Kulturen er levende hos Lange Keramik

tekst CHRISTINA SVENDSEN | foto LOUISE DYBBRO

Igennem mere end 50 år har Lange-familien haft keramikværksted i det smukke Hjelmerstald. På trods af de historiske omgivelser, som Lange Keramik efterhånden er en integreret del af, så fylder nostalgien ikke meget hos hverken 2. eller 3. generation, der i stedet bruger hverdagen på vellavet håndværk og kunstnerisk nysgerrighed

Det er svært ikke at blive betaget af stemningen, når man forlader byens larm og træder ind i charmerende Hjelmerstald. Halvvejs i vinkelgaden ligger byens eneste tilbageværende kunsthåndværker. Når man kommer igennem porten, bliver man mødt af skulpturhaven, hvor der blandt andet bliver holdt koncerter gennem hele sommerperioden. Nederst i gården ligger værkstedet, hvor jeg har en aftale med de tre medlemmer af Lange-familien, der i dag driver familievirksomheden.

Begyndelsen

Historien startede i 1968, da Peter Langes far, Benny Lange, der var pottemager, fik butik på adressen;

– Først lejede vi os ind oppe foran, hvor vi havde en lille butik. Der var jeg 17-18 år gammel eller deromkring, og det var spændende, for det havde altid været mine forældres drøm.

På det tidspunkt havde Hjelmerstald ikke samme status som i dag. Faktisk var flere af husene ved at brase sammen, så der var snak om at rive det hele ned og bygge et parkeringshus i stedet.

– Vi var en masse unge mennesker, som sagde, at der skulle bestemt ikke være parkeringshus. Vi lukkede gaden af, så politiet kom og flyttede os. Vi ville for eksempel ikke have taxaer op igennem. Det var en rigtig flipperby på det tidspunkt. Det var Christiania i Aalborg, griner Peter.

Politikerne kom heldigvis på bedre tanker, så Hjelmerstald blev bevaret, og i 1972 købte Peters forældre gården, som de indtil nu havde lejet.

Keramikken vandt over musikken

Lisbeth og Peter har været kærester siden de mødte hinanden i realen, og det unge par slog hurtigt til, da de fik et godt tilbud på et hus, som kun lå et stenkast fra værkstedet.

– I 73 var der et hus til salg på hjørnet til kr. 35.000,-. Vagn Larsen fra tøjbutikken spurgte min far; ’Var det ikke noget for din søn? Jeg spørger ham lige!’ Jeg svarede; ’Er du sindssyg, det vil jeg da gerne have,’ og efter 14 dage fik vi nøglen til det.

– Vi købte det ubeset. Eller du købte det ubeset, indskyder Lisbeth.

– Ja, og da jeg gik op og kiggede på førstesalen gik jeg lige igennem gulvet og ned i kælderen nedenunder. Så råddent var det, griner Peter.

Renoveringen tog 3-4 fire år, så familien flyttede til Hjelmerstald, da Lisbeth og Peter var 22 år. Dengang var der et helt andet liv i området.

– Der boede en masse mennesker. Her, hvor vi sidder, var der malerfirma. Der var også et smedefirma og en chinchillafarm på loftet og tre garager. Der, hvor vi har pavillon nu, var der også garage. Når folk skulle have deres bil ud, var det et mareridt. Hvis der var en, der havde flyttet sin bil, og var gået op i Salling for at handle, var der ikke nogen af os, der kunne komme ud, så der var en råben og skrigen hernede. Der var også lejligheder både foroven og nedenunder. Nu bor vi nærmest ingen mennesker her, men min gamle mor på 92 år er her stadigvæk. Hun bor nede ved porten, så hende holder vi styr på, fortæller Peter.

I starten af Peter og Lisbeths forhold var Peter en del af et succesfuldt band, hvor han spillede bas. De optrådte i de store haller og endda på Roskilde, men livet på landevejen var ikke foreneligt med et godt familieliv, for Lisbeth havde ikke lyst til at være græsenke.

– Hun stod med barn nummer to, og jeg kunne se på hende, at det her går aldrig. Vi var begge så optagede af stedet her. Lisbeth var blevet færdig med sin uddannelse på universitetet som socionom, men der var ingen arbejde at få, så hun gik på værkstedet. Hun er god til at male og tegne, så vi har arbejdet sammen siden, fortæller Peter.

Peters mor og far havde en fast rollefordeling, som fungerede 
for dem, men Lisbeth havde ingen trang til overtage svigermorens arbejdsopgaver.

– Min mor sad og satte hanke på fars kopper eller også stod hun
i butikken, mens min far sad ved drejeskiven. Lisbeth sagde, at der ville hun altså ikke ende. ’Jeg gider altså ikke at sidde og dekorere dine krus.’ Min mor dekorerede også svendens ting, så hun har faktisk aldrig drejet. Det ville hverken Lisbeth og Louise ikke være med til, for de ville selv have lov at lave det, fortæller Peter med en vis stolthed i stemmen.

Pottemageri blev til kunsthåndværk

I 1982 overtog Peter og Lisbeth driften af værkstedet, der skiftede navn fra Pottermageren til Lange Kunsthåndværk.

– I 82 blev min far meget syg. De sagde, at han kunne leve med det i et eller ti år, det kunne de ikke sige noget om. Dengang var jeg sendt herned (i værkstedet, red.), for vi kunne ikke arbejde sammen. Det var helt håbløst. Han havde aftenskole, der hvor garagerne var. Det var dengang, man kom til formiddagshold, eftermiddagshold, og weekendhold. Så alle damerne kom hver dag med kaffekander og kage. Det var hans metier. Folk ventede bare på, at han tog sin guitar ned og spillede og sang. Det var én stor festforestilling, genfortæller Peter med et opgivende smil.

– Jeg havde helt andre planer og var meget ambitiøs omkring, hvad der skulle laves. Så vi var slet ikke enige om, hvordan det skulle køre. Han mente, at det skulle være en pottemagervirksomhed, hvor jeg syntes, vi skulle gøre en masse andre ting.

Pottermageri er et gammelt håndværk med mange traditioner, der næsten er glemt i dag, fordi industrien har taget over. Men i 70’erne var det stadig et velkendt håndværk, og værkstedet i Hjelmerstald holdte de gamle dyder i hævd på godt og ondt, da Peters far stod i spidsen.

– En pottemager har en masse traditioner om, hvordan for eksempel en 
jydepotte og en barselsspand skal se
 ud. Der var flere svende i værkstedet, 
og man skulle dreje 50 krus i timen, ellers var man en svækling. Man gjorde
 aldrig rent, så hver fredag tog vi bukserne af, og så skulle vi se, hvis bukser, der kunne stå op, for de var nemlig klistret ind i ler. Da min far blev syg i 82, var Louise født for længst, og han var ved at mildnes. Altså, han ville ikke slås længere. Så han tilbød, at vi overtog.

Lisbeth og Peter installerede nye ovne og indkøbte andre materialer, så de kunne lave højbrændte produkter, som stentøj, porcelæn og udendørs skulpturer.

– Jeg lavede vægudsmykninger på en stor skole i 1982, hvilket var det første store projekt. På det tidspunkt havde vi meldt os ind i Danske Kunsthåndværkere & Designere. Der var vi 15-16 mennesker, som var ambitiøse om at udstille og få penge for vores ting. Man kan ikke leve af at sælge krus for kr. 14,- stykket, så vi havde en helt anden holdning til det. Det ændrede meget i butikken og også vores ry. Folk syntes, det var blevet pissedyrt, men det var der ikke noget at gøre ved, griner Peter.

Tredje generation

Peters far døde i 1992, mens moren hjalp til i butikken indtil 98, hvorefter hun trak sig tilbage. I et par år så det ud som om, at det bare var Lisbeth og Peter, der skulle køre virksomheden videre, for deres datter ville være glaspuster og sønnen havde en skæbne, der ventede på arkitektskolen.

Louise var godt på vej til at starte karrieren som glaspuster, og kom endda ind på Glas- og Keramikskolen på Bornholm, hvor der kun bliver uddannet 12 om året. Men forældrene fornem- mede, at Louise ikke var rigtig glad.

– Når hun ringede hjem, var der noget, der ikke helt stemte. På et tidspunkt kunne vi godt mærke, at det ensomme liv gik hende meget på, fortæller Peter.
- Hun fik økuller, indskyder Lisbeth.

Da Louise blev ramt af en salmonella-forgiftning, tog hun hjem til Aalborg for at komme til hægterne igen.

– Hun kom hjem og vi blev enige om, at hun bare skulle gå på værkstedet, hvor hun fik noget ler imellem hænderne. Selvfølgelig kunne hun lave keramik, men havde aldrig interesseret sig for det på den måde. Der gik to år, hvorefter vi sagde; ’Louise, du er keramiker. Nu må du indrømme det.’ ’Det er rigtigt,’ sagde hun. ’Det er det, jeg vil.’ Så har hun været her lige siden. Hun kører også sin egen produktion, som vi andre gør. Vi blander os ikke i hinandens ting, men hjælper, hvis der er tekniske problemer, fortæller Peter.

Sønnen Kristian arbejder til daglig som arkitekt, men er også tilknyttet Lange Keramik, og familien samarbejder, når muligheden byder sig.

– Han laver nogle fantastiske og morsomme tegninger. Hvis vi laver en udstilling og der er plads til ham, eller omvendt, hvis han skal lave noget hos et firma, så låner han lidt af os. Så slår vi os sammen omkring det. Han har blandt andet malet gavlen i vores skulpturhave, fortæller Peter.

– Kristian har også lavet nogle halvstore opgaver rundt i byen. Blandt andet på Klostermarkskolen, hvor han snart skal i gang med en mere. Så han har også fået en snert. Han troede, han kunne slippe, men det gjorde han ikke, griner Lisbeth.

Modstand på alle fronter

Mens Peter er opvokset med keramikken, havde Lisbeths forældre en større modstand på, at hun valgte en kreativ levevej.

– Jeg har altid gerne ville lave noget kreativt, men det ville mine forældre ikke være med til, for sådan noget var en hobby, som man kunne lave i sin fritid. Så jeg tog en socionom-uddannelse og da jeg havde taget den, fik vi Louise. Det var fuldstændigt umuligt at få et job på det tidspunkt, fordi vi var det allerførste hold socionomer, så folk vidste ikke, hvad det var. De turde ikke at ansætte os. Samtidig kunne jeg se, at Peter ikke magtede virksomheden alene, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte gå ind i det og være med til at få noget hold på det, fortæller Lisbeth.

Peter og Lisbeth har været kærester, siden de var 15 år.

– Vi mødtes, da vi gik i syvende klasse om begge to, griner Lisbeth.

– Det var nok traumet, konstaterer Peter med et skævt smil.

Udover traumet over at tage 7. klasse hele to gange, så havde
 de nogle kontrollerende forældre tilfælles.

– Min svigermor var simpelthen forfærdelig. Hun blandede sig i alt 
og det samme gjorde min far. Så vi slog os sammen og sagde, at
 de idioter skulle ikke bestemme, hvad vi skulle lave, fortæller Peter.

– Der var meget modstand på fra alle fronter. Jeg synes, vi gik rundt og forsvarede os selv hele tiden. Vi var en lille smule utilnærmelige, for det var man nødt til at være. Ellers var der nogen, der jokkede hen over en. Men vi var meget arbejdsomme og enormt målrettede.

Det blev ikke taget godt imod, da Lisbeth introducerede den nye svigersøn for sine forældre.

– Min mor flegnede fuldstændig, da jeg kom hjem med Peter. Han havde jo langt hår og spillede i et band, og hvad var det hele for noget. ’Så vil han til at være pottemager!? Så skal du i hvert fald se at få en ordentlig uddannelse, så du kan forsørge familien.’ Da jeg så opgav min uddannelse, hold nu op mand! Ja, der var modstand på hele vejen igennem, slår Lisbeth fast.

Tryg barndom

Louise fortæller, at hun har nydt en opvækst, hvor både forældre og bedsteforældre var lige i nærheden.

– Det har været en rar og tryg barndom. Jeg vidste altid, hvor min mor og far var. Dengang boede mine forældre ikke her, men nede i nr. 22 lidt længere nede af gaden. Min farmor og farfar var her jo også, så man var hele tiden i sådan en trygge hænder-zone. Så det har været rart. Men det var ikke så rart, at mine forældre ikke lavede det samme som de andre forældre. Hvis der var nogen, der spurgte mig i skolen, så arbejdede de bare på kontor. Der havde jeg lige et par år, hvor det var nemmere at være ligesom de andre. Jeg kunne godt se, at mine forældre var anderledes, men da jeg kom op i teenage-årene, var det sådan set meget cool, at ens forældre var lidt anderledes, fortæller Louise.

Hun har også været glad for at vokse op i det centrale Hjelmerstald.

– Det har været skønt at være i midtbyen og alting var bare lige
til. Men til gengæld er der ikke super meget privatliv. Folk glor ind af vinduerne. Hvis min bror og jeg skulle lege og spille bold, så foregik det på brostenene. Jeg har faktisk lært at stå på rulleskøjter på brostenene, smiler hun.

Kanalen til kreativiteten

Som Peter og Lisbeth fortalte, så var Louise egentlig fast besluttet på, at hun skulle være glaspuster.

– Jeg har drømt om at være glaspuster, siden jeg var helt lille. Vi var rigtig meget sammen med Leif Vange i Lønstrup og Niels Chr. Olesen i Skagen. Jeg ville bare være ligesom dem, når jeg blev stor. Jeg skulle til gengæld aldrig nogensinde arbejde med min mor og far, det var helt sikkert. Det var først, da jeg kom godt ind i det, at jeg mærkede, kreativiteten ikke var bestemt på glas. Det var bare en kanal til at få noget ud, som man har indeni, fortæller Louise.

Da hun kom hjem fra sit ophold på Bornholm, fandt hun hurtigt skaberglæden i det værksted, som hendes forældre havde bygget op.

– Jeg fandt ud af, at det var fedt, at systemet bare kørte. Hvis jeg havde brug for materialer, så løftede jeg bare røret, hvorefter det blev bestilt hjem. Mine forældre er gode til at lege, så det var fedt pludselig at have frit lejde.

Louise fortæller, at hun fra starten havde en klar idé om, hvad hun ville, så det var bare et spørgsmål om at lære teknikken.

Inspireret af hjemmeskolen

I dag finder Louise inspirationen til nye projekter på mange uventede steder. Et af hendes nyeste kreationer er Coronakonerne, som er kvindeskulpturer, der er godt i stand på alle måder.

– Hun er sindssygt tung! Det var det, der kostede mig min sidste diskusprolaps, griner Louise, da hun viser rundt på galleriet.

Idéen til coronakonerne kom under en af nedlukningerne;

– Det var hjemmeskolen. Jeg er dårlig teknisk, så sad jeg med min mindste, Jonathan, som er blevet elleve sidenhen. Vi kunne ikke få computeren til at virke, og så var der et eller andet matematik, hvor jeg bare var helt hægtet af. Jeg kunne mærke, hvordan jeg døde mere og mere. Til sidst så jeg mig selv udefra, og så sad jeg nærmest som hende (skulpturen, red.), du ved, helt umotiveret og tænkte, det her gør virkelig heller ikke noget godt for ham, at jeg sidder her og dør så meget, altså. Det er tit noget, der kommer udefra og bliver til en idé, som vokser videre til en serie. I mange år lavede jeg enormt tykke damer på cykler. Det var faktisk fra en koncert, som jeg var til, i Herning, hvor der var en dame, der cyklede foran bilen. Hun cyklede meget langsomt midt på vejen og hun havde simpelthen sådan en udsædvanlig røv, griner Louise.

– Det kommer ofte udefra. Det er jo ikke for at hænge hende ud og hun ved jo ikke heller ikke, hvem hun er. Men det er sådan nogle billeder, man får, afslutter hun.