I slutningen af 90’erne sad jeg på min plastik-børnestol i mine forældres stue og så ”Det’ Ren Kagemand” i det voldsomt dybe GRUNDIG billedrørs-TV. Nøj, hvor synes jeg, hende værten var smuk og prinsesse-agtig. Jeg kunne bare ikke helt lige greje, hvordan hendes stropløse top kunne blive siddende. Det var før, jeg var bevidst om effekten af attributter og stivere i tøj.
Men dér sad jeg. Vi havde lige spist aftensmad, mine forældre, baby-lillebror og jeg, og menuen var forårsruller og bådkartofler. Og ingen af delene var noget, der appellerede videre til mig, men fordi jeg rigtig godt kunne lide Daloon-dragen på indpakningen af forårsrullerne (Jo, den er jeg sikker på, I godt kan huske), så gled de nu ned.
Bagefter fik jeg en Disney Dalmatiner-is. Den smagte usandsynligt dårligt, men jeg elskede 101 Dalmatiner mere end mine smagsløg.
Grunden til, jeg kom til at tænke tilbage på den situation, er at jeg for nogle dage siden faldt over et kommentarspor på Facebook, hvor folk skrev hvilke retter fra deres barndom, som de ikke havde verdens bedste forhold til i dag. Det var simpelthen spændende som bare pokker at læse alle de kommentarer, og jeg endte med at sidde og scrolle ned i et kvarter.
Så vidt jeg kunne se, var der én ret, der var særligt lidt værdsat: Stegt lever. Shit, hvor blev den nævnt i flæng.
Den var skarpt efterfulgt af blodpølse, varm kærnemælkssuppe med (også varme) rosiner, overkogte grønærter, sagovælling, grisehaler, brunkål og 1000 andre ting.
Jeg synes simpelthen, det er hamrende interessant. For mon det udelukkende er smagen, konsistensen, idéen om retten, der gør den træls? Eller er der mon noget andet på spil?
Derfor har jeg lavet et mentalt billede på det.
Jeg har valgt at arbejde med en torsdag aften i 1968. Vi befinder os i en murermestervilla i en mindre by nord for Limfjorden, og det pisser ned udenfor. Der er lidt utæt oppe under loftet på 1. salen, og manden i huset har brugt halvanden time på at tætne, så nu er han godt træt – og i det hele taget også vrissen over Volvo’ens gearkasse og naboens nye flagstang.
Mor (som alle i huset, inkl. hendes mand, kalder hende) har stået i køkkenet i et par timer nu, og ved kanten af det viskestykke, hun har bundet om håret for ikke at få stegeos i permanenten, sidder der et usynligt, men dog eksisterende, lag af kartoffeldamp og svinefedt.
Nu skal vi spise, tænker Lillebror, der har siddet og kigget på sin vrisne far i 20 minutter nu. I radioen synger Bjørn Tidemand om Lille Sommerfugl, og uden helt at kunne sætte ord på, hvordan det hænger sammen, får Lillebror på 8 år fornemmelsen af to verdener, der mødes, men ikke helt passer til hinanden.
”I en dejlig have, fyldt med gylden sol,
Fyldt med duft af lilje, rose og viol….”
Lillebror kigger rundt omkring. Bornholmeren tikker tungt, Storesøster ligger på sofaen og har i tre dage nægtet at tale med nogen, fordi hun ikke må komme til Beatles-bal på Storkroen med Svend-Erik, og i skæret fra lampen over spisebordet får Lillebror øje på præcis hvor mange ting fra dagens måltider, der kan sidde fast i sin fars skæg.
Mor kommer ind. Viskestykket er taget af, og hun sætter kartofler og medisterpølse på bordet. I en dyb tallerken ligger der grønbrune grønærter.
”Værsågod.”, siger hun.
”Hrmf..”, brummer faderen.
”Tag nu noget, mens det er varmt. Vi skal have kærnemælkssuppe til dessert, hvis du spiser alle dine grønærter.”, siger hun, nu henvendt til Lillebror.
”Fik I lavet noget i dag så?”, spørger hun faderen, mens hun moser sine kartofler i sovsen.
”Hrmf…”
Lillebror kigger på dem, mens hans skæver over til radioen.
”Når jeg ser på dig,
ak, så tænker jeg,
hvem der bare var sommerfugl.”
¨¨¨¨¨¨
Jeg ved på stående fod ikke, om Lillebror kan have været en af dem, der skrev ”grønærter” i kommentarfeltet til Facebook-opslaget. Det får vi nok aldrig at vide.
Hvis jeg skal tænke frem i tiden, så tror jeg ikke, mine drenge vil have haft samme oplevelse som Lillebror – for den type spisebordssituation har vi ikke – men, jeg må indrømme, at der er en risiko for, at alt der hedder indiske karryretter vil være bandlyst hos dem i et par årtier.
For ligesom jeg husker tilbage tilbage på forårsrullerne som ”….aaaaltid forårsruller, når mor synes, det skulle gå hurtigt.”, så forudser jeg, at William om 20 år vil tænke ”…..aaaaaaltid Tikka Masala, når det skulle gå hurtigt. Og så skulle vi altid høre Anne Linnet og Ib Grønbech også.”
Hvad er din barndoms-ret med træls på?
