Ud af mørket og ind i lyset

tekst CHRISTINA SVENDSEN | foto SVENN HJARTARSON

En undersøgelse fra juni 2018 viste, at 38.000 kvinder årligt udsættes for partnervold. En af dem var Kit Sørensen, der levede i et voldeligt parforhold i femten år, før hun fandt viljen og modet til at forlade hendes partner. Nu er hendes mission at bringe tabuet ud af mørket og ind i lyset, så hun kan hjælpe andre kvinder i samme situation

APPETIZE møder Kit Sørensen på stamcaféen Ulla Terkelsen London i Aalborg, hvor hun vil fortælle om baggrunden for udgivelsen af hendes bog, “Kunstneren – jeg elsker farver, bare ikke gul og blå”, som er en kunstnerisk digtsamling, hvor Kit har skrevet digtene, og kunstnere har tolket hvert deres digt.

Filmen knækkede

Bag bogen ligger en meget personlig historie.

– Jeg har været i et voldeligt ægteskab i 15 år og kom ud af det for to år siden. Jeg kom hjem og havde det ikke så godt. De første seks måneder boede jeg hos min familie. Da jeg endelig fik mit eget sted, så knækkede filmen for mig. Jeg var godt klar over, at jeg skulle have noget hjælp. Derfor ringede jeg til Kvindekrisecenteret i Aalborg midt om natten, og sagde ordret, at ’nu knækker filmen’, fortæller Kit.

– De var utrolig søde og sagde, at jeg endelig skulle ringe igen dagen efter. Så fik jeg lov at komme ned og få en snak med dem. Den nat, hvor jeg ringede derned, skrev jeg et brev til mig selv, og dagen efter skrev jeg et digt. Så kom der flere og flere digte til. Jeg kan huske, min mor sagde til mig, at jeg skulle prøve at få udgivet digtene. Jeg husker tydeligt, hvad jeg sagde til hende; ’Hvem fanden gider at læse sådan nogle digte’, griner Kit.

Hun slog morens forslag hen, men det blev alligevel ved med at rumstere.

– Digtene omhandlede det ægteskab, jeg var i. Det var om volden og følelserne, men også om tiden efter jeg var kommet hjem. De ting, man oplever, når man kommer ud af et voldeligt ægteskab. Jeg gik og tænkte lidt over det, min mor havde sagt. Jeg er uddannet kunstformidler, så jeg ringede til fire eller fem kunstnere, jeg kender rigtig godt.

Kit havde fået den idé, at eftersom kunsten er en stor del af hendes liv, var det oplagt at kombinere digtene med kunst.

– Jeg tror, den første jeg ringede til, var Poul Esting, en meget dygtig kunstner, som sagde ja med det samme. Derefter gik det stærkt, rigtig stærkt. Flere og flere kom til. Kunstnere jeg ikke har kendt før, kom ind i billedet. Med tiden er der også kommet en musikproducer ind i projektet, Casper Dybdahl, som har produceret et stykke musik til et af mine digte ud fra hans egen tolkning. Musikstykket, som han har produceret, vil blive udgivet. Det er som en lille bold, der efterhånden har rullet sig til en kæmpe snebold, fortæller Kit.

Alle bakkede op

Det var voldsomt for Kit at skulle dele noget så personligt med en stor gruppe mennesker.

– Det var grænseoverskridende. Bare det at skulle tage telefonen og sige; ’Du ved ikke, hvem jeg er, men jeg har skrevet nogle digte, jeg er uddannet kunstformidler og kunne godt tænke mig at have dig med i min bog.’ ’Hvad handler digtene om?’ Så måtte jeg ganske kort forklare; ’Jeg har været udsat for partnervold i femten år, og det omhandler de her digte’. De nåede faktisk aldrig at stille mig et spørgsmål, for så var jeg videre og i gang med at tale om noget andet. Det var en god måde for mig at distancere mig selv fra alt det negative. Jeg har jo haft mange telefonsamtaler med kunstnerne, så hvis jeg hver gang skulle gå i dybden med, hvad jeg har været udsat for, ville jeg blive drænet, og det har jeg heller ikke lyst til. Men alle var utrolig positive og bakkede op omkring det. Jeg tror, der var en eller to, der takkede nej på grund af travlhed, mindes Kit.

Hun er utrolig taknemmelig for den opbakning, hun har mødt fra mange forskellige kanter.

– Det var ikke kun kunstnerne, som bakkede op omkring bogprojektet. Det var Betine fra APPETIZE, der gav mig det sidste skub. Vi havde et lille møde over en kop kaffe. Hun havde godt hørt, at jeg skrev digte. Jeg havde dem med den dag, vi mødtes, og jeg spurgte om hun ville læse dem. Inden hun var halvvejs gennem digtene sagde hun, at dem måtte vi udgive sammen. For mig har det har simpelthen været en glæde at sætte denne bog op fra start til slut, hvor rigtig mange mennesker, har givet af sig selv.

En engel

Da Kit havde det værst, fik hun stor hjælp fra Kvindekrisecenteret
i Aalborg.

– Jeg var slet ikke klar over, at man kunne gå til samtaler uafhængig af om man skulle bo der eller ej, for jeg havde mit eget hjem og havde ikke brug for at bo der. Men jeg kunne få lov til
at komme til samtale. Her møder jeg en fantastisk kvinde, Iben, som tager imod mig første dag. Jeg kalder hende min engel og
har skrevet et digt om hende. Hun er til dels skyld i, at jeg er der, hvor jeg er i dag. Hun har været helt fantastisk lige fra starten.
Når man står i sådan en situation, som jeg gjorde, kan man kun bruge sine venner og sin familie til en vis grad. Men når du kom
mer ind på krisecenteret, så ved de lige nøjagtig, hvad du snak
ker om, hvad du føler og hvad du tænker. Det var en kæmpe hjælp.

AV

Hun savnede dog at kunne dele sin historie med andre, der havde været igennem det samme.

– Selvom jeg kom til samtaler på krisecenteret, så kunne jeg ikke få lov at være med i gruppeterapien, hvor man mødes og deler historier. Jeg husker, at jeg googlede som en gal for at finde en støttegruppe, som jeg kunne komme til, og det kunne jeg ikke finde. Det har gjort, at jeg i dag er i gang med at etablere en forening, der hedder Anonyme Voldsofre (AV). Planen er, at der skal laves støttegrupper for kvinder, som ikke er kommet ud af deres voldelige forhold endnu, men også for guppen af kvinder, der er brudt ud. Vi er godt i gang, og det er rigtig spændende, for det handler om at etablere og tilbyde kvinder den hjælp og støtte, jeg ikke fik, ligesom dem der boede på krisecenteret. Jeg havde ikke nogen at dele det med, og det havde jeg brug for, fortæller Kit.

– Jeg ønsker at bygge foreningen op på samme måde som Anonyme Alkoholikere. De har jo rigtig mange møder. Jeg ønsker, at det skal være på samme måde for voldsofre.

Flere vender tilbage

Kit fortæller, at der er mange kvinder, der ender med at gå tilbage til det voldelige forhold, ligesom hun selv gjorde flere gange.

– Man har et håb og en tro på at tingene ændrer sig, hvilket er grunden til at mange går tilbage. Nu har jeg været hjemme i to år og har heldigvis givet mig selv ro til at finde ud af, hvem jeg er. Det kan jeg godt blive lidt høj af. Høj på livet, fordi man har taget magten og kontrollen tilbage i sit liv, siger Kit.

– I lang tid var jeg lukket ned følelsesmæssigt. Tanken om at skulle lukke en ny mand ind i mit liv lå fjernt. Jeg kunne ikke give noget af mig selv. I dag har jeg lagt de ting bag mig, og ser frem til at møde kærligheden igen.

Vendepunktet

Modet til at forlade eksmanden kom en aften, hvor Kit blev tvunget til at dele forholdets mørke side med omverdenen.

– Det kulminerede en aften, vi havde været til en fødselsdag, og han var i det humør, hvor han kunne gå den ene eller den anden vej. Vi kommer hjem fra festen tidligt på morgenen, og jeg husker, at han startede en diskussion, hvor jeg bad ham om dette kunne vente til næste morgen. Han gik ud af vores soveværelse og jeg lukkede stille og roligt døren efter ham. Det næste der sker, er, at døren kommer flyvende igennem rummet. Så smadrer han alt, hvad han kan smadre i vores soveværelse. I værelset havde vi en overfaldsalarm fra Verisure i tilfælde af indbrud. Så da han er på vej hen imod mig, siger jeg til ham, at; ’hvis du nærmer dig, så trykker jeg på knappen!’ Han nærmer sig og jeg trykker på overfaldsalarmen. I det, man trykker på alarmen, kan Verisure høre, hvad der foregår i vores hjem. I løbet af to-tre minutter, ankommer Verisure og politiet. Den unge mand, som kørte bilen for Verisure den aften, var min bedste venindes søn. I det øjeblik vidste jeg, at nu var jeg nødt til at fortælle, hvad der foregik. For på det tidspunkt vidste hun ikke noget. Politiet tog ham med, og jeg besluttede mig for, at nu ville jeg skilles. Det sagde jeg også til ham dagen efter, men det ville han til gengæld ikke. Han kom med flere trusler, blandt andet han ville brænde huset ned. Jeg sagde til mig selv, at jeg måtte lægge en plan for at finde min vej ud. Så det fik jeg hjælp til af nogle fortrolige mennesker.

Volden kom snigende

Kit er bevidst om, at folk ofte tænker, når de hører hun har været udsat for partnervold igennem mange år; ’hvorfor gik hun ikke bare første gang“. Men så enkelt er det ikke i virkeligheden.

– Jeg ville aldrig have troet, at jeg skulle ende i sådan en situation, hvor jeg skulle udsættes for noget, som det her. Aldrig. Hvordan kunne jeg tillade ham at behandle mig sådan? Det kom snigende, for jeg var meget forelsket i ham. Jeg tror også, det er derfor, at jeg nogle gange har tænkt; ’Kunne du ikke bare være normal, så kunne vi have haft verdens bedste ægteskab.’

– Første gang han slog mig, tog han efterfølgende kontakt til Alternativ for Vold, hvor han over to gange var i behandling. Der kunne være gode perioder, men så blev han voldelig igen. Jeg dækkede over ham, jeg anmeldte ham aldrig. I stedet beskyttede jeg ham.

Der er hjælp at hente

Kit understreger, at en af årsagerne til hun står frem, er fordi der ikke er børn involveret, og fordi hendes eksmand bor i udlandet. Kvinder som er udsat for partnervold, og som har børn med voldsmanden er i en helt anden situation. De er bange for repressalier og det faktum, at voldsmanden kan bo tæt på, gør, at de ikke ønsker at stå frem.
Selvom det kan være svært, så mener Kit, at det er vigtigt at fortælle nogen om volden.

– Det er altid godt have nogen i ens liv, som ved, hvad der foregår. Partnervold trives bedst i mørke, som min gode veninde Susanne siger. Derfor skal det ud i lyset. Så snart det kommer ud i lyset, så er man nødt til at forholde sig til det. Og så kan andre også forholde sig til det. Det er derfor jeg står frem. Vi må og skal ikke tolerere fysisk og psykisk vold, der er altid hjælp at hente.

I dag er Kit kommet videre.

– Jeg har tilgivet ham. Med tilgivelse menes det ikke, at jeg har accepterer det, han har gjort mod mig. Men jeg har valgt ikke at lade min fortid præge min fremtid. For det kan man meget let komme til. Skal jeg ødelægge de næste femten år på at være offer, på baggrund af det, jeg har været udsat for eller skal jeg leve livet og komme videre? Jeg er ikke i tvivl, livet er dejligt.

FÅ HJÆLP OG RÅDGIVNING

LOKK – Landsorganistion af Kvindekrisecentre Ring 32 95 90 19 eller www.lokk.dk

Lev Uden Vold nationale døgnåbne hotline Ring 1888 eller www.levudenvold.dk