Lisbeth Østergaard har været en flittig gæst i Aalborg siden hun blev gift med en af de indfødte, Ralf, der er opvokset i Vejgaard. nu har familien pakket flyttebilen og flyttet adresse fra København, så Lisbeth er blevet aalborgenser på fuld tid.
Vi møder først Lisbeth Østergaard til fotoshoot på Spritten i Aalborg Vestby. Indimellem fotografens knips fortæller hun om den overraskende store interesse, der har været for hendes skift af adresse, som til tider har været en smule overvældende. Hun klukker lidt af de kommentarer, der har været på mediehistorier om flytningen. ’Hva’ dælen skal vi vide det for?!’ har nogle spurgt, og Lisbeth griner forsvarsberedt, at det ikke er hende selv, der har banket på hos journalisterne, for mediemøllen har kørt helt af sig selv.
Interessen startede allerede dengang, at Lisbeth fortalte på instagram, at familien skulle flytte.
– Dengang vi meldte ud ’Hey, vi har købt et hus og vi skal flytte til Aalborg,’ der smeltede min indbakke på Instagram. Det var bare folk, der ville sige ’Ej, hvor er det fedt, at I kommer til Aalborg,’ fortæller Lisbeth.
Hun er overrasket over, hvor hurtigt nogle fandt ud af præcis, hvor de skulle bo.
– Jeg tror, at det er nemmere at være anonym i en by som København end det er i Aalborg. Den vej, som vi kommer fra i København, er en meget lille vej. Der er tolv huse og vi kender alle sammen hinanden. Der er ikke nogen, der kigger nysgerrigt længere. Der når vi selvfølgelig også til på et tidspunkt her i byen. Men bare at sjoske ud og hente posten i underbukser, der er jeg ikke helt endnu, griner Lisbeth.
– Det er en lidt større vej, vi bor på nu, men jeg tænker, at vi nok skal falde til. Men folk har været søde, skynder hun sig at indskyde.
Både Lisbeth og hendes mand kommer stadig jævnligt tilbage til København, hvor Ralf arbejder som pædagogisk holdleder på en sikret institution for børn.
– Han er gået lidt ned i tid, så det er ikke sådan, at han flyver frem og tilbage hver dag. Han flyver derover og hjem én gang om ugen, så det kommer til at gå. Jeg kommer selvfølgelig også til at have nogle arbejdsopgaver i København, så jeg har booket et par datoer, hvor jeg ved, at der skal jeg være i København. Det er rart, at jeg ved, at jeg lige skal tilbage en gang imellem.
Parrets arbejdsliv er vidt forskellige, men det ser Lisbeth kun som en fordel.
– Ralfs arbejde er jo noget mere alvorligt end mit, og det tror jeg er en god kombination. Han laver også en lille smule influencer-arbejde on the side, fordi han synes også, at det er sjovt. Så han har forståelse for det, jeg laver, og jeg prøver på at forstå… Altså jeg ved godt, hvad det er, han laver. Men det er noget helt andet end, hvad jeg nogensinde har kastet mig ud i. Så jeg tror, det er en god kombi, for at det hele ikke bliver alt for let eller alt for tungt.
Voksede op på tankstation
Lisbeth voksede op i trygge rammer i Silkeborg. Forældrene ejede en tankstation, hvor familien boede i lejligheden ovenpå, så der var altid en voksen i nærheden. Radio Silkeborg lå i nabolaget, og de ansatte kom tit forbi for at købe en cola på tanken. Den 16-årige Lisbeth var stor fan af radioen, og ringede ofte ind, når de havde konkurrencer. Hun må havde gjort indtryk, for da de manglede en ny vært til at lave ungdomsradio, fik hun buddet.
– Jeg tror, det var lidt ’Hun er i hvert ikke bange for at være i radioen, hende der ringer ind hele tiden’ og spurgte derfor, om jeg havde lyst til at prøve at lave noget ungdomsradio. Så kom jeg i gang med det.
Jobbet på Radio Silkeborg var bare begyndelsen, for inden længe fik hun et tilbud fra Radio Columbo i Århus. Lisbeth var stadig kun 16 år, så det var lidt vildt at få mulighed for at arbejde på en større station, men hun tog begejstret imod opgaven, og lavede radio i Århus, mens hun læste på HF i Silkeborg. I 1999 blev stationen opkøbt af The Voice, så nu arbejdede Lisbeth på en af Danmarks mest populære kanaler. Da hun blev færdig med sin HF, flyttede hun til The Voice i København.
Der dukkede flere spændende muligheder op i årene derefter, og Lisbeth fik en masse oplevelser med i bagagen.
– Det var vanvittigt. Jeg var med til at åbne Voice i Århus. Så ringede de fra P3, og spurgte om jeg ville derind. Det ville jeg da gerne. Så ringede de fra TV2 Radio, om jeg ville være med til at åbne den. Den var jeg med til at åbne og lukke, fortæller hun med et skævt smil.
Lisbeth fortæller dog, at det til tider var frustrerende at stå på sidelinjen i tiden hos TV2 Radio.
– Når man sætter tv-mennesker til at lave radio, kan det næsten kun gå galt, smiler Lisbeth.
– De har nogle andre forventninger, perspektiver og forestillinger om, hvad radio er. Det var simpelthen så synd, at den blev lukket, for det var en skidegod radio. Så det var lidt ærgerligt.
Perioden som radiovært betyder stadig meget.
– Jeg tror altid, radio vil være mit hjertebarn. Jeg kan godt lide det tekniske i det. Det er mere intimt at lave radio end TV på en eller anden måde. Du bliver nødt til at tænke dig lidt mere om. Det skal du selvfølgelig også med TV, men når du sidder selv og styrer alt… Jeg elsker det, fortæller Lisbeth næsten helt henført.
I et radiostudie er det ofte værten, der skal have overblikket og selv styre en stor del af teknikken.
– Jeg ville ikke kunne huske, hvordan jeg gjorde i dag, men hvor var det fedt. Det er ligesom at styre et rumskib.
På dybt vand
I mellemtiden havde de fået øje på Lisbeths talent i anden afdeling på TV2, så hun blev spurgt om hun havde lyst til at lave fjernsyn. Det var ZULU djævleræs, der blev startskuddet.
– De ringede fra et produktionsselskab, og spurgte om jeg ville komme til casting, når de skulle lave noget stock car-race, og så sagde jeg ’Jeg tror, I har fået fat i den forkerte Lisbeth, fordi jeg laver radio. Det er ikke mig. Om jeg ikke har boet på en tankstation? Jo jo, det har jeg da. Om jeg ikke havde en interesse for biler? Jo, det har jeg også.’ Jeg havde også været nede og se Le Mans, og kunne godt skifte en vinduesvisker og tage et dæktryk. Så kom jeg til casting på det, og stod på Nordisk Films parkeringsplads, mens jeg fægtede med armene og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv.
Lisbeth fik jobbet, men da hun befandt på sin første optagelse uden synderlig introduktion til, hvad det ville sige at lave fjernsyn, følte hun sig på dybt vand.
– Klip til, at jeg så stod oppe på Nysumbanen og var sådan ’Hvad skal jeg? Skulle jeg ikke i fjernsynsskole eller hvad?’ Det var bare ikke fedt, husker Lisbeth.
– Jeg var vant til at interviewe folk i radioen, og var på den måde ikke star struck. Men programmet gik jo ud på, at jeg skulle stå som vært, og så var der 10 kendte, som skulle køre mod hinanden. Der var jo nogle af dem, der var rigtige TV-værter, og det var jeg jo ikke. Jeg var jo bare en nybegynder. Der var ikke nogen, der havde sagt til mig, at når du kigger i kameraet og siger ’Velkommen til Zulu Djævleræs. Det bliver en fed sæson. Vi har 10 kendte danskere, som skal ud på…’, at hvis man så klokker i det, så tager vi den bare forfra. Nogle gange skal du tage den 16 gange, før den sidder der.
I modsætning til radiostudiet var Lisbeth ikke alene, men havde et helt produktionshold med.
– De stod i sådan en bananbue foran mig, så jeg skulle stå og klokke i det foran dem. For hver gang, at jeg klokkede i det, stod jeg bare og tænkte ’Du er en idiot. Hvad laver du her? De må stå og tænke, ’hvem er den idiot, de har sat til det her? Skal jeg lige hjælpe dig? Skal jeg tage tjansen?’’ Altså, man kan stå og dunke sig selv helt vildt i hovedet og det gjorde jeg virkelig der. Heldigvis var Thomas Madvig en af de første gæster, og ham havde jeg lavet radio sammen med. Så han var bare sådan ’Østergaard for helvede, tag dig sammen’
Med et par gode råd fra den gamle kollega og en god omgang gåpåmod fandt Lisbeth rytmen og glæden ved at lave fjernsyn. Hun startede derefter som vikar på Go’ morgen Danmark, hvilket hurtigt udviklede sig til en fast tjans på Go’ morgen og derefter Go’ aften Danmark.
– Dengang jeg startede på Go’ morgen, der var det jo egentlig meningen, at jeg bare skulle være vikar hen over en sommer, og så var det det, men jeg blev hængende i fire år, fortæller Lisbeth stolt.
Oplevelser til gemmebogen
Der har været flere sjove og anderledes oplevelser i Lisbeths karriere, og det er lige efter hendes hjerte. Hun har blandt andet sammenlignet tatoveringer med Robbie Williams, stået i en dødsdrom, mens 6 motorcykler kørte rundt og har lavet fredagsprogrammet All Stars, hvor en gruppe kendte stod i spidsen for hver deres kor.
– Jeg kan godt lide, når det ikke er så pænt og poleret. Jeg vil hellere have, at det er ægte. Jeg er ikke bange for at gøre mig selv til grin. ’Jamen, så kommer du til at se dum ud.’ Det gør vi alle sammen nogle gange, det er jeg ikke bange for. Jeg har lavet mange skøre ting, men jeg synes, det er fedt. Så det ikke alt sammen er så kedeligt.
Lisbeth griner, da hun kommer i tanke om programmet ’ARGH! Det gjorde jeg bare ikk!’, som hun var med til at lave på Zulu. Her blev deltagerne hypnotiseret og blev sat til at gøre en række vanvittige ting. Bagefter skulle de gætte, hvad de havde gjort, mens de havde været under hypnose, og kunne vinde en præmie, hvis de gættede rigtigt.
– Det var så vildt at se, hvad man kunne få folk til at gøre i hypnose.
Lisbeth forsikrer, at deltagerne vitterligt ikke kunne huske noget, fordi opgaverne var så vanvittige, at man ville dø af grin, hvis man ikke var hypnotiseret.
– ’Godt, nu bliver du hypnotiseret til, at du er en juicer på Joe & The Juice og hver gang nogen kommer og bestiller en juice, så laver du den med munden i stedet for i blenderen.’ Så tog de bare nogle ingredienser, og sagde værsgo. Det var bare det mest naturlige for dem. Og man sad bare og tænkte, at du ville jo ikke kunne gøre det. Altså du ville dø af grin. De stod jo bare og gjorde det. Det var virkelig sjovt. Det er jo ikke et stort program eller noget, som folk husker, men for mig var det bare virkelig sjovt at lave.
Instagram giver frihed
I dag har Lisbeth mange forskellige opgaver i arbejdskalenderen, men arbejder primært som selvstændig influencer med 155.000 følgere på Instagram.
– Jeg ser det jo som om, jeg har min egen lille kanal, hvor jeg selv bestemmer, hvad der skal udgives. Det er ret fedt, smiler Lisbeth. Hun startede som influencer, mens hun ventede på nye TV-opgaver. Hun havde allerede en god portion følgere, og var blevet spurgt af flere agenter, om de ikke måtte repræsentere hende.
– Så valgte jeg at gå med den vej og fandt værdien i det. Jeg tror bare, at det var tid til at prøve noget nyt, så nu blev det Instagram.
Det valg har Lisbeth bestemt ikke fortrudt.
– Jeg er rigtig glad. Man kan godt savne det med at have en rigtig arbejdsplads og nogle rigtige kolleger. Noget så simpelt som at have et skrivebord og møde ind til, som ikke bare er, at man går fra køkkenet og ind på sit eget kontor. Altså det med at have nogle kollegaer, hvor man kan sige ’Skal vi spise frokost sammen i dag?’ eller have det der skrivebord med billeder af børnene og manden, og bøtten med vitaminpiller, man alligevel ikke får spist. Det kan jeg godt savne. Også det med at have lavet et stykke arbejde sammen, hvor man bagefter kan sige, ’Hold kæft, hvor gjorde vi det fedt’ eller ’Nå, det gik ikke så godt i dag, hvad kan vi gøre bedre til næste gang?’ Alt det med at lave noget sammen. Det kan jeg godt savne lidt. Men jeg har jo masser af det, som vi kalder for kon-kollegaer. Der er jo mange andre influenter og selvstændige, som laver nogenlunde det samme, som jeg gør. Vi er jo kollegaer, fordi vi laver det samme, men vi møder jo ikke op det samme sted og alligevel, så er vi jo også konkurrenter, fordi vi går jo efter de samme annoncører og de samme kunder, fortæller Lisbeth.
I medierne er der jævnligt en højlydt diskussion, om man skal dele sine børn på instagram. Lisbeths to drenge dukker op på hendes profil en gang imellem, men det er altid på deres præmisser.
– Nu har jeg ikke delt noget med dem i et stykke tid, og så kan det være, at der er et billede og så er der nogle, der skriver,
’men du deler også alt for meget med dem.’ Prøv at høre, hvis jeg har delt én story med dem, så er det ét minut ud af 24 timer og så synes folk, at det er meget. Jamen, så skal I bare vide, hvad vi laver alle de andre minutter.
De få øjeblikke, der bliver delt af de to drenge, er kun en meget lille del af den samlede lagkage.
– Jeg kunne aldrig finde på at vise noget med dem, hvor de for eksempel sidder på potten eller er i deres følelsers vold. Jeg spørger altid om lov først. Det er vigtigt for mig, at de ikke vokser op i et hjem, hvor de hele tiden går og er bange for, at der er nogle, der filmer. Jeg viser, synes jeg selv, kun sider af dem, hvor jeg kan kigge mig selv i øjnene og sige, at det er okay. Og hvis de siger fra, så siger de fra.
’Go with the flow’
I Lisbeth har altid været åben overfor de uventede muligheder, der er dukket igennem livet. Derfor er hun også forbeholden over
at sætte ord på, hvad fremtiden indeholder.
– Jeg ved ikke engang, hvad jeg laver i morgen. Når folk spørger mig, ’hvor ser du dig selv om 10 år?’ så ved jeg det ikke. Hvis du havde spurgt mig for et år siden, havde jeg heller ikke regnet med, at jeg sagde, at jeg sidder i Aalborg, fordi det var faktisk lidt en spontan beslutning. Eller spontan og spontan, men det er ikke noget, vi har ikke brugt fem år på at tænke over. For et år siden var vi ikke begyndt at kigge efter hus, fortæller Lisbeth.
Hun har heller aldrig haft brug for at skrive en jobansøgning, fordi mulighederne er dukket op hen ad vejen.
– Jeg har aldrig selv taget en beslutning, fordi der hele tiden er nogle, der har ringet og så har jeg bare tænk, ’det lyder fedt.’ Så er der nogle andre, der ringer, ’ej, det lyder også fedt.’ Det der med, at man ikke har sagt, ’Det er det her, jeg skal og det er den vej, vi går.’ Der er flere følelser i at sige det, fordi det kan lyde enormt vattet, altså det der med ’nå okay, jamen super. Du ved overhovedet ikke, hvad du vil? Hvad for en type er du?’ Men der er også noget… Jeg ser ikke mig selv som en bohemeagtig type, men det der med go with the flow, og se hvor det tager dig hen og uden at have den helt store forkromede plan. Et eller andet sted, så ved man måske godt, hvad man gerne vil, men det er ikke altid det lykkedes, og jeg er ikke sådan en der siger højt, ’Jamen, det er det her, jeg vil,’ fordi hvis jeg siger det og det så ikke lykkedes, så er det jo en failure, men man kommer heller ikke derhen, hvis man ikke siger det, at det er det her jeg vil, så der kan man godt være fanget. Men lige nu er jeg bare rigtig godt tilfreds.
Det gælder også beslutningen om den nye postadresse, og Lisbeth glæder sig til at lære Aalborg bedre at kende.
– Jeg glæder mig til at få Isbjørnen som yndlingssted. Jeg kan godt lide at vinterbade, og har hørt, at det er møghamrende svært at komme ind i den der vinterbadeklub, men jeg glæder mig til, at det bliver mit nye yndlingssted. Så er der nogle caféer, som jeg synes simpelthen bare er så hyggelige. Jeg kan godt lide at komme nede i lystbådehavnen ude i Vestbyen, afslutter Lisbeth.
Fakta
Navn Lisbeth Andersine Østergaard
Født 1980 i Herning
Opvokset i Herning, Horsens og Silkeborg
Uddannelse HF i Silkeborg og pressens journalistiske efteruddannelse
Karriere Selvstændig influencer efter mange år som radio- og TV-vært
Gift med Ralf i 2016
Børn Viggo på 8 år og Carlo på 5 år
