Musiker helt ind i sjælen

tekst CHRISTINA SVENDSEN | foto JOHNY KRISTENSEN

På trods af, at Ivan Pedersen har brugt mere end et halvt århundrede i musikbranchen, er der intet der tyder på, at pensionen lurer i horisonten. Igennem en alsidig karriere har den dygtige musiker blandt andet siddet bag trommerne, stået helt i front som sanger, sunget kor og arbejdet for bedre vilkår i musikbranchen.

Ivan Pedersen blev født i 1950 i den lille by Jebjerg, der ligger på halvøen Salling nord for Skive. To år senere flyttede familien til Vejgaard, hvor Ivan brugte sin barndom og ungdom.

– Vejgaard var jo i udpræget grad et arbejderkvarter, så det hører med til fortællingen. Min far var gartner og hans første job i Aalborg var hos en gartner i Lundsgårdsgade. Efter det, og hans senere fastansættelse som gartner ved Aalborg kommunes kirkegårde, kom vi aldrig væk fra den ende af byen.

Opvæksten i Vejgaard prægede Ivan på både godt og ondt.

– Jeg plejer at sige, jeg kommer fra et hjem med voksdug. Min kone bliver lidt stødt, fordi jeg altid glemmer servietterne, når jeg dækker bord. I Vejgaard satte man en ære i ikke at være nogen til besvær, ikke at forlange noget af nogen og ikke forvente noget af andre – man lærte at passe sine egne ting, være selvhjulpen og ikke at drømme alt for store drømme.

Det mener Ivan, at der sagtens kan ligge en styrke i, men til gengæld bliver selvtilliden jo ikke den mest udtalte egenskab hos en ung mand, der slet ikke oplevede samme opbakning hjemmefra, som unge nok er vant til i dag.

– Roserne sad ikke løst i hjemmet, så vi unger lærte at klare os med lidt. Det ville i dag nok blive kaldt mangel på interesse fra forældrenes side, men er nok snarere et udtryk for, at min far og mor aldrig SELV havde oplevet ros og anderkendelse, og derfor ikke ejede sprog til at udtrykke det.

Masser af musik i barndomshjemmet

I Ivans barndomshjem var der ikke klaver, men til gengæld masser af musik i andre former.

– Min mor sang i køkkenet fra morgen til aften. Det var alt fra salmer, højskolesangbogen og til dagens hits; ’Der sidder en vovse i mit vindue’, ’Ud på flisen Karoline’, ’Texas gule rose’, ’Heksedansen’ og ’Her kommer mutter med kost og spand’. De blev fremført af datidens popsangere, nemlig skuespillerne fra de danske sommerrevyer. Min far spillede på mandolin, harmonika og sav, tro det eller lad være. Begge mine forældre var med i friluftsforestillinger som syngende amatørskuespillere.

Den unge Ivan havde selv en periode med blokfløjte, men den blev lagt på hylden, da han hørte de lokkende toner fra Elvis Presley fra nabodrengens åbne vindue.

– Jeg fik blokfløjteundervisning og spillede klassiske stykker i en kvartet med fire træblæsere. Med det som min musikalske bagage, var Elvis’ Jailhouse Rock jo nærmest et kulturchok. Jeg synes stadigvæk, den sang er verdens bedste rock n ́roll nummer, også med den viden, jeg har nu. Derefter blev det The Animals, The Kinks, the Who, Chuck Berry, og de engelske Merseygrupper med Beatles i spidsen. Selvfølgelig var det den musik, som alle de mange Aalborggrupper, der huserede dengang, spillede og dertil alt, hvad man hørte i radioen. Da vi selv var godt i gang med vores egen famlende begyndelse i øve-kælderen kom Red Squares forbi Aalborg og viste en Vejgaard-knægt, hvad sceneudstråling og virkelig publikums-entusiasme og medleven var for noget. Wow, husker Ivan begejstret.

Musik var ’do it yourself’

I 1966 dannede 16-årige Ivan Pedersen orkesteret McKinleys sammen med de jævnaldrende Per Lunen, Jørgen Høst og Frank Nielsen, så musikkarrieren fik sin spæde start, inden Ivan startede på Aalborghus Gymnasium, hvor han blev student i 1970.

– Aalborghus var jo en slags musikgymnasium, og jeg var da også, trods jeg gik der som matematiker, Gud bedre det, deltager i flere musikforestillinger OG i koret, som havde en vis ”klassisk observans”. Jeg nåede da også at spille med McKinleys til en af forestillingerne på skolen. Men jeg slap aldrig rigtigt ud fra under voksdugen og fik hørt en rigtig klassisk koncert, spillet af rigtigt levende mennesker, mens jeg boede i byen, heller ikke selvom jeg gik på Aalborghus. Jeg var nok allerede solgt til djævelens musik. Jeg skulle blive over 40 år gammel, før jeg hørte et symfoniorkester LIVE. I Aalborg kom jeg slet ikke omkring miljøer, hvor en sådan dannelse henimod ”klassisk live” forekom. Hjemme talte vi heller aldrig om, at vi skulle til koncert med byens symfoniorkester eller noget andet orkester for den sags skyld. Musik var en ”do it yourself”- ting.

Ambitionerne voksede

Navnet til McKinleys blev inspireret af de mange nye succesfulde bands, der kom fra USA og England.

– Der var et amerikanerband, som hed The McCoys. De var kendt
for sangen Hang on Sloopy. Jeg syntes grafikken så godt ud, og
at udtalen af navnet lød godt. Da Beatles kom med McCartney-navnet, var den ged jo barberet. Det SKULLE være noget med ’Mc’ foran, fordi det lød godt. Så det blev til McKinleys.

Ambitionerne voksede i takt med bandets succes.

– Ambitionerne var der vel hele tiden, men opstod i en størrelse passende til hvor langt, vi var nået. Først ville vi være det band, vennerne valgte til at spille til deres egne skolefester. Så ville vi også ønskes som band af andre skoler. Derefter ville vi spille på voksne steder for penge. Så ville vi være et band, som de andre orkestre i byen snakkede om. Derefter ville vi spille i København og indspille i et rigtigt studie. Så ville vi spilles i radioen. Så ikke bare singler, men albums – og så ville vi også spille i udlandet, og sådan bliver det bare ved. Når man så har prøvet det hele to og tre gange, og man stadig spiller til halbal, så dør karriere-sulten måske lidt.

Musikere – ikke kunstnere

I 1980 gik McKinleys hver til sit.

– Det var en sammenhæng af mange årsager. Jeg var på vej til København, fordi jeg havde mødt min kæreste, der senere blev min hustru, derovre. Nogen skulle læse videre, andre ville have et mere stabilt job, fordi børnene var begyndt at komme, og måske, fordi vi kunne mærke, alle vores indsatser til trods, at arbejdet ikke medførte egentlige mærkbare fremskridt fra det stadie, vi var nået til. Måske var vi bare mætte af den slags oplevelser, for der havde godt nok været mange af dem. Vi havde aldrig set os selv som ”kunstnere”. Vi var musikere, og diskuterede slet ikke, om det, sådan nogen som os lavede, var drevet af en kunstnerisk nødvendighed eller om musikken var MENINGEN med vores liv. Det var helt sikkert vores altopslugende ungdomspassion, men når det hele endte i for mange gentagelser, så ophørte glæden nok bare. Publikum ville lige så gerne høre os spille tidens store hits, som de ville høre vores egne sange, og det var jo ikke det, der var meningen – ikke for mig i hvert fald. Vi spillede jo nok bare mere for et festpublikum end for et decideret musikinteresseret koncertpublikum. Selv de senere store danske bands, der kom ud af denne periode, startede med at spille til dans. Nå, ja, Det gjorde Carl Nielsen jo også.

Et hemmeligt hit

I 1982 var Ivan en del af bandet Taxie, der fik en sang udtaget til Grand Prix. ’Drømmene er forbi’ endte på en sidsteplads, men samtidig havde Ivan Pedersen et voksende hit i støbeskeen. Der var der bare ingen, der vidste.

– På det tidspunkt var det for mig en stor ting at blive udtaget til Grand Prix med min egen sang. Men det der cover af den italienske melodi, som Lecia og jeg samtidigt havde indsunget incognito, regnede vi ikke for noget særligt. Jeg var dog MEGET påvirket af, for første gang uden mine trommer, at skulle stå helt alene med en mikrofon foran hele nationen. Jeg havde bestemt heller ikke endnu ”fundet min stemme”, så det var en rystende – og noget blodfattig version af den senere power-sanger, der fremstod i det 1982 Grand Prix.

Succesen med ’Hvor skal vi sove i nat?’ opstod først efter Grand Prix for singlen blev udgivet uden billede og navne på coveret. Den blev spillet heftigt af DJ ́en til after-partyet efter det selvsamme Grand Prix, men selvfølgelig uden nogen afslørede, hvem, hvad eller hvorfor.

– Da ”hemmeligheden” slap ud og vi begyndte at optræde live, havde jeg ikke rigtigt noget ordentligt scene-tøj, så jeg endte med at købe det sæt tøj, jeg bar til Grand Prix af DR, for bare at se nogenlunde ordentlig ud.

Undren over succesen

Ivan Pedersen var fast tekst-skriver til en række andre kunstnere på det tidspunkt, så han havde ikke regnet med, at han selv skulle bag mikrofonen, da han mødte op for at aflevere den færdige tekst til det italienske hit.

– Da jeg kom for at overlevere teksten i studiet, bad de mig selv indsynge den, sammen med Lecia, som havde været på kontrakt hos EMI i en del år. Hun var allerede klar ved mikrofonen, fordi hun var indskrevet som regulær studio-sanger til den session. Jeg indvilgede i også at synge, men kun hvis de lovede at udsende den UDEN vores navne eller fotos på coveret. Men allerede til festen efter Grand Prixet kunne vi jo – fra hver sin ende af lokalet – se, hvor meget folk trippede med på den. Det oversteg enhver forventning. Derfor satte vi os naturligvis sammen og overvejede, om vi skulle følge op på den store succes, som sangen til vores begges overraskelse blev til. Vi var begge fattige som kirkerotter dengang, og besluttede derfor at give det en chance.

Navn Ivan Pedersen
Født 22. april 1950 i Skive
Opvokset Vejgaard
Bopæl Samsø
Civilstatus Gift med Jytte Poulsen siden 1983
Job Blandt andet trommeslager, sanger og sangskriver
Karriere Ivan var med til at starte bandet McKinleys og har sidenhen medvirket i flere forskellige konstellationer, blandt andet Laban, Backseat og Moonjam. Derudover har han også udgivet musik som solist og været backingsanger for blandt andet Poul Krebs.
Aktuel Turnerer blandt andet med Things We Do For Love og Ivan & Danmarks Næstbedste Trio.

Skrev autografer incognito

Ivan havde en sjov oplevelse, da han blev bedt om at skrive en autograf på singlen på trods af, at dem der spurgte, ikke havde nogen idé om, at de rent faktisk havde fat i den rigtige sanger. Han havde et spillejob på Oslobåden, hvor de spillede mange af tidens mest populære melodier.

– Sangen var en stor succes, og mens duoen var i gang der på båden, så spillede vi selvfølgelig også den. De nordmænd, der havde været på weekend i Danmark kom med singlen i hånden – helt begejstrede – og sagde, de var vilde med den, men da ingen i Danmark vidste, HVEM der sang den, kunne vi så ikke bare sætte vores autograf på singlen, som de havde købt, for vi spillede den jo så fremragende. Så det endte med, at jeg sad der og autograferede ”min egen plade” incognito.

Laban fik overvældende succes, og de to sangere arbejdede bestemt også knaldhårdt og målrettet på projektet. Den indsats endte da også med en prestigefyldt hitlisteplacering i Amerika.

Den største oplevelse var vel, at mens vi faktisk, efter næsten 4 års indsats, alvorligt snakkede om at stoppe, mens legen var god, så gik Love in Siberia fanneme ind på den amerikanske hitliste Billboard hot 100. Det var en fed følelse, i TV-avisen, i bedste sendetid, at blive interviewet af (salig) Poul Jørgensen på grund af USA-placeringen og på den måde at sende en hilsen til at alle de herhjemme, der ikke synes, vi var ”fine nok” til at være med til at synge Afrikasangen, da de største navne spillede til støttekoncert i Parken.

Forlod fronten for en stund

Da Laban gik i opløsning, fandt Ivan stor glæde ved at efterlade fronten af scenen for en stund og synge kor for fx Moonjam og Poul Krebs.

– Jeg har altid været et bandmenneske. Det var nærmest afslappende ikke at skulle stå forrest og trække læsset. Men desuden var det vigtigt for mig, straks at komme i gang med noget andet efter Laban. Der var nemlig allerede den tendens, at branchen mente, at jeg efter popduoen, bare skulle se at finde mig en taxa at køre i, for nu havde jeg jo haft ”min tur på karussellen”, så både branche og publikum var trætte af mig.

I 1992 dannede Ivan Pedersen rockbandet Backseat Boys (senere bare Backseat) med sine venner. Med branchens manglende tro på Ivans muligheder efter den store succes med Laban, føltes det ekstra godt, at det nye projekt også blev et hit.

– Det var naturligvis en stor fornøjelse, via et nyt, lille pladeselskab – og denne gang med sange af egen tilvirkning – to gange at blive ugens uundgåelige på P3, at blive grammynomineret i alt otte gange og opleve, at det – trods alle forudsigelser om det modsatte – KUNNE lade sig gøre at slippe ud af Labans slagskygge.

I 1996 modtog Ivan en Grammy som Årets Sanger.

– Den var i særklasse en glæde, for det skete, mens prisen blev givet efter en afstemning mellem mine kollegaer og branchefolk. Ikke som nu, hvor publikum jo bestemmer suverænt, hvem der får priserne. Det er altid noget særligt at modtage en hædersbevisning fra sine kollegaer.

Danmarks flittigste musiker

I 80’erne fik Ivan en spirende interesse for det musikpolitiske arbejde.

– Jeg blev inviteret ind i et kollegialt fællesskab i en forening af sangskrivere i Danske Populær Autorer allerede i 1985 og der blev min interesse for det faglige vækket, alene ved at komme i foreningen. Jeg kom tidligt ind i bestyrelsen, og ad den vej endte jeg med formandskab i både foreningen selv og i Koda ́s bestyrelse. Jeg har også siddet i NCB ́s bestyrelse, i Statens Musikråd, i København kommunes musikudvalg, og i Rosa ́s bestyrelse.

I 2016 kunne Ivan Pedersen fejre 50-års jubilæum, men på trods af en hjerteoperation samme år, så er han stadig en af de flittigste i den danske musikbranche.

– Jeg plejer at sige, at så længe der kommer nogen, når jeg hænger en plakat op, så kommer jeg også. Men det handler om, at jeg synes, jeg stadig udvikler mig og bliver bedre til det, jeg gør. Jeg kan bestemt ikke det, jeg kunne engang, rent stemmemæssigt, men så er der måske nok kommet mere udtryk på i stedet, og jeg oplever, at jeg virkeligt, når ind i tilhørerne ved mine koncerter, og DET er virkeligt en stor tilfredsstillelse, at optræde foran siddende, koncentreret lyttende musikelskere – så hvorfor ikke fortsætte? Der er endnu ikke nogen, der i venlighed har sagt til mig, om det ikke var nu, jeg skulle stoppe for mit eftermæles skyld. Men vær ikke i tvivl om, at jeg sagtens selv kan høre, at NU går den ikke længere. Jeg håber bare, det bliver FØR publikum synes, det lyder dårligt.