Selvhjælpsbøger har længe været populære, men det tog for alvor fart i 10’erne. Man skulle helst udvikle sig og blive et bedre menneske, hvad enten det var i privaten eller gennem diverse kompetencekurser på arbejdspladsen. I 2014 udgav psykologiprofessor Svend Brinkmann en anti-selvhjælpsbog, der med et glimt i øjet ville gøre op tidens selvudviklingstyranni. Bogen hed ’Stå fast’ og den blev en bestseller, der gjorde Svend Brinkmann til allemandseje, og siden er det blevet til flere bøger. Blandt andet ’Gå glip’, ’Om nej’ og ’Hvad er et menneske’
Svend Brinkmann har tilsyneladende ikke haft problemer med at få tiden til at gå under diverse nedlukninger, for i år er han aktuel med ikke mindre end to bøger, nemlig ’Mit år med Gud’, som udkom i juni, og ’Vi er det liv vi lever’, som udkom i marts. Svend har samtidig brugt tid på sine pligter hos Aalborg Universitet, hvor han har fortsat sin forskning og undervist studerende virtuelt.
– Jeg er egentlig godt tilfreds med min indsats i 2020, griner han og forklarer;
– Selvom jeg selvfølgelig er utrolig ked af, at vi har været ramt af denne epidemi med alt, hvad der er sket som følge deraf. Men for mig personligt har det gjort, at jeg kunne fordybe mig på en anden måde, end jeg ellers kunne have gjort.
Livstrådens begyndelse
I ’Vi er det liv vi lever’ har begrebet livstråde stor betydning. Svends egen livstråd startede i Herning, hvor han boede, indtil han flyttede hjemmefra som 18-årig.
– Vi flyttede meget hurtigt til en lille forstad til Herning, Tjørring, som i dag er vokset sammen med Herning. Det er der fodboldspilleren Pione Sisto er fra. Han og jeg har spillet i samme fodboldklub, Tjørring Idrætsforening. Jeg var på fjerde-holdet, men det tror jeg ikke, Pione var. Han er så også lidt yngre end mig, griner Svend.
Svend voksede op i et villakvarter, og betegner selv sin barndom som meget tryg. Han legede med de andre børn, der boede på gaden, gik i den lokale folkeskole, og kom på gymnasiet inde i Herning, hvor han fik lov at dyrke sin mere nørdede side.
– Jeg var en lidt nørdet dreng, tror jeg. Jeg var en del af fællesskabet, men havde lidt nogle andre interesser. Jeg var som sagt på fjerde-holdet i fodbold, fordi man skulle spille fodbold, men jeg var utrolig dårlig til det. Jeg var nok lidt bedre til at læse bøger. Jeg havde faktisk meget tidligt interesse for filosofi og især geografi. Det var noget af det allerførste, jeg kan huske. Jeg ønskede mig atlasser som lille og kunne bruge timer på bare at bladre i dem og forestille mig, hvordan livet så ud i Sydamerika. Jeg planlagde alle mulige rejser rundt i verden. Sådan husker jeg min barndom. Meget tryg, præget af dagdrømmeri, og at jeg gik og puslede med mine egne små ideer og tanker.
Sabbatår på belgisk fabrik
Efter gymnasiet tog Svend det obligatoriske sabbatår.
– Jeg gjorde noget så mærkeligt, som at rejse til Belgien i den fransktalende del af landet for at få arbejde i sværindustrien. Det er en meget tung del af industrien, hvor vi lavede nogle kæmpestore gulvriste. Det er jo helt vildt, at jeg kunne få lov til det som en langhåret 18-årig dreng, der var kommet lige ud af gymnasiet. Dem, jeg arbejdede sammen med, manglede hænder og fingre, og jeg ved ikke hvad. Jeg har gudskelov alle mine lemmer endnu, men jeg er fyldt med ar på benene og lidt på underarmene. Jeg ville gerne lære fransk, men det var ikke til at få job i Frankrig på grund af nogle arbejdsregler. Jeg lærte fransk, men det er begrænset, hvad man har af interaktion med folk, når man bare står i et larmende fabrikslokale, griner Svend.
En fisk i vandet
Efter han kom hjem igen, blev han pædagogmedhjælper, men så mest frem til starte på sin videre uddannelse.
– Jeg glædede mig bare til, jeg skulle starte på universitetet, det må jeg sige. For mig var sabbatåret egentlig bare noget, der skulle overstås. Sådan lidt en pligt. Man skal også ud og opleve noget, men det var i virkeligheden bøgerne og det akademiske, der trak. Jeg var som en fisk i vandet, da jeg begyndte på universitetet. Jeg er så heller aldrig kommet derfra; det er jo stadigvæk universitetslivet, der er mit liv, bemærker han.
Svend startede med at læse filosofi, men skiftede hurtigt til psykologi.
– For at være helt ærlig, så var det fordi, jeg var bange for at blive en arbejdsløs cand.mag. i filosofi. Man skulle selv skabe sit arbejdsliv og jeg ville egentlig helst bare blive på universitetet, forske og fordybe mig endnu mere. Det var der ikke så store muligheder for. Det troede jeg i hvert fald ikke. Men det fandt jeg aldrig ud af, fordi jeg skiftede.
For den fornuftige midtjyde var det en fordel, at man havde muligheden for at blive praktiserende psykolog, hvis der var brug for det, på det nye studie.
– Måske er det fordi, jeg er fra Herning, griner Svend.
– Man skal kunne betale sin gæld, tjene nogle penge og forsørge sin familie, så jeg blev drevet til en lidt mere sikker havn end filosofien. Siden har jeg jo så kombineret min forskning og mine bøger med filosofiens meget grundlæggende spørgsmål. Selvom jeg tæller i frafaldsstatistikkerne, har jeg selv været utrolig glad for at kunne kombinere filosofi og psykologi. Det er jo det, der har gjort mig til den forsker, jeg er. Det skal man jo også huske, når man forsøger at fastholde de unge mennesker i et bestemt uddannelsesspor. Der kan også komme noget spændende ud af at skifte.
Et eksistentielt menukort
I ’Vi er det liv vi lever’, bliver det tydeligt, at filosofien stadig er en stor interesse.
– De gamle græske filosoffer er næsten altid med mig. Dem har jeg virkelig en stor kærlighed til, fordi alle de spørgsmål, vi stadig bokser med i dag, dem stillede de jo allerede dengang. I bogen har jeg også de græske tragediedigtere med, fordi det ikke er alt, som filosofien kan hjælpe os med. Der er en berømt definition på filosofi fra Platon, der siger, at filosofien udspringer af undren, og så er der nulevende filosof, der hedder Simon Critchley, som siger, at det måske er rigtigt, men den udspringer også af skuffelse. Filosofien udspringer af skuffelsen over, at der ikke findes nogen gud. Så man kan sige, at filosofi er for dem, der er skuffet over religionen, men tragedien, altså kunsten, er for dem, der er skuffet over filosofien. Ikke engang filosofien kan bringe os til sindsro og harmoni. Der er også brug for en erkendelse af livets tragiske sider. At tingene er modsætningsfyldte, at der er moralske problemer, der aldrig bliver løst, at vi nogle gange modarbejder os selv, selv når vi er blevet kloge og oplyste. Det handler de græske tragedier om på mange måder om. Med religionen, filosofien og tragedien har man næsten et komplet eksistentielt menukort, man kan tage fra, efterhånden som man lever sit liv og får brug for forskellige ting.
Man kan ikke undgå skæbnen
Når man læser de græske tragedier, er der et bestemt tema, der ofte går igen; Man kan ikke undgå sin skæbne.
– Hos grækerne havde man skæbnegudinderne, som spandt livstråden, og i den nordiske mytologi, som vi nok kender bedre, hedder de norner, de her skæbnegudinder, som sidder ved foden af livstræet Yggdrasil. Tragedierne handler meget om, hvordan ulykken opstår i livet, når man forsøger at undgå sin skæbne, fortæller Svend og bringer eksemplet på banen med stakkels Ødipus, der er skæbnebestemt til at slå sin far ihjel og gifte sig med sin mor. Alle de handlinger, der skulle forhindre den skæbne i at gå i opfyldelse, er grunden til at den bliver realiseret.
– Så stærkt et skæbnebegreb har jeg slet ikke. Jeg mener jo på ingen måde, at alt er forudbestemt, og at vi ikke har nogen fri vilje. Det er ikke det, jeg vil sige med min bog, men jeg vil sige, at vi kun kan vælge frit fra tid til anden, fordi der er alt muligt i vores tilværelse, vi ikke har valgt. Fordi vores egen livstråd, altså måden
vi lever på gennem livet, vores biografi, den er skabt, før vi selv har været bevidst om det i kraft af vores opvækst, i kraft af det livstæppe, som vores egen lille livstråd er en del af, fortæller Svend og forsætter;
– Lilly (som er hovedperson i ’Vi er det liv vi lever’, red.) er født i 1928. Det har hun ikke selv valgt. Hun har ikke selv valgt at være en kvinde. Hun har ikke selv valgt sin personlighed, sit temperament, sin gener, sine forældre. Hun har ikke valgt, at landet skulle være besat af tyskerne. Hun har ikke valgt, hun skulle blive forelsket i en tysk soldat.
– Alt det, der præger hendes liv, det er noget, der sker med hende. Noget, der ligesom driver hendes liv frem på en måde, hun ikke selv har planlagt, ønsket eller villet, men som hun må tage bestik af hele livet igennem. Det er med det skæbnebegreb, jeg tror, at vi har brug for for at kunne sænke skuldrene lidt, bemærker Svend.
– Hvis vi siger; ‘Jamen, alt er op til mig. Jeg er min egen lykkes smed. Alt er muligt. Jeg skal bare være motiveret og passioneret nok, så kan jeg opnå lige præcis det, jeg vil’. Så har vi problemet, når vi snubler, når vi løber ind i problemer, når vi ikke opnår det, vi havde håbet, fordi så er det altid vores egen skyld. Vi skulle bare have gjort det endnu bedre eller være mere i kontakt med os selv, gået tidligere i seng, dyrket mere mindfulness eller tænkt mere positivt. Så kan vi slå os selv i hovedet med det.
Svend mener, at vi har en forestilling i det moderne samfund om, at hvert enkelt menneske kan præge sit eget liv ved at ændre tankemønstre, handlemønstre og følelsesstrukturer.
– Det kan man jo til en vis udstrækning, men jeg mener faktisk, at der er et mytologi, som overser, at vi er forbundet med hinanden, med historien og med det samfund, vi er en del. Det er derfor, jeg gerne vil erstatte den her psykologiske mytologi om, at vi er sådan nogle atomer – lukkede rum – med et billede. Jeg mener, det er mere rigtigt, at se på billedet af livstråden, der rækker bagud i tid og selvfølgelig løber ind i en fremtid, og som er forviklet med alle mulige andre menneskers livstråde. Vi er det liv, vi lever. Men det liv, vi lever, er kun, hvad det er, i kraft af at være forbundet til alt mulig andet, alle mulige andres liv, alle mulige, der tidligere har været her, og som har præget os. Vi har brug for en ‘norne’- psykologi, som jeg kalder det med et glimt i øjet et sted i bogen, som ikke fratager menneskets handleevne, men som heller ikke påstår, at alle kan alt, for det passer jo ikke.
Et opgør med udviklingstvang
Svend Brinkmann slog igennem med ’Stå fast’ fra 2014, hvor han havde et kritisk og drilsk blik på selvudviklingskulturen. Hans frustration og forundring over den branche startede dog mange år tidligere.
– Som ph.d.-studerende var jeg med til at udgive en bog helt tilbage i 2005, der hed ’Selvrealisering: Kritiske diskussioner af en grænseløs udviklingskultur’. Vi inviterede mere erfarne forskere med til at beskrive, hvad vi kaldte for selvrealisering dengang.
Det er et tema, som stadigvæk optager ham i dag.
– På den ene side har det jo et frigørende potentiale, at man har lov at forandre sig. Men på den anden side har det også en form for undertrykkelse indbygget i sig, hvis man har pligt til at forandre sig, fordi det betyder jo så, at man nærmest per definition aldrig er god nok, som man er. Lige om lidt skal man noget andet, noget nyt, noget mere og noget bedre. Man skal hele tiden være i bevægelse og så er det jo ikke så sjovt. Det er derfor den bog, der hedder ’Stå fast’, har undertitlen; ’Et opgør med tidens udviklingstvang’. Udviklingstvangen er jeg meget kritisk over, for jeg synes, det er fint, hvis mennesker har lyst til at udvikle sig, lære sig selv bedre at kende eller hvad pokker man kan kalde det. Men når det bliver en tvang til – især selvfølgelig med voksne mennesker i arbejdslivs-sammenhænge – at udvikle deres personlige, emotionelle, sociale kompetencer, fordi det er til gavn for arbejdspladsen, så synes jeg, det er potentielt problematisk.
I bogen fra 2005 nævner Svend et eksempel fra da hans ældste søn startede i vuggestue.
– På vuggestuens hjemmeside stod der, at de hylder filosofien om det enkelte menneskes iboende, kraft og vilje og evne til udvikling og forandring. Det var en beskrivelse af deres børn i vuggestuen. Altså det enkelte menneskes iboende kraft! Der må man sige, at det er godt nok store ord. Det er en voldsom retorik at bruge om børn, der har brug for relationer, nærvær, omsorg, først og fremmest, og så gradvist lege mere, lære at være en god kammerat og alle de ting, man skal som lille bitte menneske. Jeg vil skynde mig at tilføje, at pædagogerne var søde. Det var ikke fordi, at der var noget galt med måden, de havde vuggestue på. Det var bare den her retorik, der virkede helt afkoblet fra hans situation som ni-måneders barn og fra den praksis, der var i vuggestuen. Så gav jeg mig til at samle på den slags ord til at beskrive mennesker, ikke bare i vuggestuer, men også i børnehaver, folkeskoler, socialt arbejde, og selvfølgelig i arbejdsliv med personlighedsudviklende kurser og medarbejderudviklingssamtaler. Altså hele den her diskurs, som vi har bygget op omkring mennesker og menneskelig udvikling.
Humor lukker fornuften ind
Svend Brinkmann har en stor følgerskare på Facebook, hvor han bruger humoren, når han kommenterer på alt lige fra fodboldlandsholdet til politik.
– Jeg var ung i halvfemserne, og det var ironiens årti, så min primære tilgang til kommunikationen, i hvert fald på de sociale medier, det er faktisk ironi, humor og komik. Nogle gange bliver det for meget, og jeg skal også være seriøs. Jeg er jo repræsentant for universitetet og videnskaben. Jeg mener ikke, at det at være fornuftig er noget andet end at være humoristisk. Jeg er faktisk meget interesseret i forbindelsen mellem de to ting. Et af mine yndlingscitater er af dramatikeren Dario Fo, som skrev, at latteren åbner kraniet, så fornuften kan slippe ind. Det synes jeg simpelthen, er så godt. Det, at vi griner, altså trækker luften ind, det er faktisk også trække fornuften ind. Vi kan selvfølgelig grine på en hånende måde, hvor det går ud over andre. Men ofte griner vi af os selv og det skøre, vi står i. Man kan komme til at se tingene fra et lidt andet perspektiv, der både kan give lidt livsmod og lidt fornuft. Det synes jeg, er humor brugt på en relevant måde. Det er i hvert fald det, jeg forsøger på de sociale medier, og også en gang imellem i mine bøger. Oven i købet også engang imellem i mine akademiske tekster, men det er jo lidt sværere, fordi der er ligesom nogle andre genrekonventioner, griner Svend.
Elsker at undervise
Svend Brinkmann startede sin universitetskarriere på Aarhus Universitet. I 2009, da han arbejdede som adjunkt, tilbød den daværende institutleder på AU et professorat MSO, så Svend skiftede arbejdsplads fra Aarhus til Aalborg.
– Jeg har aldrig fortrudt, at jeg skiftede til Aalborg, fordi det er et mindre universitet på en god måde, hvor der er hurtigt fra tanke til handling. Selvfølgelig er der også bureaukrati og alt muligt, der kommer ovenfra. Men det er en organisation, hvor der er lidt højere til loftet, og man kan afprøve nogle ting lidt hurtigere.
Sidste sommer flyttede psykologistudiet ind i Nordkraft, hvilket de dog ikke har haft meget glæde af endnu, da det meste af universitetet har været hjemsendt en stor del af året.
– Jeg har kontor oppe i toppen af Nordkraft med en fantastisk udsigt over fjorden. Jeg holder meget af at undervise, men jeg holder ikke ret meget af at undervise online. Det er drænende at sidde time efter time og bare kigge på den her skærm. Men det at være til stede i et rum med rigtige levende mennesker, som stiller spørgsmål og gør uventede ting, og man kan se, der opstår idéer og indsigter hos dem, det synes jeg, er superfedt. Jeg får ideer gennem undervisningen til ting, jeg gerne vil forske i, til spørgsmål, jeg ikke umiddelbart kan besvare, til nye vinkler, der kommer fra de studerende, som ikke er indoktrineret med lige præcis de tankemønstre, som jeg er indoktrineret med, men som kommer andre steder fra. Det er en utrolig vigtig del af universitetet, at vi har studerende. Jeg har selv haft masser af forskningsmidler, hvor jeg ikke har behøvet at undervise ret meget, fordi jeg er blevet frikøbt fra undervisning til at lave forskning. Men jeg skal virkelig huske på og minde mig selv om, at mange af idéerne, faktisk kommer gennem undervisningen, så det er det skal man holde fast i.
