”Bum! Der var i!” Det er en storsmilende og imødekommende Jan Kvistborg, der tager imod os i foyeren hos Aalborg Kongres & Kultur Center og viser os ind til sit kontor. I 2019 tiltrådte han stillingen som chef for bæredygtigt værtsskab i centret efter knapt et årti som musikchef for Aalborg Symfoniorkester
I rygsækken har han blandt andet en uddannelse som klassisk sanger, samt en kandidatgrad i sociologi, og det står hurtigt klart, at Jan Kvistborg i det hele taget er en mand, der rummer masser af farver, nuancer – og mest af alt: En uomtvistelig kærlighed til mennesker, fællesskab og verden.
– Det er en vild rejse, et eller andet sted…, siger Jan, da jeg spørger ind til, hvordan man går fra at være sanger til at sidde som chef med fokus på bæredygtighed i Aalborgs største kulturhus og Danmarks eneste internationalt certificerede bæredygtige eventsted.
Vi skal langt tilbage for at finde ud af, hvornår det hele startede. Helt tilbage til dengang en dreng sad under bordet hos forældrenes vennepar, mens de voksne spiste italiensk og lyttede til Puccinis opera ”La Boheme”, der bragede ud af højtalerne med al sin vælde og storhed, mens en af værterne oversatte hele det dramatiske og følelsesbetonede handlingsforløb. Tænk, at noget kan være så stærkt og stort, tænkte drengen, der i årene efter blev så fascineret af opera, at han i stedet for Van Halen-plader satte operaplader på, når vennerne kom på besøg for at høre musik.
– Jeg tænkte, nu skal de bare høre! Jeg synes, at nu skulle de simpelthen have mulighed for at få del i denne her oplevelse, og at hvis vi skulle blive hele mennesker, så skulle vi både kunne lytte til Metallica og til opera.
At møde verden med åbenhed
Der er noget umiddelbarhed over dét at kunne gå en lidt anden vej, end strømmen dikterer. Især som barn og ung, hvor mange af os er indstillede på at søge i sporet af den strøm, flokken har gået før os. Men ret hurtigt bliver det klart, at den umiddelbarhed har været til stede i Jans liv, nærmest altid. Det var den, der gjorde, at det aldrig var et problem for ham at blive ”integreret” på de forskellige skoler, han som barn gik på, fordi hans forældre ofte flyttede. Det var også den, der gjorde, at han i en alder af 12 år endte med at stå på et lærerværelse på den nye skole, han var på nippet til at starte på, og fortælle lærerne, at der altså var en meget mere hensigtsmæssig måde at præsentere nye elever på, end de hidtil havde praktiseret.
– Jeg forklarede dem simpelthen, hvordan de kunne optimere deres måde at gøre det på. At frem for at tage den nye elev ind midt i en time og stille vedkommende op foran klassen, så sagde jeg, at jeg gerne ville have lov at komme i et frikvarter, for så kunne jeg i stedet mingle rundt og hilse på alle, siger Jan med et grin.
– Jeg tror, jeg har fået oparbejdet noget med, at dét at komme ud og møde nye mennesker, nye udfordringer og nye steder, er sjovt. Hvis man selv kommer, som man er, og har en nysgerrighed med, så oplever jeg, at folk gerne vil mødet med et andet menneske. Det har jeg brugt livet på lige siden.
Efterhånden som Jans fortælling om sit liv skrider frem, står det klart, at én ting har haft gentagende og vedvarende betydning for de livsveje, han er gået ad. Flow. Tilfældighedernes puslespil, hvor brikkerne har lagt sig på sådan en måde, at nye muligheder kom præcis, når de skulle. Det vender vi tilbage til. Nu standser vi toget ved slutningen af gymnasiet.
Det blev sådan, at en sanglærer fra Musikkonservatoriet i Aalborg hørte Jan synge og sagde, ”Kom med mig!”, for sanglære- ren havde lige fået ansættelse på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København og var sikker på, at Jan ville komme ind, hvis han søgte. Og det gjorde han, gennem et nåleøje. Men der var ting, der trak i hver sin retning.
– Mens jeg tog forberedelseskurser til konservatoriet, havde jeg job ved siden af på et bosted for psykotiske børn og børn med Downs Syndrom. Jeg elskede det og havde egentlig en forventning om, at det var den vej, jeg skulle. Den dér helt vilde sociale indstilling om at hjælpe nogle mennesker, der ikke kunne klare sig selv, det var lige mig. I gymnasiet var jeg formand for elevrådet og ville dengang gerne være politiker, for jeg tænkte, at vi skulle forandre verden. Det var nok sådan en ungdoms-kådhed, men det holdt alligevel lidt ved, og på det bosted jeg arbejdede, fik vi indført mange gode ting. Blandt andet var vi med i en bevægelse om at gøre tingene meget mindre institutionelle for de børn, der boede der.
Udsens ord
– Det år var der 178 eller 179, der søgte ind på klassisk sang, og vi vidste, at de tog 6 eller 7. Jeg havde egentlig ikke lige set det komme, da jeg fik et brev om, at jeg var optaget.
Vi er nu kommet til en af den slags oplevelser, der sætter sig som et bogmærke i bevidstheden og forsigtigt holder en lille åbning klar til siden, hvor det hele står. Selv vender Jan tilbage til det flere gange i løbet af samtalen – og man forstår hvorfor.
– Bodil Udsen havde planlagt at runde sin karriere af og skulle i den anledning spille en glansrolle som Maria Callas, der nok er en af de største sangerinder nogensinde. Maria Callas havde på et tidspunkt givet en masterclass på Yale (Yale university red.), og i den forbindelse var der en tenor, der skulle synge arien ”Recondita Armonia” fra operaen ”Tosca”, hvor han til sidst skulle gå helt op og tage det høje Bb. I skal simpelthen høre, det Bb, dér… Er der én af jer, der har Spotify?
Og så sidder vi dér på kontoret med kaffekopper i hånden og lytter til tonerne af en blød, stærk tenorstemme, der kraftfuldt rammer toptonen i arien. Måske nøjagtigt som den dag, mange år forinden, da Jan besluttede at introducere kammeraterne for den musik, som rørte så meget i ham. Også her lyser begejstringen ud af øjnene på Jan, mens han fortæller.
– Den sang jeg over 100 gange. De kunne simpelthen ikke finde en tenor, der kunne tage det Bb. Som 1. års-studerende måtte man dengang ikke tage ud af huset og give koncerter, fordi der var en idé om, at man skulle bruge energien på at udvikle blandt andet teknik. Men den pianist, der spillede for mig, sagde til direktøren for Betty Nansen-teatret, at de havde altså en tenor, der kunne synge det. Så en dag kom han og Bodil Udsen ind i en time. GODDAW!, sagde hun! Ka ́du synge for mig?
Jan imiterer den klassiske, store og dybe Bodil Udsen-stemme, mange af os husker direkte fra Rottehullet. Og så gik det slag i slag med udsolgte forestillinger. Selve samarbejdet med Bodil gik også slag i slag – trods det, at hun var en dame, der var kendt for at kunne være særdeles ligefrem.
– Det, Bodil ikke kunne lide, var snobberi. Der var simpelthen så mange om aftenen, som stod og bankede på hendes dør og gerne ville ind. Så sad hun der og spiste sit rå kød, som hun formede til kugler… altså, for fanden, hvor var hun energi og fyldighed. Når hun var i rummet, så var der ikke andre. Men hvis så folk kom ind og sagde ”Hej Bodil, kan du huske mig? Vi kom jo sammen for 17 år siden…” – det gad hun bare ikke. Om hun snakkede med dronningen, eller om hun snakkede med én, der fejede inde på scenen, så var der ingen forskel. Titler ragede hende en skid. Det har jeg lært rigtigt meget af. Det kan simpelthen ikke betale sig.
Jan fortæller om episoden, hvor Bodils Udsens nervøsitet inden premieren overmandede hende, fordi følelsen af, at hun bar det hele, fik fat i alt.
– Bodil sagde til mig; Jan, undgå nogensinde at opleve, at du skal bære hele verdens synder på dine skuldre. For det kan du ikke. Det talte vi meget om. For på det tidspunkt ville jeg være sanger, men jeg var også fortsat tændt af den hellige glød i forhold til at ville forandre verden. Og hun så måske også nødvendigheden i at vide, at du ikke kan gøre det selv. Du står med al tyngden på dine skuldre, og til sidst, så brænder lyset ud. Du har brug for de andre.
Vicki! Vi skal giftes!
– På det 3. år, jeg gik på konservatoriet, kom koret fra Salzburg Domkirke til København, og de havde af en eller anden årsag hørt om mig og ville have, at jeg skulle synge sammen med dem. Det gjorde, at jeg kom til Salzburg. Nede i Salzburg var der en amerikansk sanglærer, der var lidt af en gud, og han sagde, at nu skulle jeg til USA, og så ville han gøre mig til ”star”! Så siger jeg Vicki, vi skal giftes!, for ellers kunne hun ikke komme med til USA.
Vicki er Jans hustru, som han har to piger med, og han fortæller, hvordan de mødte hinanden til et foredrag i en filosofisk fore- dragsrække, hvor han fik øje på hende stående i døren med to kaffekander i hænderne – og de har været sammen lige siden.
Det blev til en tid i USA, hvor Jan sang på den prestigefyldte operaskole ved Santa Fé Operaen. Optagelsen til skolen var igen et smallere end smalt nåleøje, hvor han kom ind som den eneste udlænding, og efterfølgende fik han også Yale på CV’et, da en velhavende, amerikansk familie hørte om ham og gav ham et scholarship, så han kunne læse der.
Igen er det som om, at tilfældighederne indretter sig i deres helt eget tempo. Det er en livsstrøm, og Jan følger med.
– Der har intet været planlagt. Det har ikke været sådan, at jeg har tænkt, nu skal jeg tilrettelægge det på en bestemt måde. Jeg vil sige, at jeg har en kæmpe tiltro til, at det hele nok skal gå. Det er noget med hele tiden at tænke på, hvad der er det vigtigste, og jeg holder på, at det er kærligheden mellem mennesker og kærligheden mellem alt levende.
Tiden i USA bød på masser af sang. Men den bød også på en stigende bevægelse hen mod det sociale aspekt, der fortsat boede i Jan.
– Jeg sagde, Vicki, nu tager vi hjem!, fortæller han med et grin, mens han tænker tilbage på dengang, noget ulmede og trak ham væk fra scenen og ind på sociologistudiet i Aalborg.
– Hvis jeg er styret af noget som helst, så er det værdier. Meget værdien om at gøre noget for andre mennesker. Jeg ville gerne gøre noget mere og andet for folk. Jeg havde knoklet for sangen, men det var ikke svært for mig at tage videre og mærke, at nu skulle jeg være sociolog.
Musik på ny
Vicki, der er psykolog og havde været ansat på Yale, var med Jans egne ord ”skide sød” og helt med på at komme hjem til Danmark igen. Og nu er det med at holde tungen lige i munden, for dét at gå fra tage en kandidatgrad i sociologi til at blive musikchef, det indebar også, at livsbrikkerne formede sig på en bestemt måde. For efter at have arbejdet som projektkoordinator i Aalborg Symfoniorkester sideløbende med sociologistudiet , og have stået som projektleder på en International Wagner-konkurrence i Aalborg, blev Jan tilbudt at være konstitueret musikchef, da pladsen en overgang stod tom.
Det betød, at han satte en stor organisationsændring i gang – hvor han endte med at skrive sin egen stilling ud.
– Jeg vidste, at vi dengang nogle år frem i tiden skulle ned i det nye Musikkens Hus. Så jeg sagde til formanden, at denne her ændring ville være det bedste, der kunne ske. Han spurgte, hvor min egen stilling var henne, men jeg sagde, at jeg simpelthen ikke ville forfordele mig selv. ”Jamen, hvad skal du så?”, spurgte han, og jeg svarede, at det finder jeg ud af! No problem! Det var projektet og ikke mig, der var i centrum. På det tidspunkt studerede jeg stadigvæk ude på universitetet, men var ikke kommet i gang med at skrive specialet sammen med de andre, fordi jeg jo havde været fungerende musikchef ved siden af. Så jeg var faktisk begyndt at kigge på at komme videre mod noget helt andet.
Og så skete det igen. Vejen tog et sving, helt modsat hvad Jan egentlig selv gik og tænkte på, og en stor mulighed foldede sig ud som en vifte foran sig. Han skulle ikke videre – han skulle blive.
– På et tidspunkt fungerede det faktisk så godt som konstitueret musikchef, at musikerne gerne ville have, jeg blev musikchef. Bestyrelsen ville også, og på et tidspunkt kom der en rådmand og sagde, at det også var diskuteret fra politisk side, og de ville altså gerne have mig. Og jeg var faktisk slet ikke der. Så jeg kan huske, jeg sagde, at jeg simpelthen lige havde brug for nogle dage til at tænkte det igennem og vende det med Vicki. Men jeg kunne også godt se, at der var mange pile, der pegede den vej, og at det lidt var et point of no return.
Lige pludselig var det sådan, og Jan var nu med i et kæmpe projekt med at få bygget og indrettet Musikkens Hus, og sam- tidig arbejdede han i de næste år på at få specialet i hus og bruge sine kompetencer som sociolog til at finde ud af, hvordan hele symfoniorkestrets målgruppe kunne gøres bredere. Ung- dommen skulle med… alle skulle med. En af Jans store missioner var at gøre den klassiske musik tilgængelig, relevant og forståelig for alle. Han søgte at vise publikum menneskerne bag alle instrumenterne, der var på scenen, og indførte derfor introduktioner til den musik, der blev spillet. Sommetider fortalt af musikerne selv. Kunsten skulle åbnes op.
– Det er følelser, der kommunikerer, og musikerne sad med et kæmpe, kæmpe ønske om at formidle følelser ud til publikum. Vi bliver nødt til at opleve det sammen. Det er igen Bodil Udsen. Hun var ligeglad med facaden. Det er mennesket bag, det handler om. Det var nøjagtigt det samme for mig med samarbejdspartnere og kolleger. Jeg er vild med mennesker. Og nu, hvor vi er i en tid med Corona, hvor virksomheder fyrer folk, og hvor der sker så mange ting, så kommer jeg konstant ind og rammer dét, der er essentielt for mig. Den kærlige relation mellem mennesker. Vi skal redde kloden sammen, og jeg mener, at hjertemødet mellem mennesker er det, der skal redde tingene. Værdierne, der altid driver værket.
Årene gik, og så en dag talte Jan med Nicolaj Holm, direktør for Aalborg Kongres & Kultur Center.
– Vi kom til at snakke om alt dette her med bæredygtighed, grønne planter og dét at redde verden, fortæller Jan, og pludselig fornemmer man genklange af den unge, entusiastiske studerende, der havde en drøm om at blive politiker, om at forandre verden og om at gøre det i kraft af fællesskabet.
– „Vi skal redde verden“, siger Nicolaj. „Det er da dét, vi skal, svarer jeg ham!“ Og jeg tænkte, at nu havde vi fået en masse vidunderlig klassisk musik ud til folket, og nu skulle vi til at redde den jord, vi bor på. Og så blev vi enige om, at jeg skulle herud.”
Afskeden fra stillingen i Musikkens Hus var hård. Men beslutningen var den helt rigtige. Og igen var intet planlagt.
– Det kom nok lige så meget bag på mig, som det gjorde på musikerne, bestyrelsen og hele organisationen, men jeg oplevede, at nu gjorde livet bare dette her. Jeg kunne stritte imod eller flyde med, og jeg valgte det sidste. Så havnede jeg her i AKKC, og det er simpelthen så vidunderligt at være her. Sjovt nok, så var det faktisk ikke meget mere anderledes at komme herover, end det jeg kom fra. Det var utroligt værdidrevet, det arbejde, jeg lavede i orkestret, og det var meget båret af, at vi skulle have andre præsenteret for noget, der kunne berige deres liv. Og det, jeg laver her i huset, er nøjagtigt det samme. Det er at involvere folk og lave netværk ud fra den værdi, at det er sammen, vi kan gøre en forskel. Vi vil jo så gerne sætte Aalborg på landkortet i forhold til grøn omstilling, og der kommer jeg ind i billedet ved, at jeg får en masse folk til at tale sammen. Og når de så taler sammen, så sker der noget, som er mere end blot det, de gør selv. Der er nogle grundlæggende værdier, jeg arbejder videre på i skiftet hertil, og så er der alt det kreative og det nytænkende, som jeg tror, ligger i mit blod.
Jan fortæller om det gode samarbejde med Nicolaj Holm. De tuner ind på samme frekvens, også når det handler om ledelsesstil.
– Nicolaj er så skarp på det strategiske og visionelle plan. Han ved, hvad han vil, og han lader medarbejderne få plads og rum. Den meget nærværende og lyttende ledelsesstil kan jeg rigtig godt lide, og det er også den, jeg selv har praktiseret. Jeg kan langt bedre lide at være ude ved medarbejderne end at sidde på et lukket kontor. Det handler igen om det relationelle. Det handler om, at mennesker skal have det godt, og det betyder også, at jeg altid har været meget parat til at lytte og lave tingene om, hvis det er nødvendigt. Jeg ser op til ledere, der er gode til at fornemme mennesket bag medarbejderne, slutter han.
