Hvor mange kender ikke til det med at klæde sig efter hvem man skal være sammen med, og tænkte på hvad de mon tænker og forventer? Nogle har også bare selvtilliden fra start; men det var altså ikke mig.
Først får man et stempel i folkeskolen, et stempel man selv er med til at udvikle. Man udvikler sig tit i flokke og går mere eller mindre i det samme. Så kommer man evt. i gymnasiet og får en chance til at skabe et nyt indtryk, ude af de faste rammer. Nogle skejer ud og får en fuldstændig ny stil som hippie, goth, skater…. -det kan være mange ting. Men det fleste fortsætter i samme stil, om de vil det eller ej. Hele min gymnasietid havde jeg f.eks. sorte bukser på HVER gang vi skulle i byen. Så kan det godt være at længden på toppen varierede lidt 🙂
Jeg husker tydeligt en dag jeg havde dristet mig til at tage noget andet på i skole end jeg normalt ville, og der gik cirka fem minutter før den første havde kommenteret det. Så det stoppede jeg hurtigt med! Ikke fordi det var en negativ kommentar, men det var opmærksomhed, og det brød jeg mig ikke om.
Og sådan tror jeg desværre det er rigtig tit; man vil bare gerne blende ind. Men hvorfor egentlig? Der er selvfølgelig den helt anden ende af skalaen, dem der vil gøre alt for opmærksomhed, men det tror jeg ikke handler om personlig stil. Nu har jeg, siden jeg var 22 år, beskæftiget mig med mode og stil, så selvfølgelig betyder det mere for mig end mange andre. Mange har ikke interessen, og dem skal der også være plads til, men…. 🙂
Der er ikke noget der er så tydeligt, som når folk har noget tøj på de ikke føler sig tilpas i. Det stråler bare ud af dem, på den virkelig dårlige måde. De ved ikke helt hvor de skal gøre af sig selv, og kan ikke lade være med at pille ved tøjet. Og det samme modsat; er der en som har det fantastisk i sit outfit, stråler hun/han også, men på den virkelig gode måde. Man ser egentlig ikke hvad de har på, men bare en helhed. Og når man gør det, så betyder det at personen har ramt rigtigt!
Det handler ikke om mode, det handler om stil, om personlig stil. Så længe man føler sig godt tilpas, så kan stilen være hvilken om helst.
Jeg har lært det nu; ENDELIG! Jeg er ligeglad med hvad folk mener om mit tøj, for jeg kan mærke hvad forskel det gør for mig, om jeg bære det JEG godt kan lide og føler mig tilpas i. Jeg har masser af tøj som er rigtig gammelt, men for mig er det så ligegyldigt hvilken sæson det er fra, bare det passer mit humør.
Tidligere var jeg bange for at troppe op og være overdressed og dermed få for meget opmærksomhed. Jeg tog det som dårlig opmærksomhed. Det tror jeg har noget at gøre med, at rigtig mange ikke ved hvad de skal sige hvis de godt kan lide et outfit. Så kommer der måske en tam kommentar som ”Har du fået ny kjole?” eller ”Hold da op hvor er du fin!” (og ikke med den komplimenterende undertone). Når jeg tænker over det, lugter det mest langt væk af ærgrelse over ikke selv at have gjort noget mere ud af sig selv, man manglende evne til at give et kompliment.
Livet er for kort til ikke at tage det tøj på man allermest har lyst til. Lad folk tænke hvad de vil; det er sikkert bare jalousi:) Og lad os sammen blive bedre til at give komplimenter, og ikke mindst, tage imod dem!
