Jeg havde en drøm. En drøm så vanvittig realistisk, at den næsten ikke kunne kategoriseres som en drøm. En drøm, der hverken indebar noget så urealistisk som 70 skønne jomfruer, 70 fod yachtbåd eller 70 millioner på bankkontoen. Den handlede heller ikke om, at jeg ville opfinde et-eller-andet, som ingen kan undvære, så jeg kunne fede den på Florida resten af mit liv. Min drøm handlede ikke engang om sydlige himmelstrøg og palmetræer. Den handlede således hverken om rigdom eller berømmelse.
Og så dog.
Den handlede om indre rigdom. En drøm om at geare ned. En drøm om ikke at ligge med 140 km/t på motorvejen. Den handlede i sin enkelthed bare om at geare ned. At vælge de snoede landeveje i stedet for motorvejen. At leve et liv, hvor jeg de allerfleste dage følte, at mit liv blev fyldt med mening. Med rigdom. Med skønhed. Kærlighed. Dybde. Frihed. Frihed til at stå op om morgenen, kigge op mod himlen og beslutte mig for, om jeg i dag skulle lave dette i stedet for hint, fordi det regnede. Frihed til selv at bestemme om min frokost skulle indtages kl. 12.37, i stedet for kl. 12.30, som en eller anden chef eller kapitalistisk organisation havde besluttet for mig.
Jeg havde en drøm om et hus ude på landet, hvor kapitalismen med dens grådighed, dens opture og nedture, dens konjunkturafhængighed og dens stræben efter lille smule dyrere speltbrød var dele af et system, jeg ikke var en del af. Eller i det mindste ikke var så afhængig af, som jeg hidtil har været.
Jeg elsker at arbejde. Elsker at have projekter. Elsker at se noget ske. Elsker at nå i mål. Elsker at tænke og vurdere. Finde løsninger. Blive bedre. Få erfaringer. Lære af fejl. Samarbejde. Modarbejde. Gå egne vegne. Høste roser og klappen på skulderne. Jeg elsker succes.
Men min succes skal ikke indgå i andres stræben efter et dyrere speltbrød. Min succes skal være selve speltbrødet. Og et speltbrød, der hverken skal sælges eller byttes med nogen i det kapitalistiske bytte-bytte-købmand samfund.
Jeg havde en drøm om et hus ude på landet, hvor jeg var mit eget økosystem – fuldstændig blottet for speltbrød og en tilværelse, hvor man hele tiden skal vækste. Et hus, der ved sin blotte arkitektur osede af romantik, duft af nybagte boller og knitren af det tørre træ i pejsen, som ilden kæmper for at sprætte op med sin varme, hygge og lysglimt. Et hus midt i et bakket landskab med en horisont så malerisk, at jeg hver morgen fyldtes af kærlighed og lykke ved synet af den.
Det hus har jeg nu fået.
Det gamle gartneri
Grusvejen snor sig lige så malerisk op til vores nye hus, som jeg havde drømt om. Der har vistnok ikke været tid til de nybagte boller endnu, og det er stadig for varmt til knitren af det tørre træ i pejsen, men drømmen er blevet til virkelighed.
Her er lige så dejligt at være, som mine drømme troede det.
Grunden er kæmpestor – set med mine aalborgensisk-islandske øjne. Cirka 12.000 m2. Godt to tønder land. Én hektar. Eller var det omvendt? Ja, jeg skal også google det, hver gang jeg tænker på det. For hvor meget var en tønde egentlig, eller en hektar?
Grunden er i hvert fald kæmpestor. Og for en bydreng som mig er den den rene zoologiske have at færdes rundt på. Blå fluer, natsværmer på størrelse med min langefinger, farverige sommerfugle, egern og jeg ved ikke hvad. Der går ikke en dag uden at der kommer en hare forbi. Min datter døbte den Muffe forleden. Så nu hilser vi dagligt på Muffe. Midt i aftensmaden den anden dag gik der såmænd et dådyr tværs over grunden. Eller var det et rådyr?
Måske har du gættet det. Jeg er analfabet, når det kommer til dyr og planter. Og det er ikke en særlig god start, når man nu har en idé om at skulle leve af det. Men det er eventyrligt, for det føles som at bo på Greven af Champignacs grund. Du ve’, ham den gamle troldmand i Splint og co. Ham der dyrkede og fremavlede alle mulige nye planter og eventyrlige, biologiske organismer.
Det hører måske til fortællingen, at jeg oprindelig kommer fra et land, hvor der kan falde sne midt i junimåned. Jeg mener, Island er jo ikke ligefrem rigt på blå fluer og tegneserieagtige sommerfugle. Så der skal måske ikke så meget til at imponere mig.
Ja, grunden er kæmpestor. Og vi har hørt, at her før i tiden har ligget et gartneri, der vist nok lukkede ned i midt-firserne. Jeg har googlet, men intet fundet om det. Det er dog som om grunden stadig bærer præg af det gamle gartneri. I går gik jeg mig en tur på den – iført lange bukser for alle-de-der-stikke-planter og høje gummistøvler. Og det var bestemt turen værd. For både gemmer den på et kæmpestort æbletræ samt et hav af alle mulige bærbuske. Om jeg ved, hvilke bær? Næh, for en analfabet som mig skal lige google det først. Og det har jeg ikke lige nået endnu. Men et godt bud ville være brombær, stikkelsbær og måske mirabeller. Det sidstnævnte hører måske ikke til bær-familien, men nu fik jeg i hvert fald brugt lidt af mit –indtil videre begrænsede – repertoire af havebegreber.
Hvorom alting er, så er det en fantastisk kendsgerning, at der før i tiden har ligget et gartneri her på grunden. For mon ikke jordbunden så har alle de bedste forhold til den selvforsynende tilværelse. Det er nemlig efter sigende ikke lige meget, hvilken ph-værdi jorden har. Og der var vist også noget om sur og basisk kalk!
Et lille stykke Aalborg på Østkysten
Og apropos selvforsyning, så skal der jo selvfølgelig være et drivhus, væksthus, orangeri eller hvad man nu skal kalde sådan ét på grunden. Vi drømmer om et sted, hvor vi kan dyrke store, saftige meloner, grønne og sorte oliven til de hyggelige aftenstunder med rødvinen, citroner og lime. Vi elsker gin og tonic, så de to sidstnævnte er selvskrevne til væksthuset. Tænk sig at kunne plukke sin egen citron til gin’en? En citron, som ikke har rejst den halve jordklode for at give smag til min drink. Og vindruer. Men dem behøver man vel ikke nævne. De gror nok bare af sig selv derinde.
Og nu fik jeg sagt væksthuset, så indtil videre kalder vi det dét. Væksthuset skal være stort, hyggeligt og bygget af genbrugsmaterialer. Der skal være plads til de førnævnte sydlige frugter, men også et plankebord og bænke, så vi kan forlænge sommeren med et par måneder i hver sin ende. Ifølge alle mine havebøger begynder sæsonen således allerede i marts, og slutter først i november. Det giver hele ni måneder med sommervarme (her bør der være en emoji med store, overraskede øjne, men ved ikke om det passer til sådan en blog, så jeg udelader den!).
Forleden dag – mens jeg stadig boede i 9000 Aalborg – kom min far cyklende forbi. Han fortalte, at man et par hundrede meter derfra var i gang med at udskifte vinduer på en gammel bygning. Min far er jo islænding, så han vidste intet om, at denne gamle bygning var selveste domhuset i Aalborg.
Dagen efter havde vi transporteret 56 gamle vinduer fra retten i Aalborg til Østkysten – og inden længe skal der bygges et væksthus. Så venter vi et par måneder med høns og kaniner og får og vildmarksbad og køkkenhave og æblelund og og og…
