Teateranmeldelse: SEXPOL på Aalborg Teater

tekst CECILIE WENNERLIN | foto Aalborg Teater

Foto: Emilia Therese/Aalborg Teater

”Hvis alle mennesker får en orgasme om dagen, vil verden forandre sig og blive et bedre sted”

Salen ved Lille Scene er fyldt af forventningsfulde mennesker. Alle er her, ser det ud til. Yngre studerende, modne par, ældre og garvede teatergængere. Set i bakspejlet udgør publikum uden tvivl den mangfoldige repræsentation af mennesker, som den seksualpolitiske gruppe SexPol i 1930’erne kæmpede for at nå ud til.

De stod midt i tiden med arbejdsløshed, depression, fascisme, illegale aborter, manglende prævention og en skamfuld tilgang til sex. Med lægen og psykoanalytikeren Wilhelm Reich i spidsen, forsøgte de – forfatter Jo Jacobsen, læge Jonathan Leunbach, journalist Ellen Siersted og læge Tage Phillipson – på idealistisk vis at udbrede seksualoplysning i alle samfundets klasser og grupper. For dem var den allerhøjeste drivkraft dét, som Wilhelm Reich, spillet af Kasper Leisner, på nærmest frelserprædikende vis, belærte dem om:

At fascismen bor i alle mennesker, og at den skal bekæmpes med orgastisk frigørelse gennem psykoanalyse.

For en nutidig anmelder på midterrækken er fanatismen og den sekteriske tone i Reichs ord klar som glas. Og det har ganske sikkert også været målet for opsætningen. Kulissen er minimalistisk. En stor, rund, åben port.

Ind til hvad? Tænker man som publikum.

Den åbne ports enkle selv bliver ved hjælp af projektørlys gjort alt andet end kedelig.

Mærker det på egen krop

Når den meterhøje, styrkeudstrålende Reich taler, fyldes den i starten med hypnotiserende kroppe, der vikles ud og ind af hinanden. Længere henne i stykket, hvor den overgjorte idealisme bliver altdominerende, og vanviddet så småt starter, ses Reichs ansigt med det dybdeborende blik, fylde hele porten og mere til. Intenst er det.

Fra stykkets begyndelse er det tydeligt, at dét, som gruppen forsøger at udbrede, mærker de på egen krop. En proces, de for alt i verden vil igennem. Morten Brovn skaber en overbevisende og gennemført Tage Phillipson, hvis usikkerhed og selvundertrykkelse kommer frem i en perfekt mimisk balance. Helle Fagralid spiller (den til stykket opfundne) Bodil Phillipson, gift med Tage, der med en overbevisende smertelighed, viser splittelsen mellem idealisme og menneskelighed. Man mærker hendes desperation i hver en celle, da Reichs mange fangarme har tag i hende.

Stykket bæres hele vejen igennem af fortællende stemmer fra de seks (og eneste) roller, hvilket er særdeles godt for oplevelsen. På intet tidspunkt er man hægtet af. Reichs psykoanalytiske monologer leveres af Kasper Leisner med en så voldsom suggestion, at de ellers vævende pointer virker enkle.

Som handlingen intensiveres, og problematikkerne skærpes, træder hver enkel rolle frem i lys lue. De virker klædt af, trods de er fuldt påklædte, mens idealerne efterhånden udfordres og presses af politik, samtidskampe og egne, indre dæmoner. At Kathrine Høj Andersen lægger et stykke af sin sjæl ud i Jo Jacobsen, da Jo går i clinch med Leunbach over et dødsfald efter en fosterfordrivelse foretaget af ham, er tydeligt for enhver. Vreden kan nærmest ses som en aura omkring hende.

Foto: Emilia Therese/Aalborg Teater

Gribende portrættering

Jens Gotthelfs gribende portrættering af en fortabt Leunbach træder for alvor igennem, da stykket når sin sekundære fase og 2. verdenskrig har splittet gruppen. Trods sparsom makeup og et farveskift i kostumet som eneste virkemidler, virker Leunbach mindst 30 år ældre. Energien er skiftet, og Gotthelf fanger det.

I splittelsens begyndelse står en ensom, men stærk Ellen Siersted, spillet af Solvej Kyong-Sook Christiansen, og tager imod det, der er et af stykkets absolutte, følelsesmæssige højdepunkter. Wilhelm Reichs store sammenbrud, hvis lyde, bevægelser og nervøse trækninger går langt ud over scenekanten og ind i publikums parate nerver. Den høje, skæggede skikkelse bliver pludselig så lille i Ellen Siersteds arme, og hendes karakter træder her stærkt og udtryksfuldt frem.

Stykket slutter med en intensitet, der viser en kulmination på de mange års følelser, indre kampe, ydre kampe og forliste idealer, som sekstetten rummede. De forsvinder. Intet blev, som de håbede – og dog.

Som en utroligt smuk afrunding på forestillingen, taler fortællestemmerne om, hvad der skete i eftertiden. Porten i kulissen fyldes af filmiske snapshots fra 60’er og 70’ernes verdensomrystende seksuelle frigørelse, og budskabet er tydeligt: Alverdens psykoanalytiske termer, orgastiske frigørelsesidealer og seksualpolitiske kampe er kogt ned i én enkelt sætning, der må vække genklang i hver eneste publikummer… ”Make Love Not War”.

Det var jo dét, de sagde.

SexPol er en dybt relevant, bevægende, forstyrrende og smuk forestilling.

SEXPOL spiller på Lille Scene med sidste spilledag d. 6 oktober, læs mere her

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*