Virkeligheden, den er musik

tekst CECILIE WENNERLIN | foto PER LANGE/CHRISTIAN KROG/LARS MØRCH/HELLE ARENSBAK/DAGMAR LANGE/PRESSE

Foto: Dagmar Lange

Han er egentlig ikke så vild med opmærksomhed. Og den kunst, han producerer, lader han helst tale for sig selv, uden de store armbevægelser. Per Lange er en prisbelønnet musikfotograf, musikproducer, mixer og musiker. Per har et studiefællesskab med bl.a. Oh Land og Søren Rasted – og så er han aalborgenser med fødderne solidt plantet på jorden. Til april er han aktuel med fotoudstillingen ”Surrounded by music” i Musikkens Hus. Vi har mødt ham til en snak om netop dét… At være helt og aldeles omgivet af musik

Vi spoler tiden tilbage til dengang, en 6-årig dreng sad inde på børneværelset og fyrede den af på sin mors trommesæt.

– Mine forældre, Nina og Carsten Lange, er begge musikere. De havde en duo sammen. Min mor sang og spillede trommer, og min far spillede guitar. Derudover turnerede de med gud og hver mand, deriblandt Gustav Winckler, Erik Paaske og Kurt Ravn.

Som årene gik kom musikken til at fylde mere og mere i Pers liv. Da han kom i gymnasiet tog det for alvor fart. Især da han og nogle kammerater dannede et band og begyndte at spille til morgensamlingerne.

– Jeg tror til stadighed ikke, der er noget sted, hvor jeg har været mere nervøs, end da vi spillede for de andre elever, for der var bare så meget på spil. Det var en slags ”make or break”-fornemmelse. Vi tog det så alvorligt, og vi begyndte at opføre os vildt professionelt omkring det; vi brugte lang tid på lyd- og lysopsætning. Den indstilling bar frugt. Vi begyndte at få jobs i Jomfru Ane Gade og på de lokale spillesteder. Langsomt blev det sådan, at det mere og mere var mig, der stod og skruede på knapperne for at få det hele til at lyde godt. Jeg blev i samme periode også hyret som lydmand på Jomfru Ane Teatret.

AC/DC, Ceres Park, Århus

Lyden af Britney

Således tog livet endnu drejning, og Per fulgte med. At lave lyd fyldte mere og mere, og da Gladsaxe Teater søgte en lydmand, øjnede han chancen for nye udfordringer, men også muligheden for at flytte til København. Derfra begyndte det at gå stærkt. Efter en sæson på teatret, indgik han et samarbejde med barndomsvennen Simon Munk, som havde tekniker-arbejde i Thomas Blachmans studie. Det endte med, at de to fik lov til at bruge Blachmans faciliteter, når han ikke selv var der.

– Vi brugte det meste af et år på at lave en plade, og det resulterede i, at vi fik en forlagskontrakt med Warner Chappell. Vi var hyret til at skrive sange til andre artister. Det kunne f.eks. blive meldt ud fra selskabets side, at Britney Spears manglede musik til sin nye plade. Så måtte vi forsøge, om vi kunne komme op med noget, som var ”Britney Spears-agtigt”. Vi endte faktisk med at lave en del musik til Østen, fordi flere artister derude syntes, vores musik var fed… og så kom der et nummer tilbage, hvor de sang på kantonesisk. Det var ret syret.

Der blev efterhånden etableret et studie hjemme i Pers lejlighed, og de næste år gik næsten udelukkende med musik og lydproduktion. Han nævner det (for mange nordjyder) legendariske satireprogram på ANR ”Farlig Fredag”, der introducerede begrebet …så’et U’! og Brian fra Aalborg Øst – for også i det program havde han og Simon Munk en finger med i spillet. Og midt i det hele rørte der sig to ting inde i Per: han fik mod på at grave dybere ned i kunsten med at mixe musik – og så savnede han at spille trommer. Det første gik han i krig med, og muligheden for det andet kom, da han blev en del af bandet Klondyke.

– Vi havde nogle år, hvor vi lavede fem albums og var en masse ude at spille. Det var en vildt god tid, og det er ikke særligt aalborgensisk at sige det, men jeg er virkelig stolt af det, vi fik lavet.

Han siger det leende på den dér måde, mange af os nordjyder kender, når vi har sagt noget et par niveauer over ”det’ ik’ så ringe endda…”. Som Pers historie skrider frem, står det klart, at han har rigtig, rigtig meget at være stolt af. Sideløbende med det andet, etablerede han sit eget kommercielle lydstudie på Nørrebro, og kom endelig i gang med at være den, der producerede og mixede andres musik.

Foto: Helle Arensbak

Et kamera i hånden

Og så … begynder barometerets pil atter at røre på sig:

– Jeg er jo altid kommet på alle festivalerne, både som gæst og som musiker. Og så var der et år, hvor en af mine venner havde fået til opgave at samle et fotohold, der skulle dokumentere Roskilde Festivalen. Han sagde: ”Hvis du nu låner et kamera, kan du så ikke lige…” – og pludselig fangede jeg mig selv stå oppe foran alle scenerne og tage billeder. Jeg kunne mærke, at det gav mig en masse, også at tage billeder af musikken. Man kan sige, at uanset om jeg spiller musik, producerer den eller tager billeder af den, så er det den samme sfære… Det er alt sammen kompositioner, forklarer Per, mens han med hænderne former en cirkel. Et udtryk for, hvordan tingene hænger sammen, påvirker hinanden og går op i en højere enhed.

Motivationen styrede endnu en gang Per Lange i en ny retning. Han tog fat i sit netværk i musikbranchen. Der måtte være andre derude, der havde interesse i at fået taget gode musik- fotos. Og det var der.

– Jeg blev hyret som fotograf for Gaffa – stadig med et lånt kamera over skulderen. Og hver gang sommeren nærmede sig, kom trangen til at fotografere på festivaler igen. Det var en ny og fed måde at være på festival på.

Thomas Helmig, Bøgescenen, Skanderborg Festival 09 (Music photo of the year 09)

Billedet, der sagde det hele

– Jeg skød et foto af Thomas Helmig på Smukfest, mens jeg lavede billeder for GAFFA. Jeg sendte billedet ind til det, der dengang hed ’Årets Musikfoto’… og så vandt jeg sgu’!

Vi er tilbage i 2009. Thomas Helmig sidder alene ved sit klaver på bøgescenen, og af ren overvældelse over publikums be- gejstring lægger han sig ned over klaveret. En kunstners oprigtige og følelsesladede reaktion på at blive hyldet.

– Jeg havde fået mulighed for at stå ude i siden af scenen un- der koncerten. Det, der gør billedet godt er, at man har publikum i baggrunden. Det hele flyder sammen i et magisk øjeblik, hvor han stopper op og lader folket hylde sig.

Lysten til at komme længere ind i musikfotografiets verden, førte til, at Per Lange via en kontakt på Ekstra Bladet kom i forbindelse med avisens fotochef. Han var af den klare overbevisning, at den bedste mand altid skulle have jobbet, autodidakt eller ej – det betød ingenting.

– The rest is history. Jeg har været Ekstra Bladets musikfotograf lige siden. Der er så mange gode oplevelser i det, og jeg har så stor fornøjelse af at være lige der, hvor musikken er.

The Flaming Lips, Northside Festival 2013

Arbejdslivet bryder rammerne

– Man kan sige, at der i mit arbejdsliv er en slags vekselvirkning, hvor jeg er i studiet den ene halvdel af året, og på græs den anden. Det har været lidt svært for andre mennesker at forstå mit arbejdsliv, fordi man her i landet har en tendens til at proppe folk i kasser… ”Per? Det er ham dér musikfotografen?, men det er også ham musikproduceren? Eller trommeslageren”? Men at have så spraglet et arbejdsliv er et kæmpe privilegie, for det betyder også, at jeg altid glæder mig til at komme på arbejde.

– Jeg indså også hurtigt betydningen af de sociale aspekter i forbindelse med mit arbejde. Hvis du spreder lidt god vibe her og dér og holder dit netværk ved lige, så kommer det hele tilbage til dig. Det er jo en cirkulær bevægelse. Jeg elsker sociale begivenheder, og jeg elsker at være lige dér, hvor tingene sker. Det var også en af grundene til, jeg flyttede til København, for dengang (i 1996, red.) var det altså svært at gå rundt i Aalborg med en helvedes masse ambitioner, uden at få at vide, at man nok liige skulle falde lidt ned. Jeg havde virkelig følelsen af, at jeg løb hovedet mod muren igen og igen. Jeg kommer jo heldigvis stadig meget i Aalborg, og man mærker virkelig tydeligt, hvordan byen har udviklet sig siden. Heldigvis.

Carpark North, Ekstra Bladet præsenterer live på eb.dk, Carpark North, Telia Parken, Kbh.

43 sekunder… og så’et u’!

Jo større amerikansk artist, desto sværere er det efterhånden at få lov til at tage billeder af dem som akkrediteret fotograf.
- Beyoncé er et godt eksempel. Der var en eller anden klaphat, der sendte et billede ud til alle billedbureauerne, hvor Beyoncé mildest talt så uheldig ud. Sådan et billede vil du altid kunne finde i en fotoserie, når du tager 200-600 billeder af en artist. Sådan et billede gik verden rundt. Reaktionen fra Beyoncés bagland var, at nu der ingen fotografer, der nogensinde får lov til at tage live-billeder af hende igen. Og det forplanter sig, for så kan artisterne og deres management have fuld kontrol over, hvad der slipper ud af billeder og presse.

– På Roskilde ved man næsten altid, hvis for eksempel Eminem kommer. Så får vi ikke lov til at stå oppe i fotograven og tage billeder. Så skruer man sit allerstørste objektiv på kameraet, og bevæger sig ud blandt publikum for at forsøge at få et godt billede derfra. Jeg kan huske, da føromtalte Beyoncé optrådte i Forum, lige inden hun lukkede helt ned for adgang for fotografer. Der fik fotograferne de første 43 sekunder at skyde i! Hendes manager fortalte, at det var meget vigtigt, hun ikke svedte på billederne.

Det må generelt være en intens oplevelse at stå lige mellem publikum og artist. Det medgiver Per. Men han fortæller også, at alle hans sanser her er i ”hyper-mode”. Alt bliver konstant registreret, beregnet og omsat i løbet af de tre sange, Per står i fotograven. Det er næsten altid reglen, at fotograferne kun har de tre første sange at tage billeder i.

Jeg tror også, det giver en ekstra dimension, at jeg selv har stået på scenen, og at jeg har selv lavet lyd og lys osv.. Det giver en fornemmelse for hele scenariet. At kunne mærke, at NU kommer det gode billede.

Men alt det med festivaler og koncerter klinger måske lidt specielt i de flestes ører lige nu. For én faktor har ramt kulturlivet, såvel som det har ramt alles liv: Corona. Og på stående fod ved vi ikke, hvornår musiklivet, som vi kender og elsker det vil kunne vende tilbage i sin oprindelige form.

– Da det hele lukkede ned, var det jo fantastisk at have sit mu- sikstudie, hvor man kunne sætte sig ud og skabe al den musik, man havde lyst til. Jeg har brugt det meste af efteråret på at lave et album sammen med nogle fantastiske musikere. Jeg har også været så heldig, at Ekstra Bladet lavede en masse streamingkoncerter, som skulle dokumenteres. Jeg havde for eksempel aldrig troet, at jeg ville komme til at stå alene i Telia- parken sammen med Carpark North, en lydmand og en lys- mand… mens 100.000 sad derhjemme og så med. Det var helt surrealistisk og vildt at få lov til at lave det.

Per i Musikkens Hus – Foto: Christian Krog / Lars Mørch

Udstillingen

Når man er aalborgensisk helt ind i knoglerne, og helst ikke slår ud med arme og ben over det, man laver, så er det godt med en manager. Kunstmanager og kunstformidler, Kit Sørensen spurgte tilbage i efteråret sin klient, om han nogensinde havde overvejet at udstille sine fotos. Og pludselig var en kæmpeudstilling i Musikkens Hus en realitet.

– I april er der åbningsreception. Udstillingen, som er gratis og åben for offentligheden, vil hænge en måned i Musikkens Hus. Det er en kæmpe drøm, der går i opfyldelse, og det havde jeg aldrig selv kunnet sætte i værk. Det er der ingen tvivl om.

Det er vildt fedt, at det, man laver bliver taget alvorligt og at der er nogen, der ligesom siger; ”Du er kunstner! Du har taget nogle af de mest fantastiske musikbilleder i landet! De skal da udstilles!”

Da det hele sker omkring 1-års dagen for lockdown er ambitionen også, at folk vil have lyst til at komme og se udstillingen og se fotos fra da alle kultur og musik-tilbud var åbne – og at folk kommer til at reflektere over og glæde sig til, at det hele bliver sådan igen.

Der udkommer også en bog i forbindelse med udstillingen. Den kommer til at fortælle om det at være musikfotografen Per Lange. Der vil selvsagt være masser af billeder at kigge på, ligesom der vil være historier om de enkelte fotos – og som en særlig gimmick til de teknisk interesserede læsere, vil der ved alle billeder være ”exif-data”, så man kan se nøjagtigt hvilke kamera-indstillinger, Per Lange har skudt billederne med.

Og her… lige her, hvor Per Lange står på tærsklen til at vise sit musikfotografiske liv frem på en udstilling – slutter denne beretning, eller eventyr, om man vil. Men der er ingen tvivl om, at det for Pers vedkommende fortsætter.

Oplev Pers store fotoudstilling i Musikkens Hus fra 15. april 2021

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*