Hej Magasin

ÅBNINGSFEST | MAGASIN

Torsdag d. 20. september var en festens dag, hvor aalborgensere var mødt op for at byde Magasin tilbage i Aalborg

Alle sejl var sat ind for at skabe et brag af en åbningsfest, da dørene til det nye Magasin blev åbnet. Selvom vejret var gråt, og det regnede, var aalborgenserne mødt talstærkt op, og køen strakte sig så langt øjet rakte. Heldigvis kunne de ventende gæster nyde gratis kaffe fra kaffe-vognene og danseshow med dygtige dansepiger, der var klædt nydeligt på i dagens anledning. De smukke dansere forkælede også kunderne med vouchers, som kunne bruges i forretningen.

Da dørene endelig åbnede, var der fuldt fart på de ventende, der alle håbede at kunne score en af de 150 gratis goodie bags, som blev udleveret i dameafdelingen. Til de gæster, der ikke nåede det, blev der også senere på dagen uddelt goodie bags i både herre- og boligafdelingen.

Åbningen startede med, at borgmester Thomas Kastrup-Larsen bød velkommen til Magasin og de mange kunder. Han glædede sig over, at forretningen er vendt tilbage og derved også over de mange arbejdspladser, som Magasin skaber i Aalborg. Dette blev efterfulgt af Euroman/Eurowoman Q&A.

Dagen bød samtidig på mange andre gratis fornøjelser og produkter. Gæsterne blev blandt andet forkælet med bobler, drinks, lækre treats, søde sager og konkurrencer. Der var mulighed for at opleve balletshow med Den Kongelige Ballet samt intimkoncerter med Iris Gold og Shakila.

Forretningen summede af fest, og hele dagen igennem kunne kunderne rejse gennem Magasins historie i tidsmaskinen, få personliggjort deres produkter med gravering, få tegnet sig selv, tage sjove billeder i en photobooth og meget mere.

Store forventninger til åbningen

Det var ikke kun for de mange kunder, der var spændte på åbningen af Magasin. På den travle dag fangende APPETIZE brand manager Britta Luplau og store manager Tina Kallesøe Mikkelsen til en snak om forventningerne til dagen.

– Jeg har glædet mig allermest til at se, hvordan Aalborg tager imod vores forretning. Vi har arbejdet meget længe på denne åbning, så derfor er det jo en fornøjelse at se hvor mange mennesker, der er mødt op. Allerede da jeg kom meget tidlig i morges, var der kø, fortæller Britta.

Ligeledes var det med sommerfugle i maven, at Tina mødte ind på arbejde om morgen.

– Forventningerne til i dag var, at der ville komme en masse kunder for at være med til at fejre den her åbningsfest. Det er i den grad blevet indfriet, siger Tina.

Det er 12 år siden, at Magasin sidst befandt sig i Aalborg, og siden de meldte ud, at de ville genåbne i Aalborg, har både Tina og Britta oplevet positive tilbagemeldinger fra aalborgenserne.

– Jeg har brugt meget tid på at netværke lokalt, og jeg må sige, at folk er simpelthen så søde heroppe i Aalborg. De har taget imod os med åbne arme. Jeg har fået rigtig mange positive tilbagemeldinger, hvor folk fortæller, at de er så glade for, at Magasin vender tilbage, fortæller Britta.

Denne antagelse er store manager Tina enig i.

– Allerede dengang vi udmeldte, at vi ville åbne en forretning heroppe, var det noget, Aalborg og Nordjylland tog rigtig godt i mod, udtaler hun.

APPETIZE oplevede også adskillige positive tilbagemeldinger fra kunderne, der alle havde set frem til åbningen. De var dukket op for at opleve Magasin, det venlige personale og de mange unikke mærker, som ikke findes andre steder i Aalborg.

 

Regnen afholdte ikke de mange spændte aalborgensere i at dukke op til åbningen af Magasin, hvor der blev uddelt vouchers, serveret kaffe og underholdt med danseshow

Borgmester Thomas Kastrup-Larsen holdt åbningstale, hvor han bød velkommen til både Magasin og de mange kunder

Euroman & Eurowoman afholdte Q&A med aalborgenser Martin Nielsen og store manager Tina Mikkelsen
Tina Kallesøe Mikkelsen, store manager – Vi er meget glade for resultatet af vores forretning. Så jeg har glædet mig til at åbne dørene og vise forretningen for kunderne og se deres reaktion
BRITTA LUPLAU, BRAND MANAGER, MAGASIN
– Det er enormt vigtigt at møde kunderne og Aalborg, og det har jeg glædet mig rigtig meget til. Vi har jo været i byen før, og det med at vi kommer tilbage. Der er sket en kæmpe udvikling i Aalborg siden vi var her sidst – blandt andet målgruppen, som matcher vores brand rigtig godt. Derfor er det rigtig sjovt at se, hvem det er, der kommer ind i vores forretning

Magasin er et univers af mode, skønhed, delikatesser og bolig, og på åbningsdagen var det venlige personale med til at hjælpe de mange spændte og nysgerrige kunder

 

RUTH, 71 ÅR: – I forbindelse med Magasins genåbning glæder jeg mig til at opleve det forhåbentligt venlige personale, som er ansat i forretningen
GABRIELLA, 23 ÅR – Jeg ser frem til at gå på opdagelse i de mange forskellige brands, som Magasin tilbyder
MALENE, 28 ÅR – Jeg er nysgerrig på, hvilke mærker, som Magasin tilbyder, men mest af alt glæder jeg mig til at besøge deres beauty-afdeling
NIKOLAJ, 25 ÅR Jeg kender Magasin fra Aarhus, og derfor skulle jeg selvfølgelig besøge Aalborg afdelingen i dag
LINE, 23 ÅR Jeg har glædet mig meget til åbningen
i dag, da jeg kender Magasin fra Aarhus. Jeg er spændt på, hvad Magasin bliver til i Aalborg
NINA, 21 ÅR – Magasin byder på mange fede og unikke make-up- og tøjmærker, som ikke findes andre steder i Aalborg