I radioen forleden hørte jeg, at en engelsk psykolog engang lavede en undersøgelse, der viste, at 3. mandag i januar er årets værste dag.
Noget med, at det er mørkt, julen er overstået, og så er det også sidst på måneden rent økonomisk. Så var det, jeg tænkte, at sådan har jeg haft det med den måned i rigtig mange år – men ikke her i 2019.
Og hvorfor så det? Jeg ved det ikke. Sikker fordi jeg er et rigtigt godt, rart og hjertetilsvarende sted i mit liv. Og det er jo ikke Januars skyld, at jeg andre år har haft det anderledes.
Her i år har jeg virkelig fået en masse godt fra den første måned. Skidegod rødvin, en masse kys, mine børn har sagt virkelig søde og underfundige ting, og jeg fandt et par jeans, der sidder simpelthen så godt.
Men siden der ikke er noget, som kun er sort/hvidt (udover de gamle sort/hvid-film), så vil jeg gerne for nuancernes skyld belyse nogle andre ting, hvor også prædikaterne ”fedt” – ”akavet” passer ind.
Jamen, Cecilie, hvad var så egentlig…
…FEDT?
Jeg var i biffen med min elskede, og der så jeg noget fantastisk. Normalt er jeg ikke den store biograf-type, så hvis jeg endelig skal se noget i biffen, er det nødt til at være meget let og meget sjovt. Ellers græder jeg. I kid you not. F.eks. viste de under forfilmene en trailer for den nye Astrid Lindgren-biografiske film og en anden trailer for en film med Viggo Mortensen med sår i hovedet og i noget arktisk landskab. Allerede dér opstod der 4-5 kriser, hvor jeg meget blev nødt til at kigge intenst på min slikpose i mørket og studere nuancerne af Haribo-spejlæg.
Men altså.
Vi skulle se filmen ”Happy Ending” med Birthe Neumann og Kurt Ravn i hovedrollerne som det ældre (og rige) ægtepar, hvor manden endelig, endelig, endelig går på pension, og hvor hans hustru går og glæder sig til alle de rejser, de skal på sammen. Der er han så bare ikke lige, og pludselig vil han realisere sig selv – og skilles.
Da vi trådte ind i bio-salen stod det meget klart, at vi var de eneste publikummer under 65 år, men på en måde er vi ret vant til at føle os lidt ældre i det af og til, for f.eks. går vi meget op i at servere eftermiddagskaffe, og at det er hyggeligt og nødvendigt.
Og efter forfilmene (og lidt gråd fra min side), gik det ellers løs med filmen, hvis første scener var akkompagneret af ”The Banana Boat Song” – som jeg altså knuselsker. Jeg synes, Harry Belafonte og Calypso burde få en renæssance.
Og så kommer det bedste.
Fokuspunkterne i den film var pardynamikker, sex, kropslighed og sex. Det var fantastisk. Det synes jeg både fordi, at jeg næste år bliver færdiguddannet sexolog og føler rigtig meget for at skabe fokus på sexlivet efter overgangsalderen, og de ting, der kan følge med af tørre slimhinder, potensproblemer og muskelsmerter.
Men også fordi – hvor tit ser vi lige nøgne kroppe over 50 år i film?
Ikke så tit. Og hvis vi gør, er det den type krop, hvor man tænker ”hold da op, man kan ikke se, han/hun er en dag over 40!”, og så bliver det wauw-kan-det-virkelig-passe effekten, der står tilbage.
Men her… i denne her film… der er det ægte. Og meget Hella Joof’sk sjovt, for det er hende, der har instrueret den.
Nøj, hvor var det fedt.
….AKAVET?
Der er egentlig flere ting, der har været utroligt akavede, men det er ikke alle, der har sat sig lige meget fast hos mig. Så jeg nævner den ene, der lige har taget et par dage at fordøje.
Jeg, der ikke er blevet dus med nyåbnet Magasin i Aalborg, leder i 10 min. efter udgang til Algade. Finder den endelig. Føler mig lidt usikker og lidt blah. Dagen har været et rod. Glad dame med bakke med flødeboller kommer hen til mig.
– Hej! Må jeg have lov at forkæle dig med en flødebolle? De er fra Magasin Chokolade.
– Ej, ja! Fedt. Tak skal du have.
Føler mig mere glad og boss omkring situationen. Nu vender det endelig. Denne her aura af træls omkring dagen er ved at lette, tænker jeg.
Jeg går ned gennem Algade til en butik for enden. Flødebollen smagte fantastisk. God, tyk og meget mørk chokolade og marcipanbund. Yes. Den var god til kroppen på sin egen måde. En lille solstråle lavet af chokolade. Er det ikke også holdt op med at regne? Jo. Jo, det er. Der er også snart kyndelmisse, så bliver det lysere. Ah.
Jeg finder butikken, jeg er gået efter, og går ind. Ekspedient smiler til mig.
– Hej! Hvad kan jeg gøre for dig?
– Jeg kigger bare lige lidt, så…
– Yes, det er bare i orden. Prøv og hør’.. øhm.. Jeg siger det bare, for jeg synes selv, det er mega træls, hvis folk ikke siger det. Men.. Du har noget lige dér på kinden.
Fuck.
– Nåh, okay.. ja, øhm..
Jeg kører håndryggen hen over kinden og ser et relativt langt spor af chokolade. God, tyk solstråle-chokolade ligger i en stribe henover hånden. Jeg tager mobilen frem og bruger front-kameraet som spejl. Det går ret hurtigt med at konstatere, at det ikke bare var et lille, sødt chokoladespor, der kunne forveksles med en skønhedsplet, der havde siddet dér på kinden. Det havde været en massiv klat, der nu var blevet til en udtværet plamage.
– Hov, det var da voldsomt… øhm… ja. Tak fordi du sagde det, haha.
Siger jeg og prøver at gnide det helt af. Og med chokoladen ryger også den makeup, der befandt sig lige der. En rød-hvid stor plet på kinden har jeg nu. Mens jeg tænkte over, hvor stor pletten oprindeligt havde været, og om den havde været meget synlig på selv lang afstand, fik jeg købt det, jeg var kommet efter. Det mindst nærværende køb, jeg nogensinde har foretaget.
På bilturen hjem var den mest dominerende tanke hos mig, at jeg reelt lige havde stået i samme problematik som Daniel på 2 år. Han ved heller aldrig, når der sidder et halvt stykke pålægschokolade på kinden af ham. Så det.
Den oplevelse skulle jeg lige lande ovenpå.
Men kort sagt:
Januar, du har været så fin. Du gør det godt, og jeg synes ikke, det er rimeligt overfor dig, at du går rundt og har et rygte om at være træls.
Du er god nok, som du er, og for fremtiden vil jeg sætte flag på bordet 3. mandag i januar og tænke alverdens gode tanker.
¨¨¨¨¨¨
Tak, fordi du læste med <3
