Klumme: Kan troen flytte bjerge?

TEKST JOSEFINE PASSER | ILLUSTRATION HELENE AABO

Illustration af Josefine Passer på Tyren og med aalborgensiske landemærker i baggrunden.

Mennesker der ikke tror på mirakler, vil aldrig opleve mirakler. Mennesker der tror på mirakler, vil opleve dem hele tiden. Jeg vil gerne dele en lille hverdagsmagisk historie fra mit eget liv med jer.

Som flere ved, mistede jeg min elskede Lars for snart fire år siden. Cancer sendte ham ud i galaxerne, blot 11 dage efter vi havde modtaget diagnosen. Det var en umulig tid for mit hjerte, og fortiden ramte mig som en tsunami. Lars blev 54 år.

Tiden derefter foregik i et overlevelsesscenarie, hvor det mest handlede om blot at holde mig oprejst og i live. Lige indtil jeg, et års tid senere, landede i en lille nordjysk hytte uden puls, i en by jeg aldrig før havde besøgt, eller havde et forhold til, udover min dejlige veninde Lone Marie. Her var det planen, at jeg skulle komme til hægterne igen. Her skulle jeg finde roen og kærligheden til livet igen. Spidse pennen og min glæde ved ord … et nyt startskud til et nyt liv, jeg aldrig havde troet skulle være mit. Lars og jeg skulle jo have siddet der på bænken i solen med udsigt over vandet, grine og drikke chimay, omgivet af børn og små spilopper, når vi fyldte 85.

Men livet i den lille nye hytte blev ikke helt så hyggeromantisk og overskudsagtigt, som jeg havde haft planer om. Hvilket jeg også har delt i min klumme med jævne mellemrum. Vinteren kom sammen med kulden, et autoimmunt stofskifte overtog min krop, som en anaconda kærtegner et lam, og det efterlod mig i smerter og evig træthed, med en mudret og tåget hjerne, en depression der hang i horisonten, som tordenskyen, og jeg gjorde det, som jeg er bedst til, det jeg har lært fra helt lille; jeg isolerede mig.

Jeg isolerede mig bogstaveligt… i det der skulle komme til at vare næsten tre år. Havde jeg vidst det på forhånd … var jeg helt sikkert blevet sindssyg blot ved tanken.

Den første uge tog den næste. Den næste uge tog den næste måned, den næste måned tog det næste år… jeg så ingen, andet end Lone Marie i ny og næ, og manden der kom med varer fra Rema eller nemlig.com.

Jeg studerede den menneskelige psyke, lyttede til alverdens kloge hoveder, jeg greb efter halmstrå oppe og nede, og min iltmaske blev elskede mennesker langt fra, hvor jeg befandt mig.

Jeg begyndte langsomt at miste mit tilhørsforhold til omverdenen, og befandt mig i stedet i en parallelverden. En verden præget af sorg, angst, enkelte solstråler og en depression i skiftende styrke. Alle de søvnløse nætter og alle nætterne under stjernerne og månens magiske lys. Endnu engang i et overlevelsesscenarie, hvor det allermest handlede om at blive ved med at trække vejret. Dag for dag. Et skridt ad gangen. En daglig indre kamp og et liv hvor jeg, med mellemrum, tænkte, at min eneste udvej, ville være at overgive min krop og hjerne til psykiatrien i magtesløshed. Men hver gang jeg fik tanken om medicin og indlæggelse, trak jeg vejret dybt, og kom igennem endnu et døgn i hytten. Jeg var mig i frit fald, med et touch af zombie og heldigvis også selvironi og sporadiske grineflip.

Sådan så verden ud, indtil jeg en dag for et par måneder siden, som måske en af de sidste brugere af streamingtjenesten Spotify, opdagede at den, udover musik, også har et hav af podcastportaler. Psykiatrisk skadestue lå på speeddial for en sikkerheds skyld, og jeg hang sammen ved hjælp af gaffatape, da jeg i løbet af meget få minutter havde fået bevæget mig igennem en jungle af udbud, som sælgerne på Grønttorvet i gamle dage til tonerne af Kim Larsens stemme “Køb bananer ”, og jeg var nu landet i en podcast med bestsellerforfatteren Dr. Joe Dispenza, der handlede om, hvordan vi ved hjælp af tankens kraft, kan hele os selv. Forståelsen af, at vores celler er intelligente og lytter til alt, hvad vi tænker og siger. Kan vi, ved tankens kraft, få vores celler til at føle og skabe fremtiden i nutiden?

Pludselig sad jeg og jonglerede med kvantefysik under min dyne. Lyttede til hvordan mennesker, kun ved hjælp af tankens kraft, havde helbredt dem selv fra både dybt alvorlige fysiske og psykiske sygdomme. Hvordan tanke havde ført til handling og helbredelse. Når vi overbeviser vores hjerne om, at vi er raske, at vi har alt det vi drømmer om, når vi flytter os mentalt ind i den fremtid vi ønsker, så begynder universet at levere i nutiden stille og roligt, helt ned på celleniveau. Sagde manden.

Og jeg var desperat. Mine børn og mit barnebarn fortjente og for- tjener en klog, sprudlende og rask Josefine. Ikke en ustabil zombie-udgave med sporadiske lyse øjeblikke, hvis verden og verdensbillede krakelerer 2-3 gange dagligt. Så jeg tænkte … det kan jo for fanden ikke gå værre, end at lortet ikke virker.

De to første døgn hørte jeg den to timer lange podcast uafbrudt, også når jeg sov. Den næste uge hørte jeg den 3-4 gange om dagen. Indtil den sad dybt inde i min rygrad. Hver morgen stod jeg op ude på marken, som jeg har gjort de sidste uendelig mange umulige og uoverskuelige måneder og dage, men nu fortalte mig selv, hvor glad jeg var for at være rask igen med en befriet krop og psyke. At min verden var smuk og smilende, og at livets eventyr hver eneste dag udfoldede sig med nye vidunderlige sider. Jeg blev ved, i regnvejr og torden, med kramper i kroppen, og når tårerne trillede. Jeg var ligeglad! Det her skulle fandme lykkes! … indtil min hjerne og krop en dag var overbevist, og jeg ikke længere behøvede at skære det ud i pap hver morgen.

Der gik ca. 14 dage, så var tågen forsvundet og dæmonerne sendt til tælling. Jeg vågnede smilende og tog mig selv i at synge og danse, uden smerter i min krop. Og nu træder nye og gamle skønne mennesker ind i mit liv, nye ideer ser dagens lys, nye tider venter lige rundt om hjørnet. Som slangen skifter ham, har jeg … ved tankens kraft… skabt en ny virkelighed.

Det har taget mig mange timer at skrive den her klumme, fordi den Josefine der har fyldt siden Lars døde, og har eksisteret indtil for blot to måneder siden, virker så fuldkommen fjern i dag.

For flere måneder siden gav min yngste datter mig en kæmpe skideballe. Hun var rasende og ulykkelig over, at jeg levede som et offer, og jeg blev utrolig ked af det. Det sidste i verden, jeg nogensinde har set mig selv som… var offer. Jeg har været umulig, men aldrig et offer. Men hun havde jo ret. Hvis ikke vi aktivt handler og kæmper, og bliver ved med at kæmpe, så vælger vi offerrollen. Bevidst eller ubevidst.

Hvad vi fokuserer på, bliver vores virkelighed. Og det er hårdt arbejde. Det kræver en blind tro på, at troen kan flytte bjerge. At mirakler sker hver eneste dag, så længe vi omfavner mirakler som en naturlighed i vores liv.

Grib livet, grib sommeren og grib hvert et mirakel, du møder på din vej.

Glædelig Sommer

Kærligst Josefine

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*