jeg elsker ham, som da jeg mødte ham.