Tillid, ro og Aalborg-glæde

tekst CECILIE WENNERLIN | foto LOUISE DYBBRO

Det er en skøn, lys lejlighed i midtbyens pulserende atmosfære. Skuespiller Janus Nabil Bakrawi er engageret på Aalborg Teater, foreløbig indtil slutningen af september, og han har budt os på kaffe ved spisebordet, mens lydene af Aalborgs morgen rumsterer i periferien. Vi kender ham fra talrige film, serier og tv-produktioner, såsom ”Pizza King”, ”Ørnen” og dokumentarserien ”De Bortførte Børn”, og i slutningen af 2020 medvirkede han i Vild med dans, hvor han dansede med Karina Frimodt. Nu er han her i Nordjylland – og han er glad for det!

– Jeg er utrolig glad for at være i Nordjylland og i Aalborg. Jeg føler, det er et friskt pust i mit liv, som jeg ikke havde set komme. Dét, at det er nyt, og at jeg ligesom skal undersøge en masse ting for at finde ud af, hvor jeg egentlig er henne, synes jeg er rigtig spændende.

Egentlig var det tvillingerne på 6 år, Barbara og Isak, der gjorde, at Janus Bakrawi tog beslutningen om at rykke teltpælene op og flytte fra København. De flyttede nemlig til Nordjylland med deres mor, og distancen på tværs af landet blev lige lang nok. Men der var også et andet element, der trak.

– Så ringede jeg til Aalborg Teater og snakkede med direktøren, Hans Henriksen. Jeg forklarede ham min situation og sagde, at jeg faktisk rigtig gerne ville arbejde på Aalborg Teater. Det er et ønske, jeg har haft, for jeg havde hørt fra andre, der har medvirket i forestillinger dér, at det er et dejligt teater.

Der gik ikke længe, før Hans Henriksen ringede tilbage og meddelte Janus, at der var en plads til ham i staben.

– Det var mega fedt! Det er de to årsager til, jeg er her. Arbejde og dét at være tættere på tvillingerne.

Og det er da også tydeligt at mærke på Janus, at flytningen til Nordjylland har båret positive sider med sig, som rækker udover, hvad han egentlig havde forudset.

– Det er som om, det i nogle år har været undervejs, at jeg har kunnet mærke, at jeg søgte en forandring. Og naturen gør utroligt meget for mig. Jeg grounder meget mere i Aalborg, end jeg gør i København. Det er en mindre by, og dét at vi er så tæt på vandet, og at jeg kommer ud at cykle, det elsker jeg bare. Jeg kan mærke, at her hvor jeg er nu, hvor jeg har givet slip på at kæmpe, der hjælper Nordjylland og Aalborg mig også netop med det.

Den dyrebare ro

Det med at kæmpe var engang en stor del af Janus liv. Fra teenageårene på børnehjemmet med utrygheden og vreden over de racistiske samfundsstrømninger, til ny-udklækket skuespiller i midten af 90’erne med en klar mission om at fjerne stigmatiseringen og de fordomsfulde roller på film og TV – og til nu, hvor 46-årige Janus har fundet en helt anden ro i sit liv. En accept. En væren med dét, der er.

– Da jeg var ung, ville jeg gerne skabe mig en identitet og på en eller anden måde manifestere mig i verden. Når mennesker bliver ældre, får de jo ofte den forløsning. Jeg har langt henad vejen også fået forløsningen. Mit liv har i de sidste mange år handlet mere om at få så meget ro på som overhovedet muligt og få bearbejdet alt det, der har været en udfordring i livet. Jeg vil meget gerne opnå så meget indre fred som muligt.

Og hvordan gør man så det? Janus påpeger vigtigheden af at bruge de redskaber, man vælger, til accept frem for flugt.

– Det har taget lang tid at finde ud af. Det var her, jeg søgte til yoga, meditation og træning – men det hjalp mig ikke nødvendigvis. Der er intet galt med de
ting; det kan være et godt supplement, og det er gode hjæl
pemidler i forhold til at nå ind til for
dybelse. Men for mig var det bare 
ikke nok i sig selv, og jeg var nødt
 til at forholde mig til de følelser, der 
blev ved med at trænge sig på,
 og som jeg måske et eller andet
 sted forsøgte at undgå. Så for mig
 har det handlet om at lære at leve
 med mig selv, frem for at være på
 flugt. Jeg var nødt til at gå igennem
 smerten. Se den i øjnene og lægge
 mig ned på gulvet og græde, indtil det en dag lettede og var til at leve med. Sådan var det bare. Der var ingen vej udenom… og det er jeg glad for i dag, fordi jeg langt henad vejen har fået en forløsning. I virkeligheden har jeg jo lært meget omkring mig selv; også måske, at det ikke er så farligt at møde mig selv og min smerte, selvom det kan være hårdt. Jeg oplever det som en gave nu. Lindringen, mødet med smerten og de svære følelser, har langt henad vejen hjulpet mig til at nå derhen, hvor jeg kan møde den indre fred, jeg altid har søgt. Fordi det netop viste sig, at blokeringen gjorde, jeg ikke forholdt mig til mig selv. Jeg ville gerne opnå fred, men jeg prøvede at undgå det, fordi jeg var bange for det, så paradokset var, at da jeg begyndte at kigge på det, opnåede jeg følelsen af frihed. Jeg har et billede på det, hvor dine skyggesider er badebolden. Den presser du ned under vandet med din krop, og så prøver du at holde den under vandet. Når du har gjort det længe nok og giver slip, så popper badebolden bare op igen et andet sted. Skyggesiderne, de popper op igen. De kan ikke holdes nede.

Mange af os kæmper med at finde den gyldne vej, der leder hen til at kunne være i nuet, frem for i alle vores fortrydelser og ærgrelser fra fortiden… eller alle vores bekymringer om fremtiden. Janus italesætter, hvor stor en øjenåbner han selv oplevede, det var, da han fandt ud af, hvor meget tid han brugte alle andre steder i dét, der er lige her foran næsen af os.

– Jeg opdagede, at jeg brugte meget tid på at være i fortiden eller i fremtiden, hvilket gav mig en følelse af utilfredhed som menneske, fordi mine tanker var optagede af grublerier. Jeg kan jo ikke gøre noget ved fortiden. Jeg kan bruge den som en erfaring her i nuet, men når jeg dvælede ved den, kom der en masse svære følelser frem, som jeg skulle forholde mig til. Så ville jeg få det svært som menneske. For mig var der meget lidelse i det og også en del savn. ”Hvorfor er det ikke sådan mere” eller ”Hvorfor skete det lige for mig” – jeg kunne ikke bruge det til noget. Jeg kunne også være for meget i fremtiden. ”Hvis det nu bare var sådan her…” eller ”Hvis jeg nu bare havde det ander- ledes, end jeg har det…”. Sådan kunne jeg bare ikke leve med mig selv.

Janus italesætter et andet vigtigt perspektiv på rejsen mod en frihed indeni. Mekanismen med at sammenligne sig med andre. For det er, hvad der sker i mange af os. Vi sammenligner vores kroppe, vores hjem, vores job. Forældre sammenligner sig med andre forældre. Også det kan være ødelæggende for trivslen, siger Janus.

– Det er en dræber. Den dræber taknemmelighed, og jeg oplever, jeg mister livsglæden. ”Hvorfor har jeg ikke…” og ”Han har…” – den skal virkelig holdes øje med i sindet. Jeg oplever det rent faktisk som noget, der er rigtig usundt. Nogle gange synes jeg, det er farligt. For jeg glemmer, hvad jeg har, og så bliver jeg utilfreds og ked af det og føler mig pludselig ikke god nok. Men netop her er mindfulness, yoga og meditation gode redskaber til at holde sindet i skak.

Janus, ungerne og livet som far

Foruden tvillingerne har Janus også en datter på 21 år, som er bosiddende i København. Han beskriver, hvordan nærvær, plads og rum til følelser og udvikling er vigtige kerneværdier i hans forældreskab.

– I og med jeg selv er vokset op under forhold med fraværende forældre, har det været vigtigt for mig at være følelsesmæssigt tilstede for mine børn. Det betyder, jeg er nærværende. At jeg giver plads og rum til dem. At de føler sig set og hørt, og at de 
får en følelse af, at der er plads til den personlighedsdannelse og udforskning, de har brug for som børn, for at skabe en sund identitet. Jeg vil ikke have, mine børn skal vokse op og kæmpe med, hvad jeg selv har kæmpet med. Det er derfor, min selvudvikling har været så vigtigt. Den går hen og skaber en sundere relation mellem mig og mine børn.

Tvillingerne på 6 år bor sammen med deres mor i et bofællesskab ude på landet, hvor der er både natur, dyr og plads til masser af udeleg.

– De laver mange udendørs ting med de gode, gammeldags lege, og det kan mine børn godt lide. Det gør mig glad, at de har mulighederne for det, og jeg sympatiserer med det. Når de er hjemme hos mig i Aalborg, så kan jeg også mærke, de er vant til at være udendørs legebørn. Det trives de rigtig godt i. Jeg må til at flytte på landet og få mig nogle grise, siger Janus med et grin.

Når han selv har børnene, bliver nærværet omkring aktiviteter sammen i høj grad prioriteret, for det betyder noget at være fælles om tingene.

– Når de er hjemme ved mig, så gør vi det helt ”basic”. Jeg laver perler med dem, vi tegner og vi laver sidde-på-gulvet ting. Det er også godt for mig, for jeg grounder af det, og det stemmer overens med værdien i at være nærværende og følelsesmæssigt forsynet. Jeg tager dem også med i køkkenet, så vi er sammen om at lave mad, og jeg se, det er en metode, jeg også har brugt overfor min store datter, som er 21 år. Det har også gavnet den relation, jeg har til hende nu. Vi er meget gode til at være sammen og være fælles om at være i køkkenet; så udveksler jeg med hende, hvad der nu rører sig inde i os. Det har jeg gjort meget ud af, fordi jeg ikke selv har fået det så meget som barn. Det har været en stor mangel og savn i mit liv, så dét at jeg har taget fat i det, lært mig selv at gøre de her ting, og kan praktisere det med alle mine børn. Det er en stor glæde, og det kan jeg se, at det også er for mine børn.

Han fortæller videre med et smil i stemmen, at de også er glade for at bruge Limfjorden sammen. At fange krabber, vandmænd og tang, og at undersøge det med en nysgerrighed, der er helt på Sebastian Klein-niveau.

Tingene går generelt hurtigt i vores verden, og den generation
af børn, der vokser op nu, får helt andre ting med sig end for blot
et årti siden. Også det er Janus bevidst om i sit forældreskab.

– Jeg tænker, at det jeg giver børnene, og det, deres mor også
giver dem, er, at vi forsøger at gøre dem så robuste, vi kan, til at møde den verden, vi nu engang lever i, og de udfordringer, de kommer til at støde ind i på vejen. Det er uundgåeligt, at de vil ramle ind i knubs og problemer. Vi forsøger at lære dem at stå
 på egne ben og at navigere i, hvad der kommer. Jeg har en oplevelse af, at der er enormt meget, de skal forholde sig til – og 
det går måske stærkere end nogensinde før. Også med sociale platforme og medier. Men jeg har også tillid til, at det skal de nok finde ud af at løse. Det må vi også som forældre hjælpe dem med. Lige nu gør jeg det i forhold til sociale medier, YouTube og så videre, at jeg har besluttet mig for at skåne dem for det. Også for at de kan være så meget børn som muligt.

Når ting falder på plads

– På et tidspunkt kunne jeg godt mærke, at jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg skulle blive ved med at være skuespiller. Om det var en branche, jeg skulle blive ved med at være i, fordi jeg også har været i den i så mange år. Så jeg begyndte at kigge efter noget andet og endte med at tage en coach-uddannelse og en mindfulness-uddannelse. Det har jeg været utroligt glad for, og det har også givet mig større selvindsigt. Men dét at få det hele på afstand i 3 år har betydet, at jeg, nu hvor jeg er kommet tilbage på teatret, virkelig kan mærke hvor stor en passion, skuespillet er for mig. Jeg elsker teatermiljøet, og jeg elsker at spille skuespil. Så jeg har virkelig genfundet glæden ved at være på teatret. Og her på Aalborg Teater er der en kæmpe glæde ved det kollegiale, det kreative og sparringen. Men også ved legen og det undersøgende. Hele den glæde er bare kommet hundrede gange tilbage igen.

Ifølge Janus er det en blanding af hele den situation, han står i lige nu, der har affødt fornemmelsen af, at puslespillet samler sig.

– Der er en masse sammenfaldende ting i, hvor jeg er i mit liv lige nu, og det hele sker lige her i Aalborg. Det havde jeg ikke set komme. Jeg er enormt begejstret over det og håber, det kan blive ved. Det hele er lidt spændende, for der er intet, der er etableret fast fremadrettet.

Da jeg spørger ind til, om han er spirituelt anlagt, kommer svaret prompte. Det er han. Det kom til, da kampen stoppede, siger Janus, og forklarer videre, at det spirituelle skabte en balance. Troen på noget større, vejledende og guidende – hvis han bare giver det lov til at fylde.

– Vi må se, hvad universet bringer, siger han, da jeg spørger ind til hans egne tanker om livet herfra og frem, rent professionelt.

– Jeg kan mærke, jeg er blevet ældre, og at al den erfaring, jeg har med mig, kan jeg bruge på ny. Jeg kan også mærke, jeg er blevet stærkere og har mere at byde på som skuespiller. Det er fedt at se, at al den bagage, jeg har med mig, bare kan mere, end den kunne tidligere. Det har jeg jo selvfølgelig lyst til at udforske og bruge som skuespiller. Det er en gnist i mig. Så kunne jeg også godt tænke mig at lære fra mig på et tidspunkt, inden for kunstens verden. Hvem ved, det kan være, det er dét, der er med til at gøre, at jeg bliver heroppe, slutter Janus.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*