Hobbyhøns hitter i de danske baghaver

Tekst Pressemeddelelse I Foto PR

Et stigende antal danskere holder høns i baghaven. Ekspert anslår, at omkring 100.000 danskere har hobbyhøns, og at antallet er steget med cirka 20 procent på bare to år. Foto: PR

Det er moderne at være selvforsynende, og 100.000 danskere har i dag høns i baghaven. Ifølge ekspert kommer flere til at have hobbyhøns i fremtiden.

Et stigende antal danskere holder høns i baghaven. Ekspert anslår, at omkring 100.000 danskere har hobbyhøns, og at antallet er steget med cirka 20 procent på bare to år. Foto: PR

Flere og flere danskere anskaffer sig høns som husdyr, der kan bo i baghaven. Willy Littau, der er bestyrelsesmedlem i Danmarks Fjerkræavlerforening for Raceavl, anslår, at over 100.000 danskere i dag har hobbyhøns, og at der er sket en stigning på omkring 20 procent de seneste to år.

– Vi mærker en stigende interesse fra særligt børnefamilier, som gerne vil have en lille flok høns gående rundt i baghaven, så de kan få friske æg til morgenmaden. Jeg tror, det skyldes, at der er kommet en lang større bevidsthed om, hvad vi spiser, og hvordan dyrene har haft det. Det er blevet mere moderne at være selvforsynende, og mange ser høns som et let og hyggeligt sted at starte. Det er uden tvivl en tendens, der kommer til at stige, siger Willy Littau, der også fortæller, at flere har fået øjnene op for at bruge hønsegødning i haven, så man dermed undgår kunstgødning.

Som kæledyr for ejerne

Den stigende interesse for høns oplever de også hos landets største have- og dyrecenter Plantorama, der siden 2014 har mere end fordoblet salget af foder og tilbehør til hobbyhøns.

– Hønsene bliver som kæledyr for ejerne, præcis som hvis det var en hund eller kat. Derfor går folk meget op, at de får det rigtige foder at spise og har et godt hønsehus at være i, siger Dorit Vixø Kyed, der er dyreekspert i Plantorama.

Hun fortæller, at særligt småbørnsfamilierne ofte er i tvivl om, hvor meget tid og plads hønsene kræver.

– De fleste har jo en idé om, hvor meget pasning en hund eller kanin kræver, men med høns er de lidt mere på udebane. Heldigvis er høns ret lette at passe, så for mange vil det ikke være noget problem at klemme ind i en travl hverdag. I udgangspunktet skal man selvfølgelig have både tid og lyst.

Ifølge Plantoramas dyreekspert er tre til fire høns nok, hvis man vil have friske æg dagligt. Foto: PR

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ikke tilladt i alle kommuner

Ifølge Dorit Vixø Kyed kræver høns ikke mere end to til tre minutters pasning dagligt. Her skal man tjekke, at de har nok vand og foder, og ved samme lejlighed kan man indsamle æg.

Som minimum skal hver høne have 0,6 kvadratmeter plads, men ifølge dyreeksperten kan de ikke have for meget plads. Til gengæld behøver selve hønsehuset ikke være stort, da hønsene helst vil sidde tæt på deres siddepinde. Ofte er en kvadratmeter hønsehus nok til tre høns.

– Både plads og pasningstid afhænger selvfølgelig af, hvor mange høns man anskaffer sig. Vi plejer at råde folk til ikke at starte ud med for mange, men høns er flokdyr, så man skal gerne minimum have et par stykker. Vil man have friske æg hver dag, skal man have tre til fire høns, fortæller Dorit Vixø Kyed.

Hun påpeger, at det er vigtigt at tjekke med kommunen, om det er lovligt at holde høns privat. Som udgangspunkt er det tilladt, men få kommuner har udstedt et generelt eller lokalt forbud mod hønsehold i haver.