Sommerstemning? Det er noget, vi skaber

TEKST OG FOTO CECILIE VESTERGAARD WENNERLIN

Ved I, hvad jeg tror, er en af de mest brugte sætninger her i landet i maj måned?

Jeg tror, det er forskellige udgaver af ”Ja, så må vi jo se, hvilken sommer vi får.”

Og det er klart. For det er som om, det enten går to veje: Enten kommer vi konsekvent ikke over de 23 grader og har regn kl. 12, sol kl. 12.45 og regn igen kl. 13. Og sådan skifter det hvert kvarter.

Eller også har vi noget, der ligner sommeren sidste år (selvom den nu var ret ekstrem), hvor græsset bliver brændt så meget af, at ingen bare fødder har det rart derpå, og hvor ingen må grille pølser over kul eller bål, fordi alt i en radius af 3 km kan blive antændt på no time.

Og det er sådan med vejret, her i Danmark, at alle aldrig er glade. Der er altid nogen, der er trætte af, at der er for lidt sol, for meget regn, for meget blæst, for lidt tåge, for meget dug på et rosenblad, for solvarme cykelsadler og for koldt badevand.

Men ved I hvad? Jeg har regnet på det, og den energi, man bruger i sit energiregnskab på at synes vinden er træls og regnen er dum og solen er for varm – den kan man bruge SÅ dyrebart på at skabe en tiltrængt og vidunderlig sommerstemning for sig selv. Det har jeg i hvert fald tænkt mig at gøre. Og en af de ting, det indebærer, at er at have plan B’ere samt at få øje på de små ting, der egentlig ligger lige for næsen af os.

Noget med at acceptere, at det åbenbart var for koldt til at gå i vandet på stranden alligevel. Til gengæld er strandluft healende for hele systemet, selvom man ikke bader. Og til gengæld er det enormt meditativt at samle sten og skaller, for man ser pludselig alt i den strandjord.

Og hvis man så slutter af med at tage hjem til den gode flaske rosé i køleskabet og nyder den på terrassen eller altanen, mens man spiser verdens hyggeligste ostemad, så har man allerede skabt så meget sommerstemning, at det badevand var ligegyldigt. Og jo, rosévin og ostemad passer forrygende sammen, fordi – sommer.

Det er også noget med at vende den dagevise pisregn helt om. For hvis der nu lige var et lille ophold… så er en af de vildeste dufte i verden duften af vådt muld. Alt er renset og friskt. Og sommeregn – det dufter helt anderledes end efterårsregn. Det er en sanseoplevelse af format. Og hvis det så krydres med verdens rareste kop the eller kaffe bagefter og en Gnags-sang klingende ud af højtaleren… så er den hjemme.

”Det er den dejligste morgen i hundrede år, og jeg lever.

Verden åbner sig, og jeg åbner mig….”

Måske kan kun 10 % af de, der læser blogindlægget her, bruge strategien. Det er ikke til at vide. Men for mit vedkommende vil den redde mig fra 10.000 situationer af bristede forhåbninger, for høje forventninger, sure unger, der totalt spejler deres forældre, og jeg slipper for at brokke mig. Til mig selv. Og til min mand.

Sommerstemning… det er noget, jeg skaber. Og jeg glæder mig til – og sætter allerede stor pris på – lyden af sommerregn mod tagvinduer, mens jeg selv sidder i tørvejr inden for og læser i en bog, jeg kun læser, fordi jeg har lyst.

Og til duften af grillet kylling blandet med nyslået græs, mens et barn har sand over det hele – for så god har legen været – og et andet barn plukker tusindfryd og gør sig umage for at få lange stilke hver gang.

Og til cykelture med vind i håret, hvor regntøjet ligger pakket i tasken, men hvor de måske/måske ikke regnfyldte skyer ser uendeligt smukke ud, som de ligger sig over langstrakte hvedemarker.

Forresten er billedet af fjordbredden med valmuerne taget sådan en aften, hvor jeg lige nåede hjem, inden der stod ned i stænger med skybrudsregn, fulgt af lyn og torden. Men jeg synes, det er noget af det smukkeste. Valmuerne stod med deres røde farve, mens det trak op og vinden gjorde sig mere rå. De står der endnu og er et fantastisk billede på dobbeltheden over sommeren i Danmark. Det rå, det fine, det sarte, det hårdføre, det ustadige, det kontinuerlige.

Du danske sommer… du er velkommen, med alt hvad du er.