Jeg har altid søgt grinet!

tekst ANETTE LØKKEN SØRENSEN | foto MARIA ELLERMANN

Ruben Søltoft

Han vil derind, hvor det gør ondt! Det bedste grin har nemlig sin bind i skammen og alt det, som vi genkender, men ikke vil tale om. Komiker Ruben Søltoft erkender, at han er gakket, men insisterer på en mening med galskaben. Den kan opleves, når han til efteråret tager på tur med sit nye show: ”Ting fra min mund”.

Som barn optrådte Ruben Søltoft også! Med quizshows for sin familie.

– Jeg var naturligvis vært og præsenterede store acts undervejs. Så åbnede jeg døren ud til gangen og sagde: „Nu skal vi opleve en af de helt store. Mine damer og herrer: Giv en varm velkomst til selveste Michael Jackson!” Når klappet ebbede ud og Michael endnu ikke var kommet ind af døren, kaldte jeg igen: “Michael? Michaaael?” Og så sagde jeg: “To sekunder, jeg henter ham lige!” – og så kom jeg naturligvis tilbage klædt ud som Michael Jackson. Det var det samme hver gang og min familie var meget tålmodig, for det kunne udvikle sig til en helaftensforestilling, fortæller Ruben Søltoft med et smil.

Han optrådte på sit skrivebord og mindes fornemmelsen af, at have noget godt kørende for sig. Fornemmelsen er stadig den samme, med den forskel, at bordet er skiftet ud med en scene, og at publikum betaler for at se hans shows.

Ruben i quizmode med forældre og søskende som publikum

– Det er fuldstændigt sindssygt, at jeg får lov til at leve af at få folk til at grine, som han siger.

Historien om Ruben begynder i Brande i 1987. Her bor han, til han er syv år. Så flytter familien Søltoft til Astrup i Himmerland. Faderen er diakon og moderen sygeplejerske. Ruben går i skole og er glad for at klæde sig ud. Særligt, når han skal optræde:

– Udklædningen var en beskyttelse, fordi nederlaget ellers ville være for stort. Udklædningen gav mig en rolle, som jeg kunne træde ind i.

Da Ruben kom i gymnasiet opdagede han, at der lå en prestige i at være den, der leverede underholdningen til morgensamlingen om onsdagen. Egentlig gik det på skift mellem klasserne, men ofte blev det aflyst, og det så Ruben som sin chance:

– Så begyndte jeg i plus, for når de havde annonceret, at det blev aflyst, så kom det lige efter:..”men Ruben vil nu lave noget” Så fortalte jeg vitser og lavede små sketchs og optrådte som Stand-Up ́er, uden at jeg tænkte på, at det var det, jeg gjorde. De grinede i salen, og jeg blev høj af det!

Følelsen fik Ruben til at fortsætte, selvom han stadig fandt det angstprovokerende at stå på en scene. Så var det, at udklædningen hjalp. Først som voksen lagde han udklædningen, og i dag kan han klare det, når folk ikke griner: Han ved, at det er en del af at udvikle et nyt show:

– Man må finde ud af, hvor grinet er!

Numselægen

– Jeg elsker at få folk til at grine.
Og jeg elsker de forskellige grin
 der er. En sal hvor folk ubevidst
bryder ud i et kæmpe latterbrøl, 
men straks kommer i tanke om,
 hvad de griner af og trækker lidt
 i land igen. Dét er det bedste grin.
 Det der „HA-AARH” Det sjoveste
 er, når folk griner, fordi det er lige på kanten, mener Ruben Søltoft.

Ifølge Ruben bliver det mere vedkommende, og dermed sjovt, når han fortæller om noget, som han ikke vil fortælle og så ender med at fortælle til alle! Den fælles skam, som vi alle kender, men som vi helst ikke lufter i offentlighed. Den kan Ruben godt lide at få frem, og han sparer ikke sig selv i den sammenhæng:

– Det seneste år af mit eget liv er der sket ting, som jeg bruger i mit nye show. Blandt andet det forhold, som jeg senest var i. Jeg kunne mærke, at hun var på vej væk og jeg sagde det til hende, men hun ville ikke indrømme det. Så stod jeg op om natten for at tjekke hendes telefon; Om der var beskeder eller noget andet, der kunne afsløre, om hun virkelig var på vej væk. Det er jo så sølle at gøre sådan noget og jeg skammede mig over at stå der. Jeg tænkte, at det var der aldrig nogen, der skulle få at vide – men så er det som regel et godt tegn på, at det er noget alle skal vide. Det skal med op på scenen. Blandt publikum er der altid nogen, der råber “Arj”, når jeg fortæller om det, men jeg kan se, at en tredjedel af dem, der sidder i salen, har prøvet det. De ved, hvad jeg taler om og de griner. Af sig selv. Det er fedt at ramme ting, der gør ondt og slippe dem derud, hvor vi kan grine af det.

På Nørrebro, hvor Ruben i dag bor, var han også for tæt på et bandeskyderi. Der var en kugle, der røg forbi hans hoved og han løb, bogstavelig talt, for livet, men Ruben satte sig ikke hjem og slikkede sine sår: Nej, han stillede sig op, samme aften, foran en “Åben Mikrofon” og fortalte om oplevelsen med vanlig humor.

– Så var det ligesom ude af systemet, som han siger.

Det, der fik Ruben til at åbne øjnene op for den fælles skam, var da han i sit første onemanshow, snakkede om at være til numselæge.

– Det var ydmygende og det gjorde ondt! Jeg ønskede kun at begrave det, men så var jeg med en kammerat i byen en aften og han fortalte, at han havde været til numselægen. Vi bondede helt vildt over det og grinede en hel aften. ”Det der, er du nødt til at tage med op på scenen!”, “Er jeg det? Kommer det ikke for tæt på?” I dag ved jeg, at det skal komme tæt på. Der, bliver det mest vedkommende – og sjovest.

Ruben smiler. Han stiller sig ofte op foran en åben mikrofon på en cafe eller et værtshus, for udover at det fungerer som en slags skriftestol for ham, så er det også et godt sted at afprøve nye ideer. I dag tager han det roligt, hvis publikum ikke er med ham hele vejen, men da han begyndte som stand up ́er i Aalborgs Jomfru Ane Gade, var der lidt mere på spil:

– Man fik fem til syv minutter, og hvis det gik godt, så steg man i tid og kunne ende på tyve minutter, men hvis folk ikke grinede, så røg man af igen. Det var kontant afregning, og sådan er det stadig, fortæller Ruben.

I Aalborg optrådte han på Le Bar Bat på hjørnet af Strandvejen og Jomfru Ane Gade, hvor Mexi Bar i dag ligger. Indretningen er den samme og Ruben kan genkende både baren og hjørnet, hvor han optrådte. Det er knap ti år siden. Det var dengang han var blevet student, havde rejst og taget et par år på lærerseminariet i Aarhus, før han valgte at gå benhårdt efter at vinde DM i Stand Up.

– I Aarhus lærte jeg at stå på scenen og levere. Det handler om timing og om at bygge op og levere.

BAMBAM.

Jeg har nok en fjollet og excentrisk stil, men jeg vil gerne gå dybt, for jeg har virkelig selv mærket lettelsen over, at italesætte de her skamfulde emner. Jeg erkender også gerne, at jeg er en følsom mand, der har haft let ved at græde. Jeg er faktisk et tilbageholdende menneske, der ikke gør et nummer ud af mig selv, privat, men på scenen har jeg fundet den fjedrede stil, som virker lidt gakket, men det er blevet min form for udklædning og min stil. Jeg elsker at tale om tabuer og ting under bæltestedet. Måske fordi jeg er fra en familie, hvor det ikke er velset. Heller ikke at bande: Det gør man sgu ikke!

Ruben griner. Hans drengede smil, krøllede hårtop og hele hans mimik tager brodden af de ting han siger, men man skal ikke tage fejl. Bag latteren er der en tænksom fyr, som vil noget med grinet. Selvom det udefra så ud som om han gik i byen og drak bajere med gutterne hver aften, da han var droppet ud af seminariet i Aarhus, så forfulgte han i virkeligheden en drøm om at blive professionel stand upper. Ikke at han turde tro på, at han kunne leve af det, men hvis han bare kunne blive en af de tre bedste ved DM i 2010, så havde han noget at gå videre med.

– Det var ambitiøst kun at give det et år, for normalt tager det længere tid, men jeg satsede alt, fortæller Ruben.

I den periode sov han hos venner og indimellem på gaden eller Banegården. Han tjente ingen penge og havde ingen penge, men elskede livet med jokes og stand up om aftenen. Vennerne og familien var lidt nervøse for den udsvævende livsstil, men Ruben vidste, at det gjaldt om at satse stort, hvis han ville vinde. I 2010 vandt Ruben Søltoft Danmarksmesterskabet i Stand Up og dørene til en verden af latter åbnede sig.

Høj på humor

– Det er utroligt, hvor mange døre det åbner, at være komiker.

Ruben siger det næsten med forundring, for selvom han nu har, først overlevet og siden levet af at være komiker, så er han stadig meget ydmyg overfor sin status:

– Jeg vil bruge min indflydelse til noget, og jeg bruger mig selv, når jeg synes, at det er relevant. Da jeg var mindre, blev jeg mobbet og børn kan være så onde mod hinanden, at det faktisk kan være svært at bruge i et show, fordi det nærmest er for ondt nogle gange. Jeg blev selv drillet med, at jeg havde en lille tissemand. Det havde jeg, fordi jeg var den sidste der kom i puberteten. Jeg gik bagerst i Lucia optoget – alle piger var højere end mig. Så blev jeg ham med den lille pik. Jeg var forvirret og ked af det. Også fordi på daværende tidspunkt var min tissemand bare udstyr til tis. Hvorfor betød størrelsen noget? Det er også et mærkeligt ondt fokus: Hvem har den mindste pik? Hvorfor finder vi ikke bare den største pik. Og siger tillykke til ham. Får den vejet og taget et billede. Det er da et mærkeligt maratonløb, hvor man venter på den sidste der kommer i mål.

Ruben smiler lidt ved tanken og erkender, at han skam er meget navlepillende. Især når han udvikler jokes til et nyt show, for det kræver, at han går ind i sig selv og finder sit materiale.

– Når jeg, som med det her nye show, skal begynde forfra, så bliver jeg nærmest depressiv og ingenting fungerer. Så skal jeg ud at opleve ting og få nye input, for så er jeg i gang. Salene skal bookes to år før en turne, så reelt hænger jeg på at skrive noget, jeg kan optræde med. Når jeg har skrevet en ny joke, der virker, så er det det ypperste. Jeg kan ikke nævne en lykkefølelse, der kan måle sig med det!

Ruben Søltoft optræder i Aalborg til efteråret og går, som han siger, „efter en høj jokefrekevns”.

Fakta

Ruben Søltoft

Født 17. august 1987
Opvækst Opvokset i den lille by Astrup syd for Aalborg
Bopæl bor på Nørrebro
Civilstatus er, i skrivende stund, single
Karriere Stand-up-komiker og skuespiller. Han vandt DM i stand-up 2010 og har siden opnået landsdækkende succes med sin helt specielle lidt gakkede stil, der bl.a. kunne ople- ves ved Comedy Aid 2011, hvor hans “Jeg er et dådyr”-joke efterfølgende blev en viral landeplage.

Fra 2011 til 2017 spillede Søltoft rollen som “Olau” i fem sæsoner af TV2 Zulus ungdomsserie ‚SJIT Happens’. Søltoft præsenterede i efteråret 2015 sit første one-man-show “Mit hoved” Efterfølgende blev Ruben nomineret til prisen som Årets Komiker ved Zulu Comedy Galla i 2016.

Video fra photoshoot