Siden 2018 har Diana været direktør hos Nordjyllands Beredskab. Det er et job, hvor man skal være parat til at omstille sig og altid holde hovedet koldt. Her kan dagen nemlig starte i stiletter på kontoret og ende i strømpefødder på vej hjem efter en skovbrand.
Det er en forbavsende ro, der gemmer sig bag porten på brandstationen midt i Aalborg. De brandmænd, der har vagten i dag, er hver især i gang med de opgaver, som skal løses, når der er tid til det. Det er et krav, at de fastansatte skal en tur i motionsrummet hver dag for at holde formen ved lige, så nogle bruger dagen på træning, mens andre er i garagen, hvor de forskellige brandbiler altid står klar.
Stationen i Aalborg kører ud til 1000 alarmer om året, så det er i gennemsnit tre om dagen. Men det kan svinge meget, og i ugen før havde stationen haft én dag med hele syv alarmer, hvor der derefter var et helt døgn uden en eneste udrykning få dage efter. I dag er der så roligt, at det er svært at forestille sig, hvordan de dygtige brandmænd skal kunne omstille sig og suse afsted, når alarmen lyder.
I 2016 sammenlagde man 11 kommuners brandvæsen i Nordjyllands Beredskab, hvor huset i Aalborg er én ud af de 36 stationer, der er spredt i hele Nordjylland. Aalborg er hovedkontoret, fordi det ligger geografisk godt placeret i forhold til resten af regionen, så det er her, hvor beredskabsdirektør Diana Sørensen også har sit kontor.
Højhælede i stedet for træsko
I starten af 00’erne var Diana ansat som funktionær i Viborg Amts Sundhedsforvaltning, hvor hun lavede beredskabsplaner og planlagde for det præhospitale område. Da hendes chef skulle på pension, ville hun gerne overtage hans stol og bankede der- for på sundhedsdirektørens dør.
– Jeg vidste godt, at det var et sats, fordi jeg var yngste fuldmægtige. Men den chef havde givet mig en masse opgaver, så jeg havde fået lov til at prøve mange af funktionerne. Direktøren sagde til mig, at ’Der er ingen tvivl om, at du er den bedst kvalificerede til jobbet. Du kan varetage det. Det er jeg slet ikke i tvivl om, men der sidder x-antal fuldmægtige nede ad gangen, som skal have muligheden før dig.’ Så kunne jeg godt tælle, hvor mange der sad, og blev nok lidt frustreret, fortæller Diana, fortæller Diana.
Diana havde evnerne og lysten til at blive leder, men på grund af den manglende anciennitet kunne der gå lang tid, før det kunne det lade sig gøre i det offentlige. Da hun mødte Lars Vester, der var en del af den øverste ledelse i Falck, nævnte han mulighederne for at få indfriet de ambitioner hos ham.
– Dengang troede jeg, at en Falck-stationsleder var en midaldrende mand med kaffekop, smøger i lommen og træsko, og tænkte ’Nej, det skal jeg så ikke,’ griner Diana.
Lars Vester gav ikke op så let og inviterede Diana til at besøge en ny stationsleder, som kom fra en tilsvarende baggrund, der lige var blevet ansat i Viborg.
– Så tog jeg ud og besøgte Lone, og det gjorde bare et eller andet at høre, hvordan hverdagen var, og hvilket ansvar man fik fra dag ét.
Diana gik hjem til kæresten, som senere blev til hendes ægtemand, og fortalte om den nye jobmulighed.
– Han er også vendelbo, så han sagde ’Hvad er det værste, der kan ske? Det er, at du ikke kan klare jobbet, og så må du ud og søge noget nyt. Tag nu chancen.’ Så jeg søgte jobbet.
Efter samtalen gik der kun et kvarter, før de ringede og tilbød hende jobbet, som Diana tog glad imod. Som 28-årig stod hun derfor som stationsleder med ansvar for 3 stationer og 100 ansatte, deriblandt ambulancefolk, assistance-folk, og brandfolk. Det har hun aldrig fortrudt.
– Men at stå foran 70 brandmænd og reddere den første dag i højhælede sko og lyserød skjorte, hvor jeg bare kunne se på dem, at de tænkte ’Nej nej nej. Hvad har de dog gjort?’ griner Diana.
Man ser ikke mange i høje hæle i den verden, Diana befinder sig i, men hun ville gerne holde fast i den del sig selv.
– Det sjove er, at jeg er over 1,80 m høj, så jeg behøver egentlig ikke at gå i høje hæle, men det har altid været mit varemærke. Da jeg stoppede i amtet, blev jeg hentet af en ambulance, hvor kollegaerne havde lavet en overdragelses-journal til mig, hvori der stod, at kendetegn var de høje hæle. Jeg kan godt lide, at du kan sagtens være kvinde og feminin i et mandejob. Det hænger ikke sammen på den måde, og så synes jeg ikke, at vi skal være ens alle sammen. Det er min måde at være lidt rebel på i en meget firkantet og traditionel verden, smiler Diana.
Ingen dage er ens
Da hun blev ansat hos Falck, valgte Diana at gennemgå uddannelsen som brandmand. Derfor kan hun også køre på udrykning, men det er sjældent, da hun helst ikke vil tage en plads fra de andre brandmænd.
– Så tror jeg nok, at jeg bliver upopulær, griner Diana.
I stedet går mange dage med møder fra morgen til aften.
-Heldigvis har jeg nogle dage, hvor jeg har lidt mere ro, og kan være med i det, der sker i huset og forsøge at komme rundt til de andre lokationer.
Når Diana er har tjansen som chefvagt, kan dagen meget nemt udvikle sig i en helt anden retning end den planlagte. Det skete for eksempel i sommers, da en kraftig brand satte alt andet på hold.
– Der endte jeg ude til en stor skovbrand – naturbrand – ude i Klitmøller. Så man skal også kunne være parat til at omstille sig og lige pludselig planlægge noget andet end det, man troede, man skulle lave.
Chefvagtens rolle består i at vejlede og rådgive indsatsledere og vagtcentralen, hvis der er nogle situationer, hvor de har brug for, at der er en, der ser med over skulderen og giver gode råd eller bare bekræfter dem i, at det er den rigtige vej, de går.
– Men det er klart, når vi har en stor hændelse, hvor der er så mange stationer, som vi havde indsat ude i Klitmøller, bliver der også nogle praktiske opgaver som jeg, som chefvagt, tager over og hjælper indsatslederne med. Det er jo der, hvor vi rigtig bliver testet som beredskab. Jeg tror, vi havde syv forskellige stationer og Beredskabsstyrelsen derude.
Som chefvagt skal man hele tiden planlægge fremad.
– Hvis brand nummer to kommer, skal vi også være klar til den. Vi skal hele tiden kigge ti skridt frem og sige, ’Hvad, hvis der sker noget nu?’
Stolt af beredskabet
Hændelser, som den i Klitmøller, er heldigvis ikke hverdagskost i Danmark.
– Det startede faktisk allerede om tirsdagen, hvor branden opstod, og der kunne jeg godt høre, allerede da jeg tændte min radio på skrivebordet, at nu eskalerede det. Der blev kaldt efter flere styrker og der var rigtig stærk vind. Det var en naturbrand, der startede i en grøft og det første mandskab, der kom på stedet, var Hanstholm. De kaldte ret hurtigt efter hjælp, og det gør folk fra Hanstholm ikke ret tit, så når de gør det, er det fordi, det er alvorligt.
Diana valgte derfor at køre på vagtcentralen, hvor der var fokus på at finde de næste ressourcer, hvis der blev behov for det. Samtidig begyndte pressen at henvende sig, så det blev Dianas opgave at svare de mange journalister. Da onsdagen gik på hæld, troede de, at branden var ved at være slukket, så Diana regnede med, at hun skulle på en planlagt tur til Odense dagen efter.
– Jeg var klar til at køre tidligt torsdag morgen, men kl. 5.15 ringede indsatslederen fra Thy til mig. Når en thybo ringer og siger, ’Det er ikke helt godt’, kan man godt regne ud, at der er et eller andet i gære. Jeg valgte derfor at køre mod Thy i stedet for Odense, og var derude hele torsdag og fredag for selv at få et indtryk af det, men også for at møde vores mandskab. Jeg bliver stolt og glad, når jeg ser, at de bare knokler afsted i sådan et terræn, som det de var i. For det var helt umuligt. De skulle gå op til 500 meter med slangerne for at komme ind og slukke brandene inde i skoven, og der var ikke nogen nem måde at komme frem på. Mine egne fødder var noget ømme, da jeg tog hjem torsdag aften og fredag aften, så jeg kan godt forstå, hvad vi udsætter vores folk for.
Man kan godt være pædagog og brandmand
Brandmændene i Nordjyllands Beredskab kommer ofte fra meget forskellige uddannelser og jobs, når de bliver ansat.
– Det er jo noget af det, som jeg synes, er unikt, at vi har så mange forskellige kompetencer. Det er jo også det, som brandmændene gør brug af ude på et skadested. At man byder sig til med de kompetencer, man har, er jo noget af det, der gør det komplet at være brandmand. Så synes jeg, det er fedt at møde så mange forskellige typer af mennesker. Det ville være kedeligt, hvis vi alle sammen kom ud af den samme støbeform og lignede hinanden. Det er fedt, at der kommer nogle en gang imellem og udfordrer os, som kan noget andet.
Diana tror, at folk stadig har et bestemt billede af, hvordan en brandmand skal se ud, og det måske afholder nogle fra at søge job hos dem.
– Jeg tror, at nogle har et billede af, at det er sådan en flok jægerkorps-gutter, som sidder og venter på en brandstation, og som brager igennem dørene og ødelægger det hele. Langt de fleste af vores brandmænd er jo ansat alle mulige andre steder, og de er helt almindelige mennesker.
Diana håber, at der kommer flere ansøgere med baggrunde, som man normalt ikke har set i brandmandsfaget. For eksempel kan man sagtens være brandmand og pædagog.
– Det kræver ikke, at du består jægerkorpsets optagelsesprøve. Det kræver bare en almindelig god fysisk form, og det kræver selvfølgelig også, at man er et sted i livet, hvor man har lyst til at prøve kræfter med det, fordi det er ikke bare lige. Men det giver også rigtig mange gode oplevelser, fastslår hun.
Diana kunne også godt tænke sig, at flere kvinder ville ansøge.
– Vi har jo rigtig mange mænd, men ikke ret mange kvinder. Så vi rekrutterer reelt set kun fra 50% af befolkningen. Hvis vi kunne få flere kvinder ind, ville vi også have et bredere rekrutteringsgrundlag. Men det er op ad bakke, og det er måske fordi, at vi historisk set har rekrutteret dem, der lignede os selv. En brandstationsleder har tendens til at kigge på sit personale og sige; vi har en tømrer, han er god. Vi finder en tømrer mere. Og så er det gået lidt i arv i familierne. Der er rigtig mange, hvis far eller bror har været brandmand, hvor det har været måden, de er blevet rekrutteret på. Nu skal vi til at åbne mere op, og sige, at du kan godt være skolelærer, pædagog eller bankansat, og så være brandmand. Det er ingen begrænsning.
En brandstation er stadig en verden, hvor der er en tydelig overvægt af mænd, så Diana ved godt, at hun ikke ser ud, som den stereotype brandmand. De reaktioner, der kommer, er heldigvis mest noget, hun kan grine af bagefter.
– Jeg havde på et tidspunkt en børnehave på besøg, hvor der kom der en lille knægt hen til mig og sagde, ’Ved du, hvem der er chef?’ Så kigger jeg på ham, ’Det er mig.’ ’Nej, for alt det der med brandbiler og sådan noget.’ ’Det er stadigvæk mig.’ Så kiggede han på mig, da de skulle hjem. ’Det tror jeg, at jeg er nødt til at sige til min far. Det ved han ikke, man kan,’ sagde han til pædagogerne og så gik han, griner Diana.
– Selvfølgelig kan jeg godt se på folks ansigt, at når jeg ankommer med hestehale og det hele, at jeg ikke lige er det, de regnede med. Jeg synes, at jeg får det vendt til noget sjovt, men jeg er da godt klar over, at det bryder normen. Hvis min mand er med ude til arrangement, hvor jeg er inviteret, går de hen og hilser på ham. Så siger han, ’Det er altså min kone, I skal snakke med’. Jeg falder da også selv i en gang imellem. Man vænner sig til at sige, at en sygeplejerske er en kvinde, og det behøver det ikke at være.
Verdensmesterskabet for brandmænd i Aalborg
Til september i 2024 kommer World Firefighter Games til Aalborg, og det glæder Diana sig rigtig meget til. Det er lidt ligesom et DGI-stævne, hvor der over 40 forskellige sportsgrene, heriblandt fire brandmandskonkurrencer, som Nordjyllands Beredskab er med til arrangere.
– Den ene hedder Stairrun, og der skal vi ned på eternitten, hvor de skal løbe op og ned på tid med apparat. Så er der en Fire-truck Challenge, som er med brandbiler på en glatbane, hvor de skal køre racerløb. Så er der en, der hedder Bucket Brigade. Hvert hold består af fire, som får en spand vand og så skal de igennem forhindringsbanen. Forhindringsbanen er a la en hoppeborg for børn, hvor der er forhindringer, så det gælder om at få den bedste tid og have mest vand med i mål. Det gør jo også, at man bare kommer til at grine af hinanden. Den sidste er Toughest Firefighter Alive, som er en brandmandskonkurrence, hvor du skal trække slanger, løfte slanger, kravle op ad stiger og den del af det. Det er der, hvor der er nogle af de internationale, som er professionelle, og kun laver dét. Dem har vi ikke i Danmark, men der er nogle få, der gør det. Det synes jeg, bliver vildt godt at få til Aalborg.
Fakta
Navn Diana Sørensen
Stilling Direktør i Nordjyllands Beredskab
Uddannet cand.scient.adm. på Aalborg Universitet
Opvokset i Vrå med to yngre søstre og forældre, der havde eget murerfirma
Familie Bor med sin mand og deres to tvillingepiger fra 2008 i Kærby
