Er I ikke også blevet spurgt om det mange gange? Det er sådan en af dem, man ikke undgår, når man bor i Danmark. Lidt ligesom ”Nå, kan du så mærke, du er blevet et år ældre?”, når man holder fødselsdag.
Men det blev jo 2018! Med nytår, James og Miss Sophie, en lidt for sød Asti, 1. januar-stilhed på vejene, lidt årsskifte-melankoli og nye målsætninger.
Her kommer en kliché mere: Nøj, hvor 2017 bød på meget for os!
Jamen, det gjorde det – for selvfølgelig. 365 dage er længe. 2 børn voksede og voksede og tillærte sig flere og flere færdigheder. Og 2 forældre tog beslutninger, tolkede mavefornemmelser og elskede hinanden.
I januar 2017 var Daniel en lille skid på 4 måneder, som rullede hen over gulvet som en perfekt, lyserød rullepølse – det var hans måde at komme frem i verden på. Også dengang gjorde han det effektivt.
Nu går han – hurtigt.
På sine skinkelår træder han hvert skridt solidt ned med sin helt særlige ”jeg-mener-det”-attitude. Og så klukker han. På præcis samme måde, som da han grinede sit første grin… og stadig med et ”knæk” på stemmen, som minder meget om Sigrid Horne Rasmussens stemmeføring (bare uden skærebrænder)
Så er der William. Store, seje William, som min kæreste veninde kalder ham. Verden er stor og kompliceret, og det bliver han mere og mere bevidst om. Tit tænker han, så vi næsten kan høre, hvordan brikkerne flyttes rundt i ham, så han bedre kan få tingene til at passe sammen.
Sådan en 3,5-årig er en sjov størrelse… Han kan uden problemer få de fineste grå hår til at gro i mine dreadlocks. F.eks. ved at være 6 år om at stikke en fod i en vinterstøvle, hvilket man desuden under INGEN OMSTÆNDIGHEDER må hjælpe med. Men han kan også få tårer frem i øjenkrogene på mig, når han tager sin lillebror i hånden og siger ”Kom Buller. Du må altid lege med mig.”, eller når han lægger sit hovede i mit skød, med røde kinder og fugtigt pandehår, og siger ”Jeg elsker dig op til månen, mor.”.
Og så er der Christian og jeg. Som måtte gå så gruelig meget travlhed igennem i de sidste 4 måneder af året, at vi nu – mest jeg, for Christian håndterer stress bedre – sidder med et nytårsforsæt der hedder, at jeg er nødt til at trække vejret og stoppe op. Gøre ting langsommere. Komme ud af mit alarmberedskab og være nærværende i det, jeg gør. Mere om det en anden gang.
I 2017 lærte vi forresten også…
– At for at undgå brankede frikadeller skal de steges ved svagere varme i længere tid. (Mig)
– At man kan hælde vand på stegepanden for at køle den hurtigt af efter brug. (Christian)
– At en tyk blenumse sagtens kan sidde på en bunke Duplo og en snurretop i 15 minutter uden at mærke det. (Daniel)
– At en opgave på trods af ordlyden intet har med en gave at gøre… som sådan, i hvert fald. (William)
– At følelsen af for første gang at lave en rigtig og næsten perfekt opbagt sovs, svarer til følelsen af at starte bilen i 4. gear uden at gå i stå. (Mig)
– At sammenhængende søvn stadig ikke er noget, vi bruger her… (os alle)
Godt nytår og tak fordi du læste med!
