Lad os danse – Vil du fortælle mig en historie?

tekst JOSEFINE PASSER | foto LOUISE DYBBRO

Jeg gør mig mine tanker over at skulle interviewe Zita Hvid og Per Christiansen. Det er jo ikke hvem som helst. Det er jo Zita & Per!! Det er journalistik og evnen til at fortælle historier, the old fashion way. Fra dengang hvor perfektionisme, flid, seriøsitet, respekt, viden og nysgerrighed var hverdag på deres hjemmebane. Som jeg sidder herhjemme lige nu og skriver denne artikel, ser jeg Pers smilende blik og hører hans bløde, men bestemte stemme for mig igen, og han gentager for mig, som han gentager igen og igen for sine elever i kommunikation. Vil du fortælle mig en historie? Ellers… Hvorfor skal jeg lytte til dig?

Og JA! Jeg vil gerne fortælle en historie om kærlighed. Jeg vil gerne give et portræt af to dejlige mennesker, som begge besidder den store portion X-faktor, mange andre drømmer om, og som begge to, gennem årtier, har brændt sig igennem skærmen dag efter dag, aften efter aften, ud til os. Og Zita & Per kan fortælle historier, også helt uden ord. Hver en krog af deres sanselige hjem er en visuel historie fyldt med humor, mangfoldighed, rå casual lækkerhed, æstetik, verdensrum og farverigdom. Hov … dét var jo nærmest en beskrivelse af kobberbryllupsparret selv. Og ja, de har lige rundet de 12,5 år som ægtemand og hustru, og kærligheden lyser langt væk og overalt. Og det hele startede, som det eventyr ægte, smuk og befriende kærlighed jo er.

Askepot til bal på slottet

Jeg har sat mig ovre i hjørnet under de sprossede køkkenvinduer ved det store solide fyldte køkkenbord. Jeg har sat mig mellem alle de lykkelige krydderurteplanter, der som vidunderlige unger i en skovbørnehave, vokser vildt og næsten frit og dufter forbandet dejligt ned på min blok og pen. På den anden side af bordet, med det store knitrende ildsted og køkkenalkymistens oceaner af hemmelige flasker som baggrund, står Zita og Per i al deres afslappede og overskudsagtige ’Velkommen til vores hjemmehule’.

Kærligheden!

Kærligheden lyser ud af Zitas blik og smil med den charme og generthed, som vi møder hos Lady i den ikoniske restaurantscene fra Lady & Vagabonden.

– Det var en magisk fest! Med cirkustelt og hvide duge og kandelaber og TV2 spillede op til dans…

Festen var det store 10-års jubilæum for TV2 i 1998, og de regionale kanaler var blevet inviteret med på Kvægtorvet i Odense. Det var stort! Og alle de kendte var der. Det hele var fyldt med magi og Askepot fra Nord gik rundt og rundt og sugede hele eventyret til sig. Og pludselig stod han der, lige foran hende, ham den flotte og stilfulde nyhedsvært fra moderkanalen med den karismatiske stemme og udstråling, og spurgte, om hun ville danse. Og de dansede.

– Eller noget… Per danser altså kun noget, der minder mest om afrikansk stammedans…

Og Per supplerer hurtigt.

– Jeg gider faktisk helst ikke at danse, men her gjorde jeg så lige en undtagelse. Og så kom gavtyvblikket lige frem igen.

Nå, men de dansede altså… og der var ingen tvivl om, at der var dydig kemi fra begge sider, men pludselig slog klokken midnat, og Askepot måtte suse ud i natten og komme hjem med TV2/Nord bussen. Tiden gik sin gang både i nord og syd, og tiden blev til år, indtil Zita skulle en tur på efteruddannelse, men her smed Per hende hurtigt til Fredericia med et hold på opgave, og så kunne tiden gå igen… Men en dag rullede kareten ind på parkeringspladsen i Nord. Per skulle op og undervise regionalafdelingen, og bagefter var Zitas kollega Charlotte fuldkommen klar til at give den max gas. Zita derimod var allermest klar til at sige op og pakke sine sydfrugter… Ham Mr. News havde vist været ret barsk og ikke lagt fingre imellem. Og sådan er Pers professionelle lektorstil. Skarp og lige til benet som nyhedsjournalistik skal være.

Når Per igennem årene har undervist i kommunikation og journalistik på Syddansk Universitet, ser han igen og igen, at de studerende i bund og grund hellere vil være kendte end mestre faget. Der er ikke den samme puls, dedikation og stolthed. De vil alle sammen være nyhedsværter. Men så mange nyhedsværter er der altså ikke plads til. Som journalisten Sawatsky engang sagde ’There is only one star in this show. And it’s not you’.

Nå, men Zita ville altså næsten hellere sige op efter dagene på elevbænken, indtil hun modtog en mail fra Mr. News. Han skrev undskyld, han havde nok været lige lovlig hård i filten, og han syntes jo,
at Zita var både dygtig og sød. P.s. det er længe siden, vi har danset…
Og Zita svarede ham med et tak for hans undskyldning. P.s. det er alt
for længe, siden vi har danset … Og derefter blev det næsten Tom Hanks og Meg Ryan i ’You ’ve got mail’ med daglige skriblerier fra den
ene PC til den anden igennem flere måneder, lige indtil det blev Lille Juleaften. Dagen hvor Per bad Zita så inderligt, om de dog ikke kunne RINGE til hinanden og ønske hinanden God jul.

Men som den rene smukke Duchesse fra Disneys Aristocats til sin Thomas O’Malley. Nej, Per… det kan jeg altså ikke, det må du ikke bede mig om… og få minutter efter ringede telefonen på TV2/Nord redaktionen.

– Zita, det er til dig – det er en eller anden, der hedder Markus. Og da Zita tager telefonen og med let bævende stemmeføring får fremstammet Zita, kommer det
 med den letgenkendelige dybe
silkebløde stemme fra den anden ende.

– Se, det gik da meget
nemt…

De nåede kun at se hinanden fem gange, så flyttede Per til Aalborg og ind til Zita i den store smukke lejlighed, de stadig bor i. Dét er kærlighed.

Og kærligheden er stærk og
 får mig til at smile, imens jeg står i døren ud til terrassen, hvor vores fotograf Louise er i gang med parportrætterne. At stå og iagttage varmen og grinene. Pers beskyttende, kærlige og faste favntag om Zita og den samtidige professionelle pingpong mellem fotograf og parret som mediefolk. Ud for terrassen troner det kæmpe store gamle kastanjetræ. Zita elsker træer og særligt sit kastanjetræ og takker for det hver morgen, når hun står op. Skønheden og naturen. Livets cyklus. Per og Zitas smukke, åndrige og friske mor på 89, der bor i den fineste arkitektoniske lille perle i haven, vil gerne have træet fældet. Det skygger jo fuldkommen for solen. Og Solen er jo Pers bedste ven.

Kunsten & tiden

Zita og Per er måske i bund og grund som Yin & yang i personlighed – Zita, den ekstroverte, der allerhelst vil være MammaZita og servere store smukke italienske søndagsfrokoster for hele familien og alle de bedste venner, ved et kæmpe langbord i haven, og Per der gerne nyder frokosten og selskabet, men i små bidder som den introverte person han faktisk er, og derfor hellere efter et par timer ville vælge at gå op og lægge sig med hunden Phister på maven og summe lidt over livet, eller endnu bedre – hvis de vandt den store lottogevinst, cruise ud i verden i den spritnye Mercedes S Cabriolet sammen med Phister. Vandt de i Lotto, er Zita ligeglad med fancy biler, men hun ville gerne have plads i bilen til alle børn og børnebørn. Og topmålet af materiel luksus ville være sildebensparket og Wegners flaglinestol. Men det allervigtigste er ikke materielle ting. Det er TID. Muligheden for at male mere. Glæden ved at stå ved staffeliet og lade ALT komme ud på lærredet i de store smukke malerier, som også pryder hjemmets vægge. Tiden er den vigtigste faktor, vi har i livet. Vi må ikke udskyde ting. Ingen af os ved, hvor meget tid vi har tilbage.

Det er vigtigt at gribe momentet og nuet og mulighederne, når vi kan. Zitas hjerte har altid banket for kunsten og kulturen, fra hun i gymnasiet var ganske ung og arbejdede som påklæder på teatret, og hvor det måske mere havde ligget i kortene, at film og teatervejen ville være blevet hendes levevej, blev det alligevel en akademisk vej, der vandt. Så vejen til TV2/Nord og rollen som en af vores mest elskede studie- og programværter slog både smut omkring en flot universitetsgrad i engelsk og et job som fuldmægtig i ledelsesfakultetets informationsafdeling, direkte under rektor, på AAU. Dog hele tiden med kommunikation og formidling som bindemiddel, inden en middag på Styggekrumpen for 22 år siden med bl.a. den tidligere direktør for TV2/Nord Bent Bjørn betød, at Zita blev sendt direkte ind i varmen. Hundrede procent autodidakt og learning by doing. Resten må siges at være historie.

Per var også ganske sikker på, at vejen var de skrå brædder, efter han, sammen med klassekammeraten Leif Davidsen, havde stået på scenen i skolekomedien i gymnasiet i Nyborg, og havde publikum i sin hule humørfyldte hånd. Og der er uden tvivl to sider af Danmarks svar på Sean Connery. Mr. News der blev headhuntet i tidernes morgen fra en god karriere som programvært og journalist på DR’s Radio (efter både en tid som befalingsmand i militæret og studier i jura og dramaturgi på Universitetet, inklusiv gadeteater til velgørende formål i Århus, inden Danmarks Journalisthøjskole vandt) til først at stå i spidsen for vejrredaktionen på Sprogø og siden hen, efter mange lange overtalelsesmanøvre fra Nyhedernes souschef Lasse Jensen, at komme ombord som nyhedsvært på 18 nyhederne på TV2, og den private Per.

– Det er så vigtigt at have respekt for modtageren. At skære al unødig personlig støj fra. Du sidder som budbringer, og det kræver, du udviser professionalisme og skarphed. Ellers mister du din troværdighed, og uden din troværdighed er du intet. Du sidder også med en stor magt. Jeg husker allerførste vagt, jeg havde som nyhedsvært. Daværende justitsminister Bjørn Westh ringede ind, direkte under 18 nyhederne, og bad om, han måtte få lov til at kommentere på et indslag. Han bad MIG om lov?! Dér lærte jeg virkelig at forstå, hvilke muligheder jeg besad i det jakkesæt. Jeg kan i min nye rolle som vejrvært få lov til at være mere mig selv. Lege lidt mere og blive mere personlig i mit udtryk.

Per & vejret

Nu står han jo lige dér overfor mig, vores vejrgud, solbrun og smilende, med glimtet i øjet, og selvfølgelig bliver jeg nødt til at spørge ind til sommerens vilde sommervejr. Jeg gør det med en lille smule bekymring, fordi jeg jo er en af dem, grislingen fra Peter Plys, der er urolig for alle jordens klimaændringer.

– Per… det sommervejr dér…, længere når jeg ikke i mit spørgsmål, før hele hans ansigt lyser op som en sol.

– Ja! Vi har jo haft en GULDsommer! Vi har været vildt heldige. Og Pers arme begynder nu at bevæge sig i store cirkler rundt om ham.

– Det er jo jetstrømmen, der er på spil. Den kommer vest fra i 10 kilometers højde og har holdt det sædvanlige nordlige lavtryk i skak, så det ikke har fået plads. Det er kampen mellem højtryk og lavtryk! Temperaturerne stiger, det har været en fantastisk sommer.

Jeg sidder og lader kuglepennen flyve over papiret endnu en gang for at få hvert guldkorn med, og energien og entusiasmen lige dér kan bedst beskrives, som når Jørgen Leth kommenterer menneskets kamp mod bjergtoppen på Alpes d’Huez, blandet med elskoven til oste og østers fra Bretagne.

– Forbruger vi for meget? Eller er det de helt naturlige klimaforandringer, der er på spil? Ahhhh, det er jo ligesom den store sandflugt i 1700-tallet over Nordjylland. Den tilsandede Kirke og Råbjerg Mile. Vejret går i bølger. Det er passion det her, og jeg føler mig, lige dér, helt tryg i den sommer, vi lige har gennemlevet. Vores hukommelse er kort. Sidste år regnede det jo hele tiden, og Island har haft en rigtig lortesommer. Du kan være helt rolig, Josefine. Alle udnytter vejret til at pleje forskellige interesser, bl.a. også ph.d. studerende til enten at søge flere fondsmidler eller forsvare dem, de allerede har fået.

Livets store spørgsmål & Enkernes Land

Vinden er en ven, men stormen altid en fjende for folk i Vestjylland, og jo tættere du bevæger dig mod kysten, jo mere alvor ligger der bag ordene. Per og fotografen, Jens Otto, drog til Harboøre på et vejrjob og mødte den indremissionske Karsten Præst (Christensen) med både bordbøn og snak, og her befandt de sig i Enkernes Land med reference til det, der er bedre kendt som ‘Den store Ulykke’. Historien, der står lyslevende den dag i dag, og med en mindesten i byen på størrelse med Jellingestenen, skal minde os om dengang i 1893, da stormen ramte Harboøre, og havet blev sort. Om den aften hvor byen samledes på stranden og kunne se deres kære kæmpe på havet, men fiskerne forliste og vendte aldrig hjem. 26 lokale fiskere mistede livet den nat og efterlod sig 20 fortvivlede enker og 70 ulyk- kelige børn. Denne dybt tragiske nat, og ulykken fire år senere, hvor 12 redningsfolk forliste, men alle fiskere blev reddet, bragte Indre Mission og forkyndelsen om Guds kræfter på alles læber. Harboøre er stadig Indre Mission, og jo tættere vi kommer på naturens styrke og vejrets helt egen dagsorden, jo stærkere er vi i troen. Per nævner den i forlængelse af sin uimodståelige vejrpassion og som en både god og dramatisk historie i den sammenhæng.

Men faktisk afbrød Per jo egentlig Zita. Vi var nemlig på vej i Vesterkær Kirke i Vestbyen, hvor Zita foretog en prædiken for nogle år siden med alt, hvad det indebærer inklusive Amen. Det blev en stor succes, og det kan jeg sagtens forestille mig. Zita har en ro og en stemmeføring, en indlevelse og empati, der får alle til at hvile i både hende og dem selv, når hun er i nærheden. Så ligefrem at have haft hende stående der på prædikestolen med kærkomne relevante guldkorn om næstekærlighed må have skabt glæde.

– Selvom vi har været sammen i mange år, så vidste jeg faktisk slet ikke, at Zita var så troende, som hun egentlig er, før hendes prædiken, og det er jo fascinerende og dejligt, hvordan man hele tiden kan opleve og opdage nye sider af hinanden gennem årene, tilføjer Per med den stemme, jeg aldrig bliver træt af.

– Jeg har altid været omgivet af mænd, der var ateister, fortsætter Zita med en blanding af smil og alvor.

– Men ja, jeg er et kristent menneske med kristne idealer, og hvis vi alle blot kunne leve efter de 10 bud og udvise næstekærlighed, ville det være dejligt. Jeg har altid syntes, at dét at leve med måde lød så utroligt kedeligt, men… Det er nok alderen, der giver os et noget mere nuanceret syn, vi hviler mere i os selv. Vi lærer taknemmelighed og mister det evige behov for perfekthed. Så ’med måde’ er faktisk helt fornuftigt og bestemt ikke kedeligt. Den gyldne middelvej. Hverken for meget eller for lidt, og hvile i hvad vi har.

– Hvad med liv efter døden?

– Ja, jeg tror på sin vis på reinkarnation. Hvordan kan man ellers forklare personligheder som Mozart, der i en alder af 5 år skrev store klassiske værker, eller alle de gamle sjæle i unge mennesker der findes over alt.

– Altså… kommer det rimelig tørt og med gavtyveblikket fra Per. Jeg bliver bare til en regnorm. Jeg tror ikke. Og jeg er heller ikke medlem af folkekirken. Og jeg vil helst bare have en tagsten i hovedet, når jeg skal herfra. Smerten kan gøre mig bange, mere end døden. Og nu er medlidenhedsdrab jo forbudt her hjemme i Danmark. Jeg vil ikke mærke noget, det skal bare gå hurtigt.

Zita kigger på Per med det varmeste smukkeste smil.

– Når vi ligger på det yderste, så klamrer vi os til troen, selv dem, der ikke tror på noget, bliver måske lidt mere bløde, og man ser jo ofte, hvordan mennesker lyser helt op de sidste minutter, inden de skal herfra. Bliver bevidste og helt klare. Jeg er ikke bange for selve døden, men jeg vil så gerne blive her. Være med til alt det sjove. Og når jeg engang skal herfra, så vil jeg holde hof. Med alle dem jeg elsker omkring mig.

Zita fornemmer og føler, sanser og mærker efter igen. Per slår op, søger viden, tjekker data og tabeller og sætter hellere sin lid til gode kort end GPS’en.

– Hvordan med universet så… er der liv derude?

– Mener du, om der flyver marsmænd rundt? For det tror jeg ikke – men jeg tror på, der er mere mellem himmel og jord, end hvad vi blot lige ser eller fornemmer.

Fra Per kommer det noget mere prompte.

– Det ved jeg jo ikke.

Zita afbryder.

– Nej, Per… men TROR du, der er noget ude i universet andet end os? Du behøver ikke vide alt.

– Det gør mig jo skør i hovedet at skulle tænke på det.

Per hiver i stedet en lille historie ud af ærmet med refleksioner over engang, han interviewede en præst.

– Jamen, er Gud så også Gud for Mars, f.eks. altså hvis der er en Gud, fylder han så det hele? Regerer han over hele universet, eller flyver vi over ham på hans lille sky, når vi sidder i 10 kilometers højde i flyveren. Interessant tanke, ikke? Det er ligesom engang jeg talte med nogle studerende om den korrekte staveform af ordet himmel. Nogen staver det med stort og andre med lille. Men dér ligger jo forskellen. Ligesom vi har ordene sky og heaven på engelsk. Taler vi om den religiøse himmel eller solen oppe på himmelen, afslutter Per med et stort smil. Og jeg fornemmer lidt, at han tænker ’Så fik vi vist svaret på det spørgsmål.’

Fremtidsdrømmende

Vi drikker dejlig dyb stempelkandekaffe af den ikoniske Alfi termokande i kobberlak. Og der er kommet både melon, sprødstegt kalkunbacon og ”æg i cocotte” på bordet, samt fire forskellige lækre juicer og hvad hjertet ellers måtte begære på denne sensommertorsdag. Vi mødtes kl. 9.30, men snart er klokken blevet 13, og der bliver også åbnet en kølig lækker rosévin. Mad, hygge og gæstfrihed er en hjørnesten i dette pragtfulde hjem. Man bliver forkælet fra start til slut. Vi taler om fremtidsdrømmene, hvilket også får os ind på Vestens syn på alder. Hvordan vi hylder ungdommen som det evigt gyldige, samtidig med at regeringen pisker os til at blive på arbejdsmarkedet så længe som muligt. Det er blot ikke, hvad arbejdsgiverne ønsker, og det går jo specielt meget ud over de ufaglærte og borgere med korte uddannelser. Værdsættelsen af den erfaring og visdom, der rodfæster sig i os alle med alderen, skal man til Østen og Mellemøsten for at finde.

Per er medarbejdervalgt medlem af TV2’s bestyrelse på 16. år, og heldigvis elsker han sit arbejde, og vi beholder ham på skærmen i flere år endnu.

– Men efter skærmen kunne jeg også finde spændende aftenkurser, som jeg ikke rigtig kan deltage i nu, hvor jeg stadig pendler så meget mellem Odense og Aalborg, eller måske skrive interessante artikler til APPETIZE, kommer det med et stort smil.

Zita har allerede nu kastet sig ud i et nyt kapitel som forfatter, da hun har fået opgaven at skrive en biografi om den ikoniske Skibsværftsejer fra Frederikshavn, Niels Ørskov Christensen. De ovnbagte cocotter med fyld af små smagfulde tomater i skiver, frisk basilikum, et æg, serranoskinke og fintrevet parmesan, toppet med drys af purløg og rød basilikum smager himmelsk sammen med det gode landbrød og det dejlige selskab, og vi lukker den dér, kærlighedshistorien, med de vise ord fra Zita.

– Altid at følge dit hjerte i livet og den lille anekdote fra en stolt og rørt far-Per, da hans datter Marie for år tilbage blev kåret som årets kammerat af både lærere og elever til deres studenterdimission. Husk at være god mod andre.

Fakta om Per og Zita

Zita Hvid
Født 2. august 1958. I Aalborg ( Louisegade) og opvokset i Aalborg midtby
Familie Far Henning ansat på Aalborg Teater og Mor Gerda var hjemmehjælper i over 25 år. To brødre: 9 år ældre Fritz og 5 år ældre Ivan
Uddannet cand.phil i engelsk i 1984. på Aalborg Universitet
Fritidsjob som statist og fast påklæder på Aalborg Teater fra jeg var 15, til en måned før jeg fødte min datter Stephanie i juli 1984
Mormor til Pixie Nova ( netop fyldt 7 år) Dexter Maximus ( 4 år)
Karriere Marketingassistent/Hydrema Støvring, Reklamekonsulent/Hansen & Bach, Aalborg, Ekstern konsulent (Arbejdsmarkedsafdelingen) Aalborg Kommune, Ekstra job: Nyhedsoplæser på TV Aalborg, Fuldmægtig i Ledelsessekretariatet/Informationsafsnittet, Aalborg Universitet, Nyhedsvært, Magasinvært og TV-tilrettelægger på TV2/Nord i 21 år, Foredragsholder, Konferencier, Underviser mm.
Livret (der er SÅ mange) men hvis jeg kun skal nævne EEN, så må det blive en ret, der serveres og indtages bedst i Rom: Carciofi alla Romano (friske hele smørdampede artiskokker) uhmmmmm!!!

Per Christiansen

Født 1952 og opvokset i Lillerød i Nordsjælland. Men har boet de fleste år på Fyn
Familie har to døtre, begge bosat i København. Og er morfar til to børne- børn og endnu et på vej. Og i Aalborg “bedstefar” til Zitas to børnebørn
Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 1980
Karriere har arbejdet på Fyens Stiftstidende, Dagbladet Vestkysten og Fyn Amts Avis. Derefter 10 år i DR som radiovært, Redaktionschef på TV 2 Vejret på Sprogø. Derefter 18 år som redaktør og studievært på TV 2 Nyhederne. De seneste fem år journalist og studievært på TV2 Vejret. Har i alle årene undervist og coachet journalister og studieværter. Og har virket som ekstern lektor i journalistik på SDU
Flyttede i 2004 fra Nyborg til Aalborg, da han blev kæreste med Zita Hvid.
Elsker håndbold som han spillede i 40 år, indtil han blev en slags nordjyde. Den ellers noble nyhedsvært var frygtet i de fynske håndboldhaller for at lave spas med både med- og modspillere og dommere. Nu foregår sporten i ro og mag i en god stol foran fjernsynet
Og så er han selv far til Phister, en dansk-svensk gårdhund, der lystrer cirka hver 20. gang. Dog hver gang når de skal dele livretten stegt kalvelever…

Annonce