Koncertanmeldelse: ’Rock at the Symphony’ i Musikkens Hus

Tekst Anette Vedfald | Foto Presse

I sidste uge spillede koncerten ’Rock at the Symphony’ i to dage for en totalt udsolgt koncertsal i Musikkens Hus.

Koncertsalen er hjertet i Musikkens Hus med plads til 1.298 gæster (inkl. korpladser). Den er akustisk optimeret og velegnet til klassiske koncerter, hvilket også gjorde sig gældende for netop denne koncertoplevelse, der med dirigenten Christian Baltzer i spidsen leverede en kavalkade af ikoniske rock-og popnumre.

Salen summede af forventning, da klokken slog otte og koncertproducenten Michael Pilgaard gik på scenen for at præsentere, hvad han kaldte for ”kirsebærret på kagen”. Herefter kom Bobo Moreno, Christoffer Brodersen og Eskild Dohn ind på scenen, hvor de sammen sang ’Elanor Rigby’ (The Beatles) i en fin melodisk harmoni. Derpå sang Bobo Moreno og Eskild Dohn ’Life On Mars’ (David Bowie) i en skøn og energisk duet til stor glæde og applaus fra publikum. Eskild Dohn gav sig efterfølgende til at præsentere den perlerække af hits, som aftenen ville komme til at byde på samt gennemgik en lettere historisk fortælling om begrebet ’symfonisk rock’. Sidstnævnte gentog sig flere gange i løbet af aftenen vedrørende specifikke numre, og det virkede faktisk rigtig godt og sammenhængende, uden at det begyndte at kede folk.

Jeg nød særligt, da Bobo Moreno med stor indlevelse sang ’A Whiter Shade Of Pale’ (Procol Harum), men også da orkesteret spillede ’The Show Must Go On’ (Queen), kom en stor del af mit følelsesregister i spil. Jeg syntes dog ikke helt at Christoffer Brodersen levede op til Mercurys stærke register, og han blev generelt for hæs, når han skulle synge de mere kraftfulde rocknumre. Hans stemme fyldte ligesom bedre og mere retmæssigt til numre som f.eks. ’Africa’ (Toto) og ’More Than Words’ (Extreme). Sidstnævnte blev sunget i en lækker intim og akustisk virkefuld forening mellem Christoffer, Eskild, slagtøjsmusikeren Jonas Bové og koncertmesteren Yana Deshkova.

Halvvejs inde i første koncertdel kom Maria Lucia endelig på scenen og sang ’Viva La Vida’ (Coldplay). Det gjorde hun knaldhamrende godt og som en tyfon, der nærmest blæste mig bagover. Bagefter prøvede hun så kræfter med nummeret ’I Don’t Wanna Miss A Thing’ (Aerosmith), og igen leverede hun varen med den største dygtighed og indlevelse. Første halvdel af koncerten sluttede af med ’Live And Let Die’ (Paul McCartney), og her fik Aalborg Symfoniorkester virkelig lov til at være stjernerne i showet. Nummeret kom fuldstændig til sin ret og som det var tiltænkt i al sin pragtfulde storladenhed.

I anden koncertdel blev jeg igen betaget af Bobo Morenos stemme samt hans version af ’Stairway To Heaven’ (Led Zeppelin). Det var som om at indbegrebet af ’Rock At The Symphony’ virkelig kom til udtryk, og det blev kun endnu bedre og gik op i en højere enhed, da man efterfølgende spillede ’Africa’ (Toto). Senere sang Maria Lucia og Bobo Moreno en lækker duet med nummeret ’Don’t Give Up’ (Peter Gabriel), hvorefter Maria Lucia atter tog kegler med hendes fortolkning af ’Nothing Else Matters’ (Metallica). Hen imod koncertens afslutning blev det så langt om længe tid til rocksymfoniens nummer over dem alle, nemlig ’Bohemian Rhapsody’ (Queen), og det var en sand fryd at opleve nummeret komme til sin ret i al sin skarpe enkelhed og grandiose finesse. Afslutningsvis spillede man et Glam Rock Medley bestående af numrene ’We Will Rock You’, ’Jump’, ’Living On A Prayer’, ’Thunderstruck’, ’Final Countdown’ og ’We Are The Champions’, hvortil hele salen rejste sig op til sidstnævnte nummer. Som et særligt ekstranummer sang Bobo Moreno og Maria Lucia oscarvinderen ’Shallow’ (Lady Gaga), der virkede som både et smukt øjeblik og udmærket afslutning.

Rock At The Symphony var en nostalgisk forening af højt niveau, eufori og musikglæde. Det var en sand fest for øregangene, og Aalborg Symfoniorkester spillede som altid ganske fortryllende. Man kunne virkelig mærke at både orkesteret, men også deres lune og engagerede dirigent Christian Baltzer, nød den lidt anderledes form for symfoni. Der herskede således en både hyggelig og nydefuld stemning. Lys og lyd fungerede også rigtig godt, og det var samtidig let høre det skønne kor Aalborg Vocals komplimenterende harmonier, der bakkede aftenens solister op. Den karismatiske Bobo Moreno var som en musikalsk kamelæon, der virkelig levede sig ind i musikken, mens Maria Lucia i den grad kom til sin ret som sangerinde. Hendes optræden var den bedste jeg til dato har set med hende, og jeg syntes virkelig at rockmusikken klædte hende. Omvendt var det desværre fat med Christoffer Brodersen, der efter min mening var aftenens svageste led i og med at han ofte forcerede og derved ikke brændte rigtigt igennem med samme naturlighed som de andre. Det trak desværre de ellers fede rocknumre ned. Efter min mening kunne Christoffer Brodersen sagtens synge, men han egnede sig klart bedst i de mere sjæleagtige numre, som tenderede over til popnumre. Han blev for mig ganske enkelt for hæs til at kunne trække et grandiost Queen nummer ud af ærmet. Men generelt blev jeg suget ind i koncertens midte, hvor jeg fik gåsehud, og jeg var da heller ikke i tvivl om at de alle gjorde deres ypperste og gav alt hvad de havde i godteposen. Man kunne måske mene, at det var lidt letkøbt med en levering af ene hits, men det vil dog aldrig kunne stå alene uden en kæmpe portion talent, præcision og performance bag. At opleve symfoniens stilfulde elegance blandet med rockmusikkens vildskab og ikke mindst den knaldhamrende dygtige guitarist Steffen Scharckinger var en spektakulær oplevelse, der udløser hele 6 ud af 6 stjerner.

About Anette Vedfald 81 Articles
Anette er musikskribent for appetize.dk og laver både spændende interviews og anmeldelser. Derudover er vi så heldige, at hun også har sin egen appetize-blog. Den kan du læse her.